Marie Bregendahl (1867-1940) skildrer skæbner og skikkelser i bondekulturen i en periode, hvor den økonomiske udvikling og en stærk modernisering ramte ned i landbokulturen i Danmark og truede med – eller skabte forudsætningerne for – voldsomme opbrud i dens traditionsbærende livsformer. Hendes forfatterskab former sig som en indgående skildring af de psykologiske og sociale konsekvenser, som det kunne have at leve sit liv i det gamle traditionsbundne mønster, og som opbruddet fra dette mønster kunne have for menneskene og deres fællesskaber på landet i årtierne efter 1864.

Bondedatteren Marie Bregendahl debuterede relativt sent, ikke mindst fordi hun i en årrække måtte forsørge sin mand, Jeppe Aakjær, ved at drive et pensionat i København, og dernæst efter skilsmissen fra ham i 1900 forsørge sønnen, Svend, der blev født i 1894. Hun fik offentliggjort nogle mindre fortællinger, blandt andet i tidsskrifterne Vagten (1900) og Jydsk Stævne (1902), som Aakjær udgav, men hendes debut i bogform var romanen Hendrik i Bakken (1904).

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Danmark set gennem en hengemt egn - Marie Bregendahl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig