Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pelle Erobreren

Oprindelig forfatter JNF

Da første del af Pelle Erobreren udkom i 1906 som Barndom, havde Nexø fuldstændige planer og fyldige kladder for det storværk, der skulle afsluttes fire år senere. Han skriver i forordet, der er dateret Espergærde, 28. februar 1906:

„Pelle Erobreren“ skulle være en Bog om Proletaren – altsaa om Mennesket selv – der nøgen, kun udstyret med Sundhed og Appetit melder sig i Livets Sold; om Arbejderens brede Gang over Jorden paa hans endeløse, halv ubevidste Vandring mod Lyset!

Det er som en salme, der samtidig dels med afsæt i vitalismens forestillinger hylder lyset og livets kræfter, dels med udgangspunkt i marxismen og socialismen hylder den proletariske vandring som en manifestation af urkræfter. Nexø ville med sit værk skildre et menneske, der ikke blot skulle leve og udvikle sine individuelle særheder, men som gennem sin vej og udvikling skulle udtrykke det typiske, almene og fremadrettede for hele sin klasse. Derfor så Nexø sin helt som indbegrebet af en menneskesøn, der skulle arve fremtiden i et opgør med den kapitalisme og undertrykkelse, som hidtil havde holdt proletariatets og dermed det sunde menneskes livsdrifter nede.

 I anledning af 100-året for hans fødsel blev Martin Andersen Nexø hædret i DDR – det kommunistiske Østtyskland – med udgivelsen af et 10 Pfennig-frimærke, der bærer hans – idealiserede – portræt.

I anledning af 100-året for hans fødsel blev Martin Andersen Nexø hædret i DDR – det kommunistiske Østtyskland – med udgivelsen af et 10 Pfennig-frimærke, der bærer hans – idealiserede – portræt.

Pelle Erobreren skriver sig dybt ind i 1800-tallets litterære traditioner, for det store epos er tilrettelagt som en dannelsesroman, og der er spor af både J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Henrik Pontoppidans Lykke-Per, men med en anden udgang og andre mål. Hvor Niels Lyhne må se sin egen tragiske ensomhed i øjnene, og hvor Lykke-Per nok drager ud for at erobre verden, men sluttelig må erkende, han kun kan erobre sig selv gennem selvvalgt ensomhed, dér konstruerer Nexø sin helt, så han gennem sine erfaringer bliver formidler af et nyt menneskeligt fællesskab. På den måde spejler og omvender Nexø så at sige Lykke-Pers sociale tragik til en utopisk historie om det lille menneskes sejr og erobring af den store historie. Nexø beundrede i øvrigt Henrik Pontoppidan og opkaldte da også sin helt efter Lykke-Per, idet navnet Pelle lader sig oversætte ved den lille Per.

Annonce

Romanen er bygget op som i fire satser: Barndom, Læreaar, Den store Kamp og Gryet, der hver behandler sit tema, og som tilsammen udgør en symfoni til det lille menneskes historiske omstændigheder. I første bog skildres de almueagtige forhold, som hersker for tyendet og småkårsfolkene i landbruget. I anden bog beskrives proletarens vilkår i købstaden. Tredje bog skildrer den kapitalistiske industribys arbejderklasses vilkår og kamp, mens fjerde bog fører helten frem til en mulig sejr. På den måde er værket komponeret som et modelbillede over forholdet mellem de historiske produktionsformer og arbejdermenneskets dynamiske bevægelse gennem historien frem mod den endelige sejr.

I første del af Pelle Erobrerens første bog, Barndom, er der en scene, som rummer noget centralt i Nexøs samlede opbygning af helten Pelle. Den 9-årige knægt er hjorddreng og vogter noget af Stengaardens kvæg, hvor han har lejlighed til at se og lege med sin eneste ven, fattigdrengen Rud. Sammen har de fanget en mus og lader den nu svømme i en lille å, til den drukner af udmattelse:

Den laa dybere og dybere – Pelsen blev vaad og trak den nedad; til sidst svømmede den helt under Vand. Pludselig spilede den sig ud i et Ryk og sank til Bunds, med alle fire Lemmer udstrakt som en aaben Favn.

Pelle havde i et Glimt fanget det rådvilde og hjælpeløse – måske genkendt det. Ved Dyrets Spjæt brast han i Graad – et lille Skrig – og løb storbrølende op over Engen mod Fyrreplantagen.

Pelle er måske blot en lille fyr, der bryder i gråd, men han er også en dreng, der ser sine medskabningers lidelser og tager dem til sig som erfaring. Pelle skildres alle steder som en dreng, siden en voksen mand, der i modsætning til mange af de underkuede og forknytte mennesker omkring ham har empati og medfølelse. Han bevarer evnen til at omsætte sine egne erfaringer i solidariske handlinger, ligesom han, der er født i en såkaldt sejrsskjorte, udvikler handlekraft og lederevner, som ligeledes bygger på forståelsen for andres behov. Pelle bliver en erobrer, ikke af magt og storhed, men af menneskeværdighed og næstekærlig solidaritet med de svage.

Den 8-årige Pelle ankommer i øvrigt til Bornholm fra Tomelilla i Sverige den i. maj 1877 sammen med sin aldrende far, den godmodige landarbejder Lasse, der som den fremmedarbejder, han jo er, søger at sælge sin arbejdskraft og sin dreng til den bonde, der vil have dem. Lasse har mistet sin kone og Pelle dermed sin mor, og det var hende, som holdt sammen på tingene. Den vege og ubeslutsomme Lasse elsker sin dreng, men har meget svært ved at indfri de forhåbninger, Pelle har til en stærk og handlekraftig far. De ankommer i stærk tåge, og dampskibet har svært ved at finde ind i havnebassinet. Sådan påbegyndes den store historie om proletariatets vej mod lyset i den dybeste tåge, hvor ingen vej er at finde, før nogen tør tage førerskab.

Kommet sikkert til kajs, må Lassefar og hans bitte knægt længe lide den tort, at ingen af de velnærede bønder har lyst til at fæste sådan en gamling og hans dreng, der blot anses for at være en ekstra mund at mætte. Forvalteren fra Stengaarden er imidlertid kommet for sent, så da alle gode arbejdskræfter blandt de svenske fremmedarbejdere er borte, tager han til takke med Lassefar og drengen.

Stengaarden, der således bliver deres hjem, bærer sit navn med rette. Her hersker stenhjerter, først og fremmest proprietær Kongstrup, der agerer som enevældig konge og er et ualmindelig dumt svin. Forvalteren er som sin foresatte gjort af sten. Her skal Lasse være røgtermedhjælper, mens Pelle må hjælpe til som hjorddreng og med andet forefaldende arbejde. Lassefar vil gerne have brændevin, hvilket ikke gør ham voldelig, men noget storskrydende, som da Pelle mobbes på det groveste: „Bare rolig Pøjke,“ sagde han trøstende – „bare rolig du! Endnu har aldrig noget Menneske kunnet løbe fra sin Straffedom, og Lasse skal knuse Skallen paa den lange Halvsatan, saa Hjærnen skal sprøjte ham ud af Snudeskaftet, vær vis paa det“.

Det bliver nu ikke Lasse, men derimod den frodige kogekone Karna, der afstraffer de formastelige, for Lasse har det kun i munden, hvad Pelle efterhånden erfarer. Der kan være langt fra store ord til handling hos underklassens forkuede lassefædre!

