Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jomfrudrengen

Oprindelig forfatter KM

Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) er født i Torkildstrup præstegård på Falster som den yngste i en stor børneflok. I sine livfulde erindringer, Levnetsbog (1862), fremhæver han den muntre tone i hjemmet. „Pietistisk Stilhed og Hængehoved-Væsen med det udvortes Skin af Gudsfrygt var der intet Spor af. (…) Psalmer hørte vi sædvanlig kun i Kirken, men muntre Sange[,] Dands og selskabelig Glæde gjenlød ofte fra Præstegaarden.“ Den landlige idyl og frimodige omgangsform blev imidlertid på fatal vis brudt ved faderens tidlige død i 1799. Moderen måtte flytte til meget beskedne forhold i Slagelse, hvor sønnen kom i latinskolen. Med sin totale mangel på disciplin og pædagogisk ledelse var skolen et sandt eldorado for slagsbrødre, og Ingemann blev fra første øjeblik voldsomt drillet for sin lidenhed og sarte fremtoning. „Hvad er det for en lille Jomfruedreng?“ lød det, og midt i skolegården stod han, „som var han nedfalden i en Røverhule eller i en Forsamling af smaa og store Rasphusfanger.“

Skoleerfaringerne, både dem, han høstede i skolegården og i undervisningen, der mest bestod i udenadslære og uddeling af „Nævlinger“ (slag med ris på håndryggen), blev en brutal indgang til livets realiteter, som drengen i videst muligt omfang unddrog sig ved at flygte ind i sin egen fantasiverden: „Hele Timer kunde jeg staa ved Vinduet i Dagligstuen med Panden mod Ruden (…) Det var Mulighedernes uendelige Tryllerige med alle tænkelige Skikkelser og Livsfarver, jeg stirrede ud i; det var Idealernes halvskabte Embryon-Sfære med alt Fortids- og Fremtidsliv, der oprullede sine Fata-Morgana Skikkelser for mig i Skyhimlen.“ Det sidste ord er værd at bemærke. Det var nemlig med udsigt til denne skyhimmel, Ingemann skulle indtage sit varige stade. Som det fremgår af hans populærvidenskabelige afhandling fra 1840, Skyhimlen eller den Luke-Horwardske Skyformationslære betragtet som Billedform for Naturpoesien, fandt han nemlig i skyhimlens formationer et „Vink om en mulig Lov, Orden og Plan i hvad der af Alt synes meest lovløst, uordentligt og planløst.“ Var skyhimlen hans vej til poesien, blev omvendt skolegårdens lovløse anarki udgangspunkt for hans oplevelse af verden.

Det er derfor en på én gang alvorlig og sværmerisk ung mand, der i 1806 indskriver sig som studerende ved Københavns Universitet. Indhyllet i ossianske stemninger og beruset af Edward YoungsNight-Thoughts er han på et tidspunkt ligefrem nødt til at tilstoppe løbet på en pistol for ikke at blive fristet til straks at transportere sig selv over i en bedre verden. Københavns bombardement året efter bringer ham dog – om end kun delvis – på andre tanker:

Annonce

Krigen i 1807 og Kjøbenhavns Bombardement havde udrevet mig af hine tungsindige Sværmerier og indstyrtet mig i det virkelige Livs mægtigste Hvirvel. Jeg havde hørt Kuglerne pibe, Bomberne springe og staaet med Vaaben paa Volden med brændende Lyst til at hævne mine faldne Kammeraters Død paa en forhadt Fjende, medens Byen stod i Flammer omkring mig. Tre Nætters Bombe- og Raquet Fyrværkerie mellem nedstyrtede Tempelbuer, blandt myrdede og lemlæstede Qvinder og Børn, havde sat mig i den største Spænding og givet Livet en ny stor Interesse for mig i Tanken om dets Opoffrelse for Fædrenelands- og Nationalitets-Ideen.

Selv om det her kan være fristende at se en første kim til den nationalhistoriske del af forfatterskabet, er det blot den samme lyst til at ofre livet, der er på færde, så Ingemann er snart tilbage i sine sværmeriske drømme om en anden forklaret tilværelse hinsides den sanselige: „Jeg levede kun i den Verden, jeg drømte mig, men den virkelige Verden, hvori mit Hjerte ingen Tilfredsstillelse fandt, syntes mig kun et flygtigt og lidet frydeligt Overgangspunkt til det Liv og den Herlighed, min Aand higede efter.“ Da moderen og tre brødre inden for kort tid dør af lungetæring (tuberkulose), er den sarte og lidt sygeligt anlagte unge mand forvisset om snart at efterfølge dem.

Men studere skal han jo, og da teologien med sin daværende rationalistiske orientering ikke er sagen, begynder han på et jurastudium, der dog aldrig afsluttes. I stedet debuterer han i 1811 med en samling Digte, der fuldt ud bekræfter det noget anæmiske indtryk. Hovedmotiverne er religionen, poesien og kærligheden, alle sammen opfattet i deres mest æteriske skikkelse. Hvor Oehlenschläger i Aladdin bruger Tusind og én nats eventyr til at skabe sanselig overdådighed, benytter Ingemann i det afsluttende eventyrdigt, „Parizade“, den samme kilde med det stik modsatte formål. I digtet skal en fyrstedatter – „den blege Himmelbrud“, altså Gulnares komplette modsætning – vinde tryllebjergets skatte, evighedsfuglen, det syngende træ og kilden, der strømmer med foryngelsens væld. Hun ifører sig en tiggerdragt, overvinder alle vanskeligheder på den farlige færd, og da hun er nået frem til evighedsfuglen, synger den hendes pris som „Barnesindets Engel“.

