Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordiske Digte 1807

Oprindelig forfatter MLS

På den store dannelsesrejse 1805-09 fordybede Oehlenschläger sig i det norrøne sagnstof, som interesserede ham fra første færd. Han studerede Snorres Edda og Heimskringla, P.F. Suhms Nordisk Mytologi og Saxos danmarkshistorie. Han styrede med andre ord sit forfatterskab i den nordiske histories retning, dels fordi han her fandt et stof, der fascinerede ham, men også af trang til at profilere sig og ryste den tyske indflydelse af sig. Thors Reise til Jothunheim var skrevet, inden han tog af sted. Tragedien Hakon Jarl blev til under hans ophold hos Henrich Steffens i Halle, og sørgespillet Baldur hin Gode er skrevet under opholdet i Dresden. De tre værker udgør tilsammen Nordiske Digte i 1807.

Thors Reise og Baldur er gendigtninger af oldnordisk mytestof. Begge handler om den evige konflikt mellem det gode og det onde, kampen mellem aser og jætter. Asa-Thor er den kække heltegud, og historien om hans færd til Udgårds-Loke er fortalt som et komisk helteepos, mens myten om den vise retsgud Balders undergang er en tragedie i græsk stil. Begge steder beskriver Oehlenschläger imidlertid et forhold mellem kaos og form, som er et tilbagevendende motiv i forfatterskabet.

Thors Reise er komponeret i fem sange med brug af den middelalderlige hildebrandstrofe. Også her er Oehlenschläger uhyre bevidst om stil og effekt. I sin fortale til Nordiske Digte beskriver han sit digt som „djærve Træsnit“ og forsvarer dets bevidst naive sprogtone. Digtet genfortæller i komisk balance mellem underdrivelse og drabelighed myten om Thors og Asa-Lokes hævntogt til Udgård. Det er historien om, hvordan aserne udfordrer Udgårds-Loke og indgår i kappestrid på jætternes falske betingelser og taber kampen. Thor er en uheldig helt, fordi han er naiv og ikke gennemskuer rænkerne, men derfor også elskværdig. „En deilig Pige kunde kysse ham for hans mandige Naivitet“, digter Oehlenschläger videre i sit forsvar, hvor han fremhæver „det naive“ som et nøgleord, der har rækkevidde for hans eget æstetiske standpunkt. Den naive digter er hos Oehlenschläger et andet ord for geniet, som skaber stor kunst på den spontane impuls. Et synspunkt, han overtog og forenklede fra Friedrich Schillers i tiden indflydelsesrige traktat Om naiv og sentimental digtning (1795, da. 1952). Der er andre naive helte hos Oehlenschläger, fx Aladdin, hvor naiviteten netop er synonym med lykkebarnets naturfødte genialitet. Thors naivitet er af en lidt anden art, fordi den ikke blot er en egenskab hos den stærke kæmpe Thor, men et moment i digtets sproglige stilisering, dvs. den knappe og mutte eddatone. Stiliseringen skaffer teksten en særlig humoristisk distance og gør den til endnu et eksempel på Oehlenschlägers særlige brug af den romantiske ironi. Herefter forekommer ironien meget sjældnere i forfatterskabet. Det nordiske stof trak snarere i retning af det patetiske.

Annonce

På trods af komikken er der også i Thors Reise en grundfortælling om menneskets skabende kræfter, for midt i Udgårds kaosrige bevarer Thor troen på sig selv og fører sit følge myndigt og sikkert tilbage til det lyse og velordnede Asgård. Han overskrider kaos og genindstifter orden. Men Oehlenschläger peger netop romantisk på, at menneskets kulturskabende kraft ikke ligger i en fornægtelse af mørke og kaos, men i konfrontationen med begge dele. Derfor udmaler han med forkærlighed Thors gru i mødet med den levende døde jættekvinde Hel i dødsriget, og hans sanseforvirring i Udgårds-Lokes hal, hvor alt skifter kontur og er uden fast holdepunkt.

I Baldur hin Gode skifter Oehlenschläger fra dur til mol og erstatter kulturoptimismen med en kulturpessimisme, som ellers ikke var denne forfatters varemærke. Den milde og vise retsgud Balders død er foregrebet fra tragediens start, hvor Balder i et drømmesyn varsles om sin skæbne og begyndelsen til Ragnarok og verdens ende. Stykkets fem akter er skrevet i trimeter (et antikt græsk, urimet versemål som Oehlenschläger indførte i dansk litteratur), og skæbnehandlingen om Asa-Loke, der sår splid blandt guderne og lokker den blinde Hødur til at skyde en dræbende pil mod Balder, er fortalt i replikker, der ofte former sig i lange lyriske monologer. Det er et nyt højdepunkt i Oehlenschlägers eksperimenteren med genre og sprog. Guderne bevæger sig i langsomme rytmer omkring hinanden og tolker deres sindstilstande i slyngede poetiske billedudtryk. Sorgen og undergangsstemningen er grundtonen. Således skildrer Frigga Balders tåre som en perle, der synker ned på bækkens bund i et billede, hvor øje, bæk, tåre og perle spejler hinanden i en række reflekser:

