Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afdæmoniseret erotik - eventyrdigtning

Oprindelig forfatter KM

Af de ovenfor nævnte værker er der et, der i nogen grad afviger fra det generelle billede, nemlig eventyrspillet Reinald Underbarnet. Ganske vist er projektet atter her som i De sorte Riddere befrielsen af den dæmonbesatte jord, men dramaet udspiller sig helt igennem i eventyrets magiske verden og i en så troskyldig, lejlighedsvis ligefrem charmerende stemning og handlingsgang, at børnene sagtens kan læse med. Det er, som om Ingemann her nærmest holder lidt fri fra sine sjælekampe, og det samme gælder i eventyrfortællingen De Underjordiske (1817) – bygget på bornholmsk sagnstof og med korstogene mod venderne som historisk kulisse – der indvarsler et omslag og en ny udvikling i forfatterskabet. De dæmoner, titlen henviser til, er et lille dværgagtigt folk, der lever under jorden. I modsætning til deres fæller i andre værker er der imidlertid intet satanisk ved dem. Med tiden viser de sig tværtimod yderst hjælpsomme over for den lokale befolkning. Mest påfaldende ny er dog skildringen af en ung mand ved navn Sigurd, der er vokset op hos de underjordiske. I fortællingen bliver han ven med helten Rudolph, en kristen korsridder, hvis strenge tro dog ikke rigtig bider på den frimodige hedning, der har et veludviklet blik for de mere muntre og sanselige sider af tilværelsen. Bl.a. siger han til vennen:

Hvad der hindrer vor Fortrolighed, er især din Tro paa et andet Liv og en anden Verden, som jeg Intet kjender til og heller ikke bekymrer mig stort om; jeg har fuldt op at skaffe med den nærværende Verden, seer du, og den synes mig saa skjøn og lyksalig, at jeg ikke ønsker at bytte den bort for nogen anden. Rigtig nok har jeg hørt tale om Feernes Land og de høiere Elementaraanders Trylleriger; men dem tænker jeg ogsaa jeg skal finde engang, dog ikke paa den Maade, som du mener, at man først skal lukke sine Øine og puttes i Jorden; kan jeg ikke komme dertil paa anden Viis, saa er jeg vel fornøiet med den nærværende Verden; den er jo ogsaa et underfuldt Trylleland… Senere bliver Sigurd under vennernes deltagelse i et tog mod venderne omvendt og gift med en ligeledes omvendt venderpige, så kristendommen får sit, uden at det dog gør noget skår i Sigurds glæde ved det dennesidige. Derimod irriteres læseren og vist også forfatteren i stadig stigende grad over Rudolphs urokkelige og inkvisitoriske fundamentalisme.

Helt tydeligt bliver omslaget i eventyret „Det høie Spil“ fra Eventyr og Fortællinger (1820). Det fremgår allerede tydeligt af en enkelt detalje. I De Underjordiske når Sigurd faktisk frem til Avalon, Fata Morganas ferige – eller skyhimmel – med udsigt til samme seksuelle ydelser som i Venusbjerget, og kun med hjælp fra en af de underjordiske lykkes det Rudolph at få ham hentet ud af denne hedenske forvildelse. I det andet, nærmest kåde eventyr vendes der grundigt op og ned på tingene. Vor helt, en munter og letsindig ridder, bliver her med forfatterens udelte tilslutning gift med prinsessen og får tre børn med hende, ganske uanset at hun er datter af samme Fata Morgana!

 Sorø Akademis hovedbygning er nyopført i 1820'erne efter branden i 1813. Bag de store træer ned til Sorø Sø anes to fritliggende, gule huse fra 1740'erne. De var i 1800-tallet embedsboliger for et par af skolens lærere og har derfor siden heddet hhv. Molbechs Hus og Ingemanns Hus. Bag hovedbygningen ses lidt af Klosterkirkens tårn og tag.

Sorø Akademis hovedbygning er nyopført i 1820'erne efter branden i 1813. Bag de store træer ned til Sorø Sø anes to fritliggende, gule huse fra 1740'erne. De var i 1800-tallet embedsboliger for et par af skolens lærere og har derfor siden heddet hhv. Molbechs Hus og Ingemanns Hus. Bag hovedbygningen ses lidt af Klosterkirkens tårn og tag.

Den nærliggende forklaring på omslaget er, at Ingemann i 1818-19 er på en lang udenlandsrejse med endestation i Rom, hvor han oplever en dyb og gengældt forelskelse i en dansk kvinde, Maria Bügel, mens hans Lucie sidder i København og venter på ham. Såvel rejsen som forelskelsen har utvivlsomt bidraget til at bringe ham ud af den besættelse af en rædselsromantisk motivverden, han de foregående år har befundet sig i. Sagen er jo, at det ikke så meget er verden, men først og fremmest ham selv, der i de år er dæmonisk besat. Det viser sig tydeligt ved, at hans tragediehelte bliver mere og mere tvetydige. Mens de kvindelige hovedpersoner hele vejen ser hen til det himmelske bryllup, kan de dæmoniske kræfter ikke udskilles fra heltene selv. På samme måde bliver det ham også klart, at der er en tvetydighed knyttet til hans digterrolle. Det fremgår af den sidste af ungdomsdigtningens tragedier, Tassos Befrielse (1819), om den italienske renæssancedigters kranke skæbne, der færdiggøres i Rom. I stykket siger Tasso om digterne, at de „vandre jo som Gjenfærd over Jorden / Og smile ad de Dødeliges Møie / Al deres Viisdom tykkes os kun Tant; / Vi kan ei tage Borgerskab iblandt dem.“ I sin ungdomsdigtning oplever Ingemann sig som et sådant genfærd. Det ligger i hans rolle som outsider, der imidlertid ikke blot isolerer, men også ophøjer ham i forhold til sine samtidige. Som Tasso har han ikke villet forlige sig med verden, men på forhånd undsagt den. Deraf det modsigelsesfulde i hans befrielsesværk.

Annonce

Den eneste vej frem er at komme til forståelse med den verden, han så længe har isoleret sig fra, hvilket tillige indebærer en ny forståelse af forholdet mellem det kristne og romantiske element i hans digtning. I de fleste af ungdomsværkerne knyttes befrielsen af den dæmonbesatte jord til den romantiske kærlighed, der imidlertid kun kan opfyldes ved en kristen forløsning. Omslaget indebærer, at denne sammenhæng har udspillet sin rolle, og forfatterskabet følger fra nu af dels en overvejende kristen, dels en overvejende romantisk linje. Fx begynder Ingemann nu på den ene side at skrive salmer og på den anden fortællinger uden kristen tendens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Afdæmoniseret erotik - eventyrdigtning i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476789