• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortællende digte

Oprindelig forfatter Redaktionen

Paludan-Müller skrev dramatik i sin ungdom og prosa i sin alderdom, men hans altdominerende genre er digtet. Dog var han ikke eller kun i meget begrænset omfang lyrisk digter. Skønt mange af hans digte rummer lyriske passager, er de væsentligst fortællende og dramatiske. Spændet imellem de to yderpunkter er i realiteten meget bredt. På den ene side ligger tekster, der som Tithon og Dryadens Bryllup (begge 1844) er helt igennem organiseret som dramaer med enkelte regianvisninger og hele handlingen udtrykt gennem de mangfoldige forskellige figurers replikker og handlinger. De to nævnte bærer tilmed genrebestemmelsen „dramatisk digt“. På den anden side finder man en lang række af fortællende digte, heriblandt hovedværkerne Dandserinden (1833) og Adam Homo 1-3 (1842-1849), hvori der ganske vist er indlejret replikker, men hvor disse tydeligt sættes i scene og dirigeres af en fortællerstemme, der bevæger sig frit ud og ind af figurer og scenerier og optræder energisk forklarende og kommunikerende overalt i teksten. Imellem dem ligger en række andre tekster, der kombinerer deres elementer. Det gælder fx „Benedict fra Nursia og hans Amme“ (1861), der veksler mellem fortællende passager og lange replikvekslinger angivet som i et drama.

Selvom de dramatiske digte altså udpræget lægger sig op ad dramaet, er det tydeligt, at de ikke er beregnede til en teateropførelse. Teknisk afgørende er det selvsagt, at digtenes scenerier og scenebevægelser ofte er så krævende, at de med samtidig teaterteknik ikke ville kunne sættes meningsfuldt på scenen, men det er ikke den mest fundamentale forskel. Paludan-Müllers tidlige forsøg på at skrive en egentlig scenedramatik, Kjærlighed ved Hoffet, blev afvist af Det Kongelige Teater, fordi det på grund af dets bredde og manglende sceniske effekter umuligt kunne opføres, men stykket blev dog anbefalet til trykning. Den samme tendens genfindes i Paludan-Müllers dramatiske digte. Deres handling er så langsomt fremadskridende og dvælende, at de stort set ikke ville gøre sig i en opførelse – de mangler i en vis forstand det sceniske element af handlingsmæssig kolorit og bevægelighed. Her er der imidlertid tale om en omhyggeligt kontrolleret skriveform, ikke om en uformåenhed over for genren. Den dramatiske teknik i digtene bruges til at få de forskellige personers karakter og ideer til at tegne sig tydeligt over for hinanden. Det gælder i Tithon (1844), det gælder i „Kalanus“ (1854), og det gælder såmænd også langt tidligere i Zuleimas Flugt (1835), der fremtræder som et fortællende digt, men har lange, dvælende indslag af dialog. Heri får de to elskende, den muslimske Zuleima og den kristne Alonso, lov at bevæge sig igennem den religiøse adskillelse frem til den guddommelige kærlighed, der forener dem – selvom digtet med digterens vanlige beslutsomhed først lader dem få hinanden i døden.

Paludan-Müllers fortællende digte rummer samme smidighed og mangfoldighed, som man finder hos hans ældre samtidige. De er langt mere handlingsdrevne og tempofyldte end de dramatiske digte og har gerne bratte skæbneomslag og voldsomme afsløringer i centrum af forløbet. Ofte bruger Paludan-Müller formen helt parallelt med sine kolleger til at fortælle en kortere, novelleagtigt pointeret historie, således fx i „Grevens Død“ (1838), hvor den heftige og trofaste kærlighed imellem greven og dronningen får lov at afsløre sig i hans monolog og hendes blikke under en dans på hans slot. Da dansen er til ende, synker dronningen om som livløs, mens greven hastigt går bort og skyder sig. Paludan-Müller udstrækker dog også ofte formen langt hinsides, hvad kollegerne præsterer, til mangfoldige, flerstrengede historier, hvor led lægges til led og sidefigurer får lov at blomstre, inden digtets handling bevæger sig frem til sin – hyppigt dødelige – udgang. Denne udstrakte form ser man mest udpræget netop i de to hovedværker Dandserinden og Adam Homo.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fortællende digte i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476714