• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ideens digter

Oprindelig forfatter SAuken

Også på et andet punkt bevæger Paludan-Müller sig længere end Winther, Hertz, Aarestrup og Andersen: i sin anvendelse af satire og patos. Som andre af tidens satirikere pisker han på den menneskelige og sociale opstyltethed, tomhed, ambition, selvoptagethed og behagesyge i samfundslivet. Men det bliver gennem forfatterskabet i stigende grad tydeligt, at satiren hos Paludan-Müller hviler på et langt mere systematisk gennemtænkt grundlag end hos de andre digtere. Tåbeligheder opfattes som udtryk for en fundamental og sønderknusende mangel på menneskelig lødighed, som dels dømmer mennesket til at henleve sit liv i tomhed og eksistentiel armod, dels i et større guddommeligt perspektiv fratager livet dets legitimitet, hvad der kommer til udtryk i den store domsscene i Adam Homo. Satiren rummer som regel en dobbelthed af underholdning og moral, idet den dels fornøjer sit publikum med en vis gysende morskab ved mødet med den lattervækkende menneskelige dårskab, dels virker som et spejl for publikum, der skal kunne se sine egne fejl og mangler spejlet i satiren og derved selv lære at undgå dem. I biedermeiersatiren er den moralske dimension dæmpet, der indbydes oftere til et skævt smil og en munter latter over figurernes tåbelighed end til oprevethed, indignation og (selv)fordømmelse. Hos Paludan-Müller derimod er de fældede domme anderledes barske, og teksterne rummer igen og igen et klart eksistentielt bods- og omvendelsesbudskab til deres læser.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Paludan-Müllers arbejder også hyppigere og med større konsekvens svinger sig op i et højere følelses- og stilregister. Idet de udsiger fundamentale sandheder om menneskelivet, tilværelsen og den guddommelige mening med eksistensen, bliver den alvor, der ytrer sig i dem, og den alvor, de ytrer sig med, langt mere intens og dybtfølt, end hvad der møder en hos andre af tidens forfattere. Den ytrer sig også i forfatterskabets udvalg af emner, hvor betydningsladede fortællinger fra Det Gamle Testamente, fra kirkehistorien og fra den græske mytologi spiller hovedrollen. Valget af de alvorstunge gammeltestamentlige emner er usædvanligt i tiden, præget som de er af syndefaldet og af historien om Kain og Abel. Usædvanlig er også behandlingen af den græske mytologi, fordi den ikke som hos andre af tidens digtere giver lejlighed til en fri fantasidigtning, men derimod til en række alvorstunge behandlinger af forholdet imellem det himmelske og det jordiske, det menneskelige og det guddommelige.

Det ser man fx i Dryadens Bryllup (1844), hvor Apollon, der efter en strid med Zeus er blevet forvist til Jorden, har udset sig det levende træs guddom Dryaden, Pans datter, til brud. Det vil guddommeliggøre hende, men Zeus forhindrer denne utilstedelige sammenblanding af himmelsk og jordisk ved gennem Hermes at beordre Pan til at fælde det træ, hun „bor“ i, og som hendes livskraft er knyttet til. Da det falder, er selv Apollon magtesløs og må se sin elskede dø for sine øjne. Rasende forlader han jorden for igen at stige op på himlen til sin rolle som solgud, mens han sværger hævn over Pan, der aldrig får lejlighed til at forklare sig. Hele stykket er gennemtrukket af den største alvor, det er et stort kosmologisk og eksistentielt drama, der afgøres, hvor den individuelle vilje og lykke brydes af hensynet til en højere orden. Dryadens død er dertil beskrevet med den største patos: tankevækkende, lidelsesfuld og hvilende på et tragisk skæbneomslag fra lykke til ulykke.

Annonce

Hvad der viser sig i denne vekslen mellem satire og patos er, at Pa-ludan-Müller før alt andet er ideens digter. Et eksempel kunne være et af hans kendteste og mest hårdt førte programdigte, Luftskipperen og Atheisten (1853), hvori ballonskipperen Montechriste påtager sig at omvende den ungdommelige ateist Anton Lange, som har fået lov at rejse med ham. Langes forlovede har tryglet Montechriste om hjælp, fordi den unge mand ved omgang med dårlige venner og bøger er blevet kold både over for hende og troen. Da almindelig argumentation ikke bider på Anton, som ud over sine andre fejl også har den at være anmelder, fingerer Montechriste et styrt og lokker den rædselsslagne Lange til at kaste sit tøj over bord i et forsøg på at lette ballonen. Derefter stiger han igen til vejrs, og i den iskolde luft, hængende mellem himmel og jord, konfronterer han igen den nu nøgne Lange med hans opblæste holdninger, hvor følelsen blot er meningens slave, og den menneskelige tanke er den egentlige magt i tilværelsen:

De sikkert Nattekulden føler stikke.
Men hvis blot Luften varm De tænke vil,
Saa vænner Følelsen sig nok dertil;
Thi andet Hold har Følelsen jo ikke,
End vore egne Meninger, der ligge
Til Grund for hver en Yttring af dens Spil.
Tænk fremfor alt barmhjertig Dem Naturen,
Saa fryser vist ei meer De paa Figuren.

Her er det oplagt idédebatten, der er i centrum, og Montechristes „argument“ består simpelthen i at tage Lange på ordet, så hans hovmodige forestillinger om den menneskelige tanke ydmyges. Således konfronteret med virkeligheden knækker Langes stolte hovmod, og Montechriste kan sende ham hjem til hans forlovede som en from og god teologistuderende, der ikke længere prædiker ateisme, omgås slette venner, anmelder bøger eller udfolder andre former for ungdommelig tåbelighed. I stedet er kommet en solid stud. theol., af hvem man kan vente sig ikke så lidt, når han bliver færdig.

Luftskipperen og Atheistens militante prædiken er ikke normgivende for forfatterskabet i dets helhed. Som hovedregel optræder figurerne ikke blot som cifre i et regnestykke, de har et selvstændigt liv og er tegnet med individuelle særtræk, og Paludan-Müllers værker lægger stor vægt på en række æstetiske træk. Der arbejdes tydeligt med kompositionen, fortællemæssig kontrapunktik, sprogets sanselighed, metrik og rytme og en række markante stilistiske træk. Alligevel er det tydeligt, at det rent æstetiske hos Paludan-Müller i højere grad end hos hans kolleger holdes i spænd af en intens vilje til at formidle et budskab: Digtene vil langt mere end blot underholde deres læser, de vil opdrage, oplyse, danne og omvende læseren. Derfor er deres ofte omhyggeligt udfoldede komposition også lagt an på at udfolde netop det idéstof, der er digtets mål.

Særligt to forbundne tankestrukturer står centralt i Paludan-Müllers forestillingsverden. Den ene er en hårdt ført idealisme, som dog har en særpræget karakter. Sagt med Vilhelm Andersens ord: „Paludan-Müller er ikke efter Tidens Sprogbrug snart Idealist (f.Eks. i „Kalanus“) snart Realist (f.Eks. i „Adam Homo“). Han er baade det ene og det andet. Han digter paa Virkelighedsindtryk men efter Ideer.“ Derfor er fordelingen i hans emnevalg også indlysende, han rækker fra realistiske scenerier hentet fra de umiddelbare omgivelser til flyvende og drømmende fantasispil. Den idealistiske grundholdning er dog tydelig hele vejen igennem. Den viser sig dels ved, at digtenes elskende par igen og igen må finde – og finder – deres lykke i at forenes i døden, dels ved, at et fællestræk for alle forfatterskabets mest kritiserede figurer er deres overgivelse til en fladbundet selskabsverden og deres manglende sans for eller loyalitet over for en højere, ideal eller religiøs verden.

Den anden er en lige så beslutsom etisk personlighedsforståelse. Det er af altafgørende betydning, at personligheden er samlet, forstået og rettet. Som i Ewalds berømte digt „Da jeg var syg“ er en af de væsentligste farer for et menneske, at det lader sig fange i adspredelse. Ved hele tiden at lade sig distrahere fra sin egen udvikling af udefrakommende forlokkelser og stimulanser går personligheden i opløsning, og mennesket kan ikke samle sig. Denne rettethed i den personlige udvikling er en dannelsestanke, efter hvilken personligheden bliver til og samles af at have en retning efter et stort og alvorligt mål. Dette mål skal være højere end mennesket selv, og det må indebære en afvisning af succes og bekvemmelighed i mere ordinær, borgerlig forstand, for ellers bliver det underlagt det sociale livs underlødige omskiftelighed. Endelig skal personligheden være bevidst. Man skal efterhånden selv være i stand til at tage ansvaret for sin personligheds fremadskriden, man skal kende retningen og følge den som et valg og af egen fri vilje. Dette demonstreres i ren form i Adam Homo, men også fx i „Benedict fra Nursia“, hvor den unge, lovende Benedict forklarer sin amme, at alle hendes velmenende planer for hans kommende verdslige succes må falde, fordi han har besluttet at leve som eremit og for en højere tilværelse. Ammen, der er en slags kirkehistorisk Morgiane (Aladdins mor), har til det sidste de allerstørste vanskeligheder med overhovedet at begribe, hvordan man kan vælge ensomhed og kontemplativ tjeneste, når man har så strålende udsigter foran sig, men Benedict holder fast i sit, og med værkets fulde tilslutning forlader han den elskede amme for at begive sig til sin store gerning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Ideens digter i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476715