Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En himmelsk glans på jord - sange og salmer

Oprindelig forfatter KM

Succesen med de nationalhistoriske værker var ikke entydig. De senere af dem var som nævnt præget af en stigende afmatning og mødte svigtende interesse, og såvel de første som de senere fik dårlige anmeldelser i det førende litterære tidsskrift, Maanedsskrift for Litteratur (af Ingemann kaldt „Maanedsskriget mod Litteratur“), der også af andre grunde var ude efter ham. Således faldt hans afstandtagen fra naturfilosofien og generelle forsøg på at reducere den videnskabelige erfarings betydning ikke i god jord her. I det lange og ikke uefne eventyr Huldregaverne (1831) søgte han, delvis på humoristisk vis, at gøre op med sine modstandere, datidens professorvælde (bl.a. Christian Molbech, Peder Hjort og H.C. Ørsted), men fik dem blot endnu mere på nakken i den eneste længere fejde, han involverede sig i, om end han også fik støtte fra folk som Sibbern og Carsten Hauch.

En af årsagerne til hans trængte position var den stædighed, hvormed han i 1830'ernes mere realitets- og fornuftsorienterede klima fastholdt åndeverdenen som den privilegerede adgang til poesiens rige. Kun her var der for ham den frihed for sjælen, der lod den følge sin indre bestemmelse og sprænge sine ydre lænker. Også i de historiske romaner er denne åndeverden nærværende, nemlig som hjemsted for den usynlige folkeånd, der bestandig fornyr sig gennem århundrederne. I takt med afmatningen får den imidlertid stadig mere genfærdsagtig karakter og truer med at forvandle ham selv til et genfærd, en fremmed i hans egen tid. Et karakteristisk udtryk for denne stemning, der genkendes fra ungdomsdigtningen, er hans identifikation med Ahasverus i digtkredsen Blade af Jerusalems Skomagers Lommebog (1833), om den evige jøde, der fred- og hvileløs vandrer gennem tiden.

 Johan Thomas Lundbyes Den opgaaende Sol over Havet (1838) lader sig ikke lokalisere til en bestemt egn i modsætning til de fleste af hans malerier, for landskabet er en spejling af et sjæleligt fænomen: længslen. Længslens fikspunkt er skibet, som Lundbye har placeret præcis på skillelinjen mellem hav og himmel, sådan at skibet overskrider det jordiske element og sejler ind i den opgående sols smalle bræmme og med sit sejl viser op mod den ukendte sfære bag ved og oven over de uigennemtrængelige skymasser. Skyernes dramatiske spil mellem lys og mørke gjorde Ingemann på den samme tid til grundsymboler i sine Morgensange og Aftensange.

Johan Thomas Lundbyes Den opgaaende Sol over Havet (1838) lader sig ikke lokalisere til en bestemt egn i modsætning til de fleste af hans malerier, for landskabet er en spejling af et sjæleligt fænomen: længslen. Længslens fikspunkt er skibet, som Lundbye har placeret præcis på skillelinjen mellem hav og himmel, sådan at skibet overskrider det jordiske element og sejler ind i den opgående sols smalle bræmme og med sit sejl viser op mod den ukendte sfære bag ved og oven over de uigennemtrængelige skymasser. Skyernes dramatiske spil mellem lys og mørke gjorde Ingemann på den samme tid til grundsymboler i sine Morgensange og Aftensange.

Modbilledet hertil er digtkredsen om Holger Danske (1837), som Ahasverus en udødelig, men helt anderledes positivt opfattet sagnskikkelse, hvis udødelighed ikke er udtryk for en forbandelse, men for håb til nutid og fremtid. Værket er et klart signal om, at Ingemann efter en række kriseår oplevede fornyet kontakt og inspiration, og havde bl.a. sin baggrund i de mange vidnesbyrd om, at modstanden fra den akademiske kritik på ingen måde deltes af den brede befolkning. I digtkredsen flyttes perspektivet af samme grund fra historiebøgernes til folkebøgernes verden og fra konger og stormænd til folkeåndens symbol, Holger Danske. Om digtkredsens betydning i forfatterskabet er der ingen tvivl. Ingemann har her fundet et nyt ståsted, mere sikkert end romanerne med deres vaklende historiske grundlag og mere i pagt med ham selv, hvad der viser sig ved, at han i bevidstheden om sin rolle som folkevækker lader sin egen personlige historie glide i ét med den mytiske fremstilling af Holger Danskes omtumlede skæbne som ridder, elsker og folkeåndens bevarer.

Annonce

Det er i Holger Danske, vi finder nogle af Ingemanns kendteste digte, bl.a. „I alle de Riger og Lande“ og „Holgers Sang om Livet“, det sidste med de manende linjer „See frem, men ei tilbage! – Hvad Sjælen attraaer, / Maaskee dog engang under Solen du naaer,“ og det er i samme værk, at han under Holgers maske vedkender sig sin største erotiske betagelse, mødet med Maria Bügel i Rom. I digtcyklusen hedder hun jomfru Gloriant, og om mødet med hende, „den favreste Jomfru, jeg skued“, skriver han: „– aldrig var jeg i hedere Ild, / Og aldrig i større Trængsel,“ stærke ord i Ingemanns mund! Afskeden med hende er skildret i digtet „Trylleslottet“. Han ser hende sejle bort:

Men see! Hvor Seilet og Solen svandt,
Opsteg en Stad for mit Øie:
Af Bølgen vel tusind Taarne oprandt
Med Kroner og gyldne Fløie.

Og Staden var et eneste Slot,
Et Slot af tusind Palladser.
De spilled i Guldglands og Himmelblaat
De himmelstræbende Masser.

På en „Altan“ står den dejligste kvinde, skønnere end jomfru Gloriant. „Slig Herlighed Jorden ei kjender. (…) Det var som Naturens dybeste Drøm / var malt den Skjønne i Øiet.“ Og digtet fortsætter:

Det var mig som kjendte jeg Synet godt
Alt fra mine Barndomsdrømme.
I Skyen saae jeg Morganas Slot;
Det svømmed paa Rosenstrømme.

Digtet skildrer en sublimeringsproces og på en måde hele hemmeligheden bag Ingemanns poesi. Idet han giver afkald på kvinden, dukker hendes genbillede op i fantasien, ikke mere som natur, men som dens dybeste drøm, nemlig i skikkelse af feen Morgana, som vi tidligere har mødt i Ingemanns eventyr og tillige i hans vision af skyhimlen, hvad der er med til at forklare, at hun i digtet knyttes til barndommen og barnets kærlighedsdrøm – erotikken som fald og skæbne er ikke Ingemanns sag! Fra hende stammer de lysende billeder i hans poesi, mest magiske i morgen- og aftensangene, der ikke tilfældigt udkom kort efter det fornyede gennembrud, Holger Danske var udtryk for. Morgensange for Børn kom samme år (1837) og Syv Aftensange året efter. Afstanden mellem skildringen af „Trylleslottet“ og slottet i Vesterled, der „blev ej med Hænder bygt“, er derfor næppe mærkbar:

Der staaer et Slot i Vesterled,
Tækket med gyldne Skjolde;
Did gaaer hver Aften Solen ned
Bag Rosenskyernes Volde.
(…)

Fra tusind Taarne funkler Guld;
Porten skinner som Ravet;
Med Straalestøtter underfuld
Sig Borgen speiler i Havet.

Morgana bliver på den måde også en betydningsfuld skikkelse i det gennembrud til en ny salmedigtning, morgen- og aftensangene betegner. Mens hans tidligere salmer havde været af mere traditionel art, fx Høimesse-Psalmer (1825), der kredser om synd og nåde, genetablerer morgen- og aftensangene den tidligere sammenhæng mellem romantisk og kristen livsforståelse, men på en afgørende ny måde. Hvor denne sammenhæng i ungdomsdigtningen havde haft afsværgelsen af det jordiske som konsekvens, fremtræder den jordiske tilværelse nu som afglans af gudsriget med naturen som den sfære, der knytter båndet mellem himmel og jord, på én gang naturen som fysisk fænomen og – i en visionær genskabelse – som dens dybeste drøm. Var bevægelsen før fra den dæmonisk besatte jord op mod den himmelske forløsning, går den nu den modsatte vej, fra det guddommelige mod det jordiske. Derved kan naturen genopstå helliggjort, befriet for sine dæmoniske træk: „For Guds Engels Straalekrands / Flygter alle Nattens Skygger sorte“ („Lysets Engel gaaer med Glands“).

I sangene ytrer bevægelsen sig som en stadig udstrømning af lys og kraft: „Din Aand gjennem Himmelstrømme / Vil suse til os ned.“ Om solenglen i „Der staaer et Slot i Vesterled“ hedder det, at „Ham følger Liv og Lys og Dag / Bag Nattens brusende Vande.“ I „Morgenstund har Guld i Mund“ oplukker „Morgensol Guds Rigdoms Væld“ og „Livets Væld i Morgenglød / Strømmer ud igjennem Himmelsluser.“ Hele „I Østen stiger Solen op“ med sin mesterlige opbygning er formet som en sådan gradvis voksende bevægelse, hvor solen henter sin kraft fra først paradisets kyst, dernæst stjernen over Betlehem indtil kulminationen: „Og med Guds Sol udgaaer fra Øst / En himmelsk Glands paa Jord.“

Men også natten åbner for den kosmiske bevægelse. „O, Nat! rul dine Verdner frem / I Oceaner af Himle,“ hedder det i „Den store stille Nat gaaer frem.“ I „Bliv hos os, naar Dagen helder“ fortsættes den indledende bøn: „Bliv hos os, naar Mørket vælder / Af Nattens Sluser ud!“

De kosmiske visioner står ikke alene, men har deres modbillede i beskrivelser af det nære, ja mindste. Det storladne og det intime forenes ubesværet i billederne af Guds omsorg for sin skabning – som i „Nu titte til hinanden“:

Den kjære Gud og Skaber den mindste Orm er nær,
Han føder Fugl og Markens Lillie klæder;
Dog Menneskenes Børn har han allermest kjær;
Gud aander paa Øiet, naar det græder.

Eller i „Lysets Engel gaaer med Glands“:

Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer paa Drot og Tigger,
Seer til Store, seer til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.

I morgen- og aftensangene kulminerer Ingemanns befrielsesværk. Man kan sige, at det sker på barnets betingelser, men skal så blot huske, at barnet overalt er metafor for mennesket (jf. „Menneskenes Børn“). De er nok oprindelig skrevet som et bestillingsarbejde til asylskoler for fattige børn, men er i hver eneste strofe det direkte udtryk for deres digters dybeste poesi. Ligesom deres tone er enkel og inderlig, blottet for patos og sentimentalitet, lader de med deres klare, suggestive billeder den verden, vi er fortrolige med, genopstå i uanet friskhed, fylde og rigdom, gennemlyst af Guds nærvær. Med ganske simple greb gøres det velkendte underfuldt og mirakuløst, det uendeligt fjerne uendelig nært. Ikke uden grund er de med Weyses melodier, der indfanger sangenes egen på én gang naturlige og subtile musikalitet, blevet en af kronjuvelerne i den danske sang- og salmeskat. Selv Georg Brandes måtte i sin ellers tilintetgørende gennemgang af Ingemanns forfatterskab i Essays. Danske Personligheder (1889) kalde sangene „uforgjængelige“, en vurdering, der bekræftes i Dan Turells henrykte karakteristik i digtudvalget Lysets Engel præcis hundrede år efter: „Intet kan rokke ved dette Himmelbjerg i dansk litteratur. (…) Disse sange er enestående – magiske, mirakuløse, visionære, sophisticerede, primitive, bevidstheds-udvidende og barnlige – på én gang“.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: En himmelsk glans på jord - sange og salmer i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476792