Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Omslaget i 1815 - dyrkelsen af det danske

Oprindelig forfatter SAuken

I året 1815 skete det næste betydelige omslag i forfatterskabet. På denne tid var Grundtvigs levebrød usikkert, da han efter farens død i 1813 ikke umiddelbart havde udsigt til noget præsteembede. Samtidig mødte han som sagt næsten konsekvent modstand eller tavshed fra den kulturelle elite, det var hans største ambition at trænge igennem hos; hans forsøg på apologi og forkyndelse virkede tilsyneladende ikke efter hensigten. Afståelsen af Norge gjorde et dybt indtryk på ham, og et endnu dybere gjorde det, at nordmændene ikke begræd tvillingemonarkiets opløsning. Det førte til en fornyelse i forfatterskabet, der dels viste sig i en omorientering og en udvidelse af dets interessefelt, dels i en afgørende forandring af Grundtvigs skriveform.

Formentlig allerede i januar 1815 besluttede Grundtvig, at oversættelsen af Snorres kongesagaer måtte følges af en oversættelse af Saxos danmarkshistorie (Gesta Danorum) fra omkring år 1200. Baggrunden var en ny begejstring for det danske, som blev befordret af nordmændenes manglende interesse for tvillingemonarkiets bevarelse. Den opblussende fædrelandskærlighed gjorde, at Grundtvig nu flyttede sine forhåbninger om en åndelig fornyelse i Norden fra Norge til Danmark. Derfor måtte også den store danske middelalderhistorikers værk oversættes.

Blandt de emner, som fik plads i forfatterskabet i løbet af 1815, var en gammel kending: mytologien. Grundtvig vedstod i et brev den 19. april, at han stadig følte en forkærlighed for de nordiske myter, og de dukkede kort efter også op i hans offentlige forfatterskab i Kvædlinger eller Smaakvad (1815), hvori han optrykte en række af sine tidligere digte med mere eller mindre bidske kommentarer. Kvædlinger rummer kun to nye digte: Forrest stod et hyldestdigt til Grundtvigs mor og bagest en nyskrevet gendigtning af eddadigtet om Thors brudefærd, „Thryms-Kvide“, der var Grundtvigs første selvstændige mytegengivelse siden afviklingen af asarusen, og som i en pjattet og ironisk stil bebrejdede nordmændene deres kærlighedsløshed over for Danmark og ad endnu mere ironiske omveje også forkyndte kristendom.

Annonce

Omtrent samtidig med mytologiens genopdukken kom en helt ny emnekreds ind i Grundtvigs forfatterskab: den angelsaksiske litteratur. Dansk-islændingen G.J. Thorkelin udsendte i 1815 efter mange års arbejde den første tekstudgave nogensinde og den første oversættelse (til latin) af det oldengelske Beowulf-kvad. Digtet begejstrede Grundtvig, men han blev også straks opmærksom på de talrige mangler i oversættelsen. Han åbnede en diskussion af fejlene, som på væsentlige punkter angav bedre forståelser af grundteksten end Thorkelins, men lod ellers angrebene gå ud over en overdrevent rosende anmeldelse og behandlede Thorkelin selv ganske skånsomt. Thorkelin svarede stærkt ophidset, og det udløste duplikken „Nok et Par Ord om Bjovulfs Drape“, som stadig var fredsommelig i det personlige, skønt ueftergivende i det faglige. Begge disse Grundtvigs første artikler om Beowulf er vigtige bidrag i udforskningen af værket, og de og Grundtvigs videre omgang med det angelsaksiske materiale er hans eneste entydige videnskabelige succes. Hans arbejder er fortsat internationalt kendte og centrale i udforskningen af den angelsaksiske litteratur. Som konsekvens af striden med Thorkelin påtog Grundtvig sig at oversætte Beowulf til dansk støttet økonomisk af Johan Bülow, som også havde været mæcen for Thorkelin.

Grundtvigs nye skrivestil, som især satte sig igennem i hans poesi, var allerede på vej i Roskilde-Riim, men blev først i løbet af 1815 tydelig i forfatterskabet. Uden at give køb på sin vilje til at reformere danskernes forhold til kristendommen undgik Grundtvig indtil videre den direkte forkyndelse. Til afløsning af den pågående og apologetiske skriveform i de foregående års digte opstod nu en tosidet stilbestræbelse. På den ene side står en ofte grovkornet, drillende og bred stil, som gerne udfolder sig i lange fortællende og ræsonnerende passager. Den er præget af et vid, Grundtvig henter inspiration til hos bl.a. Holberg og Baggesen, men også i ældre danske kilder, herunder både ordsprog og ballader. Et eksempel kunne være følgende drillende passage fra begyndelsen af „Thryms-Kvide“, hvori Grundtvigs fornyede beskæftigelse med mytologien forklares for læserne:

I skal jer da ei bryde
Om nogen Verdens Ting,
Ei tænke eller tyde,
Men læse kun i Spring;
Jeg rimer kun en Mythe,
Som er til ingen Nytte,
Men kun til Tidsfordriv.

I grumme gamle Dage
Opspundet er den Digt,
For eder at behage
Jeg pusler nu med Sligt,
Paa Edda vil jeg flikke
Nu, aldenstund jeg ikke
Har andre Skoe at sye.

Hele beskæftigelsen med mytologien er nyttesløs og et simpelt tidsfordriv, og det beskrives som parallelt med en art amatørskomageri, som Grundtvig kun går i gang med af mangel på bedre beskæftigelse. Ironien er metertyk, enhver, som kender Grundtvig bare en lille smule, vil vide, at så er der virkelig grund til at spidse øren. Og skønt digtet aldrig forlader den ironiske tone, viser det sig ganske rigtigt også, at der ad skjulte veje proklameres en række både politiske, historiske og religiøse påstande, Grundtvig selv helt står bag.

På den anden side står en visionær associations- og billedrig stil, hvori Grundtvig endelig gav sin flyvske fantasi frie tøjler og lod sine mangfoldige billedverdener og sin vilje til syntetiserende fortolkning danne en på en gang flimrende og storladen profetisk taleform, som på sine egne særprægede præmisser er fuldstændig præcis og konsekvent. Stilens ambition er at række ud over menneskets begrænsede forståelseshorisont gennem det poetiske sprog til en skuen af tilværelsens højeste, guddommelige sammenhænge. Grundtvig mente ikke, at dette kunne lade sig gøre med fuldstændighed og klarhed, men han opgav hellere klarheden end forståelsesambitionen. De to stillejer sameksisterer uproblematisk i forfatterskabet, der hyppigt bevæger sig imellem dem inden for det enkelte værk. Først „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“ og siden Nyaars-Morgen er Grundtvigs mest omfattende udfoldelser af denne dobbeltsidige poetiske bestræbelse.

Bevægelsen i forfatterskabet gennem 1815 afsluttedes ved årets udgang med udgivelsen af digtsamlingen Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816, der udkom 28. december 1815. Den udfoldede forfatterskabets nye position og markerede demonstrativt overgangen fra Norgesbegejstringen til dyrkelsen af det danske. I samlingens to hoveddigte, „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“ og „Forslag til Norges Heltedigt“, omfavnede Grundtvig danskheden, der nu opfattedes som en forudsætning for en fornyelse af kristendommen i Norge og ikke omvendt. „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“ gennemfører en avanceret fortolkning af Danmarks hedenske historie og landets kristning. Digtet tager udgangspunkt i beretningen fra Saxos femte bog om Kong Frodes fred, og hvordan den afsluttes, da en heks myrder kongen. På den baggrund beskrives det, hvordan den hedenske historie har et dobbelt udgangspunkt: fredselskende helteånd (Frode) og niddingsdåd (heksen, der også knyttes til billedet af en drage, en øgle og en slange eller orm). Trods dette dobbelte udgangspunkt har heksens afkom i sidste ende overmagten. Derfor bevæger det hedenske Danmarks historie sig mod det punkt, hvor heksens sejr er fuldkommen, og der kun er orme tilbage i landet. Da bringes kristendommen ind i landet først med biskop Ebbes kristning af småkongen Klakharald, Thyra Danebods far, dernæst gennem den hellige Ansgars udbredelse af den kristne tro. Disse begivenheder udløser en række profetier, der rækker tilbage til oldtiden, omfatter Danmarks grundlæggende vilkår og beskriver landets skæbne i et guddommeligt perspektiv. Profetierne virker til helliggørelse af Danmarks hedenske historie, idet de afslører, at der allerede i den hedenske verden kan ses en bevidsthed om og en længsel efter kristendommen. Samtidig optager de en række elementer fra nordisk mytologi og oldhistorie, hvorved det bliver tydeligt, at en af deres og en af historiens vigtigste funktioner er at udfolde det, der lå skjult i hedenskabet. Digtet har forladt „Thryms-Kvide“s ironiske tone, men bibeholdt den skæmtende diktion og evnen til at tale om alvorlige ting uden at slå over i den dømmende tordentale fra årene forud. Profetierne er i stedet mangetydige og hemmelighedsfulde og har som en særlig pointe at føre kilderne sammen og at lade dem og det danske, her for en gangs skyld især det jyske, landskab fortolke hinanden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Omslaget i 1815 - dyrkelsen af det danske i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476800