Det nationalhistoriske romangennembrud

I 1822 blev Ingemann udnævnt til lektor i dansk sprog og litteratur ved det nyindrettede Sorø Akademi. Akademiet, der havde haft sin storhedstid i midten af 1700-tallet som centrum for den dansk-tyske oplysningsbevægelse, havde siden 1770'erne kun overlevet som en skygge af sig selv og var i 1798 blevet lukket. Nu var det genåbnet med vægt på undervisning i moderne sprog og naturvidenskab. Skolen, en slags akademisk mellemstation mellem latinskole og universitet, blev snart en eftertragtet institution og hjemsted for nogle af tidens førende åndspersonligheder og digtere, foruden Ingemann bl.a. Homer-oversætteren Christian Wilster (1797-1840), kritikeren Peder Hjort (1793-1871) og Carsten Hauch.

For Ingemann betød ansættelsen ikke blot, at han efter ti års forlovelse omsider kunne gifte sig. Den var også begyndelsen til, at han selv blev en institution. Allerede i 1822 blev han bedt om en række morgensange til skolens morgenandagter, indledningen til hele hans salmedigtning. Og i byens klosterkirke ved siden af akademiet lå middelalderens stormænd begravet, som han skulle fremmane i sine nationalhistoriske værker. „Stig op af Graven, du Slægt, som døde!“ lyder det i optakten til det første af dem, en opfordring, som samme slægt, fra Absalon til Valdemar Atterdag og dronning Margrete, skulle vise sig i uanet omfang at følge. Den samlede række af nationalhistoriske værker indledes med versromanen Waldemar den Store og hans Mænd (1824), der følges op af en række historiske romaner i prosa: Valdemar Seier (1826), Erik Menveds Barndom (1828), Kong Erik og de Fredløse (1833), Prinds Otto af Danmark og hans Samtid (1835) og afsluttes med det episke digt Dronning Margrete (1836).

Det mest uventede er skiftet fra universal- til nationalromantisk digter. Ganske vist havde Ingemann i 1816 både skrevet en hyldest til Dannebrog („Vift stolt paa Codans Bølge“) og romancen „Kong Valdemars Jagt“ („Paa Sjølunds fagre Sletter“), men der var ellers intet, der pegede i retning af en særlig forkærlighed for det nationalhistoriske stof.

Tværtimod havde han i kontrast til Oehlenschläger og Grundtvig fravalgt hele den nordiske oldtid og opsøgt motivstof af almeneuropæisk art. Når han nu ændrer signaler, skal det givetvis ses i forbindelse med hans nye stilling, som med sine få undervisningsmæssige forpligtelser samtidig var en slags ærespost. Hvor han før havde understreget sin outsiderposition, var det nu klart nok en anden rolle, der forventedes af ham. Som lektor i dansk sprog og litteratur måtte også han yde sit bidrag til den nationale litteratur.

At det så netop blev danmarkshistorien, han kastede sig over, var der ud over den inspiration, det nye sted rummede, to gode grunde til. Dels stiftede han i 1822 bekendtskab med Walter Scotts historiske romaner, dels havde Grundtvig i 1819 sammen med første del af sin Saxo-oversættelse sendt ham en opfordring til at supplere den med en folkelig skildring af „Danmarks bedste Kuld“, dvs. Valdemarernes tid, en opfordring, han foreløbig havde siddet overhørig, men som nu fik samme virkning som en missionsbefaling. Efter afslutningen af Waldemar den Store og hans Mænd (1824) skriver han i hvert fald til Grundtvig, der netop i sidste sang af Nyaars-Morgen fra samme år har hyldet Ingemanns værk som et sikkert tegn på folkeåndens tilbagevenden: „Er det virkelig lykkedes mig at oplive hin gamle Tid og dens Heroer, saa staar min Hu nu ikke længer til Eventyr i fremmede Feslotte; men saa vil jeg – om Gud vil – her i det hjemlige, fredelige Sorø arbejde paa Friser og Basreliefs til Sagatemplet [historiens tempel], mens du gjenopretter dets Grundstene og rejser de mægtige Piller.“ Omsider havde de to outsidere i den romantiske bevægelse fundet sammen i et fælles projekt, der skulle vise sig at blive det konsekvensrigeste i hele perioden, nemlig fundamentet for den folkeligt-nationale kultur, der gradvis bredte sig til alle lag i befolkningen.

