Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grundtvigs salmer

Oprindelig forfatter SAuken

1830'ernes vigtigste litterære gennembrud blev salmedigtningen. Grundtvigs ambition om at skrive salmer var da allerede mere end tyve år gammel. De første salmer fra hans hånd blev skrevet i kriseåret 1810, og fra den periode stammer, som nævnt, også hans første betydelige salme, „De hellige tre Konger“, som han offentliggjorde i Rahbeks tidsskrift Tilskueren året efter sammen med et brev, hvori han bekendtgjorde sin ambition om at skrive en række nye salmer med historisk tema. Opfyldelsen af de store ord trak dog ud, og selvom der især fra 1820'erne og frem kom en række store salmer fra Grundtvigs hånd, herunder „Den signede Dag med Fryd vi see“ (1826) og „Tag det sorte Kors fra Graven“ (1832), kom salmerne drypvis, og en stor samlet salmedigtning blev det ikke til. Dette forandredes imidlertid, da Grundtvigs gode ven Gunni Busck i 1835 stillede midler til rådighed for ham, så han kunne koncentrere sig om salmedigtningen. Resultatet lod ikke vente på sig, og allerede i slutningen af oktober 1836 kunne Grundtvig udsende første hæfte af en større samling. Sang-Værk til den Danske Kirke, som værket hed, var komplet den 13. september 1837.

Ud over et „For-Spil“, som er et uddrag på 59 strofer fra Nyaars-Morgen, rummer sangværket 401 salmer. Det er en af den danske litteraturs vigtigste salmesamlinger og lader sig kun sammenligne med Thomas Kingos Vinter-Parten (1689) og Hans Adolph Brorsons Troens rare Klenodie (1739). Den centrale inspirationskilde bag sangværket såvel som bag Grundtvigs salmedigtning i det hele taget er Kingo. Ikke bare er bruset og lidenskaben i den kingoske salmedigtning vigtig for Grundtvig – vigtigere endnu er Kingos opfattelse af et bestemt forhold imellem de bibelske begivenheder og nutiden. De bibelhistoriske begivenheder fastholdes i deres historicitet. De er indtruffet på et bestemt tidspunkt og befinder sig dermed på afstand af den syngende menighed i tid, men samtidig er den guddommelige virkelighed, der manifesterer sig i begivenheden, evig og som sådan gyldig i enhver tid. Derfor er den stadig tilgængelig for en nutidig bevidsthed og kan stadig forklare den troendes væsen i nutiden og gribe ind i hans liv med frelsende kraft. Med Grundtvigs store optagethed af den kristne menighed og dens historiske samhørighed og vidnesbyrd får hans forhold til kristendommens historicitet en karakter, som er helt hans egen. Nutiden og de bibelske begivenheder er ikke kun i kontakt med hinanden, fordi begivenhederne er af evigheden. De berører også hinanden igennem historien ved den ubrudte strøm, som kirken udgør, og som sætter alle troende i fællesskab med hinanden. Denne forståelse fastlægger kompositionen i Sang-Værk til den Danske Kirke. Efter et indledende afsnit på 146 salmer, der især kredser om kirken og dens væsen, organiseres sangværkets tekster efter kirkeårets tre centrale højtider, jul (147-204), påske (205-326) og pinse (327-395). I den sidste håndfuld salmer (396-401) forlader sangværket højtiderne og vender tilbage til indledningens emnekreds. Til hvert af de tre afsnit om højtiderne har Grundtvig digtet en række salmer, som har den særlige karakter, at de består af gendigtninger af tekster fra tidligere kristne menigheder.

Grundtvig forestiller sig, at kristendommens udvikling kan beskrives som en bevægelse mellem syv hovedmenigheder, som på skift er kristendommens centrum. Disse syv menigheder er den hebræiske, den græske, den romerske, den angelsaksiske, den tyske, den nordiske og en endnu ukendt syvende menighed, som stadig hører fremtiden til. Hvert enkelt af afsnittene i Sang-Værk til den Danske Kirke bevæger sig igennem kirkehistorien fra den hebræiske til den nordiske menighed med salmer digtet over poetiske tekster fra hver af dem efter tur helt frem til den danske salmedigtning, hvor ikke alene Kingo og Brorson, men også vennen Ingemann må lægge ryg til Grundtvigs omdigtninger. Grundtvigs gengivelser af sine forlæg er ikke forsøg på oversættelser i traditionel forstand, men er tydeligt skrevet ind i hans egen teologiske forståelse og poetiske smag og dermed for ham også skrevet ind i hans egen nutid. Denne tilgang betyder, at teksterne på en gang bliver historiske og nutidige, og at fortid og nutid dermed når hinanden. Fortiden genvækkes, idet den gøres relevant og betydningsfuld for nutidens mennesker, mens nutiden får del i fortidens forståelse og indskrives i en lang historisk sammenhæng, som rækker helt frem til Kristi andet komme og dommedag. Denne udveksling bekræfter, viderefører og udvider Kingos forståelse af forholdet mellem de bibelske begivenheder og nutiden. Begivenheden viser sig at være gyldig i enhver tid, idet man kan søge tilbage til tidligere tiders forståelser af den og dér finde noget, som er indlysende og umiddelbart betydningsfuldt også for én selv i nutiden.

Annonce

Gunni Buscks investering betalte sig selv hjem mange gange. SangVærk til den Danske Kirke var kun startskuddet for den store og mangfoldige salmedigtning, Grundtvig udfoldede resten af sit liv. Fra og med sangværket overtog salmerne hovedrollen i Grundtvigs poetiske forfatterskab. Allerede i 1839 påbegyndte han udgivelsen af sangværkets andet bind. Det gik imidlertid i stå på side 192 med bindets andet hæfte i 1841 og blev først udgivet i færdig skikkelse i 1870 under titlen Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole. Planen i værket var igen historisk. Sangværk til Den Danske Kirke-Skole er en række bibel- og kristendomshistoriske sange, der begynder ved skabelsen og fører læseren igennem hele Bibelen frem til og med Johannes' Åbenbaring og videre gennem kirkehistorien frem til Grundtvigs egen nutid, hvor værket afsluttes med nogle salmer om menighedslivet. Hovedvægten er ubetinget lagt på bibelhistorien, som optager 102 af værkets 134 sange. Blandt teksterne er nogle af Grundtvigs mest elskede sange, herunder „Abraham sad i Mamre-Lund“, „Kong Pharao var en ugudelig Krop“, „Der sad en Fisker saa tankefuld“ og „Apostlene sad i Jerusalem“.

Selvom sangværkets andet bind gik i stå i 1841, fortsatte Grundtvigs salmer med at komme i en forholdsvis jævn strøm. En række af dem blev trykt som salmeblade og afsunget af menigheden i Vartov, og det var også til den, Grundtvig i 1850 udgav Fest-Psalmer, som rummede 30 salmer til de tre store højtider, jul, påske og pinse. De følgende år kom der nye og udvidede udgaver af Fest-Psalmer, og i løbet af Grundtvigs levetid nåede Vartovs salmetillæg op på ti udgaver af stadigt stigende omfang. Tiende udgave, som udkom i 1870, rummede fulde 330 salmer.

Salmernes karakter af menighedssang betyder, at Grundtvigs egensindige billedverden fra den øvrige poesi træder noget i baggrunden, således spiller den nordiske mytologis billeder, fortællinger og figurer en ganske begrænset rolle. Til gengæld er brugen af bibelske motiver stærkt udvidet, så heller ikke salmerne bliver billedsvage eller abstrakte. Grundtvigs salmer er lige så mangfoldige som resten af hans digte og spænder fra knudrede tankedigte til storladne profetiske udbrud. Ikke overraskende er den historiske salme stærkt fremtrædende ikke bare i Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole, men i Grundtvigs salmedigtning i det hele taget. Igen og igen tager han udgangspunkt i bibelske beretninger og lader sin salme forme sig som en genfortælling og udlægning af dem. I disse historiske salmer er det ofte menighedens og alle troendes forhold, som i virkeligheden er på spil, og hver bevægelse, som skildres, griber direkte ind i den troende selv. Dette historiske perspektiv er næsten altid til stede, men Grundtvig var for meget af en digter til at blive spærret inde i et program, og hans salmeværk omfatter også en række tekster med helt andre interesser.

 Grundtvig tiltrådte som præst ved Vartov Hospital i 1839. Der dannedes en stor menighed omkring hans person. Han forblev i embedet resten af livet og holdt sin sidste prædiken i Vartov den 1. september 1872, dagen før sin død. Maleren Christen Dalsgaard har på sit maleri fra 1868 fanget oldingen og patriarken i Vartov Kirke under salmesangen.

Grundtvig tiltrådte som præst ved Vartov Hospital i 1839. Der dannedes en stor menighed omkring hans person. Han forblev i embedet resten af livet og holdt sin sidste prædiken i Vartov den 1. september 1872, dagen før sin død. Maleren Christen Dalsgaard har på sit maleri fra 1868 fanget oldingen og patriarken i Vartov Kirke under salmesangen.

Et velkendt træk ved salmegenren er dens brug af, hvad man har kaldt et pronominalt jeg. Salmen er en almen tekst, som såvel menighedens enkelte medlem som menighedsfællesskabet skal kunne træde ind i og gøre til sin. Den jegstemme eller det vi, der ytrer sig i teksten, må altså ikke være så individuelt specificeret, at den syngendes identifikation med jeget forhindres. For Grundtvig, som altid havde været tæt på jegstemmerne i sine digte, må denne pronominale karakter have været en særlig udfordring. Det er betegnende for bevægelsen i forfatterskabet, at omtrent samtidig med, at han endegyldigt mestrer denne pronominale skriveform, får han sit definitive gennembrud til en bredere offentlighed. Begge dele er udtryk for, at såvel den indre som ydre bestræbelse efter at nå almenheden, der havde præget hele hans liv, nu endelig krones med held. Det er på den baggrund heller ikke overraskende, at en række af de mest intime og personlige digte, Grundtvig har skrevet, befinder sig blandt hans salmer, uden at det anfægter brugen af det pronominale jeg i dem. Det gælder fx den lavmælte og indtrængende salme „At sige Verden ret Farvel“ (1845), hvori Grundtvig moddigter en lang luthersk tradition for at opfatte døden som en udfrielse af det syndige liv og en befrielse til himlen. En specifik skydeskive er Oeh-lenschlägers „Lær mig, o Skov, at visne glad“, hvis versemål Grundtvig bruger, og som han gentagne gange stikker til. „At sige Verden ret Farvel“ omsætter Grundtvigs fundamentale engagement i modstillingen mellem døden og livet til en frysende tekst, som fortolker menneskets angst for døden og dets længsel efter at frelses fra den. Døden mødes ikke med fortrøstning, og den syngende beder Jesus om at huske, „Hvor mørkt der er i Graven!“ Derfor bliver Jesus også snarere en trøster i døden end en befrier fra jordelivet:

Kom i den sidste Nattevagt,
I en af mine Kiæres Dragt,
Og sæt dig ved min Side!
Og tal med mig, som Ven med Ven,
Om hvor vi snart skal sees igien,
Og glemme al vor Kvide!

Døden bliver netop kun til at holde ud med udsigt til livet. I det himmelske ser sjælen Jesus igen. Den reddes altså fra døden til livet, fri ikke bare fra den jordiske lidelse, men også og nok så meget fra den dødsangst, som griber den døende med udsigt til døden. Salmens dødsangst bliver lysende tydelig i den sidste strofe:

Før Døden, med sin Iistap-Haand,
Giør Skiel imellem Støv og Aand,
Bortvifter Hiertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelser-Arme!

Den syngendes angst for døden er begrundet. Døden splitter mennesket ad og tilintetgør det. Helt centrale dele af Grundtvigs forestillingsverden er sammentrængt i strofens to første verslinjer. At adskille legemet og ånden er at opløse mennesket som menneske. Grundtvig havde tidligere (i indledningen til Nordens Mythologi 1832) talt om mennesket som et guddommeligt eksperiment med det formål at lade støv og ånd gennemtrænge hinanden. På den samme måde er modstillingen mellem kulde og varme altafgørende i Grundtvigs forfatterskab. Han betoner igen og igen, at livet og alle de menneskelige følelser er indlejret i den menneskelige krop. Dermed bliver tilintetgørelsen af hjertets varme ikke blot et billedligt udtryk for døden, men helt konkret udslettelsen af mennesket selv og alt, hvad det har kært. Denne udslettelse har et frelseshistorisk perspektiv, fordi striden mellem kulde og varme og mellem liv og død er selve striden mellem Gud og djævelen (den personifikation, som finder sted, idet døden tillægges en istaphånd, er alt andet end tilfældig). Menneskets død er djævelens sejr i dette menneske. Derfor insisterer salmen også i denne afsluttende strofe på, at Jesus skal komme til den syngende før døden, der slet ikke må få fat i mennesket. Først da kan mennesket sove ind uden frygten for døden. Igen er billedet betegnende, da Grundtvig genaktiverer betydningen i den faste vending „at sove ind“, så den ikke blot bliver en omskrivning af „at dø“, men artikulerer en reel forskel mellem menneskets hengivelse til Kristus som afslutningen på dets jordeliv og så døden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Grundtvigs salmer i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476806