Dandserinden

Paludan-Müllers kunstneriske gennembrud, Dandserinden (1833), er hovedværket i hans ungdomsdigtning og et af hans centrale arbejder. Det har – som det eneste af hans arbejder overhovedet – fået en videnskabelig præsentation med Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave fra 1991. En sådan har ikke engang Adam Homo. Dandserinden vakte beundring og kom til at påvirke såvel Winther som Hertz til at lade det interessante få en mere udfoldet og mørkere rolle at spille i deres forfatterskaber, så indflydelsen imellem generationens forfattere går mindst lige så meget fra den yngre Paludan-Müller til de ældre forfattere som den modsatte vej.

Dandserinden identificerer sig som en novelle, hvad der tyder på forviklinger og dramatiske omslag, og dem er der også rigeligt af. Digtet skildrer den talentfulde, graciøse og åndfulde danserinde Diones historie: Fra sin beskedne baggrund vinder hun publikums yndest ved sine evner og sit hjertes naturlige dannelse, og hun bliver en feteret, men stadig ydmyg figur i det københavnske selskabsliv. Her forelsker hun sig lidenskabeligt og rent i grev Charles, som straks gengælder hendes følelser. Kærligheden mellem dem erklæres og leves ud, da hun kommer til at pleje ham, efter at han er styrtet af hesten ved hendes landlige villa Sommerhvile. Han er imidlertid et stykke af en vindbøjtel, og da hans mor, hvem alliancen med en danserinde ikke er fin nok, lægger pres på ham for at indgå et bedre parti, svigter han sin elskede. Først da han på selve bryllupsdagen modtager et brev fra Dione, besinder han sig, men inden han er nået ud til hende, geråder han for hendes æres skyld i strid med den libertinske baron Maries, der har planer om at gøre Dione til sin elskerinde. Charles udfordrer ham til duel, skriver et kærligt afskedsbrev til Dione, og dræbes af Marles. Ved budskabet om hans død hentæres Dione af sorg og drukner sig.

Hovedrollen i digtet tilhører imidlertid ikke aktørerne, men derimod dets fortællerstemme, som dirigerer historiens gang med stor overlegenhed. Fortælleren optræder i en kommenterende, ironisk huggende stil, hvor der svinges frit imellem en højt opsvungen patos, en stor inderlighed (i beskrivelserne af Dione) og en skærende social, moralsk og psykologisk satire. Samtidig er han særligt i digtets begyndelse særdeles fremtrædende. Han optræder hyppigt som en slags usynlig person, der nærmest fysisk bevæger sig fra scene til scene, og han er selvkommenterende og til det yderste bevidst som fortæller. Efter at have reflekteret over sine kvalifikationer til at skrive om dans og over selve det fænomen, at det, der reflekteres over, er forsvundet, „Caput“, når „Betragtningstimen“ sætter ind, fortsætter han med følgende, udfoldede programerklæring:

Dog til min Sang! ved Dandsen stod jeg stil,Med den begynder jeg paa min Novelle,Som her jeg har den Ære at fortælle,Hvis kjære Læser blot vil lytte til.Iøvrigt er mit Digt en Bagatelle,Som, hvis ei bedre Morskab findes vilVed Snak og Dands, ved Kort og Druesaften,Maaskee sig lader læse Vinteraften.Til trende Sange Bogen er bestemt;Hver flettet ind med mangen Episode,Hvori Moral og Lærdom ligger gjemt –En Skik, som Ariost har bragt i Mode.Forresten ta'er jeg alt af eget Ho'de,Min egen Musa har sin Lyra stemt:I dennes Strenge vil jeg storme, rase,Lee, smile, græde – stedse avec grace.For ædel Korthed skal jeg mig bestræbe,Paa Versets Bygning øve Flid og Fiil,Med Formens Vægt det lette Stof ei dræbe,Men gi'e det Hele den moderne Stiil.Og løser end min Tanke Alvors Læbe,Den vækker ogsaa Ironiens Smiil,Som kraftig Modvægt mod det altfor rørendeI det Erotiske, og det Forførende.Og nu Farvel! til Sagen nu jeg gaaer;Dog først en Bøn til Dig, min kjære Læser,Hvis i mit Digt Du støder paa Fadæser,En Streg jeg haaber over dem Du slaaer,Ei under dem, som naar vort Hjerte læserPaa Mindets Blad: Kys, Elskov, Barndoms Vaar.Farvel! – her har jeg endt min Promemorie,Min Hat jeg løfter, nu til min Historie. –

Passagen er allerede i sit grundlag ironisk, fordi den refererer til bogen som noget, der endnu ikke er skrevet, og hvorom fortælleren lægger planer på trods af, at forudsætningen for, at læseren overhovedet kan læse stroferne, er, at bogen er færdig og udgivet. Bag denne ironiske maske fremfører passagen imidlertid uden at virke belærende et program, der instruerer læseren i, hvad han skal forvente af digtet, og hvad han skal holde øje med. Det fremførte program ligger på mange måder på linje med Heibergskolen, idet formens renhed og lethed betones, men samtidig fremhæver fortællerstemmen også værkets individualitet, en vis huggende egensindighed og en blanding af alvorens tyngde og ironiens lethed.

Påfaldende er det uformidlede forhold imellem patos og ironi. På den ene side driller, pjatter, satiriserer og overdriver fortælleren sig vej igennem værket, på den anden side skal hovedfigurernes tragedie, deres passion, lidelse, svigt og død, tages helt alvorligt. I denne dobbelthed er digtet fanget, men det er måske også den spændingsfylde, som endnu i dag gør det interessant.