Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dansk litteraturs arvesølv - Digte 1803

Oprindelig forfatter MLS

Digte (1803) er et gennembrud og et generationsopgør. Bogen skabte den 23-årige Oehlenschlägers navn som forfatter og satte en helt ny scene for litteraturen. Her træder vi fra oplysningen direkte ind i universalromantikken på dansk grund, og selv om båndene til den tyske romantik er umiskendelige, udvikler Oehlenschläger allerede her det romantiske register i sin egen tonart. Man kan se, hvordan digtsamlingen udkrystalliserer alle de impulser, han havde modtaget fra tysk litteratur og ikke mindst gennem mødet med Henrich Steffens. Men det interessante er den måde, han forvalter og omstemmer impulserne på, så de passer til hans talent og hjælper ham til at åbne sluserne for et digterisk sprog. For det er i frigivelsen af den sproglige fantasi, at hans romantiske gennembrud finder sted, og det er også i dette sproglige afsæt, at Oehlenschläger både overvinder 1700-tallets litterære konvention og skiller sig ud fra den samtidige tyske romantik. Han skruer sproget løs fra de overtagne stilkonventioner og taler direkte til sanserne med suggestive billeddannelser og fysiske detaljer. Oehlenschläger er fra begyndelsen en meget fysisk digter. Hans poetiske verden er følt og sanset og i sammenligning med de tyske forbilleder ikke båret af samme metafysiske spekulation – selv om det er den samme attrå efter at åbne sig for altings universelle sammenhæng, der driver hans eksperimenterende arbejde med det sproglige udtryk og den metriske substans.

Det kan ikke desto mindre være svært for en nutidig læser helt at begribe det sus, Digte skabte, fordi mange af de signaler, der dengang var nye, siden er gentaget og trivialiseret til romantiske klicheer. Desuden er læseoplevelsen ujævn. Selv om han kasserede en del af manuskriptet umiddelbart inden udgivelsen og skrev nyt til, er der stadig meget fyldstof, efterklange af 1700-tallets følsomme poesi og traditionelle hyldestdigte, der er blandet ind mellem de nye eksperimenter.

 Philipp Otto Runges udkast til et scenetæppe fra 1809 har alle ingredienserne fra den romantiske kunstsymbolik. Kunsten og naturen er en levende syntese, her personificeret i de musicerende genier, der gynger i søens spejlvendte blomsterklaser. Kunsten og naturen er hinandens gensidige spejling og fordobling.

Philipp Otto Runges udkast til et scenetæppe fra 1809 har alle ingredienserne fra den romantiske kunstsymbolik. Kunsten og naturen er en levende syntese, her personificeret i de musicerende genier, der gynger i søens spejlvendte blomsterklaser. Kunsten og naturen er hinandens gensidige spejling og fordobling.

Det er den oldnordiske emnekreds og de middelalderlige folkevisetemaer, der står stærkt i digtsamlingens første del, hvilket kan synes at rime dårligt med ambitionen om at forny litteraturen. Men for Oehlen-schläger var det en bevidst pointe at søge tilbage til den ældste litteratur, til poesiens barndom, for at genoplade litteraturens potentiale, og deri fulgte han en trend, der var anlagt hos den forrige generation i tysk litteratur. Oehlenschläger havde læst J.G. Herders litteraturkritiske essays og gjort hans tanker til sine egne, især der, hvor Herder fremhævede folkepoesiens råstyrke som et modstykke til tomgangen i samtidens rokokodigtning og klassiske tradition. Og både Goethe og de første tyske romantikere var fulgt i Herders spor og havde taget middelalderens viser og sagnstof til sig i kunstfulde gendigtninger.

Annonce

I romancer som „Valravnen“, „Ellehöien“, „Löveridderen“ eller „Rosmer Havmand“ har Oehlenschläger taget sit forlæg fra Peder Syvs samling af nordiske trylleviser. Han har alle steder bevaret handlingstråden, men udvider visernes knappe sprog med sin egen romantiske vision. Han genopliver figurerne i billedmættede scenarier, der skildrer den enkeltes skæbne og de basale menneskelige følelser som dybt forbundet med naturens hemmelige kræfter. Oehlenschläger sværmede lige som de andre romantikere for middelalderens naturmystik, men han anvender den på sin særligt konkrete måde. Nemlig idet han oplader øjeblikssansningen med en intensitet, der fænger direkte psykologisk, samtidig med at den peger anelsesfuldt ud til større kosmiske sammenhænge, fx i indledningen til „Valravnen“:

De gule Silkeseil, som Vinden fylder,
hiemlede bugnende den lette Snekke.

Begyndelsen er lys og let, men billedet brydes brat, da vokalerne skifter, og dystre detaljer trækker blikket nedad og varsler undergang:

Da bovner Havet brat med sorte Bylder,
da pibler Vandet ind af dybe Sprække.
Den vilde Valravn höit i Masten synger,
mens dybt han Skibet ned mod Grunden tynger.

Med en enkel, men raffineret regulering af perspektiv, farve og detalje er digtets stemning omjusteret fra ro til angst, og Oehlenschlägers naturbillede fungerer ikke blot som baggrund, men som indgribende kraft i historien om fru Sigrid, der lover sin ufødte søn til valravnen, og kun formår at udskyde den time, da ung Harald indhentes af sin skæbne. Oehlenschläger retter sit sproglige skyts direkte mod sanser og nerver, samtidig med at han holder en virtuos formal disciplin i metrik og rimmønstre. „Valravnen“ er skrevet i ottaverim, og i andre digte gennemprøver han den spanske romancestrofe, hildebrandsstrofen, terzinen etc. Oehlenschläger havde selvfølgelig sine forbilleder, og han refererer selv til dem rundt om i Digte. I den danske litteratur var det Ewald, i europæisk sammenhæng Goethe, Schiller og kollegerne fra Jena, „vore tyske halvbrødre“, som han kaldte dem. Men den sproglige intensitet er hans egen, lige langt fra både Ewalds åndelige entusiasme, Goethes og Schillers Sturm und Drang og de svævende drømmeagtige stemninger hos Ludwig Tieck og Novalis.

Den nordiske mytologi og sagnhistorie, der blev en af de lange bærelinjer i forfatterskabet, har allerede en fremhævet plads i debutsamlingen. Digtet „Guldhornene“ er blevet dansk litteraturs arvesølv, og „Hakon Jarls Död“ peger direkte videre til Oehlenschlägers dramatiske forfatterskab, hvor tragedien Hakon Jarl hin Rige blev grundmodellen for den senere teaterproduktion. Allerede i den prisopgave, han skrev og fik universitetets sølvmedalje for i 1800, havde han fremhævet den nordiske mytologi som et skatkammer for poesien og som konkurrent til den græske mytologi, der var blevet tyndslidt gennem århundreders digteriske brug. Appellen i de nordiske myter lå i deres rå og uslebne form og i deres billedverden, der bevægede sig på kanten mellem fabel og historie. Myterne indeholdt for Oehlenschläger de hemmelige spor af den ældste, tabte historie, som kunne genopvækkes og løftes op til poetisk højde i den digteriske vision. Det er dette projekt, der er kernen i hans livslange dialog med den oldnordiske sagnhistorie, og i Digte opridser han, endnu prøvende, sin mytopoetik. Et par mindre kendte digte handler om historiens fascination og spændingen mellem fantasi og virkelighed. „Digteren i Leire-Lunden“ begynder med det elegiske udråb:

Phantasie! hvi river du mig
til skiönne Erindringer hen?
Gierne, gierne fulgte jeg dig,
men maa vende tilbage igien til den kolde Tid,
da din skiönne Lue
hvirvler ei længer mod Himlens Bue.

Digteren føler sig hjemløs i den prosaiske nutid og fremmaner en mere poetisk heltetid, hvor konge og skjald stod last og brast. Men digtet slutter med erkendelsen af, at fortidslængslen er en kompensation for nutidens trivialitet. Samme motiv gennemspilles i „Harald i Offerlunden“, hvor hovedpersonen beruser sig i syner af en farverig vikingetid, men tøver mellem fantasiens og fornuftens stemmer: „Harald gyser ved sin Dröm – / önsker dog de gamle Tider!“Man kan affærdige dette som simpel drengeromantik i et par ikke særlig geniale digte. Men der er også resonans fra tidsalderens civilisationskritik og Sturm und Drang, især fra Herders dyrkelse af kvad som Ossians Sange og den primitive folkesang. Grundlæggende set er det den samme tiltrækning, der er på spil i Digtes hovedstykker, „Guldhornene“ og „Hakon Jarls Död“, for ikke at sige i hele Oehlenschlägers forfatterskab. Det er ideen om en hedensk oldtid, der ligger begravet under civilisationens fernis som en slags glemt urtilstand, hvor menneskelivet var direkte forbundet med natur og guder. Ikke i idyl eller som et paradis, tværtimod som en barbarisk tid (det, som fik Harald til at gyse ved sin drøm), hvor livsytringerne var mere utæmmede, men derfor også sandere end i nutiden, hvor menneskeslægten er degenereret og fremmed for sine egne impulser. Urtiden er det på én gang vitale og tabte 'andet', der både sætter nutidens dårskab i relief og besidder en forjættende utopisk kerne. Og digteren er den, hvem det er forundt at slutte kontakten til forrige tider. Han er den profetiske vejviser, der har fortiden og fremtiden i sit kompas. Det er nogenlunde betydningsindholdet i „Guldhornene“.

På handlingsplanet drejer „Guldhornene“ sig om fundet af de to oldtidsminder i Sønderjylland og det nylige tyveri af dem fra Kunstkammeret i København i 1802. Digteren kritiserer samtidens profane interesse for guldhornene, der for ham er hellige panter på „de ældste Tider“, og i digtet giver han stemme til guderne, der varsler både fundet og tabet af dem. „Guldhornene“ er ikke for ingenting gennem generationer blevet læst som det romantiske digt i dansk litteratur. Her smelter sproglig fortætning og mytisk vision sammen i en helstøbt kunstnerisk form. I digtet anråber digteren guderne om at give „et Glimt tilbage“ til „gamle gamle / hensvundne Dage! / da det straalte i Norden, / da Himlen var paa Jorden“, men digtet er selv glimtet, dvs. den poetiske vision af en mytisk verden, hvor dag følger på nat, når

Hrymfaxe den sorte [nattens hest]
puster og dukker
og i Havet sig begraver
(…)
og Skinfaxe [dagens hest] traver
i straalende Lue
paa Himlens Bue.

Oehlenschläger anvender den knappe norrøne strofeform med stor sans for timing og udfolder korrespondancen mellem oldtid og alnatur i effektive sceniske tableauer. I de to centrale optrin, hvor „Naturens Søn“ og „den rosenkindede Mø“ finder guldhornene, skabes på billedplanet og i selve rimet af „muld“ og „guld“ forbindelse til dengang, da menneske, natur og guder var ét. „Guldhornene“ er overhovedet det bedste eksempel, dansk litteratur har at fremvise på et romantisk symboldigt, for det universelle tankeregister er hele vejen gennemspillet i scenerier med appel til øjet og sans for den koreografiske detalje. Se engang møen, „der med svævende Fied / (…) hendandser / til Marken afsted“ og som

zittrende hæver
med undrende Aand,
af sorten Muld,
med sneehvide Haand,
det röde Guld.

I „Hakon Jarls Död“ præsenterer Oehlenschläger det civilisationshistoriske tema, som han blev ved at beskæftige sig med forfatterskabet igennem, nemlig kristendommens indtog i Norden og de efterfølgende kampe mellem kirken og den hedenske asatro. Hakon Jarl er den sidste vikingehersker i Norge, og digtet skildrer det afgørende slag, hvor arvekongen, Olav Trygvesen, indtager riget med sin hær og kristner Norden. Til forskel fra „Guldhornene“, som er en totalvision, er „Hakon Jarls Död“ et episk forløb med bloddryppende handling og opskruet dramatisk tempo:

Korsbannerne vildt i Ætheren velte.
De lyne, de lyne afsted!
Höit opflammer Luren de christne Helte,
hvor Olaf stevner er Lykken med.

Vendepunktet er, ligesom i det senere sørgespil, Hakons ofring af sin lille søn til guderne for at erobre krigslykken mod de kristne: „Höit galer Hanen ved Midnatstide; Jarl Hakon slagter sin Sön. / Han drager den rygende Kniv af hans Side / og synker i Lunden, og giör en Bøn.“ Drastisk og chokerende, ikke mindst for et publikum, der var vant til de elegiske stemninger i tidsalderens følsomme poesi. Men Oehlenschläger kan mere end det, han lader detaljen med gotiske stemningseffekter. Da Hakon beder nornen om sejr, hedder det: „Men Uglen flagrer paa Rotas Bryst / og tuder med dæmpet varslende Röst.“ Også slutscenen, hvor jarlens frigivne træl forråder ham og bleg og sitrende i den sorte grube „udskierer Jarlens Strube!“ vidner om den fascination af det grusomme, der løber som et mere eller mindre virksomt undergrundsspor i Oehlenschlägers digtning, og som ofte overses i eftertidens billede af ham som den idylliske eller patetiske romantiker. Det er imidlertid et spor, som stak samtiden i øjnene, og som forskaffede ham tilnavnet „Kiødslagteren“ i den litterære fejde med Jens Baggesen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Marie Louise Svane: Dansk litteraturs arvesølv - Digte 1803 i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476771