• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poesien som livsfilosofi - F.C. Sibbern

Oprindelig forfatter KM

Da Frederik Christian Sibbern (1785-1872) som 85-årig gik af som professor i filosofi ved Københavns Universitet, var det meget mod sin vilje. Selv om studenterne indimellem drev gæk med ham og kunne bringe ham på raseriets rand, var det undervisningen og samtalen med studenter og fagfæller, han levede og åndede for. Universitetet havde da i 57 år været hans egentlige hjem. Som lærer i filosofi havde stadig nye generationer af studerende siden 1813, uanset studium, i kraft af den filosofiske prøve, de skulle bestå, siddet under hans kateder og læst hans lærebøger. Da han ikke blot var fortrolig med hele den nyeste filosofi fra Kant til Hegel, men med Kierkegaards ord var en elskelig og ejendommelig tænker, var det en mand, der gjorde indtryk, et indtryk, der blev forstærket af, at han i alle årene opretholdt et stadigt samspil med sin tid, dens filosoffer, forfattere og videnskabsmænd, hvortil kom hans levende engagement i alle mulige samfundsspørgsmål, selv de mest ubetydelige. Når man råber i skoven, svarer professor Sibbern, hed det om ham i samtiden med en hentydning til hans utallige indlæg i aviserne. Om alt skulle han ytre sig, ikke fordi han anså sin mening for særlig kvalificeret, men fordi han livet igennem befandt sig i en uendelig samtale, hvor hvert indlæg var en replik.

Kun på to områder var han nærmest tonedøv, over for det nationale og over for kravene om en ny forfatning, det sidste ikke af konservatisme, men fordi hans politiske opfattelse, der byggede på en dybt indgroet uvilje mod den private ejendomsret, snarere hørte hjemme i en utopisk fremtid end i nutiden. Det sted, hvor han udfoldede sin politiske opfattelse, er af samme grund en slags fremtidsroman, det besynderlige, ret ulæselige, over 1000 sider lange, uafsluttede skrift, Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135 (1858-72), en vision af et samfund bygget på et miks af højst udogmatisk kristendom og kommunisme, i slægt med den franske samfundstænker Saint-Simons kristent farvede utopiske socialisme.

Sibberns forudsætninger er stort set de samme som brødrene Ørsteds. Som Anders Sandøe Ørsted uddannede han sig som jurist, ligesom han gik denne i bedene i sin disputats fra 1811 om retsvidenskabens filosofiske principper, som Anders Sandøe Ørsted også havde skrevet om. Samtidig forlod han imidlertid juraen til fordel for filosofien og tog som Hans Christian Ørsted på en udenlandsrejse, der – som dennes – førte ham ind i kernen af det naturfilosofiske og nyhumanistiske miljø i Tyskland med besøg hos Steffens, Fichte, Schelling, Schleiermacher og Goethe. Den førstes forelæsninger blev han først nu for alvor modtagelig for – som for naturfilosofien overhovedet.

Annonce

Forklaringen er bl.a., at han forinden havde befundet sig i sit livs krise, foranlediget af, at han endnu en gang var gået Anders Sandøe i bedene, nemlig ved at forelske sig i hans kone, Sophie Ørsted. Krisen bestod dog ikke i, at forholdet var illegitimt. Kærlighedsforbindelser af denne art var ganske almindelige i såvel aristokratiske som højere borgerlige kredse, så længe forholdet forblev på det platoniske plan, og alt andet var utænkeligt. Krisen bestod i, at hans kærlighed – i modsætning til Baggesens – var uigengældt. Fra hendes side var deres forhold blot af venskabelig art. I lighed med Grundtvig, hvis modtagelighed for naturfilosofien var blevet vakt af den krise, han kom ud i, da han som huslærer på Langeland udsigtsløst havde forelsket sig i sin principals kone, blev også for Sibbern naturfilosofien en vej ud af krisen. Den standsede lidenskab kunne her tolkes ind i en sammenhæng, der gav den mening som et led i en personlig udviklingsproces.

Kærlighedsoplevelsen og den efterfølgende krise har da også sat sine tydelige spor i Sibberns filosofi. Året efter Sophie Ørsteds død udgav han en forlæsningsrække for „dannede Mænd og Kvinder“, Om Elskov eller Kjerlighed imellem Mand og Qvinde (1819), hvor han mere ubesmykket end ellers i tiden taler om den sanselige drift og begæret. I overensstemmelse med Steffens og Schelling er driften eller „Drivten“, som Sibbern staver den, imidlertid kun den ene side af den enhedsdrift, der virker gennem alt. Som han skriver i sin lærebog, Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra samme år:

Men vi drives dog ej uimodstaaeligen og med physisk Nødvendighed. (…) Drivten driver os ikke anderledes, end at en Reflection kan træde ind imellem, standse og betragte Kravet, og bestemme, om det ogsaa skal tilfredsstilles. (. ) Det kan være, at Noget vil frem, som ikke bør frem. I Mennesket skal nemlig ikke et ligefrem Naturliv leve, men et Liv i Intelligents og Frihed skal i ham komme frem og danne sig. Men skal Mennesket vorde et ifølge klar Erkjendelse med Frihed handlende Væsen, saa maa det selv gjøre sig dertil; det maa overskue sit Liv, overveie og ville, og følende at det har en Villie tage [overtage] sig selv som et frit sig selv mægtigt Væsen.

Mellem erkendelse, følelse og vilje er der ingen adskillelse, og de bør derfor alle indgå i den dannelsesproces, der fører frem mod det, der ifølge Sibbern er menneskets mål, personligheden, hvis forudsætning altså er menneskets egen organisering af de elementer, det består af, så de kommer til at vekselvirke i frihed.

Overhovedet er det afgørende træk ved Sibberns dannelsestænkning hans understregning af individualitetens betydning. En sandhed kan ikke tilegnes, før den er personligt oplevet og erfaret, og ikke nyttiggøres og udvikles, før den af viljen omsættes i det levede liv. Eller med hans egne ord fra 1838:

I al Erkjendelse besidde vi dog egentligen kun det Erkjendte paa den fulde, fyldige Maade, forsaavidt vi deri besidde det Sande, som personliggjort i os, som Noget, hvori vi villigen og gjærne røre os, hvori vi have og nyde vor egen personlige Tilvær. Jo mere dette Pathos [denne følelse] taber sig, desto mere staaer Erkjendelsen som et Skyggebillede i os, en Reminiscents (…).

Hos Hegel er individet underordnet det almene, og den subjektive sandhed under den objektive, hvorved den velordnede stat bliver dannelsens egentlige mål, mens Sibbern altså lægger vægt på det subjektive element: „En kraftig Egoismus hører med til Sjælesundhed og er af en væsentlig Betydenhed i Livet“ (…) kun et Jeg, en Personlighed kan give sig hen i Kjærlighed, og kun et kraftigt Jeg kan give sig kraftigt hen deri.“

Det er med denne understregning af personligheden som højeste værdi, at han giver den danske dannelsestænkning, der i øvrigt står ret alene i Europa, sit særlige præg. Poul Martin Møller, Kierkegaards etiker, dannelsesromanens forfattere – alle har de Sibberns personlighedsfilosofi som indbygget forudsætning. Det er også på dette grundlag, at Sibbern formulerer sin kritik af Hegel, en kritik, der baner vej for Kierkegaards.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Minke: Poesien som livsfilosofi - F.C. Sibbern i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 27. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476808