• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1870-1920

Oprindelig forfatter LB-J

Den 3. november 1871 indledte den 29-årige nybagte dr.phil. Georg Brandes (1842-1927) en serie forelæsninger på Københavns Universitet med titlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Hans ambitiøse mål var at skildre udviklingen i europæisk litteratur og samfundstænkning fra Den Franske Revolution i 1789 til revolutionerne i 1848 for at vise, hvordan oplysningstidens dyrkelse af fornuft og frihed først var blevet afløst af romantikkens interesse for religiøsitet, fantasi og folkelighed, hvorefter den moderne naturvidenskab, den litterære realisme og fremskridtstroen havde fundet oplysningsfilosofien frem igen og dermed skabt en ny revolutionær periode.

Den lovende unge litterat, som kom fra et beskedent jødisk grossererhjem, havde taget studentereksamen med udmærkelse, skrevet guldmedaljeafhandling i 1863 og var i 1864 blevet magister. I 1868 udgav han Æsthetiske Studier med essays om især guldalderdigterne, blandt andre Oehlenschläger, Aarestrup, Heiberg, Hertz og Paludan-Müller, men også om Henrik Ibsen, og i februar 1870 forsvarede han sin disputats om Hippolyte Taines positivistiske litteratursyn, Den franske Æsthetik i vore Dage. Mange anså ham for at være selvskreven til at afløse Carsten Hauch som professor i æstetik. Brandes var dybt inspireret af tidens kristendomskritik og overbevist ateist. På en studierejse til Frankrig i 1866 blev han en glødende tilhænger af de nye videnskabelige og æstetiske ideer, og under en ny udlandsrejse, denne gang til Frankrig, England og Italien i 1870-71, måtte han nedslået konstatere, at dansk litteratur var blevet hængende i romantisk epigoneri. Med sine forelæsninger ville han oplyse den danske offentlighed om, hvor meget længere Europas mest avancerede tænkere og kunstnere var nået. Grundloven af 5. juni 1849 havde givet danskerne trykke-, tros- og forsamlingsfrihed, men åndsfriheden, mente Brandes, manglede stadig. Vi kræver „den frie Tanke og den frie Humanitet“, sagde han i indledningsforelæsningen.

Grundtankerne i Brandes' forelæsninger var altså ikke nye, men de var efter hans mening endnu ikke trængt igennem i Danmark. Franske oplysningsfilosoffer som Voltaire og Rousseau havde mere end 100 år tidligere angrebet kirken og standssamfundet, og revolutionen i 1789 havde lukket klostre, halshugget kongen og adelen, erstattet kristendommen med dyrkelse af fornuften og indført frihed, lighed og broderskab. De revolutionære havde „stillet sig paa den rene Tanke, man kunde sige stillet sig paa Hovedet og havde søgt at omforme og opbygge hele Virkeligheden efter sit Hoved“, som Brandes citerede fra Hegels Forelæsninger over Historiens Filosofi (1837, da. 1842). Samfundslegemet var imidlertid ikke fulgt med, så kongemagten og kirken var hurtigt blevet restaureret, men derefter havde udviklingen selv gennemført det revolutionære program.

Annonce

I løbet af 1800-tallet havde Adam Smiths økonomiske liberalisme lagt grunden til den frie konkurrence, der øgede produktionen, sænkede priserne og udbredte større velstand. Ludwig Feuerbach havde i Das Wesen des Christenthums (1841, Kristendommens væsen) frataget de guddommelige forestillinger deres metafysiske autoritet ved at analysere dem som projektioner af menneskenes indbyrdes forhold. Charles Darwin havde undergravet Bibelens skabelsesberetning i Om Arternes Oprindelse (1859, da. 1872), og den kliniske lægevidenskabs forbedrede sygdomsdiagnosticering og behandling havde gjort lægernes evne til at holde folk døden fra livet vigtigere end præsternes løfter om et liv efter døden. Den liberale engelske filosof John Stuart Mill, som var den vigtigste inspirationskilde til Brandes' politiske ideer, hævdede, at tanke-og talefriheden var denne udviklings forudsætning. Industrialisering og urbanisering, opdagelsesrejser og kolonialisme, religionskritik og naturvidenskab svækkede fortidens absolutte autoriteter: Gud og kongen. Handels-, embeds- og industriborgerskabet overtog rollen som samfundets rigeste og mest oplyste klasse og ændrede gennem en serie revolutioner, særlig i årene 1830 og 1848, de politiske systemer.

Et halvt års tid før Brandes besteg universitetets kateder, var de revolutionære bevægelser kulmineret med kommunardopstanden i Paris i marts 1871, som fulgte på Frankrigs nederlag i krigen mod Tyskland. Socialismen havde igen forsøgt at „stille sig paa den rene Tanke“, „opbygge hele Virkeligheden efter sit Hoved“ og udvide demokratiet til et kommunistisk samfund, men denne gang blev det beslutsomt og brutalt slået ned. Folk havde fået blodsudgydelser nok. Den politiske vold blev forlagt til det endnu enevældige kejserrige Rusland, og krigene flyttet ud i kolonierne. De revolutionære bevægelser ændredes til parlamentariske og kulturpolitiske kampe om pladserne i parlamentet og meningsdannelsen i offentligheden. Ved verdenskrigens afslutning i 1918 så folk tilbage på perioden før krigen som en fredens, fremskridtets og humanitetens guldalder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Busk-Jensen: 1870-1920 i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476826