Den frie tanke - Brandes' program

I den politiske kamp mellem højre og venstre åbnede Brandes' forelæsninger en litterær front vendt mod højrefløjens nationalromantiske enhedskultur, idet han satte kristendom og humanisme op imod hinanden. Det traditionelle samfund, der byggede på kristendommen, beskrev han som doktrinært, autoritært og undertrykkende, mens det moderne samfund, der byggede på positivistisk videnskab, blev beskrevet som humanistisk, sandhedssøgende og frigørende. Brandes havde set dette moderne samfund vokse frem i Europas mest avancerede lande og mente, at det var hans generations opgave at lede Danmark i samme retning: „det er den hele Samfundsbetragtning, som den yngre Slægt fra Grunden af maa omforme og oppløie,“ sagde han i indledningsforelæsningen.

Den første forelæsningsrække handlede om de forfattere, som var emigreret for at undslippe Den Franske Revolutions udskejelser og reaktionen under Napoleons kejserdømme, først og fremmest Chateaubriand, Benjamin Constant og Germaine de Staël. Brandes interesserede sig mindre for den litterære side af deres bøger end for deres vilje til at sætte „Problemer under Debat“, som han i indledningsforelæsningen krævede, at en moderne litteratur skulle. Især hos Staël fandt han en kritik af kirke og stat, autoritet og tradition, ægteskab og familie, der var som talt ud af hans hjerte, og som pegede frem mod den radikale individualisme, der skulle bære den frie tanke. Individualismen var kernen i hans program, „Individets Emancipation og Tankens Frigjørelse“ var det intellektuelle sidestykke til den økonomiske og politiske liberalisme. I den tredje forelæsningsrække, Reaktionen i Frankrig (1874), præciserede han:

Grundtanken er den, at ikke Familien, som det almindeligvis siges, men Individet er Samfundets Grundpille, og at Individet er souveraint. I stedenfor den legitimistiske Theori om Guds Souverainitet og den tvetydige Lære om Folkesouverainiteten, træder Læren om Individets Souverainitet.

Forelæsningerne vakte enorm interesse, universitetet måtte snart forlægge dem til et større auditorium. Brandes skrev til en ven i Frankrig, at der ved det fjerde foredrag var mødt 400 mennesker:

en halv Time før Portene aabnedes, tog Folk Plads paa Trappen og den aabne Plads foran, midt i Regn og Sne. Ogsaa Kvinder og unge Piger. Der var næsten 150 Kvinder. Der er et saadant Pres for at komme ind, at der forleden var Fare for at blive mast mod Porten.

I dagbogen noterede han: „Saa er jeg da bleven Dagens og Byens Helt. Mine Forelæsningers stormende Succès.“ Han stod midt i en strålende akademisk karriere. Halvandet år tidligere havde Orla Lehmann overværet hans disputatsforsvar. Hans Brøchner, der havde efterfulgt F.C. Sibbern som professor i filosofi, var hans mentor. Carsten Hauch, der i en menneskealder havde beklædt professoratet i æstetik, anbefalede ham som sin efterfølger.

Kampen for de nye ideer blev imidlertid vanskelig, fordi Brandes' anliggende i de første år var mere kulturpolitisk end litterært, uden at han på den anden side havde noget politisk parti bag sig. På venstrefløjen var bondepartiet afvisende over for hans kritik af kristendommen, og selv afviste han socialismen, der på Pariserkommunens tid havde fået et dansk talerør med Louis Pios Socialistiske Blade. I sit syn på demokratiet mindede Brandes mest om de nationalliberale, som han angreb, idet han dog i treenigheden „de Begavede, de Dannede og de Formuende“ lagde størst vægt på de første og så helt bort fra de sidste. Han foragtede det brede befolkningsflertal og den offentlige mening: „een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Majoritet som Dosmere og Ignoranter,“ sagde han i den første forelæsningsrække.

Forelæsningernes voldsomme angreb på samfundets institutioner og ledende mænd skabte modstand mod hans ansættelse både hos universitetets professorer og hos politikerne. Bogudgaven med titlen Emigrantlitteraturen blev ved udgivelsen 8.2. 1872 mødt af en nedgørende kritik i de førende aviser: det liberale Dagbladet, hvor Vilhelm Topsøe netop havde overtaget redaktionen, og det nationalliberale Fædrelandet, som Carl Ploug redigerede. Ingen af aviserne ville trykke Brandes' svar: „Hele Byen fyldes med de vanvittigste Rygter om mig (…) Det er et rent Orgie i alle Selskaber i Byen. Jeg serveres til første, anden og tredie Ret“, skrev han til en ven.

For at komme til orde udsendte han i april pamfletten Forklaring og Forsvar, som understregede den videnskabelige side af hans program. Han identificerede nu tydeligere den frie tanke med den frie forskning, hvorved han forstod den positivistiske videnskab, han havde mødt i Hippolyte Taines skrifter, og som i forlængelse af den engelske empirisme og Auguste Comtes principper gjorde erfaringen til erkendelsens eneste kilde. De religiøse trossætninger var erstattet af naturlovene: „den frie Forsknings Ret er det samme som Overbevisningen om, at der hverken i Naturen eller i Historien gives Enklaver, der ikke ere underkastede de Love, som iøvrigt beherske Historie og Natur“. I Emigrantlitteraturen havde han forudsagt, at „Darwin's Lære vil slaae den orthodoxe Moral til Jorden, ganske som Copernicus's Lære slog den orthodoxe Dogmatik til Jorden“. I Forklaring og Forsvar tilføjede han, at den eneste mulige tro var troen på fremskridtet:

Ifald der i Historien aabenbarer sig en Guddom, saa aabenbarer den sig som den Aand, der i Kamp mod ydre Vold, mod Løgn, mod Fordom, mod forældede og trykkende Traditioner ustandselig baner sig sin fremskridende Vei og som sprænger alt det Ormædte til Side for at udbrede Lykke, Sandhed og Frihed. Der gives i Historien ingen høiere, ingen mere guddommelig Aand end Fremskridtets Aand.

Målet for den enkelte var ikke længere at efterleve Kristi bud og komme i Paradiset, men at udvikle sine personlige evner, være sin egen lykkes smed og bidrage til at forbedre samfundet for de kommende generationer.

Som et modtræk til den offentlige kritik stiftede Brandes og hans meningsfæller „Litteratursamfundet“, der skulle „virke for Anerkendelse af den frie Forskning som højeste Dommer over hvad der er sandt og usandt og derved fremme rent human Oplysning og Dannelse“, i folkemunde kaldtes den „Fritænkerforeningen“. Brandes blev formand, i bestyrelsen sad blandt andre Holger Drachmann og J.P. Jacobsen, og blandt de henved 80 medlemmer var filosoffen Harald Høffding og litteraten Vilhelm Møller, hvis tidsskrift Nyt dansk Maanedsskrift blev foreningens talerør. I 3. binds 2. hæfte, som udkom i januar 1872, stod Jacobsens artikel „Fugleredernes Filosofi“, der videreførte hans diskussion af Darwins evolutionsteori fra året før, Drachmanns heroiserende digt „Engelske Socialister“ samt Brandes' glorificerende portræt af Ernest Renan som fritænker og hans lignelse „Historien om den lille Rødhætte“, der handler om den lille fri tanke, hvis bedstemoder, friheden, er blevet spist af ulven, Dagbladet og Fædrelandet.

Trods disse angreb på højrefløjen var Brandes ikke tilfreds med tidsskriftet, dets redaktionelle linje, uregelmæssige udgivelsestakt og få abonnenter. Han ønskede med sine meningsfæller at få sin egen avis. Planerne måtte dog skrinlægges, da Christen Berg efter Det forenede Venstres valgsejr 20.9. 1872 oprettede Morgenbladet. Med Viggo Hørup som medarbejder blev det organ for den politiske venstrefløj. I stedet fik Georg og broderen Edvard Brandes deres eget månedsskrift, Det nittende Aarhundrede, der udkom hos Gyldendal fra 1.10. 1874 og indeholdt en række betydelige litterære tekster og videnskabelige artikler af bl.a. Jacobsen, Henrik Ibsen, Drachmann, Sophus Schandorph, Brøchner, Høffding og redaktørerne. Gyldendals forlægger, F.V. Hegel, opsagde dog samarbejdet i 1877, da en anonym novelle af Edv. Brandes stødte hans sans for det sømmelige. Samtidig blev Georg Brandes tysk gift, hvorfor han valgte at slå sig ned i Berlin for at leve som skribent. Ved hans afrejse offentliggjorde 45 fremtrædende mænd en adresse med tak for hans virksomhed og beklagelse over, at universitetet havde kastet vrag på hans „sjældne Evner“.

På trods af hans afrejse vandt de moderne ideer frem. I 1880 kom Edv. Brandes i Folketinget, i 1881 blev han sammen med Hørup redaktør af Morgenbladet, og samme år udspaltedes den venstreorienterede forening Studentersamfundet fra Studenterforeningen. Dermed var det politiske og det litterære venstre forenet. Ploug fratrådte som redaktør af Fædrelandet, og bladet gik ind i 1882. Da 48 venner og sympatisører anonymt tilbød at sikre Brandes en rimelig årsløn i ti år, hvis han ville vende tilbage og holde offentlige forelæsninger, imødekom det hans længe nærede ønske.

1883 bosatte han sig igen i København og genfandt sit store publikum. Valdemar Vedel beskrev tilhørerne til den sidste forelæsningsrække om Hovedstrømningerne, Det unge Tyskland:

Der sad pæne Folk i ansete Stillinger – Advokater, Embedsmænd, Bankfolk –, og der sad „moderne“ Damer i udfordrende Fuldtoilette (…) Teologiske Bondestudenter havde med brødetung Samvittighed sneget sig derhen; unge, radikale „Samfunds“medlemmer stillede som til enhver „Akt“ i det Nyes Tjeneste (…) Moderne „Jeunes élegants“ af Herman Bangs Skole udstillede i slapt enerverende Attituder deres Pandehaar (…) Man saa ogsaa Fremskridtskvinder, der mødte med bestemt Fordring om noget „modigt“ og „stærkt“ (…) ogsaa emanciperede Studentinder, som de den Gang fandtes, med afklippet Haar, Næseklemmer og principstrenge Kjoler.

