Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sødalen og dens mennesker

Oprindelig forfatter JNF

De fleste af Bregendahls typer og karakterer er egentlig allerede formede og til stede i Hendrik i Bakken og En Dødsnat. I Billeder af Sødalsfolkenes Liv (1914-23) udfolder Bregendahl imidlertid en fortællemåde og -stil, som endnu engang demonstrerer hendes kunstneriske originalitet. Billeder udkom i enkeltbind som Alvilda (1914), Peter Guldgraver og hans eneste Ven (1917), Tre gamle Kvinder (1918), Blandt de Unge (1919), I Fest og Trængsler (1921), Mens Aarene gik (1922) og Den gamle Provst (1923). De udsendtes i en samlet tobindsudgave i 1935 og nu med Billeder af Sødalsfolkenes Liv som titel.

Romanrækkens handling udspiller sig i samme „noget bortgemte Egn“, som hun jo kalder det i et forord, og den ydre tid er 1864-84, fra nederlaget ved Dybbøl til provisorietiden, mens dens indre tid er det gamle bondesamfunds tid, sognets tid, hvor årstidsbestemte gøremål og traditionsbundne gentagelser ofte dominerer over den mere kronologisk definerede tid. Det er de relativt velstillede selvejerbønder, der sammen med et par få standsfolk som eksempelvis provsten har de centrale roller, mens tyende, husmænd, løse folk og kræmmere alene eksisterer som en periferi. Og her er ordet roller valgt med omhu, for ingen af personerne træder egentlig frem som psykologiserede individer. Det er kollektivet, sognebondekulturen, der handler, også selvom det sker gennem personernes handlinger. Andelsbevægelse, jernbanedrift, højskoleoplysning, alt det fornyende har endnu ikke sat spor. Sødalen er et billede af bondesamfundet lige før den nutid, Bregendahl selv skrev og levede i. Den er det laboratorium, hun skal bruge for at læse og skildre menneskelige fællesskaber under udfordring; Sødalen har samme funktion som det Yoknapatawpha County, William Faulkner få år senere 'placerede' i Mississippi som et afgrænset landskab, hvor den gamle ordens krakelering i mødet med en ny, mere individorienteret livsform gennemspilles.

 Høsten kaldte på et stort folkehold af tyende og daglejere som her ved Avnsøgaard øst for Kalundborg i 1882. Helt så stort var det næppe ved gården Bregendahl, hvor Marie voksede op, men også her var der mange folk. Mændene er klar med hver deres le, der i høstens anledning er forsynet med trækroge, såkaldte spjarer, som støtter stråene, når skåret lægges ud. Kvinderne er udstyret med river og kratter af træ, der skal samle negene, og som let lader sig føre hen over stubbene.

Høsten kaldte på et stort folkehold af tyende og daglejere som her ved Avnsøgaard øst for Kalundborg i 1882. Helt så stort var det næppe ved gården Bregendahl, hvor Marie voksede op, men også her var der mange folk. Mændene er klar med hver deres le, der i høstens anledning er forsynet med trækroge, såkaldte spjarer, som støtter stråene, når skåret lægges ud. Kvinderne er udstyret med river og kratter af træ, der skal samle negene, og som let lader sig føre hen over stubbene.

Sødalsfolkenes liv udspiller sig inden for den gamle familietype, der ikke tjener til at realisere den enkeltes kærligheds- eller iscenesættelsesbehov, men groft sagt først og fremmest har til formål at reproducere gårdens behov for arbejdskraft og dermed holde armod, nød og social deroute fra porten. Sødalsfolkets kultur og værdier handler ikke om at realisere sig, men om at overleve. Gården er centrum for det hele: arbejde, liv, holdninger. Derfor er det ikke fortællinger om 'gode, gamle dage', Bregendahl præsenterer, men skarpe kunstneriske analyser af den spænding, som ligger indbygget i gammellivet, og som truer med at blive negativ og destruktiv, når det møder den ny tids krav om eller begær efter individualitet.

Annonce

Litteraturforskeren Inger-Lise Hjordt-Vetlesen har vist, hvordan Bregendahl tematiserer især kvindernes rolle i en dobbelthed mellem „forlokkelse og familie“: De er på den ene side uløseligt bundet til sider af den gamle livsverden med dens værdier blandt andet om familie, på den anden side kastes eller lokkes de – eller begærer sig – ud af traditionens strenge lov og greb. Det er oftest kærligheden eller en livslyst ud over det vanlige, som udgør forlokkelsen, men traditionen slår hårdt tilbage med en rekyl, de ikke magter at stå imod.

I Alvilda skildres en kvinde, titelpersonen Alvilda, der vil lade sig forlokke, men som også betaler en meget høj pris for denne forlokkelse. Alvilda er jægermesterens datter og provstens yndling, så hun besidder den sociale kapital, der skal til for at udfolde sig, hvad hun beviser derhjemme i sognet ved ballerne og festerne, og som hun høster anerkendelse for. Hun er jo deres, hun hører til og har for længst fået tildelt den rolle, at jægermesterens datter nu engang kan vælge sin dansepartner. Alvilda er imidlertid farligt tiltrukket af driften og af overskridelsen. Det demonstrerer hun tydeligt ved gildet på Skovgaard, hvor en af de unge mænd ikke 'hører til'. Han er ikke fra Sødalen, er endda én af taterne, så selv om han er høflig, galant og på enhver måde opfører sig godt, så lyder bænkerækkernes og dermed værdikollektivets dom:

Hvad var der i Vejen?
Hvorfor var der ingen paa Dansegulvet?
Hvorfor skraalte Pigerne? – hvorfor løb de deres Vej?
Saadan lød Spørgsmaalene fra de tittende til alle Sider.
Og da det saa blev forklaret, at Pigerne løb, fordi der var en, de ikke vilde danse med, blev Tilskuerne endnu mere nysgerrige og trængte paa med nye spørgende Hvorfor?
„Danse med ham! – Pøh! – Det var osse en at danse med!“ lød de mundrappe Svar.
„Han er jo en af 'wor Folk'.“
„Han er jo en af 'Rakkerne'“.
„Han er jo af 'Kæltringslaw',“ (…) svarede Pigerne, og der var ingen, der gjorde sig særlig Umage for at dæmpe Stemmerne.

Alvilda optræder imidlertid som jokeren, der bryder den fastlåste og nedværdigende situation. Hun byder ham op til dans. Alvilda har altså en rolle, der giver hende frihed til at gå på tværs af normerne, desuden bliver det hendes initiativ, der redder festen, fordi det får parrene tilbage på gulvet og forhindrer et muligt slagsmål. Men samtidig markeres det, at hun er stærkt tiltrukket af ham. Han har „Hingstehals“, viltre, sorte krøller og flere træk, der forlener ham med drift og maskulinitet.

Alvilda skildres således i en vis tvetydighed. Hun hører til i Sødalsfællesskabet, men peger også ud over det, og har måske primært status her, fordi hun er jægermesterens datter og provstens yndling. Alvilda bliver siden forlovet og gift med den for sognets 'kollektiv-stemme', ubehagelige, usympatiske og skidtvigtige candidat Hacke – alene navnet! – og rejser med ham til København. Hun vender tilbage til Sødalen syv år senere, men nu er hun slået af galskab eller sindsyge og flakker om på heden som en heks, indtil hun ved et ulykkestilfælde bliver dræbt.

Overskrideren Alvilda forlokkes eller drives ud over sognets grænser, både bogstaveligt og i overført betydning. Prisen er galskabens udbrud, fordi hun har bragt sig uden for det tolknings- og forståelsesfællesskab, der opretholder værdierne i sognekollektivet og traditionssamfundet. Til gengæld er Alvildas tragedie og død også den hændelse, der bekræfter sognefællesskabet i, hvad der er sædvane og inden for livsformens opretholdende værdier, og resten er skæbne:

Skæbnen havde besøgt Dalen, – Skæbnen.
Omsider var det dog som om de kom i Tanker om, at Jorden stod endnu og de maatte videre.
Saa fik de sig vendt.
De skiltes og begyndte at gaa hjemefter.
I de Smaaklynger, der fulgtes ad, var der saa mange Hænder, der mødtes.
Nogle strakte Haanden ud, fordi de var urolige og bange, men der var ogsaa mange, der gjorde det, fordi de følte Trang til at skærme og beskytte.
Og saa blev det Aften, og der blev stille i Dalen.

Sødalsfolket lukker hullerne i den socialt beskyttende 'bevidsthedsmur', de kalder skæbnen og skæbnebestemmelsen. Når en person, oven i købet en ung kvinde, bryder ud, er det ikke, fordi hun agerer efter fri vilje, men fordi hun er dæmoniseret, forlokket, og Alvildas sande skæbnebestemmelse er da også at blive heksen på heden. Det sociale balancesystem, den lokale økologi, kan altså genoprette roen, så der kan blive stille i dalen igen.

Der er i Bregendahls tegning af Alvilda-skikkelsen træk eller inspirationer fra J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876), Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824) og August Strindbergs Fröken Julie (1888), men Bregendahls tolkning af skikkelsen levner mindre plads til den kvindelige fascination. Alvilda forbliver en ulykkelig skæbne.

Således spænder Bregendahl et stort fortalt net af begivenheder ud i sin 'Sødal County'. Personerne er ofte de samme, som optræder i En Dødsnat og i novellerne. Det er kvinderne, der er de udsatte, og kvindeskæbner, Bregendahl primært skildrer i romanrækken: Hanne fra Hamborg, Hanne ved Højen, Martha, Else fra Bækken. De skildres ved deres funktioner eller tilhør, men de er kvinder, der på næsten folkeviseagtig måde bliver bjergtagne og forlokkede. Og når de således følger bjergtrolden, havmanden, lysten, driften – for dem er det på en måde det samme – så slår landsbymiljøets samlede klump af fortrængte drifter og hengemt begær ud, både imod dem og i dem selv. De bliver gale, barnemordersker, forbrydere, ulykkelige outsidere og outlaws. Og sognet lukker straks sine åbninger igen, når ventilen således har fløjtet, for ligevægt og 'ingen-træder-frem-eller-har-sagt-noget' er den sociale kode, der holder dette samfund i live.

Marie Bregendahl har med Billeder af Sødalsfolkets Liv skrevet et hovedværk, når det gælder skildringen af værdier og moral i afgrænsede og sig selv afgrænsende samfund, ligesom hun har skrevet et afgørende værk om brydningen i en bestemt historisk periode, hvor kvinderne på landet blev til selvbevidste højskolekvinder og dermed sprængte alle normer. Bregendahl havde selv gjort det. Og betalt prisen.

Det er karakteristisk for Bregendahls fortælleform, at hun opløser individcentreringen. Det er alle steder i hendes fortællinger landsbyen, sognet, der mener dette eller hint. Det er kollektivet, der anser én for at være sådan eller sådan. Det er de nedtonede dramaer mellem mennesker, der er stedt i et fællesskab, hun lader udspille sig i den særlige ikke-dramatiske form, hvor det usagte og tavse taler tydeligere end ordenes plapren. Den enkelte, der bryder koden, er straks uden for det lukkede fortolkningsrum, fordi dette er tavst eller i al fald ordknapt, og fordi det fælles rum er styret af uudsagte og underforståede koder. Ord og handlinger er derfor farlige i dette miljø, for når ordet først er sagt, så er koden brudt og vejen tilbage lukket. Er man først udenfor, er man fremmed, og kun galskaben eller den ubodelige ensomhed er tilbage.

Bregendahls stemmeføring og indsigt i de små fællesskabers underspillende sprogkoder har sat spor i nye stemmers bøger. Således har Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt , Knud Erik Pedersen, Jens Smærup Sørensen, Hans Otto Jørgensen og Ida Jessen taget arven op fra Bregendahl, ligesom hun selv forvalter en arv fra Blicher.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johannes Nørregaard Frandsen: Sødalen og dens mennesker i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477022