Muld og maskiner

Overtagelsen af regeringsansvaret i 1901 splittede Venstre endegyldigt. Skattereformen begunstigede bønderne på bekostning af lønarbejderne og husmændene, hvorfor socialdemokraterne brød samarbejdet med det københavnske venstre, som derfor gik tilbage ved valget i 1903. Hørup blev minister i 1901, men døde året efter. Edv. Brandes overtog redaktionen af Politiken og blev leder af det københavnske venstre sammen med Ove Rode, C.Th. Zahle og P. Munch. Efter valget begyndte Munch udgivelsen af tidsskriftet Det ny Aarhundrede (1903-09) og fastslog i artiklen „Hvad Valgene betød“ i det første hæfte, at bruddet med socialdemokraterne havde ramt „den hørupske Gruppe“, der bestod af „Borgerskabets, Universitetets og Forfatterverdenens Mænd“, men det var kun naturligt, for de „Social-radikale“, som han kaldte denne venstregruppe, „tjener ingen enkelt Samfundsklasses økonomiske Særinteresser“. De er knyttet sammen af „et fælles moderne Syn paa alle Samfundslivets og Aandslivets Forhold“ og er alene styret af „Retfærdighedsfølelse“. Deres indflydelse beror på, at de altid med „Sagkundskab og Fordomsfrihed“ går ind for „det mest frisindede, det humaneste, det klogeste og det dristigste Fremskridtsforslag.“ Det Radikale Venstre, som blev dannet i 1905, blev den moderne dannelses parti, som de nationalliberale havde været det i århundredet før. Partiet fik tilslutning fra husmændene på landet, som snarere var grebet af den indremissionske vækkelse end af grundtvigianismen, og fra akademikerne i byerne. 1909-10 dannede Zahle den første radikale mindretalsregering, hvorefter de to venstrepartier skiftedes til at danne regering, indtil Zahle 1913-20 dannede regering støttet af Socialdemokratiet, som voksede sig stadig større.

1899 havde 6.000 subskribenter tegnet sig for Georg Brandes' Samlede Skrifter og derved sikret hans økonomi, så han ikke længere behøvede hjælp fra sin støttekreds. Hans internationale anseelse voksede, og kort før 60-årsdagen gjorde den nye venstreregering ham til professor. Han følte sig nu ikke længere på kant med samfundet. Systemskiftet havde gjort folket til „Herre i sit Hus“, sagde han i en tale til Studentersamfundet i 1902, nu gjaldt det for Venstre og Socialdemokratiet om at holde sammen med studenterne som det forenende element. „Saavel Bønder som Arbejdere er Menigmand, og vi er Menigmands naturlige Venner, Lærere og Talsmænd“. Han opmuntrede studenterne til at fortsætte det arbejde, Grundtvig havde begyndt. „Grundtvigianerne svarer til Troen og Fortiden; vi er Haabet og Fremtiden“. Styrkelsen af nationalfølelsen havde længe været et kardinalpunkt for ham. Han var blandt de varmeste forkæmpere for sønderjydernes sag, og i 1894 formanede han studenterne om, at det at „bevare dansk Sprog- og Kulturomraade for Danmark, berører en Kulturopgave for os Danske af højeste Rang“. Som led i redaktionen af Samlede Skrifter udrensede han fremmedordene fra sin tidligere sprogbrug.

Bønderne og arbejderne frigjorde sig dog snart fra de akademiske vejledere, idet en række af den nye generations betydeligste forfattere udgik direkte fra deres midte. Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Marie Bregendahl stammede alle fra Nordjylland, Aakjær og Skjoldborg fra fattige bonde- og husmandsfamilier, hvor de måtte deltage i bedriften fra barnsben, Bregendahl fra en stor gård, hvor hun som den ældste af otte moderløse søskende tog del i husarbejdet. Martin Andersen Nexø var søn af en stenhugger i København og bidrog tidligt til det fattige hjems økonomi med forefaldende arbejde. Inspireret af det moderne gennembruds ideer udviklede de en folkelig, virkelighedsorienteret og psykologisk realisme, der skildrede den verden, de kendte fra deres hjemstavn, ofte også med brug af lokal dialekt. Med stor indignation udmalede de, under hvilke usle og fornedrende forhold samfundets laveste klasser, husmændene, tyendet og arbejderne, levede. Skjoldborg beskrev i En Stridsmand (1896) og Gyldholm (1902) både husmandens slidsomme liv på den lille jordlod og som daglejer på herregården og oprøret mod undertrykkelsen. Romanerne styrkede tilslutningen til husmandsbevægelsen, der fra 1905 til 1914 voksede med 45.000 medlemmer til 56.000.

Medfølelsen med småfolk og vreden over uretten prægede hele Aakjærs forfatterskab. Romanen Vredens Børn (1904) førte i 1921 til ændringen af tyendeloven, der afskaffede skudsmålsbogen og husbondens revselsesret. Han angreb kirken og skrev revolutionære sange til Studentersamfundet. Den sociale indignation trængtes mere i baggrunden i hans mange digte og sange, der er fulde af lyrisk bevæget naturhengivelse og kærlighed til moderen og kvinden. Rugens Sange (1906) følger rugens livscyklus, fra kernen lægges i jorden, til kornet høstes, og de mennesker, der lever af og med det. Hans digte blev rigt repræsenteret i Højskolesangbogen, der udkom fra 1894, og Den nye Folkesangbog for Landarbejdere og Husmænd (1909). 1893-1900 var han gift med Marie Bregendahl. Hendes fortællinger skildrer den samme bondebefolkning, men det socialpolitiske engagement er afløst af psykologisk realisme og interesse for kvindelivet. Husmoderen og moderens centrale betydning for gårdens liv sættes i En Dødsnat (1912) i relief, da hun dør i barselssengen fra en stor børneflok.

Mens Aakjær og Skjoldborg skildrede problemer og traditioner i et bondeliv, som det moderne samfund så småt var på vej til at udslette, beskrev Martin Andersen Nexø med et tilsvarende engagement livsvilkårene for arbejderklassen, som tværtimod havde fremtiden for sig. Nexø var tidligt blevet optaget af Anden Internationale. Hovedværket Pelle Erobreren (1906-10) er en dannelsesroman, hvor den socialdemokratiske kooperation er udviklingens endemål. Det var et proletarisk sidestykke til den borgerlige Lykke-Per og tilegnet „Mesteren Pontoppidan“.

Knud Hjortø, Jakob Knudsen, Harald Kidde og Thøger Larsen hav de også rødder i den folkelige kultur og højskolen, men de videreførte symbolismens psykologiske interesse i højere grad end realismens sociale kritik. Knud Hjortø afsøgte det ubevidste, drømme, traumer og identitetsspaltninger, mens Jakob Knudsen udfoldede den etiske konflikt i det moderne menneskesyn mellem personlig moral og lydighed over for loven. Harald Kidde dyrkede erindringen, forsagelsen og døden som en kritik af samtidens nihilisme og udvendighed, mens Thøger Larsen ligesom Aakjær beskrev naturens organiske realisme som udgangspunkt for en erotisk vitalisme, smukkest i digtet „Danmark, nu blunder den lyse Nat“, der blev skrevet til en fest på Aakjærs gård Jenle i 1914.

Johannes V. Jensen kom fra det samme nordlige Jylland som de folkelige forfattere og skildrede som de landet i en række Himmerlandshistorier (1898-1910), men hans himmerlandsfolk er stejle, originale karakterer, der gennemlever deres hårde og traditionsbundne liv som en skæbne uden vision om at ændre forholdene. Han betragtede moderniteten med dens verdslighed, maskiner og praktiske kamp for eksistensen som en ny renæssance, der var sat i værk af 'goterne', som han skrev i Den gotiske Renaissance (1901), „et blondt Vandringsfolk med uopklaret Fortid, der er kommen fra Asien og er blevet Stamfolk til Tyskere og Nordboere og Angelsaksere“. Den nye tid forplanter sig som „Skinnerne langs Jorden, Maskinerne, der staar og roterer“. Englænderne og amerikanerne udgør fortroppen, de handler i stedet for at tale om idealer. „I Amerika kører Bedemændene i Galop med Liget! Og med lange Cigarer i Munden. Jeg har selv set det“. I journalistiske reportager fra rejser i USA og de europæiske hovedlande udviklede han en energisk springende, impressionistisk stil, der i Digte (1906) slog over i en modernistisk ekspressionisme, som fornyede det lyriske sprog.

For de kvindelige forfattere Thit Jensen og Karin Michaëlis var kønnet hovedspørgsmålet. Thit Jensen kritiserede i sine tidlige romaner uligheden i de to køns samfundsmæssige situation, den mangelfulde pigeopdragelse og hustruens undertrykte stilling i ægteskabet. I de senere romaner som Gerd. Det tyvende Aarhundredes Kvinde (1919) blev hun ligesom Michaëlis mere optaget af kønsforskellens psykologi. Karin Michaëlis' roman Den farlige Alder (1910) om det identitetsbrud, tabet af ungdom betyder for en kvinde, fik europæisk gennemslagskraft.

Brandes' håb om sammenhold på venstrefløjen under de intellektuelles ledelse blev ikke kun undergravet af, at bønderne og arbejderne fik deres egne forfattere. Industrisamfundets materialisme og kommercialisering ændrede offentlighedens karakter. I 1875 havde Ferslew indkøbt den første rotationspresse til Nationaltidende. Den kunne trykke avisen hurtigere og med flere sider. Det forkortede produktionstiden, forlængede journalisternes afleveringsfrist og forøgede indholdets aktualitet. Berlingske Tidende og Politiken fulgte efter i 1881 og 1889. I 1920 var teknikken nået ud til de fleste provinsaviser. Avisernes stigende udbredelse ændrede deres indhold. Sproget og horisonten blev den almindelige læsers. Politikens overgang fra oppositionsavis til regeringsorgan inspirerede ikke Edv. Brandes, og abonnementstallet faldt. I 1905 overtog Henrik Cavling redaktionen og moderniserede avisen efter amerikansk mønster. Nyhederne indtog forsiden, trafik, sport og politistof fik samme vægt som politik og kultur, og spændende rubrikker og billeder trængte de grundige artikler længere tilbage i bladet. Samtidig indførte Cavling kronikken, hvor sagkyndige af forskellig politisk observans formidlede deres kundskaber. På få år blev avisen landets største, og de øvrige lærte af hans succes.

Fra fortrinsvis at have været en politisk kampplads blev avisen i højere grad læsernes adgang til information og underholdning. Samtidig blev den kun ét blandt flere medier, der bidrog til den stærkt voksende underholdningsindustri. I 1906 kom tegneserien til Danmark. Knold og Tot løb i Hjemmet fra 1908, og i 1913 skabte Robert Storm Petersen den første originale danske tegneserie, De tre smaa Mænd og Nummermanden, hvis figurer var hovedpersoner i de første danske tegnefilm 1919-23. Storm P. medvirkede også i Ole Olsens første spillefilm. De havde begge rødder i den folkelige kultur. Ole Olsen havde været markedsgøgler og leder af Malmö Tivoli, inden han i 1905 åbnede sin første biograf i København. Året efter grundlagde han Nordisk Films Kompagni, der blev storleverandør af film også til det europæiske marked. Carl Th. Dreyer blev ansat som manuskriptforfatter i 1913 og instruerede sin første film, Præsidenten, i 1919.

Den billigere og bedre trykketeknik og billedreproduktion udviklede de reklamemidler, som understøttede underholdningsindustrien. Heinrich Matthiasen afsatte bøger i store oplag ved at knytte dem til salget af andre mere populære varer som postkort og ved at reklamere for dem i ugebladene. På Kunstforlaget Danmark udgav han dels klassikere som Blicher, Ingemann og Carit Etlar, dels moderne populære forfattere som Andersen Nexø og Palle Rosenkrantz. Sidstnævnte var en falleret baron og jurist, som skrev de første danske kriminalromaner, Mordet i Vestermarie (1902) og Hvad Skovsøen gemte (1903), og et væld af historiske romaner.

Systemskiftet gjorde bønderne regeringsbærende og demokratiserede kulturen. Det tilfredsstillede Hørup, men ikke brødrene Brandes. Edvard fortsatte kritikken af borgerskabet i sine skuespil. For Georg havde meningen med demokratiet været, at folket skulle delagtiggøres i den højeste kultur, som de store mennesker frembringer, ikke at menneskene skulle reduceres til forbrugere. Tidligere kæmpede staterne om jord, skrev han i Verdenskrigen (1916), men industristaterne, som styres af „det finansielle Faamandsvælde“, kæmper ikke „for at faa Undersaatter, men for at faa Kunder“.

Vald. Vedel havde i 1899 angrebet pressens „Reklame- og Sensationsforretning“, og Cavlings omlægning af Politiken mødte yderligere kritik fra de mange intellektuelle, som under forfatningskampen havde haft den som talerør. Blandt radikalismens fjender var kritikken selvsagt endnu skarpere. Litteraturkritikeren Harald Nielsen skrev i pamfletten Systemet „Politiken“ (1907), at læserne med Cavlings overtagelse af redaktionen var kommet fra asken i ilden. Cavling går ud fra, at publikum er „dovent – derfor blev Artiklerne kortere og kortere; tungnemt – derfor blev Overskrifterne større og større; nysgerrigt – derfor blev Efterretningerne flere og flere; men uden Kritik – derfor blev de mere og mere upaalidelige og intetsigende“. Den politiske agitation var blevet udskiftet med reklamen, mente han.

Vedel havde skønt jurist i 1890 skrevet disputatsen Studier over Guldalderen i dansk Digtning. I 1895 blev han docent i Almindelig Litteraturhistorie og i 1911 professor. Vilh. Andersen skrev i 1896 disputatsen Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie. Han blev i 1908 professor i Dansk Litteraturhistorie og i 1918 i Nordisk Litteratur. De skildrede begge romantikken i forlængelse af den klassiske europæiske humanisme som guldalderen i dansk litteratur og grundlagde dermed den dannelsestradition, som skolereformen i 1903 kunne bygge på.

De skrev også begge hyldestartikler i Tilskueren til Brandes' 60-års dag. Vedel mente, at Brandes' betydning mindre lå i hans forkyndelse og lære end i det „rige aandelige Røre“, han havde vakt ved at „opløse Fastheden, undergrave Sikkerheden, gennembryde Begrænsningen i den hjemlige Tænkemaade og Væremaade, gøre den relativ, og derved bringe Frihed, Tvivl, Revolte, aabent Vande og Bølgegang ind i Sindene.“ Hans styrke og svaghed var det tætte forhold mellem liv og bøger. „Næsten alle Brandes' Bøger er Genkendelser af Dele af hans egen Aand i andre Aander eller fremmede Aanders Genopstandelse i Brandes' eget aandelige Liv“. Vilh. Andersen skrev om Brandes' tvetydige forhold til Danmark. Han havde med bogen Kritiker og Portraiter (1870) skabt det moderne kunstneriske sprog ud fra sit levende kendskab til de danske klassikere, men hans stærke samfølelse med dansk kultur var forbundet med en lige så stærk kritisk, tvivlende opposition. Tvivlen efter nederlaget i 1864 blev for ham en tvivl på Danmark i det hele taget. „Det er det samme Europa, der politisk havde gjort det af med det naive Danmark, som nu overvældede det aandeligt i Brandes' Forelæsninger“. Han rettede „Kritikens Lys indefter i Folkekarakteren“, men hvor blodig hans kritik end var, var den ikke blodig nok, eftersom den manglede følelsen af medskyldighed. „Brandes har vist aldrig læst en dansk Bog, end ikke Niels Lyhne, med Angest og Bæven i sit Hjerte. Men han har unægtelig lært os andre at læse vore Bøger saaledes.“

Da verdenskrigen 1914-18 gik uden om Danmark, og vi tilmed efter en folkeafstemning fik den dansksindede del af Sønderjylland tilbage, havde Pontoppidan allerede skrevet „Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: / en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!“ Guldhornene var tabt, men de var genopstået i guldalderlitteraturen, og genforeningen i 1920 med Sønderjylland – hvor de i sin tid var blevet fundet – helede nationen efter nederlaget i 1864. Brandes beholdt sin position som kritisk oppositionel og åndeligt ophav til eftertidens kulturradikalisme.