Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kønnets tragik - Yrsa

Oprindelig forfatter MLS

Tragedien Yrsa skiller sig ud på flere måder. Den indgår i digttrilogien Helge, der blev Oehlenschlägers store litterære comeback i 1814. Stoffet er taget fra sagnkredsen om Lejre-kongerne Hroar og Helge, og i digtets to første dele fortælles om Helges blodhævn for mordet på hans far, kong Halvdan, og hans eventyrlige bedrifter som søkonge blandt havfruer og hans bejlerfærd hos den saksiske dronning Oluf. Yrsa er digtets sidste del, og her berettes i skæbnedramaets form om Helges voldsomme endeligt, da han indhentes af den lange kæde af hævnakter, han selv har sat i gang med drabet på sin faders morder. Det er en blodig og voldelig historie, og den voldelige kerne er af erotisk art. I Yrsa befinder vi os i kønnenes kampzone, og titelpersonen, pigen Yrsa, er selv frugten af Helges voldtægt af dronning Oluf, der har afvist hans bejlen og forhånet ham. Oehlenschläger viser voldtægten som en hævnakt, men også som en genoprettelse af den naturlige kønsbalance, det vil sige af Helges mandlige dominans over den unaturlige amazone med det unaturlige navn. Handlingen er centreret om kønnenes magtbalance, og i de lange billedmættede monologer er det dette tema, der får størst retorisk vægt. Mellem mand og kvinde udspiller blodhævnen sig nemlig ikke blot som død, men også som nyt liv. Som slægtens fatale fortsættelse. For Helge forelsker sig i Yrsa, der er hans egen datter, og besvangrer hende med det barn, der i sagnet (og hinsides tragedien) bliver helten Hrolf Krake. En omvendt Ødipus, og som i det græske drama en grusom nedtælling mod det nul, hvor Helge erkender sin skæbne og i stoisk konsekvens begår selvmord.

Der er andre motiver til stede i tragedien, fx alternativet til Helges voldelige selvtægt, det vil sige den demokratiske løsning af konflikter, som er personificeret i Helges broder, fredskongen Hroar. Det er også muligt at læse Oehlenschlägers gendigtning af sagnet om den mægtige danske søkonge i lyset af de historiske begivenheder i årene op til 1814, hvor Danmark var blevet reduceret fra sømagtsnation til en udkant i europæisk politik. Men det er alligevel det seksuelle tema, der samler alle tråde og skruer handlingen frem mod den uundgåelige katastrofe. I forhold til det ægteskabelige kammerspil i Hugo von Rheinberg, hvor Oehlenschläger rammer nogle toner af samtidige samlivsproblemer, har vi i Yrsa at gøre med mytiske figurer, der taler fra en helt anden sfære.

Kvinderne er enten fristende og kastrerende dæmoner eller uskyldige og rene af hjertet. Det sidste er Yrsas type, hun er ganske vist mere fribåren og direkte end Valborg, men hun elsker med hjertet, også selv om hendes kærlighed er forkert. Hun er uskyldig i den skyldbehæftede kærlighed til Helge.

Annonce

Skylden synes at ligge hos de unaturlige kvinder. Oluf er den dystre repræsentant for et perverteret kvindekøn. Hendes essens og retorik er hadet til mænd, og hendes svar på Helges bejlen i sin tid var en ren symbolsk kastration: hun klippede håret af ham og smurte ham i beg, just som han lå beruset i hendes skød. Hendes kønslige hån og aggression var det, der startede den hævnspiral, som ender i hendes eget og Helges selvmord og i Yrsas sorg. Som allieret dobbeltgænger har Oluf havfruen „med Snogekrop“, Tangkjær, der udpønser blodskammen som hævn og lokker Helge i fælden med Yrsa. Hverken før eller siden har Oehlenschläger skildret den kvindelige seksualitet så destruktivt som i denne dobbeltfigur, hvor kastrationsangst og seksuel manipulation glider sammen i én rædselsvision.

Digtet Helge vakte beundring for den formmæssige beherskelse af stoffet, og med dets udgivelse i 1814 fornyede Oehlenschläger sin prestige som den førende nordiske digter. Det kan undre, at hans lancering af denne voldelige blodskamsmyte ikke vakte mere moralsk anstød i offentligheden, end den faktisk gjorde. For det han siger, er ikke kun det enkle, at bruddet på kønsroller fører ud i uføre. Han siger noget, der er mere rystende, ikke mindst for det publikum, han plejede at servere de store ideale billeder for. Nemlig at kønsspillet i sin essens er voldeligt, og at kønnet bestandig genføder og reproducerer livet som tragisk skæbne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Kønnets tragik - Yrsa i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 1. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476778