Nyaars-Morgen

Denne nye udadvendthed genfinder man i langdigtet Nyaars-Morgen (1824), som er højdepunktet i den digtning, der opstod som resultat af omorienteringen i 1815. Med sit selvbiografiske anlæg sammenfatter digtet hele udviklingen i Grundtvigs forfatterskab frem til dette punkt. I fremlæggelsen af en serie af gennembrud og udviklinger fortsatte Grundtvig i Nyaars-Morgen den formulering af foreløbigheden som et menneskeligt grundvilkår, der stod centralt i Danne-Virkes erkendelsesteori. Sammenføringen af denne tænkning og Grundtvigs overvejelser over og beskrivelser af forholdet mellem mytologi, historie og kristendom udgør den vigtigste bevægelse i Nyaars-Morgen. Digtet består af 312 strofer på hver 11 vers fordelt over ti sange. Ved siden af salmerne er det Grundtvigs betydeligste poetiske værk. Nyaars-Morgen henter sine elementer fra især døgnets og årets vekslen med en stærk betoning af kampen imellem modsatrettede kræfter (lys over for mørke, varme over for kulde osv.). Det kommer fx til udtryk i digtets tredje strofe, der lyder:

Guds Fred og God-Morgen!Paa Mark og paa Fjeld!Forvundet er Sorgen,Mig pinde i Kveld,I Midnattens Mørke,Da Hel-Hanen goel;Da Mulmet i StørkeSig værged mod Soel:Da Natten med Dagen,Michael med Dragen,Mig tykdes at kæmpe om Nord!

Her sidestilles kampen i døgnet mellem nat og dag med Johannes' Åbenbarings beskrivelser af kampen mellem dragen og ærkeenglen Michael (Åb. 12,7 og 20,2), således at forløbet igennem digtet må fortolkes som en apokalyptisk kamp imellem det onde og det gode.

Den verden, Grundtvig her og i de foregående strofer lyser „Guds Fred“ over, er en nordisk verden, hvor menneskene lever i pagt med hinanden, med Gud og med naturen. Fra dette punkt i overgangen mellem nat og dag viser han tilbage til den kamp, der har udspillet sig om natten, og frem mod de store bedrifter, dagen skal bringe. Derfra springer digtet ved åbningen af anden sang bagud til nattens begyndelse, hvor kulde, mørke, død, isolation og nederlagsstemning råder. Anden til syvende sang beskriver jegstemmens vej gennem natten frem mod morgenen, der definitivt bryder igennem i slutningen af syvende sang. Ottende sang viser det store syn, der udfolder sig, idet jegstemmen når frem til den morgen, der var digtets begyndelsespunkt, og niende sang henvender sig til samtidens mennesker for at få dem til at modtage jegstemmens budskab og overvejer, hvad der må gøres, hvis de ikke modtager det. Tiende sang begynder med en gentagelse af de første tre strofer fra første sang, og digtets sidste 12 strofer er lagt i munden på „Aanden“, der fremfører en profeti om, hvad der skal ske efter digtets afslutning.

Nyaars-Morgen bevæger sig gennem en serie af gennembrud, der hver for sig markerer afgørende trin i udviklingen hen mod lyset og varmen i morgenscenen. Hvert gennembrud forudsætter de foregående, men hver position, der brydes igennem til, er samtidig kun midlertidig og må efterfølges af nye udviklinger og forståelser; selv digtets begyndelse og afslutning har midlertidighedens præg: Allerede i første sang tales der om alt det, Grundtvig endnu ikke har forstået, og det, Ånden forkynder i digtets sidste sang, er netop, hvad der nu skal komme.

I sammenhæng med billeder fra dansk historie, nordisk mytologi og kristendommen er den grundlæggende metaforik i digtet knyttet til døgnets og årstidernes vekslen, og i overensstemmelse med Grundtvigs kristne billedverden i årene forud beskrives disse i eskatologisk ladede kampbilleder. Det selvbiografiske forløb er dermed indlejret i en verden af billeder og fortællinger, der tilfører det en betydning hinsides en almindelig selvbiografi. Efterhånden som Grundtvigs historie skrider frem, forandres også verden omkring ham fra kulden, mørket og isolationen, der karakteriserer begyndelsen af anden sang og på sin vis er hele digtets problem, til det store gennembrud af lys og varme, der møder læseren i digtets begyndelse og er dets endemål.

Vejen gennem natten udgør Grundtvigs gradvise indvielse i den store betydningsverden. Han bringes i kontakt med de vigtigste stadier i sit folks historie, optager dem efterhånden i sig og bliver i stand til at handle på folkets vegne. Et vigtigt element i dette forløb er Grundtvigs indvielse til først den nordiske mytologi og dernæst kristendommen. Grundtvig optager så at sige sin symbolverden i sig, den bliver mønster- og fortolkningsdannende for ham, og han bliver dens mest autentiske repræsentant, så han mod slutningen af digtet forstår sig som ægtefødt barn af „Vor Moder“ og som den, der bringer hendes budskab til det danske folk. Han går så langt ved udsigten til, at danskerne måske ikke vil modtage den åndelige arv og det åndelige fællesskab med hinanden og med naturen og historien, at han forestiller sig at udvandre med folkeligheden til et sted, Gud har valgt til ham, og dér med Guds hjælp selv blive til et helt folk.

Samtidig med Nyaars-Morgen skrev Grundtvig digtet „De Levendes Land“, som dog først blev offentliggjort længe efter i to omskrevne og forkortede versioner. Digtet er skrevet som et brydetag med Kingos „Keed af Verden, og kier ad Himmelen“ (1681) i samme versemål som Kingos salme, men med den modsatte pointe: Man skal ikke vende sig fra det jordiske til det himmelske, for med kristendommens hjælp slås der bro over skellet, og Guds verden omfatter dermed både det himmelske og det jordiske. Digtets sidste strofe lyder:

O Christelighed!Du skiænker vort Hjerte, hvad Verden ei veed.Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat,Det lever dog i os, det føle vi godt,Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,Hvor Kiærlighed boer!