• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ankomst til nutiden. Gudsrigets gesandt

Oprindelig forfatter KM

„At Menneskeliv mere nærer Digterlivet end en stille fredelig og skjøn Natur, mærker man bedst naar man i en Snes Aar har levet hernede“, skriver Ingemann i 1841 i et brev fra Sorø, som han nu vil væk fra. Han synes endnu, han kan glæde sig ved „Hjertets Ungdomsfriskhed“, og „naar man begynder at blive gammel, kan man atter trænge til nyt Stof af Livet og den store, bevægede Verden.“ Sådan skulle det ikke gå. Han måtte efter kongelig ordre, som han ikke drømte om at trodse, blive i Sorø, fra 1842 indtil 1849, hvor akademiet lukkede, som dets leder – trods sin „Mangel paa pædagogisk og administrativ Koldblodighed“, der gav ham mange søvnløse nætter.

Trangen til opbrud forsvandt dog ikke, heller ikke hans følelse af „Ungdomsfriskhed“. Ingemann hører til de digtere, der bliver yngre med årene. Det viser sig bl.a. i en stigende åbenhed over for samtiden. Det evighedsperspektiv, som overalt lader sig spore hos ham, og som tidligere især havde rettet sig mod fortiden, afbalanceres i hans senere år af et nutids- og fremtidsrettet engagement, der lader nye sider af hans talent komme til udfoldelse.

Det afgørende omdrejningspunkt for denne nye digtning var Treårskrigen, der gav ham det ydre kick, han havde brug for. I feberagtig spænding fulgte han krigens gang, og da soldaterne efter sejrene ved Fredericia og Isted vendte hjem og på deres vej gennem Sorø afgav talrige beviser på, hvor meget hans historiske romaner havde betydet i retning af at vække deres patriotiske iver, følte han sig for alvor bekræftet i sine drømme om en ny dådstid og i sin forbundethed med samtiden. Den nye digtning blev dog hverken af nationalistisk eller krigsforherligende art, men først og fremmest udtryk for den nye samfølelse med nutiden. Det gælder bl.a. den humoristiske fortælling „Christen Bloks Ungdomsstreger“ fra Fire nye Fortællinger (1850) og Den stumme Frøken (1850), om årene 1847-49, der begge kan ses som forarbejder til den afgørende satsning, den store roman Landsbybørnene. Nytids-Roman (1852), hvis handling foregår mellem 1840 og 1852 og altså slutter i selve udgivelsesåret.

Annonce

Romanen handler om landsbydrengen Anton Knudsen, hans opvækst i en sjællandsk købstad og senere uddannelse som musiker og komponist i København, hvor han får stor succes og optages i den fornemme verden. Hans kunstneriske ambitioner fører ham til Italien, hvor han møder kastratsangeren Spontani og hans forføreriske søster, som Anton trods manglen på ægte følelser forelsker sig lidenskabeligt i, og som han drager på turné med til Amerika. Rejsen fører til en stigende indsigt i den tomhed, såvel lidenskaben som virtuoslivet rummer, og i romanens sidste del er han tilbage på barndomsegnen, hvor han genforenes med sin barndomskæreste Lise. Samtidig bliver han i et nyt, af Treårskrigen genvakt Danmark klar over sit kald, der ikke gælder „den vindige Virtuositets Aristokrati“, men derimod videreudviklingen af folkets egen musik, „de gjemte Folketoner“, der igen ses som udsprunget af kirkens musik. I romanens slutning tager Anton med sin Lise igen til Italien for at lære den oprindelige kirkemusik at kende.

Det kan ligne en dannelsesroman, men er det ikke. Vægten ligger mere på skildringen af de miljøer, Anton færdes i, end på hans udvikling, der først og fremmest tjener til at fremhæve de ægte værdier, der knytter sig til det jævne, folkelige og religiøse, over for de uægte, som Ingemann et sted karakteriserer som „den hule hjerteløse Aandrighed og Dannelse“. Anton tiltrækkes af begge dele og kan derved fungere som den, der binder de forskellige miljøer og mylderet af bipersoner sammen. Det påfaldende er så, at lige så konventionel og forudsigelig handlingen og dens værdiparametre er, lige så original og overraskende er personskildringen med en række skarpt tegnede figurer (delvis efter levende model), der omfattes med både satire, humor og varme. Samlet tegner romanen med sine mange skæve eksistenser et livfuldt og underholdende tidsbillede.

Den samme humoristisk-satiriske tone finder man i begyndelsen af det store digt Tankebreve fra en Afdød (1855), hvor man både bliver mindet om Baggesens rimbreve og J.L. Heibergs apokalyptiske komedie En Sjæl efter Døden. Som hos Heiberg møder vi hos Ingemann en sjæl, der lidt pludseligt er havnet i det hinsides. Det viser sig at være en politiker:

Jeg reiste til Skjelskør
Den 26de, som Candidat
Til Rigsdagsvalg, og før jeg kom derned
Jeg var i hvad man kalder – Evighed.
(…)
Just som jeg havde tændt
En ny Cigar, var brat det Liv udbrændt,
Man gjør saa meget Væsen af;
Men rask, som med electrisk Telegraf,
Min Sjæl i halve Tusinddeel Secund
Fløi hvad man kalder Verden rundt.

Sådan fortsætter det i samme muntre stil, men man skal ikke lade sig narre. Der er samtidig dyb alvor bag. I modsætning til Heiberg, der på dannelsens vegne satiriserer over den uvidende spidsborger, lader Ingemann sit eksemplar af racen efter døden gennemgå en udvikling, der gradvis fører ham frem til om ikke paradiset, så „Himmelstigebroens første Trin“, hvor en videre udvikling venter.

Det dybt ejendommelige digt i 15 dele udspringer af, at Ingemann havde det skidt med dogmet om kødets opstandelse, ja ligefrem udtrykte afsky ved tanken om „Ligenes Opstandelse“ som han sagde. Opstandelsen var ifølge ham forbeholdt sjælen, ikke kroppen, der efter døden langsomt rådnede og blev til intet.

Man kan se dette som udtryk for en generel afsky over for kroppen, men der er snarere tale om, at kroppen opfattes som en begrænsning for sjælens frie udfoldelse. I modsætning til den forgængelige krop er sjælen nemlig ifølge Ingemann under bestandig udvikling og forvandling, også ud over døden, hvor sjælen ikke blot passivt ligger og venter på dommedag, men træder ind i en såkaldt „Mellemtilstand“, hvor sjælen befriet for sit legemlige hylster har mulighed for at blive gennemsigtig for sig selv, indse, hvad den egentlig rummede af udviklingspotentiale. Jordelivet er altså bare første trin i den pilgrimsrejse, som sjælen foretager, den rejse mod paradiset, som Ingemann skildrer i „Deilig er Jorden“ (1850) og altså også i Tankebreve fra en Afdød. I Ingemanns befrielsesværk indgår på den måde også en slags befrielsesteologi, der ud over at være næret af katolske forestillinger om purgatorium og skærsild især har hentet inspiration i H.L. Martensens romantisk prægede teologi, der opererer med en lignende mellemtilstand. Desuden genopliver Martensen den oldkirkelige og senere kætterske lære om apokatastasis, dvs. alle tings genoprettelse eller alles endelige frelse, hedninger som kristne, onde som gode, en lære, Ingemann med sin tro på en inderste godhed hos alle varmt tilsluttede sig.

Var han i sine sidste år i drift mod nye positioner, litterært såvel som teologisk, bevarede han hele vejen sin udkigspost mod skyhimlen. Men fra at være den højere verden eller åndeverdenen, der stod i modsætning til det jordiske, blev den stedet, hvor Gud sluttede pagt med det jordiske (morgen- og aftensangene), og mellemtilstanden, hvor sjælen forberedes til paradistilstanden. Ingemann var begyndt som flygtning i en dæmonisk besat verden, men endte som gudsrigets gesandt i en verden, han omsider følte sig i samklang med.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Ankomst til nutiden. Gudsrigets gesandt i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476793