Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mellem Hoffmann og Poe - fantastiske fortællinger

Oprindelig forfatter KM

Hvor mærkeligt det end kan lyde, er den første og vigtigste bidragyder til udviklingen af gyseren og den fantastiske fortælling i Danmark faktisk Ingemann. Efter udgivelsen af Eventyr og Fortællinger i 1820 bliver genren en fast bestanddel af forfatterskabet og følges op af nye samlinger i 1827, 1835, 1847 og 1850. Baggrunden for hans pionerindsats på det område er klart ungdomsdigtningen, der jo rummer al den gys og gru, man kan ønske sig. Men genreskiftet signalerer samtidig det generelle holdningsskift. Ved fortællerinstansens mellemkomst skabes en ganske anden distance til begivenhederne end i verstragedierne og dermed en hidtil ukendt balance og objektivitet i fremstillingen. Det skal ikke forstås sådan, at fortællingerne er uden tendens, men denne har de så at sige på genrens vegne ved at hævde betydningen af troen på en „Aandeverden“ bag den almindelige tilværelse. Ingemann knytter sig her til den folkelige opfattelse, men giver samtidig denne en poetiskfilosofisk begrundelse: „Kun med Troen paa sin egen og sin Verdens Realitet kan Aanden indtræde i sit Rige“.

Fortællingerne har dermed også deres klare funktion i Ingemanns befrielsesværk. Om den berømteste af dem, den af E.T.A. Hoffmann inspirerede „Sphinxen“ (1820), siger han i 1845, at den er et forsøg på at fremstille, „hvorledes en Romantik, der bevæger sig mellem Vanviddets og Ideens Dybder, enten maa forvilde sig i huul Nihilisme og dæmonisk Mørke (…) eller paa Ideens Vinger udsvinge sig i Frihedens Region.“ Det er en sådan romantik „i sin befriende Retning“, han tilstræber, og de velfortalte og spændende fortællinger kan alle ses som udtryk for denne idé, „Sphinxen“ også i kraft af den eksperimenterende form, der drilagtigt og konsekvent skaber usikkerhed om, hvilket virkeligheds- og fiktionsplan man befinder sig på. Ingemann har her tydeligt lært af Tiecks og Hoffmanns romantiske ironi, om end Ingemanns er af mere opbyggelig art.

Selv om der endnu er lang vej til Edgar Allan Poes „sælsomme“ fortællinger fra 1840'erne, rummer Ingemanns fortællinger også et vigtigt slægtskab med disse, nemlig fokuseringen på den skjulte forbrydelse og på ekstreme sjælstilstande, ofte kombineret med farlige psykologiske eksperimenter, i det hele taget en tematisering af tilstande på kanten af normaltilværelsen. Ligesom fortællingerne – i kontrast til hverdagsfortællingen i den samtidige poetiske realisme – fremstiller en udvidet virkelighed med skjulte dybder, opererer de med et tredobbelt jeg, et jordisk, et dæmonisk og et guddommeligt. På sin vis reinstalleres ungdomsdigtningens tredelte univers, himmel, jord og helvede, men nu som led i en ofte overrumplende indsigtsfuld psykologisk udforskning af personernes sjæleliv. Typisk er fortællingernes omdrejningspunkt hovedpersonernes møde med de skjulte sider af sig selv, et møde, der alt efter deres forudsætninger enten kan have fatale eller livgivende konsekvenser. Det første er tilfældet, hvor de enten fornægter eller hengiver sig til den dæmoniske side (fx „Varulven“ (1835) og „Skolekammeraterne“ (1850)), det andet, hvor de erkender og overvinder tiltrækningen fra den (fx „Selv-Citationen“ (1847)). I sidste ende beror denne overvindelse på en moralsk grænse – virkningen af det guddommelige jeg – ikke på en dybere indsigt. Det ligger i Ingemanns kristne overbevisning, der ellers kun indirekte kommer til udtryk i disse fortællinger, at mennesket ikke er i stand til at løse sin egen gåde.

Annonce

I „Varulven“ – fortællingen om en ung mand, der i den fikse idé, at han er en varulv, har isoleret sig fra andre og opgivet brylluppet med sin forlovede – giver fortælleren, der er landsbypræst, følgende forklaring på tilfældet:

I Kiel skal han have været erkjendt som et Mynster paa Ærbarhed blandt de unge Studenter; han skulde endog i deres muntre Lag have været udsat for Spot over sin Afholdenhed, hvis han ikke havde været bekjendt for den bedste Fegter og Skytte blandt dem alle. Hvad man med Rette dadlede ham for, var en hovmodig Sikkerhed og Selvtillid, der gjorde ham ubarmhjertig i sin Dom over andre Menneskers Skrøbelighed. I sine Fordringer til Menneskenaturens Adel skal han stundom have yttret en Idealitet og en Strenghed, som næsten overskred Mulighedens Grændser. (…) Mon man ikke i hans moralske Stolthed og i en dyb krænkende Følelse af en lavere og høiere Naturs Kamp i hans eget Hjerte kunde finde tilstrækkelig Grund til hiin fixe Idee.

Det ses her, hvor langt Ingemann har bevæget sig væk fra sin ungdoms kompromisløse idealisme. Den ses nu som udtryk for et farligt hovmod, der rummer sin egen dæmoni. Omvendt er netop forståelsen for andre, også de „forvildede“ og forbryderiske elementer, udtalt i fortællingerne og baggrunden for deres indsigtsfulde menneskebillede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Mellem Hoffmann og Poe - fantastiske fortællinger i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476790