Forholdene på Stengaarden er som sagt feudale, Kongstrup har nærmest hoved- og halsret over sit tyende og sine landarbejdere, der helt er underlagt hans og forvalterens luner. Kun den store, stærke Erik, der altid går i front, når der skal mejes eller udføres andet hårdt arbejde, kun han gør oprør ved i blindt og afmægtigt raseri at gå til angreb på forvalteren. Imidlertid bliver Stærke Erik slået til idiot ved skæbnens uhyggelige mellemkomst, da han rammes af den kampesten, der udgør kontravægten på brøndens pumpestang, og således falder det mulige oprør sammen, fordi ingen tør følge Erik. Det er i det hele taget den ukontrollerede, uorganiserede drift, der hersker i Stengaardens feudale univers, såvel blandt tyende og landarbejdere, der drikker og horer og opfører sig som livegne tåber. I herskerklassen er driften repræsenteret ved proprietær Kongstrup, der horer efter forgodtbefindende med egnens kvinder. Imidlertid tager hans frue hævn på det grusomste ved at kastrere ham i en af hans utallige branderter.

Således udvikler Stengaarden sig til et kastreret miljø, hvor både den Stærke Erik og den magtfulde Kongstrup efterlades tamme som dikkelam, gildede som slagtemodne kapuner. Pelle er i sit liv nået frem til konfirmationen og kan nu bryde op fra Stengaarden, ligesom han symbolsk bryder op fra feudalismens og almuemenneskets stadium. Pelle drager til købstaden Rønne.

I anden bog, Læreaar, er handlingen, og dermed scenen for Pelles fortsatte vækst og udvikling, henlagt til Rønne, hvor Pelle kommer i skomagerlære. Det giver Nexø lejlighed til at skildre provinsbyens sociale lagdeling og statiske håndværkerkultur, som stadig er dybt præget af lavsvæsenets stive og traditionstunge opbygning, der hindrer ethvert forsøg på frigørelse eller fremskridt. Imidlertid trues denne statik stærkt af industrialiseringens og kapitalismens moderne tider, som betyder, at mange af de små mestre og værksteder tvinges i knæ. Pelle bliver således arbejdsløs. Der er dog i provinsby- og håndværkermiljøet, ligesom på Stengaarden, enkelte personer, som gør modstand og oprør. For det første fortæller „den unge Mester“, der er dødsmærket af tuberkulose, sine sværmeriske drømme om en verden med frihed og lykke for Pelle. For det andet kommer den omvandrende svend, Garibaldi, der er opkaldt efter den navnkundige italienske frihedshelt, og åbner sin pose med erfaringer fra den sydeuropæiske arbejderbevægelses kampe. Pelle lærer således det forjættende ord 'strejke' af Garibaldi.

For det tredje rummer den indsnævrende og opløsningstruede købstadskultur en skikkelse som stenhugger Peter Jørgensen, kaldet Kraften, der personificerer oprørets muligheder. Kraften taler ikke bare borgerskabet midt imod, men gør oprør, da han bliver snydt. Imidlertid omkommer Kraften på ligeså skæbnesvanger vis, som Stærke Erik blev slået til idiot, da han forsøger at redde nogle kammerater i et stenbrud. Stærke Erik og Kraften er begge personer, som Pelle beundrer for det, hans egen Lassefar aldrig kan gøre, nemlig modstand, men begge er afmægtige i deres revolter, fordi de ikke har flokken eller klassen i ryggen, og navnlig fordi den solidariske bevidsthed og parathed endnu ikke er udviklet. Det er imidlertid på Kraftens foranledning, Pelle beslutter sig for at drage til storbyen København. Pelle har erobret endnu et stykke af erfaringernes rige, bag ham ligger det feudale, almuens, lavsvæsenets og håndværkets landskaber samt den førindustrielle orden. Foran ham ligger udfordringen. Den store Kamp hedder da også tredje bog på vej mod fuldbyrdelsen af Pelle Erobreren.

Pelle slår sig ned på Christianshavn, nærmere bestemt i Arken, et forfærdeligt skrummel af en utæt og usund lejekaserne af den art, spekulationsmagere havde klasket op i hundredvis til pjalteproletariatets ulyksalighed i slutningen af 1800-tallet. Livet i Arken er imidlertid skildret med varme, når det gælder udfoldelsen af liv og livskraft, men samtidig med skarp og kritisk realisme:

Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og Duft af blomstrende Trær – helt omme fra Volden.

Arken er beskrevet som noget nær en social lokumstønde, men samtidig et fantastisk frugtbart sted, hvor de afmægtige, fantasterne, de mere eller mindre kriminelle, plattenslagerne og de tumpede førstegenerationsindvandrere fra det yderste bondeland klumper sig sammen i fælles afmægtig fattigdomsoverlevelse. Pelle møder først den forældreløse Marie, der hjælper og varmer ham. Snart bliver Pelle en agtet frontfigur i Skotøjsarbejdernes Fagforening, hvor man giver ham kælenavnet Lynet, fordi han er handlingsorienteret.

Pelle har så at sige kraften og i hvert fald arven fra Kraftens modstand med sig. Således er Kraftens søn, Morten, også rejst til København, han er en intellektuel type, der har indsigt i oprørets teorier, men han er ikke handlingens praktiske mand som Pelle. En anden oprører i miljøet, om end af en anden slags, er Arkens ukronede prinsesse, Hanne, der er næsten magisk smukt skildret af Nexø. Hanne kunne være blevet Pelles prinsesse, danseren i hans liv, men han gifter sig i stedet med Ellen Stolpe, der er datter af fagforeningsformand Stolpe, der er præcis så solid som hans navn vil vide. Ellen og Pelle flytter ind på Nørrebro blandt solide arbejdere, og Pelle går i spidsen i den storstrejke og arbejdskamp, som spidsede alvorligt til i slutningen af 1890'erne. Arbejdsgiverne svarede igen med lockout og politi. Den unge familie sulter, og konflikten trækker sine spor til hjemmet, hvor Ellen prostituerer sig for at skaffene børnene mad, mens Pelle er på barrikaderne som folkehelt. Nexø ser tydeligt, at klassekampen også rummer frygtelige sår og river familierne op. Den store arbejdskamp slutter, ligesom i den virkelige samfundshistorie, med det såkaldte Septemberforlig i 1899, der dels tildeler arbejderne absolutte rettigheder til forhandling af løn og arbejdsvilkår, dels slår fast, at arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet.

Arbejderbevægelsen er delt i opfattelsen af sejrens omfang, men lige meget hvad, så får Pelle ikke lejlighed til at fejre arbejdskampens afslutning. Han har i overmod, fantasifuld kreativitet og med stor nøjagtighed eftergjort nogle pengesedler, som hans børn får som legetøj. Det bruger ordensmagten som påskud til at ramme den arbejderleder, der volder dem problemer. Pelle får fem års fængselsdom for falskmøntneri. Kapitalismen lader sig ikke udsætte for karikaturtegninger.

Den sidste nat før han fængsles, er han sammen med Marie, den skønne og kyske, som førte ham til Arken. Hun repræsenterer proletariatets renhed og uforfalskethed, og det er efter elskoven med hende, han drømmer den store vision:

Nej hun skyldte ikke nogen noget, dette Barn af Intet, men var helt og holdent sit eget Værk. Skøn og uberørt kom hun til ham i hans Forladthed, som var hun sendt af de Fattiges gode Tanker for at husvale hans Sind. Skøn og ren i Sindet var hun groet ud af Elendigheden som selve Lykketiden; og hvor i Verden skulde han vel hvile sit dødtrætte Hoved, om ikke ved dette Hjærte der var Barn, Moder og Elskerinde for ham?

(…) Saa faldt Pelle i Søvn med Hovedet paa hendes Jomfrubarm. Og mens hun laa og saá moderligt paa ham, drømte han, at Danmarks hundred Tusende Arbejdere var i Færd med at opføre et herligt Slot og han var Bygmester. Da Slottet var færdigt, marsjerede han ind i det i Spidsen for Arbejderhæren, syngende drog de gennem de lange Gange for at fylde de lyse Sale. Men Salene var der ikke, Slottet var forvandlet til et Fængsel! Og de gik og gik og kunde ikke finde ud igen.

Det er smukt og eftertænkelsesværdigt, at Pelle folder sin – og romanens – store centrale drøm ud her, sovende ved Maries barm, lige før han må gå i fængsel for at afsone samfundets lurvede hævn over ham for hans virksomhed for arbejdernes sag. Nexøs kvindeportrætter er fortryllende, men også komplekse, for Ellen forbliver den rette hustru for Pelle, men det er i beskrivelsen af Marie og Hanne, der skrives med det yderste af fascinationens pennespids.

I Gryet, fjerde og sidste bog i det samlede epos, løslades Pelle fra fængslet efter lange år, i hvilke arbejderklassens kamp er blevet omsat i en parlamentarisk forhandlingskultur, der aldrig kan føre til proletariatets historiske sejr, men nok til dets medansvarlige væren i et kapitalistisk samfund. Pelle, der genforenes med Ellen, som i mellemtiden har taget det kærlighedsbarn til sig, som Pelle avlede med Marie natten før indespærringen, udvikler et alternativ til denne socialpartnerbevidsthed, som er ved at sænke sig over proletariatets utopier. En ældre, filosofisk bibliotekar sætter Pelle i stand til at starte en kooperativt ejet skotøjsfabrik, der udfolder de samme utopier, som Nexø kendte fra samtidens England, hvor utopiske eller filantropiske tænkere og byplanlæggere havde grundlagt havebyer og sunde arbejderbyer, som for eksempel Sun City ved Liverpool, midt mellem land og by. Erfaringerne fra landbruget, fra den håndværksmæssige produktion, fra industriarbejdernes solidaritet, – alt det samles op her i en mægtig fremadrettet utopisk fantasi. Her er ejendomsretten til produktion og sunde boliger med adgang til jord og havebrug delt ud i en slags kibbutztænkning eller i et næsten ubesindigt socialistisk andelsselskab, hvor få har for meget og færre for lidt.

 Romanen Ditte Menneskebarn blev filmatiseret i 1946 af Astrid og Bjarne Henning-Jensen med Tove Maës i hovedrollen som Ditte. På billedet er Martin Andersen Nexø på besøg i det fiktive 'Skadereden' under optagelserne.

Romanen Ditte Menneskebarn blev filmatiseret i 1946 af Astrid og Bjarne Henning-Jensen med Tove Maës i hovedrollen som Ditte. På billedet er Martin Andersen Nexø på besøg i det fiktive 'Skadereden' under optagelserne.

Nexø lader altså her i 1910 sin helts yderste utopi være lige stærkt befrugtet af Marx og af Grundtvig. Det afsluttende bind af det største epos om arbejderklassens historie og erobring af værdighed rummer således en utopisk forestilling om et samfund, der både er klassens og enerens, både kvinders og mænds, både for de store og de små. Det er Pelle, der er den absolutte hovedperson og helt i den store udviklingseller dannelsesroman, men der er én blandt de mange sideskikkelser, som trænger sig på, nemlig anarkisten Morten, søn af Kraften. Navnet Morten ligger unægteligt snublende tæt på navnet Martin! Det er Morten, der får det sidste ord om den roman, han vil skrive, i den roman, der er skrevet: „Den skal hedde Pelle Erobreren!“

Morten er en iagttager, der mere og mere dukker frem som en slags talerør for forfatteren. Morten bliver således siden hovedskikkelse i romanerne Morten hin Røde (1945), Den fortabte Generation (1948) og Jeanette (1957).

Efter kraftpræstationen Pelle Erobreren fulgte nogle novellesamlinger, som fx Af Dybets Lovsang (1908), Barndommens Kyst (1911) samt Under Himmelen den blaa (1915). Martin Andersen Nexø blev gift igen efter opløsningen af ægteskabet med Margrethe i 1913. Samme år gifter han sig med en ny Margrethe, nemlig den tyve år yngre Margrethe Frydenlund Hansen. Samlivet slides op, og ægteskabet opløses efter fælles overenskomst i 1924. Året efter gifter Nexø sig for tredje og sidste gang, igen med en betydeligt yngre kvinde, den mere end 30 år yngre tyske kvinde Johanna May.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Pelle Erobreren i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477013