Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Striden mellem hedenskab og kristendom - Hakon Jarl hin Rige og Palnatoke

Oprindelig forfatter MLS

I Hakon Jarl hin Rige. Et Sørgespil (1807) samler Oehlenschläger for første gang det oldnordiske stof op i en storform beregnet for scenen. Her ser vi grundskabelonen for det historiske drama, som han havde lært hos Schiller og Shakespeare, og som blev normsættende for genren i dansk romantik. Oehlenschläger leverede et par og tyve af slagsen fra 1807 til 1846, alle til opførelse på nationalscenen. En del af dem blev desuden oversat til tysk kort efter, at de var udkommet på dansk, og spillet på tyske scener.

Hakon Jarl foregår ved overgangen fra vikingetid til kristen middelalder i Norge, og stykket skildrer et civilisationssammenstød mellem hedensk skik og asatro og den ny tids fromme kristendom. Hakon Jarl er den karismatiske voldshersker i det ukristnede Norge, og over for ham står den kristne Olav Trygvesen, der er retmæssig arving til Norges krone. Det er idémæssigt en optimistisk historie om, hvordan det hedenske barbari overvindes og humaniseres i takt med civilisationens fremadskriden, men Oehlenschläger har også sans for det kristne korstogs voldelige karakter. Som i dette replikskifte: Olav: „Himlen vil træffe dig med sine Flammer.“ Hakon: „Ha! Thor skal splintre Korset med sin Hammer.“

Oehlenschläger har et godt greb på den dramatiske struktur. Handlingen har fremdrift med afveksling mellem komiske og patetiske scener, og episoderne spejler hinanden uden at blive overlæssede. Karaktererne er rent tegnede og profilerer grundtemaet. Der er ingen psykologiske raffinementer, ikke nogen skjult indre kausalitet, som bryder igennem og omdefinerer konflikten. Det hele er der så at sige på forhånd. Hakons herskervælde er fra begyndelsen undergangsmærket gennem hans magtbrynde og hans svigtende føling med gudernes vilje. Stykkets første episoder viser både egomanien og den voksende desperation. Han forstøder kæresten Thora, tiltvinger sig magt over den purunge, uskyldige Gudrun, og da han opdager Olav som rival til kongemagten, planlægger han et fejt snigmord på ham. Især fejheden vidner om, at han har sat den ægte nordiske heltekraft over styr. Det utvetydige vendepunkt i stykket, som tidligere i romancen, er scenen, hvor Hakon for at vende krigslykken ofrer sin lille søn til guderne. Ved opførelsen hørtes barnets skrig fra kulissen, hvilket sendte chokbølger ud i teatersalen, og scenen slutter melodramatisk med, at den tro skytte Einar Tambeskjælver i afsky vender sig fra Hakon. Sønneofret besegler hans skæbne, hans egne falder fra, og Olav kan som den gode verdensfornyer besejre barbariet.

Annonce

 I Hakon Jarl fremstillede jeg en kraftig gammel vild, men snedig, Hedning, i Modsætning til en ung, blid, from begeistret Christen. (…) I Ulykken foragter Hakon sin forrige List, og bliver stor. Saaledes lykkedes det mig, at frembringe tragisk Virkning“, skriver Oehlenschläger i sine erindringer. Hakon Jarl hin Rige var hans første stykke direkte for scenen. Det fik premiere på Det Kongelige Teater i 1808, og hovedrollen blev i en årrække spillet af J.C. Ryge, der inkarnerede mange af Oehlenschlägers helte. „Hvo der ikke har set Ryges Hakon, Palnatoke og Stærkodder, kender ikke til fulde Oeh-lenschläger“, sagde teatrets balletmester August Bournonville. Her er dr. Ryge som Hakon Jarl i et kostumestik af C.V. Bruun, 1826-34.

I Hakon Jarl fremstillede jeg en kraftig gammel vild, men snedig, Hedning, i Modsætning til en ung, blid, from begeistret Christen. (…) I Ulykken foragter Hakon sin forrige List, og bliver stor. Saaledes lykkedes det mig, at frembringe tragisk Virkning“, skriver Oehlenschläger i sine erindringer. Hakon Jarl hin Rige var hans første stykke direkte for scenen. Det fik premiere på Det Kongelige Teater i 1808, og hovedrollen blev i en årrække spillet af J.C. Ryge, der inkarnerede mange af Oehlenschlägers helte. „Hvo der ikke har set Ryges Hakon, Palnatoke og Stærkodder, kender ikke til fulde Oeh-lenschläger“, sagde teatrets balletmester August Bournonville. Her er dr. Ryge som Hakon Jarl i et kostumestik af C.V. Bruun, 1826-34.

Det er i litteraturkritikken ofte anført, at den barbariske Hakon og ikke den humane Olav er portrætteret med størst dramatisk intensitet. Hakon er stor i sit fald og tragisk i sin fastholdelse af et forældet verdensbillede. Hans dødsscene er højspændt og båret af kontrasterne mellem høje og lave kræfter: Den svegne Thora skjuler ham i sin kælder i en gestus af storsindet kærlighed, hvorefter trællen Karker dolker ham som skæbnens instrument i en makaber søvngængerscene. Disse Shakespeare-effekter var dog for krasse for teaterdirektionen, og digteren blev bedt om at skrive slutscenen om. I den omskrevne version sker retfærdigheden fyldest uden vilkårligheder, og Thora begræder med en smuk morale sin vildfarne helt.

Afstanden mellem Oehlenschlägers første og anden version er i sig selv af interesse, fordi den viser, hvordan digteren måtte bøje sig for tidens smag og eliminere sin egen upassende voldsfascination til fordel for en mere opbyggelig morale. Men den er også interessant, fordi den stiller skarpt på spørgsmålet om, hvad det var, Oehlenschläger i det hele taget var ude på med sin dyrkelse af hedenold og vikingevold. Det nordiske vikingestof var frem for alt rigt på de skikkelser og de hændelser, som tændte hans skabende fantasi. Først og fremmest er det betagelsen af den rå virile kraft, som utæmmet kan slå ud i bersærkergang og udarte i drab og kaos, og som på det dramatiske plan udløser stykkernes konflikt. Handlingen er så en kamp om magten og moralen og drejer sig om, hvordan vildskaben må tæmmes og administreres på plads i civilisationens tjeneste. Det var ikke den kristne mission i sig selv, der lå Oehlenschläger på sinde, for han var ikke kristen i egentlig ortodoks teologisk forstand. Det, der optog ham, var mere en vedvarende diskussion af forholdet mellem naturkræfter og kulturel kontrol i mennesket som eksistens og artsvæsen.

I Palnatoke (1809) er styrkeforholdet mellem asa-tro og kristendom vendt om. Stykket skildrer et opgør mellem hedningejarlen Palnatoke og den nykristne danske konge Harald Blåtand i en konflikt om tronfølgen, hvor Blåtand nægter sin søn Svend Tveskæg hans arvepart i riget. Handlingen er taget efter P.F. Suhms Historie af Danmark (1782), som Oehlenschläger læste i Paris. I Palnatokes skikkelse tegner han vikingens heltekraft som ren og ufordærvet over for Blåtands kristendom, der blot er det utroværdige dække over magtønsker, og begge disse flankeres igen af deres ekstreme eksponenter. Palnatoke af sin hær af jomsvikinger og Harald af sin allierede biskop Popo – ham, der beviste kristendommens sandhed ved at bære jernbyrd, dvs. at kunne bære en gloende jernhandske uden mén. Det er temmelig firkantet sat op fra Oehlenschlägers side. Ganske vist er der prægnante scener som den, hvor Palnatoke tilbageviser Blåtands hån ved frygtløst at skyde et æble af sønnen Palnirs hoved. Scenen er parallel til den, der findes i Schillers berømte stykke Wilhelm Tell (1804), men Oehlenschläger havde episoden fra Suhm og understregede i en senere bemærkning forskellen: „Hvad der i Schillers Tragedie er rørende, til Veemod smeltende, behandles i Palnatoke næsten som et lystigt Optrin mellem de til Død og Blod vante Hedninger.“ Der er også raske replikvekslinger, men ikke noget dynamisk plot, hvor den ene hændelse afføder den næste. Det meste udfyldes af de forskellige optrins samtaler, der belyser konflikten og leverer modparternes smædetale om hinanden. Oehlenschläger får de moralske vægte til at vippe op og ned, og med tydelig moralsk tyngde på Palnatokes side. Han afslører den sleske biskop Popos jernbyrd som bluff og får derved karakteriseret „den lumre Munkepest fra Syd“. Det gennemgående problem med relevans til Oehlenschlägers egen samtid, og måske til enhver moderne udvikling på den anden side af 1789, er, at værdierne er gået i skred. Bedrag, skalkeskjul og forstillelse er symptomerne på, at et fælles verdensbillede er tabt, og at udsagn og hensigter må fortolkes relativt efter de implicerede interesser. Den filosofiske fangevogter, der skal kaste Svend Tveskæg og hans væbner for ormene gennem fængslets skjulte faldlem, sammenfatter dette med en Shakespeare-agtig defaitisme: „Jeg behøver kun / At drage stærkt i denne Kobberlænke, / Saa styrter Gulvet med de To derinde. De veed det ei, de gaa med Tillid paa / Den falske Grund. – / Det gjør vi alle jo! / Jorden er huul, hvorhelst vi træde, lurer / en Grav; vi gaae et lille Stykke Vei,/ Saa brister Isen, og saa plumpe vi. –“ Palnatokes skikkelse er moralsk hævet over de kristne, men hans herostyrke fremhæves også på baggrund af hedenskabens egne excesser. Oehlenschläger tegner hans hær af jomsvikinger som en flok vilde dyr i blodberuset bersærkergang, som det bliver Palnatokes opgave at tæmme og tale til rette. Han er forbilledet på retsind og troskab forbundet med frygtløshed, overhovedet Oehlenschlägers idealbillede på den gamle helteverdens dyder. Ikke desto mindre er stykket en tragedie, for også Palnatoke må falde som offer for udviklingens lov, nemlig da han begår selvtægt og i selvforsvar „ved Nornernes Retfærdighed“ dræber kong Blåtand. Den egentlige tragik ligger dog ikke i selvtægten. Det, der bringer ham til fald, er det kaotiske anarki i jomsvikingernes rækker, hvor alle vender sig mod alle med det resultat, at Palnatoke til sidst myrdes af sine egne frænder. På den måde bærer Oehlenschläger to moraler hjem: Den gamle sagaverden er på den ene side mere helstøbt end den moderne, på den anden side er den dødsdømt, fordi den ikke kan binde de spontane impulser sammen i et udviklingsdynamisk perspektiv, dvs. ikke kan anvise en bæredygtig politisk form.

Mange af de helte- og kongedramaer, der fulgte, er variationer over Hakon Jarls og Palnatokes modeller. Forskellige konstellationer og andre sammenstød mellem den gamle og den nye verden, forskellige figurer, der eksponerer de mørke og de lyse sider af historiens gang og viser civilisationen som både tab og fornyelse. Som sagt omtalte Oehlen-schläger selv sine nordiske dramaer som fædrelandshistoriske billeder.

I galleriets anerække finder vi så Olaf den Hellige, Knud den Store, Erik Glipping, Tordenskiold, Stærkodder, Væringerne fra Miklagaard. I flere af disse føles skabelonen og gentagelsen trættende, der er for meget bred historiefortælling, for mange personer at holde rede på og for lidt økonomisk greb om handling og pointe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Striden mellem hedenskab og kristendom - Hakon Jarl hin Rige og Palnatoke i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476776