Ægteskabets diskrete betragter - Thomasine Gyllembourg

Den borgerlige verdens perspektiv viser sig i ren form hos Thomasine Gyllembourg (1773-1856), som debuterede nogle år efter Blicher, men tidligere end ham vandt yndest i kulturborgerskabet. Hendes eget livsforløb var imidlertid helt anderledes end almindeligt i borgerskabet. Hun var datter af den velhavende Johan Buntzen, der var stadsmægler og dispachør (ansvarlig for at taksere skader på skibe). Moderen døde, da Thomasine var 9 år.

Sammen med sine søstre fik Thomasine Buntzen en vidtfavnende uddannelse af sin far. Som femtenårig fik hun forfatteren, oversætteren og samfundsdebattøren P.A. Heiberg til lærer i moderne sprog. Han forelskede sig i hende, og i 1790 blev de gift og fik året efter sønnen Johan Ludvig Heiberg. Ægteskabet blev imidlertid ikke lykkeligt. Den polemiske og ironiske oplysningsmand Heiberg indfriede ikke sin kones forestillinger om det rette kærlighedsforhold mellem ægtefæller, og da han i 1800 landsforvistes for sine samfundssatiriske skriverier, indledte hun et forhold til vennen Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrens-värd, en svensk adelsmand, der var landsforvist for en perifer medvirken i mordet på den svenske konge Gustav 3. Efter en dramatisk brevveksling ophævedes ægteskabet, og Thomasine Heiberg blev umiddelbart derefter Thomasine Gyllembourg. Hun måtte dog samtidig acceptere, at sønnen ikke længere måtte bo hos hende. Denne ordning blev dog kun midlertidig, og efter nogle års adskillelse var mor og søn atter sammen og forblev med nogle kortere pauser sammen til hendes død. Hun levede i det ydre stille ved sin søns side og som en del af hans husholdning, men hun beskrives af samtidige venner og bekendte af Heiberg som et umisteligt indslag i husets liv, der brillerede med åndfuldhed, vid og ironi.

Thomasine Gyllembourgs forfatterskab tog først sin begyndelse i 1827, hvor hun med udgangspunkt i en virkelig annonce skrev en fortælling for at støtte sønnens tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post. Fortællingen, der mange år efter fik titlen „Familien Polonius“, bestod af en serie breve, som vakte sensation, da det ikke var klart, hvorvidt det var en virkelig eller en fiktiv fejde, der udspillede sig i Flyvepostens spalter. Som litterært værk er fortællingen dog ikke vellykket. Gyllembourgs kunstneriske gennembrud blev „En Hverdags-Historie“ (1828), og fra da af flød der en lind strøm af tekster fra hendes pen: Frem til hun afbrød forfatterskabet i 1845, blev det til 24 fortællinger af varierende længde, og fire skuespil. De første fortællinger udkom alle i Kjøbenhavns flyvende Post. Da dette blad ophørte med at udkomme regelmæssigt, udsendte Gyllembourg først Noveller, gamle og nye af Forfatteren til „En Hverdags-Historie“ i tre bind (1833-1834), dernæst Nye Fortællinger af Forfatteren til „En Hverdags-Historie“ igen i tre bind (1835-1836). Begge udgaver var angiveligt redigeret af J.L. Heiberg. De resterende fortællinger udsendtes som selvstændige bøger. Efter 1830 offentliggjordes kun to fortællinger i tidsskrifter, nemlig „Findeløn“, som kom i Flyvepostens inte-rimsblade i 1834, og „Castor og Pollux“, der første gang blev trykt i Heibergs tidsskrift Urania ti år senere (1844). Den mere ambitiøse udgivelsesform spejler en udvikling i forfatterskabet, hvor Gyllembourg gradvist nærmede sig mere omfattende og komplekse kompositioner i sine fortællinger.

Gyllembourg fastholdt livet igennem en streng anonymitet, og hendes arbejder blev derfor for offentligheden alene bundet sammen af hendes faste pseudonym: „Forfatteren til „En Hverdags-Historie““. Først i et posthumt udgivet litterært testamente vedkendte hun sig forfatterskabet. Anonymiteten var i samtiden et langt almindeligere fænomen end i dag, og gennem den fik Gyllembourg mulighed for at fremtræde på den litterære scene, uden at hendes køn spærrede for udsigten til hendes værker. Denne anonymitet var dog ikke bare en praktisk social foranstaltning, men tilsyneladende også en personlig nødvendighed for hende, da hun ikke selv troede på, at kvinden burde indtage en fremtrædende plads i samfundet. Svigerdatteren Johanne Luise Heiberg beskrev det mildt ironisk i sin indledning til Gyllembourgs samlede skrifter:

Det var hendes Anskuelse, at Qvinder ikke maatte befatte sig med Sligt, og hun lærte ikke af sin egen Erfaring, at den, Gud giver en Stemme, kan ikke holde Tonerne tilbage. Traadte een eller anden Dame op i Litteraturen eller indleverede Stykker til Theatret, da kunde hun paa den naiveste Maade sidde og fordybe sig i Betragtninger herover, og hun udbrød da: „Naa skriver hun nu ogsaa! Herre Gud! Vi Fruentimmer synes mig have nok at tage vare paa, uden at vi ogsaa befatte os med Sligt; det skal vi overlade til Mændene; det Fruentimmerskriveri duer dog aldrig noget.“ Naar da hendes Børn i Stilhed sad og morede sig over hende, og omsider lidt skadefroe udbrød: „Glemmer Du da reent, at Du selv skriver?“ da kunde hun ganske rødmende vækkes af sine Betragtninger, og rørende vare da de Undskyldninger, hvormed hun besmykkede sin formeentlige Feil.

Thomasine Gyllembourgs historier udspiller sig i alt væsentligt i det københavnske borgerskab, og hendes interesse samler sig om familien og især om familiestiftelsen. Det viser sig allerede i „En Hverdags-Historie“, hvor fortælleren i et lidt for sværmerisk øjeblik er kommet for skade at forlove sig med en pige, han dårligt nok kender. Da en mere nøgtern forståelse af hende indfinder sig, følger tømmermændene med. Pigen, Jette, er udannet og uden alvor i sit væsen. Det bliver skærende tydeligt, da fortælleren indføres i hendes hjem, som mangler enhver orden og sirlighed, og hvor samtalen evigt forstyrres af morens, Jettes og venindernes alt for store optagethed af deres flitterstads. Huslivets miserable tilstand afsløres af det kaos, der altid råder – også blandt tjenestefolkene, så maden aldrig kommer på bordet i tide og altid på den ene eller den anden måde er blevet ødelagt. Kun faderen, Hr. H., har nogen egentlig alvor og sammenhæng i sit væsen. Fortælleren er fortvivlet, men hans hæderlighed og trofasthed er dog så stor, at han ikke vil bryde det afgivne ægteskabsløfte. Da flytter faderens datter af første ægteskab, den svenske Maja, ind i huset, og hun er alt, hvad Jette og familien ikke er: alvorlig og beskeden uden at være selvudslettende. Maja forstår med sin diskrete indflydelse at påvirke hele stemningen i huset, så alting kommer i en bedre og mere velordnet gænge. Fortælleren forelsker sig voldsomt i hende, og hun i ham, og gennem en række besynderlige handlingsomslag bringes situationen dertil, hvor de to elskende kan få hinanden.

Dermed bliver „En Hverdags-Historie“ netop en prototypisk Gyllembourgfortælling. Det livsvarige, ubrydelige kærlighedsforhold er hendes absolutte ideal, og fortælling efter fortælling sigter imod at etablere et ægteskab mellem to mennesker, som elsker hinanden på denne måde, og at indsætte dem på deres rette, socialt acceptable plads i samfundet. Med stor fantasifuldhed spærrer Gyllembourg vejen imellem sine elskende, og med lige så stor fantasifuldhed rydder hun den for dem igen. Kun i romanen Maria (1839) forbliver vejen mellem de elskendes borgerlige og kødelige forening spærret, men her er det karakteristisk nok i sidste ende psykologiske og ikke sociale forhindringer, som holder de elskende fra hinanden.

Lige så vigtig som selve foreningen mellem de elskende er måden, hvorpå de forenes. Hvis ægteskabet skal have værdi, må der ikke være en plet på nogen af parternes ære eller på den absolutte, ubetingede og eksklusive kærlighed imellem dem. Vanæren ikke alene spærrer dem ude af samfundet, den umuliggør også det ægteskabelige samliv imellem dem. Derfor er forskellige typer af trusler mod parternes ære eller deres ubetingede kærlighed til hinanden også hyppigt forekommende elementer i fortællingernes handlingsforløb. Det ser man fx i „Slægtskab og Djævelskab“ (1830), hvor kærligheden imellem de elskende først kan få lov at strømme, når det gøres helt klart, at det ægteskab, heltinden Rosine har indgået under elskeren Roberts flerårige fravær, er blevet påtvunget hende. I samme roman er det en grænseløs anfægtelse for Rosine, at hun på grund af faderens helt urimelige modstand er nødt til at gifte sig med Robert uden hans vidende og samtykke, og denne „hemmelige“ ægteskabsindgåelse er tæt på at knuse hele familien.

Der tilstedes dog gerne manden et større frirum til ungdommelige fejltrin, forudsat at disse angres og sones eftertrykkeligt. Dette demonstreres måske tydeligst i „Drøm og Virkelighed“ (1833), hvis fortæller ved romanens begyndelse har gjort en tjenestepige gravid. Først efter mange års selvopofrende og nedslidende arbejde for at bøde på konsekvenserne af fejltrinnet får fortælleren lov at opnå ægteskabelig lykke med sin unge kusine, der efter elskerindens død tager hans børn til sig. Men han får dog lov. Samme roman demonstrerer i øvrigt igennem forholdet mellem fortælleren og elskerinden Lise, at fru Gyllembourg trækker et skarpt skel mellem borgerskabet og samfundets lavere klasser. Det er Lises livstragedie, at hun ikke bliver gift ind i sin egen klasse, da hun mangler enhver sans for den kulturelle anstand og dannelse, fortælleren forsøger at bibringe hende, og som er forudsætningen for hans mulige lykke i et ægteskab. I stedet for at få et agtværdigt liv som håndværkerfrue, fanges Lise imellem to klasser uden at kunne høre til i nogen af dem, og hun degenererer til en rendyrket og ansvarsløs tøjte.