Symbolisme

Litteraturkritikeren Vald. Vedel tilhørte generationen efter Brandes og vendte sig forhåbningsfuldt mod de jævnaldrende unge lyrikere, der samledes om Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet. Hos dem sporede han „en træthed ved den ydre hverdags virkelighed og ved den aarvaagne iagttagen og analyseren – en trang til det mystiske, det fantasifulde, til det naivt umiddelbare, det lyrisk stemningsfulde“, som han skrev i artiklen „1884-1894. Til belysning af moderne dansk aandsliv“ i det norske Nyt Tidsskrift (1894). Den unge generation kunne „op imod det grimme og plebejiske nutidsliv med dets kamp paa kniven for brødet“ inde i sig selv „elske de fine og ædle sjæleblomster op, som livet derude vil trampe paa og knuge med sin frost“.

Taarnet udkom fra oktober 1893 til december 1894. Navnet henviste både til tårnværelset over Johannes Jørgensens taglejlighed på Frederiksberg og til Joris-Karl Huysmans' roman La-Bas (1891, Fra dybet), hvor helten fører samtaler i et klokketårn om kunst og religion. Johannes Jørgensen havde introduceret Huysmans og andre franske symbolister, Charles Baudelaire, Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé samt romantikerne Percy Bysshe Shelley og Edgar Allan Poe i en serie artikler i Tilskueren (1891-93). I Taarnet bragte han oversættelser af Baudelaire og Mallarmé mellem bidrag af Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, som han kendte fra Studentersamfundet og for Stuckenbergs vedkommende fra filosofiske sammenkomster hos Høffding. Til gruppen hørte også Sophus Michaëlis og Helge Rode.

Symbolismen var en reaktion imod naturalismen. Brandes havde i Det moderne Gjennembruds Mænd defineret naturalismen som det at tage sit standpunkt „indenfor Alnaturen og ikke i det dogmatisk Overnaturlige“. Denne afskrivning af enhver metafysik angreb Johannes Jørgensen i sin artikel om Huysmans, der stod i Tilskueren samme måned, som Taarnets første hæfte udkom. Han mente, at naturalismen havde skabt „et trist Graavejr over den moderne Kultur“:

Tanken blev tøjret paa Erfaringens og Sanseindtrykkenes Græsgange, og Følelsen blev højtideligt, i Menneskehedens Navn, kaldt tilbage fra sin forgæves Himmelflugt mod det Hinsides for her nede at trække Humanismens Triumfvogn (…) Da begyndte det moderne Europas fortvivlede Pilgrimstog mod det fuldkomne Samfunds forjættede Land. Digtere og Drømmere pegede ud mod Fremtiden og manede det kommendes Horisont fuld af Utopier og Luftspejlinger.

Drømmen om at skabe et fuldkomment samfund på jorden er håbløs, mente Jørgensen, fordi tiden intet væsentligt nyt bringer, den skaber højst „en Ompostering af de forhaandenværende og uforanderlige Beløb af ondt og godt“. Til gengæld er al begejstring forsvundet, der findes ikke mere had, andagt, tro, kærlighed og opofrelse, kun „slet lønnet Slid og dyrt betalte Fornøjelser.“ I programskriftet „Symbolisme“ fra Taarnets andet hæfte (december 1893) gentog han angrebet på naturalismen og tilføjede, at symbolismen var et udtryk for den metafysiske længsels genkomst. Symbolisterne tror, at vi her på jorden ser alt „i et spejl, i en gåde“, som Paulus sagde, fordi det jordiske liv kun er en afglans af det evige liv. Kunstneren aner intuitivt den åndelige verden bag den materielle, og med sit kunstværk åbner han læseren adgang til denne anden og sandere verden. For kunstneren er livet med Shelleys ord „som et mangefarvet Glas, hvorigennem det Evig-Enes hvide Lys bryder sig“, det kunstneriske billedsprog er „Hieroglyfer for det Evige.“ Artiklen sluttede med erklæringen om, at „Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke“.

Symbolismen greb tilbage til romantikkens tro på identitet mellem sjælen og verden, til Immanuel Kants adskillelse af tingene i sig selv og deres fremtræden for de menneskelige sanser og til Platons forestilling om en ideal orden bag den foranderlige verden. Middelalderen erstattede oplysningstiden som den historiske periode, digterne følte sig i overensstemmelse med. De genfandt middelalderens interesse for 'korrespondancer' mellem den sanselige og den sjælelige verden, der kunne udtrykkes med symboler og stilfigurer som synæstesi, der frit forbinder forskellige typer sanseindtryk. Trods den middelalderlige inspiration var symbolisternes erfaringsbaggrund moderne, de var præget af storbylivets identitetsløshed og selvrefleksion og fandt naturinspirationen på gader og villaveje.

Den skjulte verden, symbolisterne ville beskrive, var snarere naturens hemmelige orden og sjælens ubevidste, end det var religionens liv i det hinsidige. Deres stræben var snarere æstetisk end religiøs. Bevægelsen omfattede malere og kunsthåndværkere som Harald og Agnes Slott-Møller, J.F. Willumsen, Thorvald Bindesbøll, Johan Rohde, Suset-te Holten og hendes brødre Joakim og Niels Skovgaard. Inspireret af tilsvarende europæiske strømninger som prærafaelitterne og den senere Arts and Crafts-bevægelse i England, art nouveau i Frankrig og Belgien og jugend i Tyskland arbejdede de på at forskønne hverdagslivet. I 1901 grundlagdes Selskabet for Dekorativ Kunst, som fra 1914 udgav tidsskriftet Skønvirke.

Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg havde begge været tilhængere af det moderne gennembruds ideer. De opgav sprogstudierne til fordel for zoologi og universitetet til fordel for digtningen, hvorefter de måtte leve slidsomt som henholdsvis journalist og skolelærer. De tilhørte den gruppe af fortrykte intellektuelle, som Vedel skrev om, og som i deres digtning ville 'elske sjæleblomster op' midt i en 'plebejerisk kamp for brødet'. Modsætningen mellem den nyvundne personlige frihed og de begrænsede sociale muligheder for at udfolde den var nedslående.

I en artikel om „Nutidens danske Literatur“ i Taarnet februar 1894 pegede Johannes Jørgensen på Niels Lyhne som naturalismens mest karakteristiske værk og hovedpersonen som den typiske dansker, fordi han er en drømmer mod sin vilje. Han tørster efter liv, men formår ikke at gribe det. Hans tungsind „udspringer af en Konflikt mellem Vilje og Evne“, en konflikt, som efter Johannes Jørgensens mening havde ført de yngre naturalistiske forfattere ud i dekadence. Den betydeligste af dem, Herman Bang, skrev om økonomisk forfald og triste hverdagsskæbner. Drachmann havde derimod evnet at blive i drømmens verden med sine eventyrdigte, fx Østen for Sol og vesten for Maane (1880) og Gamle Guder og nye (1881). Artiklen argumenterer for, at dansk litteratur har et dobbelt udspring i dels middelalderens romantiske folkeviser, dels Holbergs satiriske realisme. Naturalismen og Brandes' kritik videreførte Holberglinjen, mens romantikken, symbolismen og Johannes Jørgensens egen kritik videreførte folkeviselinjen. Drachmanns eventyrdigte havde indvarslet det seneste sporskifte mellem de to linjer, og symbolismens digtere havde som Drachmann valgt at blive i drømmens verden hver på sin måde.

Johannes Jørgensen havde selv bidraget til dekadencelitteraturen med sine første bøger, seks romaner og en række digtsamlinger. De handler om provinsstudentens møde med det simple og syndige storbyliv, hvor kvinderne frister mændene og forhindrer dem i at fordybe sig i åndelige interesser, så de må søge glemsel i naturen, rusen eller erindringen om barndomshjemmet. For at få bugt med sin livslede overgav han sig i digtsamlingen Bekendelse (1894) til kristendommen. To år efter konverterede han til katolicismen. Det førte til brud med Viggo Stuckenberg, som forblev tro mod den ateisme, han var vokset op med.

Sophus Claussen, Helge Rode, Sophus Michaëlis og 1890'ernes øvrige digtere fulgte hver deres spor inspireret af de ideer, som Taarnet havde udkastet.