Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det romantiske ungdomsforfatterskab

Oprindelig forfatter SAuken

Efter endt teologisk eksamen i 1803 havde den 20-årige Grundtvig ingen umiddelbar udsigt til et præsteembede og lod sig ansætte som huslærer på det langelandske gods Egeløkke. Her forelskede han sig med stor voldsomhed i husets frue, den noget ældre Constance Leth. Forelskelsen betød, at den kølighed, som hidtil havde præget ham, forsvandt, men situationen var umulig, og han søgte bort fra den og ind et heftigt studium af dels den romantik, der var prellet mere eller mindre af på ham nogle år forinden, dels den nordiske mytologi og sagnhistorie. Dermed samledes hans spredte aktiviteter efterhånden til en egentlig organiseret indsats, der havde mytologien som emne, og en romantik inspireret af Schelling, Steffens og Fichte – og lidt længere tilbage af Herder – som sin fortolkningsnøgle.

Emnet for Grundtvigs debutartikel er netop mytologien. „Lidet om Sangene i Edda“ (1806) blev skrevet som reaktion på den lidt ældre cand. theol. Jens Møllers gendigtning af et af de oldnordiske gudekvad, „Sangen om Skirnir“. Grundtvig gennemhegler Møllers bagatel, uden at det bliver indlysende, hvorfor en så ubetydelig tekst som Møllers skulle kunne udløse en så beslutsom modstand. Forklaringen ligger imidlertid hos Grundtvig selv. Han forstår sig gennem forfatterskabets første fase i stigende grad som mytologiens ægtefødte repræsentant i nutiden og derfor også som dens forsvarer imod uforstående fortolkere som Møller. Kun enkelte af ungdomsforfatterskabets betydelige arbejder, „Om Religion og Liturgie“ og Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn (1808), har ikke mytologien som hovedemne, men de ind-drager den alligevel på en prominent plads. Efter „Lidet om Sangene i Edda“ følger en stribe af artikler om mytologien med den inspirerede og stærkt forkyndende „Om Asalæren“ (1808) som højdepunktet. Bestræbelserne samles i Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd der ei selv ere Mytologer, der udkom 1808, og som er det første egentlige hovedværk i forfatterskabet. Tidligere samme år havde ønsket om at kunne forfølge sin interesse for mytologien mere intenst fået Grundtvig til at flytte til København, hvor han fik plads som stipendiat på Valkendorfs Kollegium.

 Nicolai Frederik Severin Grundtvig portrætteret med korslagte arme i 1820, mens han endnu befandt sig i åndelig krise. Året efter blev han omsider kaldet til et præsteembede uden forudgående ansøgning (Præstø). Maleri af Chr. Fr. Christensen (1820).

Nicolai Frederik Severin Grundtvig portrætteret med korslagte arme i 1820, mens han endnu befandt sig i åndelig krise. Året efter blev han omsider kaldet til et præsteembede uden forudgående ansøgning (Præstø). Maleri af Chr. Fr. Christensen (1820).

Nordens Mytologi åbnes med et digt til forfatteren Christen Pram. Efter en indledning, der gennemgår dels de mytefortolkninger, der går forud for Grundtvigs, dels kilderne til den nordiske mytologi, rummer bogen tre afdelinger. Første afdeling handler „Om Guddommenes Mængde, Navne og Forholde“ og peger på en guddom over aserne, kaldet Alfader, der gennem Nornerne styrer dem og historiens gang. Anden afdeling, „Asalæren“, som er værkets vigtigste, gennemgår den nordiske mytologis forløb. Tredje afdeling, „Fabellæren“, behandler forbindelsen mellem gudernes store historie og menneskelivet. Spredt omkring i værket er en række digte og digtfragmenter, de fleste skrevet af Grundtvig selv, men Oehlenschläger optræder også på en prominent plads.

Annonce

„Asalæren“ er det navn, den unge Grundtvig giver sin fortolkning af den nordiske mytologi. I den samler han de spredte kilder til en egentlig, systematisk lære. Han opfatter „Vølvens spådom“ som den højeste og mest oprindelige tekst i mytologien, og på baggrund af sin fortolkning af den indpasser han de andre kilder. Fremstillingen er voldsomt abstrakt. Det er asalæren, som er hovedpersonen. Mytologiens forskellige figurer optræder som rene cifre i regnestykket, ikke som individer. Den eneste, der for alvor har personlighed, er Odin.

Grundtvigs asalære opfatter mytologien som et „sejrsdrama“. Alfader skaber verden, men der opstår et „selvtaget“ liv i skikkelse af jætterne, som trodser ham. Han udsender derfor sin kraft, aserne, for at knuse dem, men de svigter ham og ønsker selvstændighed. For at genoprette balancen sendes derfor de nordiske skæbnegudinder, nornerne, der dømmer aserne til nedgang og fald. Asalæren bevæger sig nu gennem asernes gradvise svækkelse, hvis højdepunkt er Balders død, og kulminerer i Ragnarok, hvor aserne og jætterne knuser hinanden, hvorved alt, hvad der stod Alfader imod, er gået under, og dennes evige verden igen kan bryde frem. Strukturen i denne beskrivelse af den historiske udvikling lægger sig op af Schellings historiefilosofi og op af det tankesystem, som blev fremsat i Steffens' indledningsforelæsninger. Asalæren aflæser historien som en udvikling fra identitet til identitet. Efter en splittelse i den oprindelige enhed selvstændiggør det afspaltede sig mere og mere i forhold til identiteten, men bevægelsen drejer om et vendepunkt, og derefter sker der igen en gradvis tilnærmelse indtil det punkt, hvor identiteten i altet er genoprettet. Nordens Mytologi går så langt som til at omtale det højeste, guddommelige punkt i verdensanskuelsen, hvorfra dette forløb lader sig overskue, og hvor de tilsyneladende modstridende kræfters enhed bliver synlig, med den centrale schellingske term „indifferenspunkt“.

