Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sibberns brevroman - kimen til den danske dannelsesroman

Oprindelig forfatter KM

Mens kærlighedsoplevelsen og krisen kan ses som en indirekte baggrund for Sibberns personlighedsfilosofi, er den direkte bearbejdning af begge dele genstand for hans eneste betydelige litterære værk, brevromanen Efterladte Breve af Gabrielis (1826). Skønt fiktion bygger den utvetydigt på kærlighedshistorien, og det sene udgivelsestidspunkt – bogen er hovedsageligt skrevet i årene 1811-14 – må forklares ved hensynet til familien. Sophie Ørsted havde da været død i otte år. I samtiden vakte den nok opmærksomhed, men blev heglet igennem i den eneste større anmeldelse af den førende kritiker Christian Molbech, der var ufin nok til at gennemføre en sammenligning med det oplagte forbillede, Goethes Den unge Werthers lidelser.

Læst som wertheriade falder bogen ganske rigtigt igennem, men først og fremmest fordi den slet ikke er det. Den er i stedet kimen til den danske dannelsesroman eller ligefrem den første af slagsen. Deraf dens klassikerstatus. En af dem, der havde sans for det, var vennen J.P. Mynster, hvis private reaktion på bogen Sibbern lod trykke som fortale til den. Mynster skriver her bl.a.:

Og dette er det Mærkværdige, det Sieldnere ved disse Breve: uagtet al Jammer, uagtet den idelig tilbagevendende Klage, stunder den Sjæl, som her udtaler sig – forskiellig fra Werther, om hvis Lidelser Enhver her vil erindres – ikke til Døden, men til Livet (…) vi forvisses ideligen om, at det dog er en dygtig Tilværelse, der vil udvikle sig af denne Forvirring.

Romanen er som sagt udformet som en række breve, i alt ca. 100, som den unge teologistuderende Gabrielis sender til en ven. Han er søgt bort fra byen til egnen omkring sin gamle kostskole, Herlufsholm, for ikke at være i nærheden af hende. Allerede med dette tilflugtssted – som med inddragelsen af Mynsters 'anmeldelse' – antydes det pædagogiske sigte med romanen, der yderligere udbygges med interpoleringen af en række selvstændige livshistorier fra personer, han kommer i kontakt med, bl.a. en lærer og en gammel amtmandinde, der fungerer som spejlfigurer.

Annonce

I brevene fortæller Gabrielis også hele forhistorien om, hvordan han efter den første tids henrykkelse, da han tror sig genelsket, bliver offer for et stadig mere uværdigt begær, da det viser sig ikke at være tilfældet. Det blev ovenfor nævnt, at naturfilosofien blev vejen ud af krisen. I romanen inddrager Sibbern de mellemregninger, der indgik. Som følge af afvisningen afløses den første oplevelse af en verden af uendelig skønhed og poesi af drømme om at vinde magt og ære, så han kan vise sig for hende i al sin pragt – og i sidste instans af uskrømtede seksuelle fantasier. Ved synet af hende fremkaldes de „frygteligste Imaginationer“, og der „koger et Helvede op“ i ham.

Det er imidlertid ikke det afgørende problem, for „hvis denne mit Hjertes Drivt og Trængsel ikke var andet, end en saadan Tilbøielighed og Kjærlighed, som den saa ofte lyksaliggjør et Menneske i hans inderste Sjæl (…) hvis denne min bittre Sjæleqvide ingen anden Kilde havde, jeg vilde for længe siden have kunnet slippe denne Attraa .“. Problemet er, at hun er totalt sammenvævet med den højere verden, han har oplevet, og denne med hende. Det indebærer, at ikke blot hun, men hele den verden, som skal løfte ham over begæret, bliver genstand for det.

Det er fastlåsningen i denne onde cirkel, der skal brydes. Det sker i første omgang ved, at han søger bort fra hende, dernæst gennem brevene, hvor han i en slags selvterapi åbner sig for vennen. Det er imidlertid ikke nok. Der skal et gennembrud til, ikke blot rent intellektuelt, men følelsesmæssigt og i handling. Det første sker ved, at den gamle amtmandinde med sit runkne ansigt på parodisk vis opfylder hans hedeste drøm, den at holde en elsket kvinde i sine arme, nemlig ved selv at træde ind i rollen. På denne måde får han skilt de ting ad, som før var forviklet i hinanden, den elskede som krop og som spejl for hans egen sjæl. Det var i den sidste skikkelse, som spejl, hun gav ham adgang til poesiens evige verden, erkender han, og hans oprindelige henrykte oplevelse af den beroede altså alene på en euforisk potensering af hans eget jeg. „Jeg var ikke kommet ind i Livets Kamp engang, og levede, som om jeg var ud over den. At der endnu var noget i mig at døde, at endnu først den rette Villie skulde fødes i mig (…) det tænkte jeg ikke paa.“

Det gør han så nu, og i den forbindelse bliver kristendommen en nødvendighed for ham, for det, der skal 'dødes', er hans hidtidige jeg, og kun i kristendommen finder han den magt, der kan skabe liv gennem død. Bogens sidste breve inden en fornyet afrejse, hvor en ikke nærmere defineret opgave, der skal bringe ham ud i livets kamp, venter på ham, rummer derfor en stadig stærkere søgen efter den gud, som nu har nøglen til hans tabte verden. „Kunde jeg forsage, da vilde den blomstre op for mig igjen i den Skjønhed, hvormed den engang hentog min Sjæl, hvormed den endnu kan det.“ I forlængelse af dette håb og i overensstemmelse med titlens „Efterladte Breve“ ender bogen med at åbne sig mod en fremtid, hvor den oprindelige Gabrielis vil være fortid og hans afløser besjælet af en ny tilværelsesfylde.

Det er denne tilværelsesfylde, „Livspoesien“, der er emnet for den langt senere – og svagere – fortsættelse, Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet (1850), som foregår ti år senere. Gabrielis er her færdiguddannet og bliver i løbet af bogen ansat som præst på Fyn, hvor han bliver gift med den blinde pige Florentine. Verden har nu åbnet sig for ham, og i romanen træder hans eget jeg også helt bogstaveligt i baggrunden til fordel for fortællinger om de mennesker, han kommer i kontakt med. Bag alt oplever han Guds hjerte banke eller „en usynlig Storhed eller et usynligt Dyb, som lader os ane sin Nærværelse, ja føle den i os og om os“, livspoesien.

Der er tidligere peget på den betydning, Sibberns dannelsestænkning fik i perioden. Med Efterladte Breve af Gabrielis introducerer han i Danmark den hertil svarende romanform ved at lade Gabrielis gennemgå de stadier, der hører den fuldbyrdede dannelse til: fra erkendelsen og dens følelsesmæssige integration til den modnede viljes udfoldelse under en højere magt. Selv om spændingen mellem Sibbern som dannelsesfilosof og digter ikke er udtalt, findes den dog, nemlig ved at jeget, der danner udgangspunkt i dannelsesfilosofien, er problemet i hans dannelsesroman, en spænding, der også kommer til udtryk i romanens forståelse af forholdet mellem romantik og kristendom:

I alle hine (…) herlige og dybsindige Tanker og Billeder kan der bevæge sig en dyb Philosophie, udfolde sig en rig og gjennemtrængende Livsanskuelse, leve et uendelig herligt Gemyt og Hjerte. Men i Skrivtens Ord bevæger sig en hellig Gud: de komme lige ud fra en uendelig Aandeverdens hellige Midtpunkt, og træffe Sjælen i dens inderste Midtpunct. (... ) Hine udspringe af Genie og Dybsind, men disse ere talte som af den, der haver Myndighed ...

I modsætning til den romantiske oplevelse, der er knyttet til jeget, viser kristendommen ud over jeget, mod forpligtelsen over for andre og mod den kærlighed, der bør omfatte alle. Men netop fordi den medmenneskelige forpligtelse for Sibbern er kernen i kristendommens lære, kan han – som i et universitetsfestskrift fra 1847 – også hævde, at man „aldeles kan høre til Guds eenbaarne Søns Samfund og Rige uden at være Christen, ja uden at vide af Christi Navn at sige eller kjende til hans Ord og Virken.“ Derfor kommer hans kristendom – i modsætning til Kierkegaards – nok til at danne baggrund, men ikke genstand for hans filosofi, der klart ligger i Schellings og Steffens' idealistiske spor.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Sibberns brevroman - kimen til den danske dannelsesroman i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476809