Om sit forhold til Oehlenschläger siger Ingemann i det Tilbageblik paa mit Liv og min Forfatter-Periode, som han skriver i 1837 (udg. 1863, 1998):

Med Oehlenschläger har jeg aldrig personlig staaet paa nogen fortrolig Fod; vore forskjellige Livsanskuelser have ikke villet forene sig. Jeg har altid med Glæde erkjendt hans poetiske Verdens Rigdom; men i hans Fylde og Rigdom savnede jeg ofte, hvad der var mig vigtigst; de aandelige Verdner ere mangfoldige som Universets Solsystemer; jeg følte ikke Kald til at være en uselvstændig vandrende Planet om min geniale Forgængers Sol; jeg følte selv Noget i mig af en aandelig Fixstjernes Ild, og vore Veie adskiltes.

Hvad der var Ingemann vigtigst, var troen. Absolut ikke i nogen ortodoks kristen skikkelse, men som del af den treenighed, han opridser i epilogen til „Parizade“:

en Viisdom, som det Høyere selv fatted; [som selv manglede det højere]
men hvor den svimmel og begrændset stod,
en Phantasie, som Mangelen erstatted
og dunkelt toned, hvad ei hiin forstod;
en Troe, som greb den Traad, de begge tabte,
og gjennem Labyrinthen leded os
og hævede til Skaberen det Skabte.

Udskifter vi „visdom“ med filosofi, og „fantasi“ med kunst eller poesi, har vi her en trinrække, der nok for sine to første trin stemmer nogenlunde overens med den traditionelt romantiske, men med sit tredje trin, der gør troen til filosofiens og poesiens redning og fuldendelse, henviser til Ingemanns eget, delvis af Novalis inspirerede „solsystem“.

Som befrielsesværk(er) er de første digtsamlinger (den første suppleres i 1812 med en anden del) helt igennem kendetegnet ved frigørelsen fra det jordiske. Det går igennem alle de mere centrale digte, fx romancerne „Torqvato Tasso“ og „Marsk Stigs Døtre“, den sidste bygget over folkevisen af samme navn. Samlingerne rummer dog også en række kærlighedsdigte, alle båret af en stærk og ubestemt længsel, der i det kendteste af dem, „Bekjendelser“, søger hende, hos hvem han bare kan være sig selv. I en række strofer beskriver han sin dobbelthed, at han er glad og dog må græde, „Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde“, at han er varm og dog isner i sin varme, „Thi Verden favner mig med frosne Arme“, at han er stum og ønsker tordenrøst „For at udtømme det beklemte Bryst“, indtil det til sidst hedder:

O! du, som eene dele kan min Glæde,
Du, ved hvis Barm jeg turde frit udgræde,
O! Pige, hvis du kjendte, elsked mig,
Jeg kunde være som jeg er – hos dig.

I samlingen Procne (1813) har kærlighedsdigtene fået en bestemt adresse, ja, rummer endog det 'frierbrev', Ingemann skal have leveret sit hjertes udkårne, Lucie Mandix, som han i 1822 bliver gift med. Man kan i dette digt ligefrem fysisk mærke, at det omsider retter sig mod en levende kvinde. Stroferne har fået en hidtil ukendt følelsesmæssig fylde:

Du, som svøbt i Skjønheds Rosenklæde,
Gaaer i jordisk Dragt[,] en himmelsk Aand,
Du, hvis Øye straaler hellig Glæde,
Pige! see, mit Liv er i din Haand:
Som en eenlig Lampe svagt det brænder,
Viftende i Nattens Mulm og Slud,
O! beskjærm den huld med dine Hænder!
Eller – sluk den ganske ud!

Digtet indgår i en slags brevroman, „Varners poetiske Vandringer“, der fylder det meste af Procne. 'Romanen', der veksler mellem breve til vennen Carl og lyriske indslag, er blevet opfattet som et universalromantisk side- eller modstykke til Goethes Den unge Werthers lidelser, men forbindelsen er mindre end tynd. Snarere er der tale om den slags vagantpoesi, man finder hos tyske forbilleder som Tieck eller Eichen-dorff. I 'romanen' skildres en omrejsende sanger, der finder sin sjæls spejlbillede. Hun forsvinder for ham, men han genfinder hende, frier til hende og får hendes ja. Og vel bliver de gift, men om nogen kødelig forening bliver der ikke tale. Heller ikke i fremtiden, for umiddelbart efter vielsen bliver hun – lykkeligvis, fristes man til at sige – alvorligt syg af en smitsom sygdom, der også rammer ham. Som der står, drikker han døden af hendes læber. Allerede inden da er det imidlertid klart, at en jordisk forening aldrig har været meningen. Således gyser hun tilbage, da hun skal til alteret med ham. Han spørger hende, hvorfor hun er bange – „Er vi ikke Børn endnu?“ Og det er netop sagen, at det er de ikke i tilfælde af et seksuelt forhold, men nok hvis de dør og undgår faldet. Som det hedder til sidst:

Paa Jorden Salighed er Brøde,
Og Ingen elsket har, som ikke døde,
Hos Gud alene Kjærligheden boer:
Den er for himmelsk for den faldne Jord.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Jomfrudrengen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476787