Naturfølelsen - Langelands-Reise og Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur

Emnet for digtsuiten Langelands-Reise er Oehlenschlägers sommerferie i 1804. Digtet udfolder et Danmarkskort set fra Roskilde landevej med snapshots fra Isefjord, Roskilde, Ringsted, Sorø etc. og derefter i mere dvælende beskrivelser af Langeland og Tåsinge med skov og sø og bælt. Det er en ode til fædrelandet, det vil sige til landets historiske mindesmærker og dets landskabelige natur, men det nationale er langtfra hovedsagen. Hovedsagen er henrykkelsen over den spontant sansede natur og de fantasiscenarier, de historiske steder udløser i poetens hjerne. Den poetiske selvbevidsthed er hele tiden i forgrunden, ikke mindst i form af en legende brug af antikkens metrik og mytologi, således at vi bag ved Danmarksbilledet hele tiden har et epos af Homer eller en ode af Horats med som ironisk lydkulisse. Som fx i „Toget til Thorsing“, der kopierer en udflugt til Tåsinge i heksametre frit efter Iliaden. Den romantiske blandingsteknik spiller sammen med turistens forelskelse og immuniserer mod enhver form for fad nationalisme, hvilket er en pointe, al den stund forfatterskabet i traditionen ofte er blevet fastholdt under mærkatet „nationalromantik“. Men Oehlenschläger's sigte er både meget bredere og meget snævrere, for de hjemlige steder, han ser og besynger, er tolket som symboler på den universelle sammenhæng af natur, historie og menneskehed og som intime forvandlingsscener for digterens egen stemning og fantasiudfoldelse. Der er altid mindst tre aktive lag i digtet, nemlig først det frisk sansede naturindtryk, dernæst den metaforiske association, som gør, at sproget fænger, og så det mytologiske lag, hvor en fantasi- eller gudeverden bevæger sig og overtager styringen. Fx i „Freidigt Sommer-Liv“. Her ses først den langelandske natur i græshøjde gennem digterens øjne:

Hvor deilig er Naturen, og hvor rolig!Høit hvælver sig den grønne Blomster-Bolig, Svagt Sommerfuglen spæde Græs nedtynger, Og Bækken risler blaa, mens Fuglen synger.

Men så skyder metaforerne sig ind: Kornmarken er gudinden Floras bølgende hår, de tunge aks hendes gyldne ørenringe, engen hendes svulmende livstykke, og dette bliver signalet til en myldrende drømmeverden af fauner, alfer og mytologiske forvandlinger, som fylder resten af digtet. Det hele afrundes i apoteosen til digterens egen visionære evne, som er den pagt, han slutter med naturen. Karakteristisk for naturanskuelsen i dette digt og i Oehlenschlägers romantik i det hele taget er også den erotiske strøm, der går gennem det hele og driver billeddannelsen fremad med Flora, fauner og Pan som aktører. Det er det, der ligger i titlens „freidige“ sommerliv.

Naturpoetisk er også digtkredsen Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur. Her er naturen ganske vist ikke anskuet erotisk, men set gennem det kristne evangeliums linse. Jesu fødsel er billedet på forårets frembrud og naturens opvågning: „Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen, / Da fødes det lille Barn Jesus igien./ Den Engel i Luft, i Lund, i Elv, / Det er vor Frelser! Det er ham selv.“ Maria er selve den fødende vår, „Haaret er Solens Straaleflod, / Kinden Morgenens Rosenblod“. Naturfølelsen er religiøs og filosofisk som hos Novalis eller i maleren Philipp Otto Runges billedallegorier. For både Jesus og Maria udstråler den altforbindende kærlighed, som går gennem skabningen, og som i naturfilosofien er indeholdt i begrebet om den universelle verdensånd. Hvorvidt budskabet er hedensk eller kristent, blev der ført disput om både ved digtets udgivelse og siden hen, og blandt de prominente kommentatorer er Johannes V. Jensen, der i 1923 skrev følgende om digtet: „Aarets Evangelium, et af de elskeligste Digterværker der eksisterer, uskyldigt, genialt, af en uhørt Dristighed i Tanken, som minder om Søvngængerens Balance paa Randen af en Afgrund ned til Gaden. Med en forbavsende Sikkerhed, Urvækstlighed i Sjælen, tager den unge Oehlenschläger sig her Frihed til at omdigte hele Kristendommen saadan at den kan smage ham, beplanter den gamle Dogmeørk, vander den, forsyner den med Aarstider, regn og udsprungne Bøge, kvægende Kølighed og Duft, kort sagt Atmosfære.“ („Naturmennesket i Literaturen“ i Æstetik og Udvikling).