Nordisk mytologi endnu en gang

Det første store resultat af Grundtvigs rejser blev en helt ny mytologi: Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog (1832). Særligt afhandlingens alenlange indledning synes at være en direkte frugt af Grundtvigs møde med England. Grundtvig taler for tilblivelsen af en ny videnskabelighed til erstatning for den romersk-italienske videnskab, som har domineret hidtil. Idealet i denne videnskabelighed er at forene den nordiske kraft, Grundtvig har fundet i England, med den sans for åndelige dybder, som stadig er til stede i Danmark, og igen er den menneskelige erkendelses midlertidige karakter i centrum. Klarheden er det sidste og yderste erkendelsesmæssige mål, og den kan derfor ikke også være midlet. I en central passage beskriver Grundtvig det således:

Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jøde, ethvert Menneske, der bliver sig sin aandelige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han støder visselig Intet fra sig blot fordi det er underligt, og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Løsning, hvad han umuelig kan vente af hvad han som ingen Ting kan giennemskue. Derfor finder et saadant Menneske, han være for Resten af denne eller hin, eller af slet ingen bestemt Tro om Guddommen, sig aldrig tiltrukket af de giennemsigtig oplyste Folk, hvis hele Viis-dom man i en Time kan lære udenad, og turde næsten haabe at kunne giøre kloge Hunde klar, men tiltrækkes netop af de dunkle, dybe Naturer, som ahne langt meer end de see, føle langt dybere end de kan lodde, og tale begeistret langt høiere end de selv veed af.

Citatet viser forbindelsen mellem Grundtvigs midlertidighedstænkning, hans antropologi og hans teologi. Mennesket eksisterer i en sammenhæng, som rækker langt videre, end det er i stand til at begribe med sin dagklare fornuft. Denne sammenhæng er ikke kun noget, som omgiver mennesket, men er også en del af dets eget væsen. Hvis mennesket derfor indskrænker sin forståelse og sit interesseområde til kun at omfatte det, som det kan vide klart og med sikkerhed, afskærer det sig selv fra enhver dybere eller højere forståelse af sit eget væsen og reducerer dermed sig selv til plathed og indskrænkethed. Vil man forstå mere af sig selv, er den første forudsætning altså, at man er villig til at række ud over sig selv og ind i områder, man ikke fuldstændig kan bemægtige sig eller begribe. Derfor er det også menneskeligt set mere interessant, om mennesket har en sans for den dybere og højere guddommelige virkelighed, end om dets religion er Grundtvigs egen. Målet med den kultur og den videnskabelighed, Grundtvig forestiller sig i Nordens Mythologi 1832, er da også at fremme og udvikle denne forståelse snarere end at prædike en bestemt religiøs eller teologisk overbevisning.

Mytetolkningen i Nordens Mythologi 1832 er af en helt anderledes karakter end i ungdomsmytologien. Bogen fremsætter en antropologisk fortolkning, der lader myterne fremtræde som de nordiske hedninges forståelse af menneskelivet snarere end som religion. Guderne opfattes som en art positiv projektion: I mytologien afbilder det hedenske menneske sine højeste forestillinger om menneskelivet ved at beskrive det i sin guddommelige skikkelse og kommer derigennem til at udtrykke sin forestilling om verden og menneskets plads i den. Grundtvig benægter ikke, at der er tale om en religion, men mytologiens religiøse betydning opfattes som uinteressant. Samtidig nedtones den religiøse samforståelse af mytologien og kristendommen, som er kommet til udtryk i Grundtvigs digtekunst, så Gud mest optræder som den, der tegner grænserne for mytologiens råderum. En del steder i Nordens Mythologi 1832 kan man dog spore en mere omfattende teologisk stillingtagen til mytologien, og en række af de beskrivelser, Grundtvig giver af den, bærer tydelige mærker af kristendommen.

På baggrund af sin antropologiske forståelse kan Grundtvig nu udfolde en omfattende udlægning af mytologien som et sindbilledsprog, dvs. symbolsprog, der lader dens forskellige skikkelser være udtryk for centrale elementer i det nordiske menneskes verdensanskuelse (Odin er sejrshåbet, Thor den levende sandhed, Loke den begrebsmæssige fornuft, Heimdal forstanden osv.), og han kan udlægge dens forskellige fortællinger på fænomener og forløb i fortid og nutid. Fremstillingen myldrer af detaljer og er på alle måder et modstykke til den hårdt styrede og stærkt abstrakte fremstilling i den tidligere mytologi.

En anden kontrast er, at i Nordens Mythologi 1832 fremstår mytologien ikke længere som et selvforløsende system. Grundtvig opfatter den som åben mod en højere verden, der viser sig i dens svage anelser om en større gud over aserne, og han placerer dermed i modsætning til Nordens Mytologi 1808 dens højeste bevidsthed hos Odin og ikke hos Alfader, hvem Odin kun aner dunkelt. I stedet beskriver mytologien et liv i historien med en aktiv og glødende deltagelse i dens kampe mellem livet og døden, en beskrivelse, der er udtryk for det nordiske menneskes syn på tilværelsen og dermed også, og det er bogens retoriske påstand, for Grundtvigs samtidiges verdensanskuelse. På baggrund af dette skal de mange åndelige udlægninger af myternes forskellige begivenheder og fænomener forstås. De åndelige betydninger, de forskellige figurer i den nordiske mytologi tilskrives, er udtryk for den bevidsthed, Grundtvig ønsker at fremme.

Gennem sin opfattelse af aserne som tidens kæmper fortsætter Grundtvig midlertidighedstænkningen fra de tidligere værker. Aserne kæmper og handler uden til fulde at kunne forstå den verden, de befinder sig i, og der er med Ragnarok trukket en skarp grænse for deres tilværelse. Alligevel ser de værdien af at deltage i kampen og håber på en forklaret verdens frembrud med Gimle efter Ragnarok.

Grundtvig havde på dette tidspunkt endegyldigt forladt det litterære miljø i Danmark. Han fulgte kun sparsomt med i, hvad der skete, og synes fx ikke at have registreret Hegel som ret meget andet end en ny version af Schelling. Så godt som alle hans poetiske værker var da også enten lejlighedsarbejder eller udtryk for en helt bestemt hensigt. Han læste stadig intenst, men hans interesser var mere rettet imod historiske end mod nutidige tekster, og hans deltagelse i samtidens debat var koncentreret om politiske, historiske og teologiske spørgsmål, mens de æstetiske stridigheder stort set måtte udspille sig uden hans medvirken.

I løbet af 1830'erne og særligt i deres sidste år indtraf en række forandringer til det bedre i Grundtvigs stilling. I 1832 kunne han genoptage sin præstegerning, da han fik lov til at holde gudstjeneste i Christianskirken på Christianshavn med sin menighed. I 1837 blev censuren over ham ophævet, og året efter fik han et varigt gennembrud til en bredere offentlighed, da hans første offentlige foredragsrække, som han holdt på Borchs Kollegium med den nyere historie (1788-1838) som emne, blev et stort tilløbsstykke. (Først efter hans død udkom foredragene under titlen Mands Minde).

En anden tydelig forandring i Grundtvigs stilling var, at han i 1839 fik præstekaldet ved den lille kirke, som var knyttet til Vartov, et alderdomshjem for kvindelige tjenestefolk. Kaldet var ydmygt, og det var tænkt som en retrætepost for Grundtvig, som var midt i halvtredserne, men det blev alt andet. Omkring ham dannede der sig en stor og særdeles aktiv menighed, så Vartov blev et centralt sted i det københavnske kirkeliv, og Grundtvig beholdt stillingen som kirkens præst til sin død mere end 30 år efter sin udnævnelse. Stillingen viste sig at være ideel for ham, da de embedsforpligtelser, der knyttede sig til den, var begrænsede, og han derfor fik tid til at fortsætte sin udadvendte virksomhed med uformindsket styrke.

En sidste begivenhed i 1830'erne, som også afgørende forandrede Grundtvigs stilling, var Christian 8.s tronbestigelse i 1839. Frederik 6. havde været Grundtvig relativt venligt stemt, og Grundtvig havde på sin side omfattet ham med en brændende forkærlighed, men andre havde haft større indflydelse på kongen end Grundtvig selv, og det havde ofte voldt ham tilbageslag og bryderier. Med kongeskiftet forandrede den situation sig radikalt. Christian 8.s dronning, Caroline Amalie, var såvel kirkeligt som politisk en overbevist tilhænger af Grundtvig, og dermed blev han for første gang en egentlig magtfaktor i dansk samfunds- og især kirkeliv.