Der er altså ingen tvivl om de historiske romaners enorme betydning (i hvert fald de tre førstes; de senere blev aldrig genstand for samme opmærksomhed). Men hvad beroede den så på? Hvad var det for en egenskab ved værkerne, der gjorde, at de ikke blot fik en uhørt popularitet, men også en indflydelse, der strakte sig langt ud over den oplevelse, læsningen i sig selv kunne bibringe? Det var naturligvis vigtigt, at bøgerne var lige så elementært spændende som Walter Scotts, fulde af krig og kærlighed og farverige skikkelser, og at de hentede deres stof i den middelalder, der ansås for den ægte romantiske tid (ordet romantisk betyder egentlig eventyrlig eller romanagtig og brugtes oprindelig om den franske og italienske ridderdigtning). Ingen af disse omstændigheder er imidlertid tilstrækkelige til at forklare den umådelige virkning, de fik. Derimod falder to andre grundlæggende træk i øjnene: For det første at Ingemann – i modsætning til Scott, der skaber en historisk baggrund for frit opfundne hovedpersoner – fremstiller den faktiske historie og dens førende skikkelser og derved gør den nationale historie til sit hovedtema. I fortalen til Prinds Otto af Danmark og hans Samtid begrunder Ingemann sit valg på følgende måde:

I tro Forbindelse med den nationalhistoriske Aand, maatte, efter min Synsmaade, denne Litteraturgreen [den historiske roman] hos et Folk, der har en stor historisk Fortid og rige Minder at knytte sit Liv til, ei være uden Virkning paa Nationalitet og Folkeliv; men saa maatte man, uden at opoffre den poetiske Frihed, kunne lade de forgangne Tiders Characteer udspringe af deres Hovedbegivenheder og lade hver Tidsalders Helte og virkelige Folke-Repræsentanter fremtræde som saadanne, uden at behøve at underordne det factisk Sande og Vigtige, for at fremhæve en vilkaarlig opfunden Helt, som Hovedfigur paa et Malerie med historisk Baggrund.

Hermed antyder han tillige det andet afgørende træk, nemlig den særlige måde, han forholder sig til sit stof på. Samtidig med at han fastholder den historiske afstand til de fortalte begivenheder, ophæver han den ved at fylde dem med den betydning, de har eller rettere bør have i nutiden. På samme måde med personerne, der på én gang fremtræder som historiske personer i fortidens gevandter og som personer, der rummer deres eget eftermæle og historiske betydning.

I Waldemar den Store og hans Mænd begynder fortællingen fx med følgende versafsnit:

Det gungrer i Helligtrekongers NatGjennem Haraldstedskov paa Huulveien glat;I Frostluft pruste de Gangere tre,Under Hoven knirker den blanke Snee;Paa Vrindskeren sidder med Sværd og SkjoldEn Adelsherre, saa høi og bold.Ham følger Skriver og Vaabensvend,Ad Roskild stunder det Reisetog hen;Men fjern er Dannemarks Morgen.

Med den sidste linje løftes det fortættede billede af de tre ridende mænd (Absalon, Saxo og Arnold Islænder) ud af det umiddelbart episke forløb. Vi bliver klar over, at de ikke lige med det samme vil nå deres mål, at de har et mål, der rækker langt ud over både Roskilde og dem selv. Dermed er billedet indordnet i en større historisk sammenhæng som del af det, Ingemann i fortalen kalder „et sig stedse udviklende Epos“, der også omfatter nutiden.

Saxo møder vi også i begyndelsen af Valdemar Seier. Under et ophold i Sorø har han fået til opgave at tage sig af den tiårige Carl af Rise, som han en nat viser rundt i kirken:

„Jeg vil nu vise dig i hvad Selskab vi ere“ – sagde Saxo høitidelig og følte sig selv heelt underlig stemt ved i den natlige Stund at nærme sig sine store Henfarnes Grave – „See her – vedblev han og standsede ved en Pille i Muren – her hvile Stamfædrene til Danmarks bedste Kæmpeslægt (…)“Carl stirrede paa Muren og det var ham som de strenge Kæmper vilde fremtræde af den og spørge ham hvad han vilde iblandt dem; han neddæmpede taus et ængsteligt Suk og fulgte Saxo stille op i Choret med Lygten. Der pegede Fader Saxo paa Asker Rygs og Frue Inges, Esbern Snares og den mægtige Sunos Grave og erindrede Carl om deres berømmelige Liv og Idrætter. Tilsidst standsede han ved Absalons Grav. „See her – sagde han bevæget og Taarerne stege ham i Øinene – her hviler en Mand, hvis Lige du aldrig faaer at see, og som Danmark ikke i Aarhundreder skal opvise Mage til.“

Det er her umuligt at skelne mellem Saxo og Ingemann selv som omviser i Sorø Kirke, og selv om scenen både kan virke primitiv og absurd, er der ingen tvivl om, at det er en yderst effektiv fortællestrategi, Ingemann har lagt. Ved at blive ét med deres danmarkshistoriske betydning får personerne et liv, der helt igennem stammer fra nutiden, samtidig med at de bevarer den højtidelige patos og tyngde, der knytter sig til deres egen tid.

Bag strategien lå vigtigheden af at formidle det dobbelte budskab, som bøgerne forkyndte, og som fremgik af den morale, de historiske begivenheder i deres faktiske forløb ifølge Ingemann rummede: at rigets beståen, sammenhængskraft og lykke beroede på den tætte forbindelse mellem konge og folk og mellem kirke og kongemagt. Kongen måtte hente sin legitimation hos folket, hvis troskab han så også kunne regne med, og i sin magtudøvelse udvise den rette ydmyghed over for Gud, der til gengæld ville støtte ham i nødens stund. Det siger sig selv, at der måtte hugges mangen en hæl og klippes mangen en tå for at få billedet til at gå så smukt op. Men til syvende og sidst var Ingemanns insisteren på det faktiske også først og fremmest et led i hans forsøg på give den reelt helt frie digteriske fortolkning af danmarkshistorien national vægt og bundede ikke i en dybere respekt for de historiske kendsgerninger. Det vigtige var, at man oplevede begivenheder og personer som led i sin egen og landets historie. Kun derved kunne romanerne få en betydning, der rakte ud over den rent æstetiske, og det er Ingemanns formidable præstation, at han med sin store begejstring og kærlighed til sit stof faktisk formåede at sammensvejse handling, personer og national betydning på en sådan måde, at de blev læst, som de var tænkt, ja i en sådan grad, at næppe noget andet dansk romanværk – måske bortset fra Martin Andersen Nexøs – har haft den samme appel til sine læsere. Herom vidner de mange udtalelser, der foreligger fra samtiden og resten af århundredet, hvor romanerne trods deres stadig mere forældede budskaber næsten ubrudt bevarede deres fascinationskraft.

Fra anmeldernes side blev romanerne dog fra begyndelsen ret negativt modtaget. En sammenligning med Walter Scott faldt ikke ud til deres fordel, og man kritiserede den moderne sprogtone (anakronismer), den uhistoriske og forenklede psykologi, ophobningen af historiske fakta og de mange fejl i det historiske tidsbillede, alt sammen dog ganske uden virkning. Det var først i 1880'ernes værdikamp, at en mere effektiv kritik satte ind, fordi der nu blev fokuseret på romanernes ideologi. I 1889, på Ingemanns 100-årsdag, skrev Social-Demokraten:

Romanerne blev „folkelige“, fordi de bød, hvad Folk vilde have; de imødekom den uvidende, arbejdstrætte Mængdes Hang til at pirres, spændes, rives ud af Dagliglivets Kedsomhed, læse om fjærne Helte og faa en Smule Andel i Stadsen. De blev slugt, som de var (…) og de gjorde deres Virkning; de fik Folket til at glemme dets virkelige Forhold, de sløvede Sansen for Nutid og Fremtid, de vakte Begejstring for Konge- og Adelsregimente, og de havde deres Part i den Stemning af Krigsgalskab, der var oppe i Aarene 48 og 64.

For så vidt en rammende karakteristik. I det øjeblik, romanerne sejrede, fik den indbyggede nutidstolkning en risikabel selvstændig funktion, der trods Ingemanns afstandtagen fra de nationalliberale – han var med hud og hår enevældens mand – var med til at nære 1840'- og 50'ernes nationalisme. Efter 1900 svandt interessen gradvis, men romanerne overlevede som bearbejdninger for børn og unge. Det seneste forsøg i den retning er fra 1980'erne.

Set i forhold til Ingemanns eget forfatterskab danner de nationalhistoriske værker en slags enklave. Ligesom der er få veje hen til dem, fører der kun få videre fra dem. På en måde har de karakter af bestillingsværker, hvem bestillingsgiveren så ellers var: Grundtvig, folkeånden, fædrelandet eller den enevældige kongemagt – mest sandsynligt en blanding af alle. Alligevel har de deres klare plads i Ingemanns befrielsesværk, for uanset de dybt konservative synspunkter, der bærer dem, er de udtryk for en demokratisk vilje til at befri historien, hvor den „ligger død, dunkel og uanskuelig i Annaler og Archiver“, og formidle den til folket i en form, som gør den vedkommende og levende.