Da standsed du ved Rosen hist, som bøier hen
Ud over Bækkens Vover rød sin Blomsterqvist,
Dens Bølger sig i Kruser hæved mod dit Blik,
Og uformærkt, som havde Bølgen trængt sig did,
Dit store luftblaa Øie blev med Taarer fyldt;
De faldt i Bækkens Vover ned; de faldt som Bly
Igiennem Vandet dybt tilbunds; men Hanen gol.
Da lagde taus du Haanden paa dit Bryst, og saae
Til Himlen; og din Taare som en Perle stod
Med blaalig Dirren paa den lilliehvide Kind;
Da svandt du mellem Skovens Bøgestammer her;
Bekymret, som en Moder, fulgte jeg dit Fied.

Dette er ikke en replik, der er egnet for teatret. Baldur hin Gode er et allegorisk læsedrama om, hvad Oehlenschläger selv kalder „den hele Menneskeslægts Liv og Skiebne“ og „Tilværelsens Grund-Accorder“. Man kan også kalde det et spil om civilisationens sårbarhed og balancen mellem kollektivt ansvar og individets frihedsrettigheder, nemlig den kollektive historie, som hele Europa havde gennemlevet under Den Franske Revolution og befrielseskrigene, der stadig var baggrund for Oehlenschläger, da han skrev stykket i 1806. Balder personificerer det demokratiske retsprincip, han er, som hans mor gudinden Frigga siger, det beskedne bånd, som binder gudernes flok sammen i en enig krans. Men gudernes orden er sårbar, og jætteverdenens kaos bryder ind i Asa-Lokes skikkelse og fælder Balder. I Oehlenschlägers version er Loke malet med romantisk spleen og som en dæmonisering af Den Franske Revolutions frihedsidealer. Halvguden karakteriserer selv sin spleen og splittelsen mellem sit ase- og jættevæsen:

Hvad vil – hvad driver uden Maal mig vildt omkring?
Og hviler da Forbandelser vel over mig?
Thi, uden Rist og uden Ro, er min Bedrift,
En Leeg af Øieblikket kun; en Tidsfordriv!

Hidset af asernes spot skriger han på hævn i en blodrus, der lyder som en genklang af revolutionens stormtropper i 1789:

Jeg styrter Valhal.
(…)
Selv vil jeg være Konning i min nye Stat,
Selv vil jeg mig paa Hlidskialf sætte, Odins Stol;
Og løsne Midgaardsormen, Fenrisulv og Hel,
Og bryde hver en Lænke. Frihed i min Stat!
(…)
Thi Frihed! Frihed! Ingen Lænker, intet Baand!

Man kan læse resten af Oehlenschlägers dramatisk-historiske forfatterskab ud fra denne undergangsvision, som blev afsættet for hans ambition om at rekonstruere „den hele Menneskeslægts Liv og Skiebne“ i historien. Når han imidlertid flyttede scenen fra de nordiske guders himmel til de oldnordiske helte- og kongesagns mere jordbundne verden, er der selvfølgelig også et nationalt projekt i det. Han ville i rækken af dramaer for teatret give sine landsmænd et galleri af „fædrelandshistoriske Billeder“, som han siger i erindringerne, og han tog fat fra en ende ved at dramatisere sagnet om Hakon Jarl, der allerede havde givet stof til romancen i Digte. Men selv om det var hans intention at genoplive den nationale mytologi på de skrå brædder for det danske (og norske) publikum, så bør intentionen forstås på de præmisser, som Oehlenschläger selv var meget præcis med at udstikke, bl.a. i sine kommentarer til Nordiske Digte. Det nationale betød for det første ikke 'det danske', men netop 'det nordiske' i Oehlenschlägers mund. Og grundbetydningen var et romantisk begreb om folkelighed, der var vendt mod den aristokratiske (og franskorienterede) smagselite, som spillede en dominerende rolle i litteraturen, da Oehlenschläger trådte frem som ung debutant i begyndelsen af 1800-tallet. Det samme modsætningsforhold kom til udtryk i hans lange strid med Baggesen, der jo holdt på den klassiske poetiks former. At denne i grunden anti-elitære impuls så blev dramatiseret i skikkelser af gode nordiske konger og helte er selvfølgelig et paradoks. Men Oehlenschlägers begreb om folkelighed havde ikke forbillede i revolutionen, hvilket er tydeligt med hans Loke-figur i Baldur hin Gode. På det politiske plan var hans opposition borgerlig-demokratisk, og den folkelighed, han idealiserede, var én, der kunne hyldes på den danske enevældes præmisser. Men på et psykologisk og kunstnerisk plan var det de mere anarkistiske drifter, der interesserede ham, og derfor blev striden med jætteverdenen og hedenskaben ved med at øve sin tiltrækning på ham og danne temaer i forfatterskabet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Nordiske Digte 1807 i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476775