Ved hjemkomsten havde Brandes holdt mandtal over sine tropper i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883), der portrætterer syv af gennembrudsforfatterne: Bjørnson, Ibsen, Jacobsen, Drachmann, Edv. Brandes, Schandorph og Erik Skram. De frafaldne, Topsøe og Karl Gjellerup, konkurrenten Herman Bang og de nyligt debuterede, Henrik Pontoppidan og Olivia Levison, var udeladt.

I kapitlet om Ibsen resumerede Brandes gennembruddets program. Der skulle diskuteres religion, udvikling, samfund og køn. Bogen sluttede med en advarsel til de konservative i form af billedet af to tog, der passerer hinanden. I det ene sidder det „klerikale Parti“ mageligt på første klasse. Skønt deres tog holder stille, tror de sig ved et optisk bedrag i bevægelse fremad, fordi det modgående „Fremskridtets“ tog passerer, og den illusion vil aldrig briste, fordi fremskridtets tog er et „uhyre, aldrig rastende, endeløst Tog, Menneskehedens evige Higen mod en stedse idealere opfattet Frihed, Civilisationens og Fremskridtets endeløse Triumftog“. Brandes opfordrede danskerne til at komme med på den vogn, der var i fart.

Georg Brandes blev aldrig ansat ved Københavns Universitet, men som dr.phil. havde han ret til at holde offentlige forelæsninger, hvad han benyttede sig af talrige gange gennem årene. Det skelsættende ved Brandes' forelæsninger lå ikke kun i indholdet. Hans personlige fremtræden, som ofte er skildret i erindringer og romaner, og hans sproglige stil medvirkede til den enestående betydning, han fik. Forfatteren Henri Nathansen har i Georg Brandes (1929) beskrevet sit indtryk fra en forelæsning i 1884:

„Georg Brandes staar deroppe. Bleg, gulbleg i Lyset fra Gaslampen, der strømmer over det bløde og dog faste brunblanke Haar – blegere endnu mod den sorte Tavle paa Væggen bag ham. Han er i Kjole og Hvidt, staar med Hænderne paa Ryggen, rank, slank … Billeder af unge Dyr tegner sig for mig … Antilope, Hingst, Panther (…) „Mine Tilhørere – “ Han begyndte dæmpet, indsmigrende, følgende næsten umærkelig, men med sikre Blink Manuskriptet, som han ligesaa umærkelig vendte, naar Siden var til Ende (…) Hans Stemme var blød og dog fast, smidig og spændstig, ikke just skøn af Klang, ofte med haard Trompetklang som af Messing, men indsmigrende musikalsk for Sindet og Fantasien. Over det blege Aasyn gled Lys og Skygge – som belystes og skyggedes det af hans Aands bølgende Uro. Alt var sikkert nøje forberedt, hver Betoning, hver Pause, hver Stigning og hvert Fald, indstuderet om man vil som Skuespilleren indstuderer sin Rolle. Men „Indstuderingen“ var kun den faste, ubrydelige Form, Beherskelsen. Indholdet, „Spillet“, beaandedes og besjæledes af den Hengivelse, den Besættelse, hvori hans Væsen udfoldede og udløste sig i hele dets glitrende, funklende og dunkelt glimtende Rigdom, mens han talte. Og ind deri lyste Funkerne af hans Smil, antydende, inciterende, inflammerende, ømt dugget af erotisk Forjættelse, dristig farvet af forførerisk Dæmoni, spillende af Fægterglæde, dirrende af fræk Trods (…) Et Øjebliks Stilhed. Han er traadt et Skridt tilbage, staar bleg af Anstrengelse og Anspændelse med højt løftet Hoved. En Kunstpause, velberegnet, men samtidig bevæget og fyldt af Besættelsens indre Spændkraft. Og i den dybe Stilhed, som Spændingen har frembragt og uddybet, kommer saa Slutningsordene, dæmpet, besværgende bølgende. Et kort, beskedent og dog selvbevidst Buk. Et Sekunds tilbagetrængte Aandedræt i den fortryllede Sal. Og Bifaldsstormen bryder løs, mens han glider ned ad Trappen og snor sig slangesmidig mellem Mængden, fortonende sig som et Drømmesyn for mine fortumlede Øjne.“

Det levende, dramatiske udtryk genfindes i Brandes' skriftsprog. Hans ideal for den kritiske prosa blev tidligt en gennemsigtig stil, der tillod læser og forfatter at glemme formen for indholdet, en centralprosa uden særheder, præget af klarhed og vid, træffende billeder og sparsom brug af figurer, stedvis højstemt eller bidende.