Med blikket rettet mod bondens kår og kultur! Det udaterede fotografi stammer formentlig fra omkring 1930, da forfatteren arbejdede med stoffet til Holger Hauge og hans Hustru.

.

Romanen indledes med denne på én gang nøgterne og symbolske beskrivelse af miljø og rum:

Landsbyen Faarekrog var mod Syd og Øst indhegnet af et højt og sandet Bakkedrag.Paa sine Steder var Bakkerne saa stejle, at Ejersmændene opgav at dyrke dem og lod dem beholde deres mørkebrune Lyngkofter i Fred; men ind imellem de golde Lyngbakker var der frodige Kløfter og Lavninger, hvor Kornet ved Sommertide bølgede i rig og gylden Overflod, og med Vipper saa kraftige og kærnetunge, at de ranke Straa segnede under Vægten og lagde sig i Leje nedad Skrænterne.Paa en Afsats oppe i Bakkerne laa en større Bondegaard.

Her folder Bregendahl første gang et landskab ud, som præcist og prægnant tilrettelægger fortællingens grundstemning: En lidt afsondret bondegård, et landskab som veksler mellem frugtbare agre, der spejler bondearbejdets virkelyst, og tunger af sur jord med gold og uvirksom hede. Her i denne fårekrog af verden med dens modsatrettede elementer, placerer hun sin titelperson, Hendrik, og hans stivnede, uordentlige livsverden:

Forreven og forblæst saa den ud. Ladelugerne hang og klaprede paa én Hængsel, Vindfløjen stod og hældede saa stærkt mod Sydøst, at den ikke mere kunde udfylde sin rette Bestemmelse, og Taget stod omkring Gavlene i en vild forrusket Uorden som Skægtotterne paa en gammel forblæst Søulk.Heroppe boede Hendrik Haderup eller „Hendrik i Bakken“, som Folk altid kaldte ham.

Stemningen er slået an og karakteristikken af Hendrik givet. Gårdens beskaffenhed beskrives næsten på enhver måde som det modsatte af det, der ellers er det klare ideal i gårdmandsstanden om orden ude og inde og om enhver praktisk ting til sin tid. Når folk kalder ham Hendrik i Bakken, er der ligeledes underforstået noget med en trold eller særling. Om denne Hendrik og hans ulyksalige ægteskab med Mariane handler romanen.

Hendrik i Bakken har undertitlen „Et Billede“, sådan som Bregendahl også senere kalder en romanrække Billeder af Sødalfolkenes Liv (1914-1923). Der er da også tale om en roman med en meget enkel komposition. Hendrik i Bakken er opdelt i tre næsten lige store afsnit. Det første udspiller sin handling over knap en dag i sensommeren, og Hendrik skildres som en autoritær, vringlet, sur og urimelig husbond, der med hård og klodset hånd styrer såvel sit folkehold som sin kone, Mariane, og deres børn. Han styrer ikke bare arbejdet og dagsrytmerne, men lægger også med sit tavse, indelukkede gemyt og sit uberegnelige sind en ubehagelig stemning over hele det sociale rum, der udgøres af gården.

Andet afsnits handling udspiller sig en måned senere, hvor Hendrik gør klar til at drage til markeds i den nærliggende købstad. Han vil gerne have Mariane med sig, så de kan fremstå som et rigtigt ægtepar ligesom naboerne, der drager af sted som par til denne begivenhed, der som én af de få bryder den daglige rytme i gårdens arbejde. Mariane afviser imidlertid hans lokken.

I en central scene rulles samlivets tragiske mangel på forvaltning af kærlighedens følelser op. Hendrik er kommet i stemning af udsigten til markedsdagens festivitas, men buser klodset frem mod Mariane, som han til daglig kun kommanderer med eller vrisser ad. Omvendt lukker hun af for det, der dog er en åbning af en slags følelser og et glimt af længsel fra hans side. Måske styres de begge mere af, hvad 'folk sådan gør, og hvad folk sådan synes', i hvert fald bliver han inspireret til sit krogede kurmageri af at se andre gårdmandspar på vejen i deres stadsvogne, og hun afviser ham, fordi det ser så sært ud, hvis hun begiver sig ud med den tyranniske gnavpot, alle ved, han er. Således fryser de hinandens mulige følelser ned i en stivnet danse macabre, der ingen udveje har, fordi de begge er fældet så dybt ind i bondemiljøets underspillende registre, hvor følelsesanliggender ikke sådan lader sig forhandle eller eksplicitere, fordi de ligger indbygget og bundet i handlemønstre snarere end i ord.

De stivnede følelsers tragedie fuldbyrdes imidlertid senere samme aften, for Mariane giver ikke bare folket lov til at feste og danse i Hendriks fravær, hun kaster sig selv ud i dansen med karlene. Festlighederne fylder rummet, nu hvor gnavpotten er ude, og også sønnen Jakob føler livskraften fra moderen: „Jakob stod og fulgte sin Mor med Øjnene. Han var saa forbavset og saa glad, syntes han. Det var som han aldrig havde sét hende før. For første Gang faldt det ham ind at sammenligne hende med andre Kvinder, og han syntes, at hun i Grunden saa svært pæn ud“.

Det er ikke kun i sønnens øjne, Mariane forvandler sig til en kvinde, også karlene ser hende i et erotisk lys, og hun drikker begærligt af deres blikke, som giver hende den livfuldhed, hun til daglig knægter og undertrykker: „Hun følte det, som hun var løftet helt ud af de gamle Fuger og op i en lykkelig Sfære. / „Det er jo næsten, som En var ung endnu!“ smilte hun og vuggede bestandig Melodiens Takt med det lille Hoved. / Og Alle, saa lo de til hende igen og sagde, at saadan saa hun ogsaa ud“.

Tragedien knytter sig imidlertid til den egentlige, men skjulte dansepartner i scenen, for Hendrik er kommet hjem før forventet, og pigen Sine har jo nok flere gange gjort opmærksom på, at der lurer én uden for vinduerne, men hverken Mariane eller de kålhøgne unge karle tager notits heraf. Så Hendrik ser ude fra mørket sin uformåenhed som mand og sin fornedrelse udspille sig inde i folkestuens lysfest, hvor hun, som ikke ville lade sig se med ham til markeds, nu danser polka og lader sig tage om livet af tjenestekarlene. Hendriks svar på fornedrelsen er endnu mere sort tavshed. Og Marianes reaktion er hurtigst muligt at genfinde den mørkets ligevægt, hun kender bedst.

I første afsnit har alle dele af handlingen Hendrik som midtpunkt, og de rumlige beskrivelser er præget af tavshed, stivnede og undvigende omgangsformer og af Hendriks nedfrysende tilstedeværelse, der båndlægger al munterhed. Andet afsnit er til gengæld præget af Marianes momentane frisættelse, og de fleste dele af skildringen er farvet af hendes fejende feststemning, da hun kaster tvangens tunge kappe af sig.

Romanens tredje afsnit indledes med ordene: „Det var henimod Solnedgang“, og afsnittet udfolder da også handlingens solnedgangs- og mørkestemning, ligesom den fuldbyrder det katastrofale forløb. Mariane sygner hen, hun har tabt livsviljen, hentæres og dør, mens Hendrik fortsat er tilknappet og indefrosset i sin afmægtige mangel på evne til at forvalte de følelser, han nærer for hende. Efter Marianes død går der imidlertid hul på den hårde monolit. Han græder utrøsteligt, og vandrer hjemløst rundt i nattemørket på de samme havegange, hvorfra han hin nat fik indblik i den livets erotiserende dans med Mariane, han selv var sat udenfor.

Hendrik genvinder aldrig kontrollen over sig selv, for hans væren er styret så hårdt af de stive, ydre former, at han ikke magter at håndtere overvældelsen eller den hengivelse, som både kærlighed og sorg fordrer. Omvendt erklærer Mariane før sin død over for søsteren, der irettesætter hende for at have fundet sig i Hendriks måde at være på: „Se, Hendrik, han er nu saadan, at ham skal En estimere! – Ja, det skal En!“

Mariane underordner sig almuekvindens vilkår. Hun skal agte og ære sin husbond og tager ham i forsvar, for han sørger så godt for hende, sikrer hende og børnene mod socialt fald og sult. Det er det gamle bondesamfunds lov om livets opretholdelse og sikring, der må gå forud for lystens sprælske frisættelse, der her kikker frem i Marianes dom. Mariane føler sig betingelsesløst knyttet til den mand, der betrygger hende. Omvendt har Hendrik levet sit ægteskab med Mariane i en stadig drøm om at nå ind til hende, eller snarere ud til hende, men da han paradoksalt nok er bundet af samme lovmæssighed, som hun henviser til, kan han ikke komme egne følelser i møde. Derfor overvælder de ham som en stormflod, da det for længst er for sent.

Marie Bregendahls socialpsykologiske indsigt er således ikke bare skarp, men også uden nåde. Mariane og Hendriks ægteskab kuldsejler, fordi liv og følelser ikke kan nå hinanden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet De stivnede følelsers tragedie - Hendrik i Bakken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig