I 1874 blev en række numre af Henri Rocheforts franske samfundskritiske avis La Lanterne oversat til dansk, og året efter udkom Den danske Lanterne. På forsiden ses Louis Pio med den frygiske hue, som jacobinerne brugte som friheds-symbol under Den Franske Revolution. Som en socialistisk Sankt Georg dræber han kapitalen i skikkelse af midgårdsormen og befrier derved industrisamfundet. Begyndelseslinjerne fra U.P. Overbys socialistiske slagsang står som en portal over den nye tid. Trods billedets optimisme gik bladet ind efter to numre.

.

Øltappere i Langs gård i Helsingør 1890. Børnene måtte deltage i produktionen også før konfirmationsalderen. Børns vilkår i industrien og på landet tages op i det tidlige 1900-tals litteratur.

.

Københavns sløjfede voldanlæg blev erstattet af parker. I Østre Anlæg indrettedes legeplads, som i de første år kun var en plads omkranset af træer. Med årene kom legeredskaberne til. Fotografi fra o. 1900.

.

Da de to største tekstilvirksomheder i Aalborg i 1897 sluttede sig sammen til De forenede Textilfabrikker, beskæftigede de mere end 400 mænd, kvinder og børn. Her er arbejderne opstillet til fotografering en dag omkring år 1900. Drivremmene fra loftet til hver enkelt væv er ikke afskærmet.

.

Den enevældige konge havde valgt sine ministre fra adels- og godsejerslægterne. Efter Grundlovens indførelse blev de nationalliberale optaget i regeringen, men med nederlaget i 1864 voksede bondebevægelsen i kritisk opposition til godsejerne og borgerskabet. Bønderne blev selvejere og selvbevidste. Det politiske liv blev optaget af partidannelser og kampen for parlamentarisme, som blev vundet i 1901.

De politiske grupperinger, der efterhånden blev til partier, samlede befolkningslag bestemt af forskelligartede modsætninger mellem land og by, fattig og rig, dannet og udannet. „De formuende“ gods- og kapitalejere gik sammen med „de begavede og de dannede“ nationalliberale akademikere og embedsmænd i en højregruppering for at fremme en liberal økonomi, værne om den kulturelle tradition og sikre de bestående magtforhold. De var modstandere af almindelig valgret og enige om at holde venstreoppositionen ude af regeringen.

Venstreoppositionen omfattede det grundtvigianske venstre, som var højskolebevægelsens politiske gren ledet af Sofus Høgsbro, det folkelige venstre, som videreførte Bondevennerne ledet af Hørup og Berg, og socialdemokraterne. De var alle demokrater og ønskede folkestyre fra neden, men hvor grundtvigianerne byggede på kristendom og historie, var det folkelige venstre og socialdemokraterne sekulære materialister, der forestillede sig et demokrati efter oplysningsideerne fra 1789. Brandes delte de sekulære materialisters og socialisternes livssyn og fremskridtstro, men ikke deres demokratiske idealer.

Da alliancen mellem „de smaa og de store Bønder“ gik i opløsning, stod venstre tilbage splittet i de to hovedfraktioner, hvoraf det folkelige venstre yderligere havde en radikal fraktion ledet af Lars Bjørnbak, der drev højskole ved Århus på et rationalistisk grundlag. I 1870 samledes disse grupper i Det forenede Venstre med Christen Berg som leder. Gruppens hovedkrav var parlamentarisme. Desuden ønskede man at gennemføre en række love om fæstevæsenets afvikling, større statslig sparsommelighed, et nyt skattesystem, der flyttede skattebyrden fra jord til indkomst, og friere rammer om skole og kirke.

September 1872 fik gruppen flertal i Folketinget og forlangte regeringsmagten med henvisning til parlamentarismens princip. Heroverfor stod højres monarkiske princip, som henviste til Grundlovens bestemmelse om, at kongen frit udnævner sin regering. Denne forfatningskamp mellem Folketingets venstreflertal og højreregeringen førte i perioden 1875-94 til, at konseilspræsident J.B.S. Estrup regerede ved provisoriske finanslove uden om Folketinget, og at Venstre svarede med en visnepolitik, som afviste alle regeringens lovforslag eller henviste dem til udvalg. Konflikten skabte folkelig mobilisering med skattenægterbevægelser og dannelse af riffelforeninger. Efterhånden lykkedes det dog Højre at enes med den moderate del af Venstre under ledelse af Frede Bojsen om en række sociale reformer. Der vedtoges love om underholdsbidrag til uægte børn, alderdomsunderstøttelse, sygekasser og fattighjælp. I 1894 indgik det moderate Venstre forlig om finansloven på betingelse af Estrups afgang.

1870'erne var ikke kun bondefrigørelsens tid. Industrialiseringen skabte en ny arbejderklasse, som blev vakt til dåd i 1864, da Internationale blev stiftet på grundlag af Karl Marx' og Friedrich Engels' skrifter og efter, at Pariserkommunen i 1871 havde demonstreret sin kampkraft. Der havde eksisteret en københavnsk arbejderforening siden 1853, men det havde været en dannelsesforening. Nu tegnede 2000-3000 abonnenter sig for Pios Socialistiske Blade, som efter få numre blev til ugeavisen Socialisten, og hans danske afdeling af Internationale fik 9000 medlemmer. Til foreningens nytårsfest skrev U.P. Overby „Snart dages det Brødre, det lysner i Øst“. Den udkom januar 1872 og blev danske socialisters foretrukne slagsang.

I løbet af kort tid blev der dannet lokalforeninger landet over og organiseret strejker, som ofte førte til lønforhøjelser. Der blev også oprettet en kvindelig afdeling, der i fem år fortsatte som Den frie kvindelige Fagforening, efter at hovedforeningen var opløst. I april 1872 gik 2000 murere i strejke for kortere arbejdstid. Pio sluttede op om deres krav i Socialisten og indkaldte til folkemøde på Nørre Fælled 5. maj. Trods politiets forbud gennemførtes mødet med slagsmål mellem politi og mødedeltagerne til følge. Forinden var Pio og bevægelsens øvrige ledere blevet anholdt. De blev idømt fængselsstraf for statsomstyrtende virksomhed, og Internationale blev opløst. Bevægelsen fortsatte som en fagbevægelse, der fra 1874 udgav dagbladet Social-Demokraten. Samtidig vedtog Rigsdagen en fabrikslov, som begrænsede børnearbejdet og forordnede sundhedstilsyn med industrivirksomhederne.

Der var stadig lokale strejker og lockouter især under 1890'ernes højkonjunktur, og i 1899 kom den store styrkeprøve mellem de nydannede hovedorganisationer Dansk Arbejdsgiverforening og De samvirkende Fagforbund. Efter flere måneders arbejdsstandsning, forhandlinger og mægling indgik parterne 5. september verdens første hovedaftale, der fastlagde spillereglerne på arbejdsmarkedet, henviste uoverensstemmelser om forligets udlægning til en statslig voldgiftsret og i 1910 førte til etableringen af forligsmandsinstitutionen, der kunne mægle under overenskomstforhandlingerne. I 1907 indførtes arbejdsløshedsforsikringen.

Ved valget i 1901 fik Højre kun otte ud af Folketingets nu 114 mandater mod Venstres 76 og socialdemokraternes otte, et moderat midterparti havde de sidste 16. Kongen udnævnte en venstreregering med J.C. Christensen som den drivende kraft. Herefter anerkendte alle det nye system, at en regering ikke kan have et flertal imod sig, og at staten, som biskop H.L. Martensen havde skrevet i Den sociale Ethik (1878), „i sin Eenhed med det borgerlige Samfund har (…) den Opgave ved de Midler, der staae til dens Raadighed, at fremme Almeenvellet.“ Systemskiftet forstærkede reformprocessen. I 1903 gennemførtes den skattereform, Venstre længe havde ønsket, der erstattede jordskatterne med ejendomsskyld og en progressiv indkomstskat. Samme år blev skolevæsenet reformeret. Latinskolen ændredes til gymnasiet, og den klassisksproglige linje fik tilføjet en naturvidenskabelig og en nysproglig linje. En mellemskole forbandt folkeskolen og gymnasiet. Uddannelsen af embedsmænd, læger, præster, advokater, skolelærere og tandlæger blev forbedret. Sundhedsvæsenet blev organiseret med lov om kvaksalveri, vaccination, tilsyn med fødevarers og drikkevandets beskaffenhed og et offentligt sygehusvæsen. Administrationen blev professionaliseret, og i 1909 gennemførtes en retsreform.

I denne demokratiseringsproces forbedredes også de gifte kvinders vilkår gennem politisk samvirke mellem Dansk Kvindesamfund og kvindesagens støtter i Folketinget, især Fredrik Bajer. I 1880 fik hustruen råderet over selvtjente penge, i 1889 indskrænkedes ægtemandens råderet over de penge, hun havde bragt ind i ægteskabet, og i 1899 blev også den gifte kvinde fuldt myndig. Samtidig steg kvindernes utilfredshed med at være holdt uden for politisk indflydelse. Mange lokale kvindeforeninger opstod med kampen for valgret på programmet. I 1915 ændredes Grundloven, så der blev almindelig valgret til begge ting og for begge køn uden hensyn til social situation og indkomst, ligesom de kongevalgte medlemmer af Landstinget blev afskaffet.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Forfatnings- og arbejdskampe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig