I et forord til romanen Alvilda (1914), der samtidig introducerede den romancyklus på syv bøger, som alle kom til at bære undertitlen Billeder af Sødalsfolkenes Liv (1914-1923), skriver Bregendahl:

De staar ikke i noget Afhængighedsforhold til hverandre, disse Fortællinger, og har ikke andet fælles end det, at de alle foregaar i den samme gammeldags, noget hengemte Egn og i Tidsrummet mellem 64 og 84.

I denne „samme gammeldags, noget hengemte Egn“ udfolder stort set alle dele af forfatterskabet sig, ligesom næsten alle forfatterskabets fortællinger, også ud over den omtalte romancyklus, egentlig er billeder af det samme landskab og dets mennesketyper. Sødalen eller Faarekrog, eller hvad den nu måtte hedde i de enkelte værker, er fiktiv, men henter sit klare forlæg i Bregendahls eget opvækstmiljø.

Marie Sørensen, som forældrene lod deres førstefødte navngive ved dåben, fødtes på gården Bregendahl, der var en velkonsolideret ejendom med relativt stort hartkorn i Fly en halv snes kilometer syd for Skive og en anelse nordøst for Åkjær, hvor Jeppe Jensen, senere Aakjær, var født på Søndergaard året før. Det er altså Fly sogn og landsby, der danner forlæg for de fiktive landskaber i Bregendahls fortællinger, og mens denne gård var velkonsolideret og havde et folkehold, så er det generelt et område med strid sand og stenet jord, sådan som det var tilfældet for den langt fattigere hedegård, hvor Jeppe Aakjær trådte sine drengetræsko. Det nærtliggende Salling nord for Skive er derimod præget af moræneler og frugtbar jord, og når der er grund til at gøre opmærksom på dette, er det dels, fordi steder og vilkår spiller så afgørende roller i Bregendahls skildringer, dels fordi der var tydelige klasseforskelle mellem Marie Bregendahls og Jeppe Aakjærs opvækstmiljøer. Det fik betydning for deres syn på og skildringer af landbrugets mennesker, men det fik sandelig også konsekvenser for karakteren af det korte samliv, de to havde som kærester og senere ægtefolk, og for den skilsmisse, der efter kun syv år blev enden på et umage forhold.

Det er alle steder denne egn i tidsrummet mellem 1864 og 1885, der folder sig ud i fiktionens landskab. Skive genkendes som „Fjordby“, Holstebro som „Broby“, hvor Storå passerer, mens Salling er „den rige Halvø“, og Viborg er såmænd Viborg, ligesom andre fjernere byer og landskaber har deres egne navne.

Denne egn giver et billede af midten af Danmark i en periode, der fik kolossal betydning for 1900-tallets kultur og identitet. I årene fra 1864 til omkring 1900 skete det store skifte. Væsentlige sider af den økonomiske og kulturelle udvikling var ikke længere forbeholdt hovedstaden og de større købstæder, men flyttede til landbokulturens, gårdejernes, stationsbyernes, mejeriskorstenenes, andelsslagteriernes, brugsforeningernes, højskolernes og forsamlingshusenes danske landskab. Der skabtes en stærk dynamik i opbygningen af andelsbevægelsens virksomheder og den fornyede sognebondekultur. De gammeldags, hengemte egne blev lukket op på godt og ondt for et Danmark i rivende, økonomisk udvikling. Periferien var blevet central!

Det er denne udvikling, forfatterne i det samlede, folkelige gennembrud behandler, men yderst forskelligt. For mens Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg skabte ideologisk og social identifikation med tyende, husmænd og andre grupper, som blev klemt i udviklingen, og mens Martin Andersen Nexø skildrede det nye byproletariats vilkår og mulige håb, så koncentrerede Marie Bregendahl sit blik på gårdmandsstandens værdier under omkalfatring.

Det er imidlertid ikke mindre vigtigt, at Marie Bregendahl fastholdt fokus på det nære liv og dets betingelser. Hendes 'laboratorium' er netop dagliglivets vilkår mellem traditionsbinding og modernitetens sprængning af rammer, mellem overleverede fællesskabsformer og individuelle valg. Ægteskabet, (hus)moderens rolle i køkken og husholdning, børnenes placering i familierne, det daglige arbejde, det daglige liv. Andre kvindelige forfattere i samtiden, der blot ikke blev husket så godt som Bregendahl, delte hendes bestræbelser; her kan nævnes Nicoline Kirkegaard (1859-1924) fra Midtjylland og Hansigne Lorenzen (1870-1952) fra Sønderjylland, der begge voksede op i lærerfamilier. Desuden er der klare paralleller i Bregendahls kunstneriske motivverden til kvindelige malere som Anna Ancher, Anna Syberg og Alhed Larsen.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra periferi til midte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig