Før staten i 1882 begyndte at støtte folkebibliotekerne, blev der oprettet mange læseforeninger. Læseforeningerne kunne være knyttet til bestemte grupper som studenter eller kvinder. I 1879 stiftedes Arbejdernes Læseselskab som et udtryk for, at oplysning var et led i den faglige kamp. Fanens motto, „Lys over Landet, det er det vi vil“, kan være et citat af J.P. Jacobsens sidste digt, der blev trykt posthumt i Digte og Udkast (1886).

.

I England havde middelklassen allerede i 1700-tallet skabt et marked for aviser, magasiner og romaner, som underholdt læserne med beretninger fra hverdagslivet. Det var historier med en alvidende fortæller skrevet i et sprog tæt på dagligdagens. Handlingen byggede på velkendte erfaringer, og begivenhederne udspilledes i konkret tid og rum med socialt genkendelige og psykologisk sammenhængende personer. Denne skønlitterære realismetradition blev grundlagt af forfattere som Daniel Defoe, Samuel Richardson og Henry Fielding.

Romantikkens foretrukne genrer var dels lyrikken, der kunne udtrykke den nye følsomhed, dels eventyret og den fantastiske fortælling, der gav fantasien spillerum, men den uhyre popularitet, der blev Walter Scotts historiske romaner til del, og de stærke samfundsmæssige forandringer, som skabte begivenhedsrige og uforudsigelige livshistorier, betød, at den realistiske roman efter 1800-tallets midte blev den foretrukne skønlitterære genre. Romanen var „det moderne borgerlige epos“, sagde Hegel i sine Vorlesungen über die Ästhetik (1835, Forelæsninger om æstetik). Romanens hovedperson udfører ikke heltegerninger som konger og riddere i det antikke epos, den klassiske tragedie eller det romantiske eventyr; han eller hun kæmper mere jordnært for at finde sin plads i det velordnede borgerlige samfund.

Stendhal, Honoré de Balzac, Victor Hugo og George Sand i Frankrig, Charles Dickens, William Thackeray og George Eliot i England, Fjodor Dostojevskij, Ivan Turgenjev og Lev Tolstoj i Rusland skrev panoramiske skildringer af livet i det kapitalistiske samfunds voksende byer eller afsides provinser med deres konflikter mellem klasser, køn og generationer. Fantasifuld handling og poetisk følsomhed blev i stigende grad erstattet af psykologisk analyse og social kritik.

Samtidig fremkom den realistiske bondefortælling. Skønlitteraturen havde hidtil kun skildret bønder udefra, idyllisk eller satirisk. Nu slog forståelsen for deres nyttige arbejde igennem, og bondefortællingen forbandt med sin både realistiske og mytologiske fremstilling af konkrete lokalsamfund, folkelitteratur og skønlitteratur til en ny nationallitteratur, der modsvarede tidens demokratiske strømninger. George Sands og Berthold Auerbachs bonde- eller landsbyfortællinger skaffede genren stor udbredelse fra 1840'erne.

Dansk litteratur vendte sig mod realismen i 1820'erne, hvor J.L. Heibergs vaudeviller, Thomasine Gyllembourgs hverdagshistorier og Carl Bernhards noveller udfoldede individuelle livshistorier i københavnske middelklassemiljøer, Blichers noveller i tilsvarende landlige og B.S. Ingemanns romaner i fortiden. Det var dog en „poetisk realisme“, som strømningen blev døbt i Tyskland, fordi realismen var fortolket ind i romantikkens idealistiske og kristne livssyn. Dette harmoniske verdensbillede blev brudt i de følgende årtier med Poul Chievitz', H.C. Andersens, Søren Kierkegaards og Meïr Goldschmidts romaner, Palu-dan-Müllers satiriske versroman Adam Homo (1842-49) og Hans Egede Schacks opgør med romantikken i Phantasterne (1857). I 1850'erne udsendte Bjørnstjerne Bjørnson og siden Magdalene Thoresen realistiske bondefortællinger.

Også periodens maleri blev realistisk med Gustave Courbet og Éduard Manet som de førende franske navne. Constantin Hansen, Wilhelm Bendz, Wilhelm Marstrand og Christen Købke erstattede de historiske og mytologiske kompositioner med genre- og landskabsmalerier. Det realistiske maleris centralperspektiv svarede til den realistiske fortællings alvidende forfatter, ligesom den præcise iagttagelse af lysforhold og det karakterfulde portræt svarede til fortællingens konkrete miljøbeskrivelser og psykologiske personkarakteristik. Fotografiets fremkomst støttede retningen hen imod realismen. Malerne fotograferede ofte deres motiv og malede efter fotografiet.

Fotografiet forstærkede imidlertid også opmærksomheden på forskellen mellem fotografiets objektive og maleriets subjektive virkelighedsgengivelse. Fotografiet var ganske vist subjektivt i motivvalg og afskæring, men ellers optog apparatet, hvad der var inden for linsekanten. Det svarede i litteraturen til, at forfatteren valgte handling og forløb og ellers holdt fortælleren så meget i baggrunden som muligt. Da Gustave Flaubert udgav Madame Bovary (1857, da. 1875), som var skrevet ud fra et hyperrealistisk ideal om en usynlig fortæller, førte det til en anklage for umoral, ikke fordi romanen handler om ægteskabsbrud og selvmord, men fordi fortælleren forholdt sig neutral til normoverskridelsen.

Forsøget på at efterligne fotografiets objektivitet førte efterhånden ud over realismen til en større kunstnerisk subjektivisme. Fra 1860'ernes slutning blev impressionismen toneangivende i fransk malerkunst. Impressionisterne ville gengive synsoplevelsen så realistisk som muligt, men det betød, at de fastholdt deres enkeltstående, flimrende sanseindtryk af lys, genstande og rum på lærredet i stedet for at ordne dem til et samlet billede. I litteraturen betød fortællerens forsvinden tilsvarende, at ordet skiftevis kunne overlades til mange forskellige fortællere og synsvinkler.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Realisme og impressionisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig