Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poesi, fantasi, harmoni - Et Sanct Hansaften-Spil

Oprindelig forfatter MLS

I prologen inviteres publikum til „at lytte til et sammenblandet Chor, / hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde / afvexler med en dybere Natur“. Den kalejdoskopiske scene på Dyrehavsbakken, hvor replikkerne spiller mellem teltholdere, udskrigere og forbipasserende, strækker princippet med de blandede stemmer til det yderste, omtrent som filmiske klip. Når dyrehavsgæsterne strejfer hinanden i mængden, udnytter Oehlenschläger den erotiske gnidningseffekt:

ET UNGT MENNESKE
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.
Saa kommer man de kiere Piger saa nær,
de smukke især!
Rörer ved deres Hænder,
skuer i deres Öine, som tænder,
indsuger med sit Blik
Elskovsdrik.
(…)
Jeg har altid Længsel
efter saadan en Trængsel.

Skæmt veksler med de dybere meningslag på andre planer. Stykkets handlingstråd er spinkel, men spinder en Romeo og Julie-historie i biedermeierklædning om småborgerdatteren Maria, der på grund af standsskellene ikke kan få sin elskede Ludvig. Bakke-udflugtens larm, plat og mylder er et dække for deres møde, og da nattens trylleri breder sig over skoven, forenes de af kærlighedens genius. Ånden i naturen er det altforenende princip, som gennemstrømmer alle forskelle og findes som det forenende punkt bag eksistensens brogede virvar. Det udtales i en vekselsang mellem den hundredårige eg og den døgngamle sankthansorm og i aftenhymnen, hvor hele naturen taler med én stemme. Det er stykkets poetiske centralpunkt, hvor alle gestalter, ideer og handlingstråde er samlet:

Tryllende Harmonie!
i midnatsdunkle Jord.
Salige Sympathie!
Hellige Poesie!
uden Ord.
Sammensmeltning af Lund og Söe
og Stierner og omslynget Yngling og Möe.
Favn mod Favn
tolker hele Naturen Kierligheds Navn.

Ud over kærlighedshistorien er det, der binder skæmt og alvor sammen, den metalitterære idé. Stykket har et litterært program og er først og fremmest en hyldest til den romantiske fantasi og et udfald mod oplysningsfornuften. Linedanseren, der gør sine dødningespring „paa den smalle Snor, / höit fra Jord“ sammenfatter budskabet med sit: „Heisa! Hopsa! Uforsagt. / Du rynker Panden, du satte Flok! / Gavner jeg ikke nok?“ Og papegøjen Poppes „Hymne til Middelmaadighed“ er en mere studentikos satire på samme melodi: „I ret fornuftig Poesie / bör aldrig spores Phantasie.“ Det hele er garneret med hip og referencer til ny og klassisk litteratur; Tieck, Schlegel, Goethe og Shakespeare sættes i spidsen som avantgarden, den engelske klassicist Pope (Poppe) gøres til talsmand for bagstræbet. Et mere fuldtonende register har „Manden med Perspektivkassen“. Han har en sand billedverden i sin kasse, blandt andet billedet af Saxo Grammaticus, der som en romantisk profet „skuer dybt i Naturens Höie, / (…) og stirrer til den straalende Top, / hvorfra vi er siunken og atter skal op.“

Annonce

 SPADSEREGANG. EN DAME: Ih hillemænd, skal vi træffes her? / EN ANDEN: Velkommen i det Grönne. Det er et deiligt Vær! De gaae hinanden forbi. / EN BORGER: Er du kommen herud, din gamle Biörn! / EN ANDEN: Hvad giör man ikke for Kone og Börn. Jeg selv lider ikke der Narrerie. / FÖRSTE: Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi, med ordentlige, smukke Klæder paa; / og nogle er pyntet fra Top til Taae! / Et af Oehlenschläger aflyttet lydbillede fra Dyrehavsbakken i hans Sanct Hansaften-Spil. Maleri af C.A. Lorentzen En Gøglertrup ankommer til Dyrehavsbakken (ca. 1800).

SPADSEREGANG. EN DAME: Ih hillemænd, skal vi træffes her? / EN ANDEN: Velkommen i det Grönne. Det er et deiligt Vær! De gaae hinanden forbi. / EN BORGER: Er du kommen herud, din gamle Biörn! / EN ANDEN: Hvad giör man ikke for Kone og Börn. Jeg selv lider ikke der Narrerie. / FÖRSTE: Kan dog godt lide Folk saadan gaaer forbi, med ordentlige, smukke Klæder paa; / og nogle er pyntet fra Top til Taae! / Et af Oehlenschläger aflyttet lydbillede fra Dyrehavsbakken i hans Sanct Hansaften-Spil. Maleri af C.A. Lorentzen En Gøglertrup ankommer til Dyrehavsbakken (ca. 1800).

Hellig poesi – historisk fantasi – tryllende harmoni – det er Oehlenschlägers treleddede credo i debutbogen, og i Sanct Hansaften-Spil gennemspiller han det både i handlingen og på metalitterært plan. Man kan kalde det for hans svendestykke efter endt læreår hos de tyske forfattere. Dels havde han fået ideen med markedspladsen som dramatisk scene fra Goethes Das Jahrmarkts-Fest zu Plundersweilern (1773, Den årlige markedsfest i Plundersweilern). Men endnu vigtigere er den selvreflekterende romantiske stil, som han havde lært hos Ludwig Tieck i de rablende stykker Den bestøvlede Kat (1797, da. 1838) og Prinz Zerbino (1799), der var rene satiriske gags og studier i illusionsbrud. Hos Oehlenschläger er der mere tale om en graciøs leg med illusionen, og ironien er uden tyskernes skærende dissonanser. Der er mere erotik, livsfølelse og accept og mindre spiddende satire hos Oehlenschläger. Karaktertisk for hans romantiske stil er også de lette overblændinger mellem københavnsk lokalkolorit og høj naturfilosofisk patos, når han tager småborgersnakken på kornet og lader ekkoet fra „Guldhornene“ runge med i baggrunden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Poesi, fantasi, harmoni - Et Sanct Hansaften-Spil i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476772