Asalæren danner en fuldstændig historiefilosofi, der forklarer tilværelsen i lyset af en overordnet historisk fortolkningsramme. Historien fører frem til den endelige orden, renhed og klarhed efter Ragnarok, og denne indsigt befrier mennesket i historien, som kan forstå det kaos, der omgiver ham, som et nødvendigt mellemstadium. Grundtvig insisterer på asalærens høje forståelse også i nutiden og opfatter den som bærer af en egentlig religiøs betydning, som kun kristendommen overgår. Men netop derved sprækker værket også. Grundtvig forsøger i en central passage at vise, hvordan Kristus kommer som en ny og højere guddom, der nedstyrter aserne fra deres uretmæssige trone og åbner en dybere indsigt i verdensordenen. Denne fortolkning forbliver imidlertid et postulat i forhold til værket. Den har ikke nær samme perspektiv og sammenhængskraft som den rent hedenske fortolkning, og den hedenskes styrke gør den unge Grundtvigs kristendomsfortolkning selvmodsigende. Derved kommer Grundtvig til at dementere kristendommen i samme bevægelse, som han søger at ophøje den. Hedenskabet, som han beskriver det, danner en forløsningsreligion, der på egen hånd er i stand til at bringe verdenshistorien frem til frelsen og evigheden hinsides døden, og der er ikke brug for kristendommen.

Set fra Grundtvigs eget synspunkt var Nordens Mytologi kun et forarbejde. Det egentlige mål for hans arbejde var en fremstilling i mange bind af det nordiske hedenskabs historie. Planerne lagde han frem i en subskriptionsindbydelse, Indbydelse til Gamle Nordens Venner (1808), hvor han forsvarede mytologien og skitserede planen for den store gendigtning. Året efter udsendtes så første bind, Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord, som formelt er det store værks sidste bind, da det behandler kristendommens komme og hedenskabets fald i Danmark. Værkets centrale skikkelse er den sidste store hedningehøvding Palnatoke, som forgæves stræber efter at fastholde hedenskabet. Han er en helt i den shakespearske tragedietradition: en heroisk skikkelse i en udsat position, hvis storhed og fald er uløseligt forbundne. Palnatoke kæmper med Svend Tveskæg imod dennes far, den første kristne konge Harald Blåtand, der fremstilles som brodermorder, nidding, opportunist og kujon. Palnatoke vinder deres indbyrdes kamp, men taber alligevel striden med kristendommen, da også Svend Tveskæg konverterer. Vægten i værkets vurderinger truer hele tiden med at tippe til hedningenes fordel, og for at skabe balance har Grundtvig indsat et kristent modstykke til Palnatoke, hans slægtning Odinkar, som er af samme heroiske støbning som hedningehøvdingen. Han repræsenterer den samfortolkning af mytologien og kristendommen, Grundtvig selv fremlagde i Nordens Mytologi, og i en fredelig og respektfuld samtale mellem Palnatoke og Odinkar konfronteres de to fortolkninger, men karakteristisk for problemerne i Grundtvigs tolkning lykkes det hedningen at slå betydelige huller i præstens argumentation, tilsyneladende uden at forfatteren selv er klar over det.

 Nordisk Offerscene fra den Odinske Periode (1831). I det langvarige arbejde med at genopføre Christiansborg efter branden i 1796, forestået af C.F. Hansen, indgik en række udsmykningsopgaver. Således fik maleren Johan Ludvig Lund bestilling på fem store lærreder, der skulle skildre religionens historie i Danmark, herunder den hedenske gudeverden, som Grundtvig i 1808 havde givet sin originale fremstilling af i Nordens Mythologi.

Nordisk Offerscene fra den Odinske Periode (1831). I det langvarige arbejde med at genopføre Christiansborg efter branden i 1796, forestået af C.F. Hansen, indgik en række udsmykningsopgaver. Således fik maleren Johan Ludvig Lund bestilling på fem store lærreder, der skulle skildre religionens historie i Danmark, herunder den hedenske gudeverden, som Grundtvig i 1808 havde givet sin originale fremstilling af i Nordens Mythologi.

Grundtvigs inspiration fra romantikken i forfatterskabets tidligste trykte værker indskrænker sig ikke til den strukturelle lighed med Schellings og Steffens' tænkning. Romantisk er også selve interessen for oldtid og middelalder og overbevisningen om, at en sådan interesse giver adgang til en dybere indsigt i nutiden. Også Grundtvigs forståelse af digterrollen er romantisk inspireret. I tråd med Friedrich Schlegels Gespräch über die Poesie (1800, Samtale om poesien) forestiller Grundtvig sig digteren som kulturskaber og -bærer. Han er i kontakt med tilværelsens dybeste grund, og forstår dermed verden og mennesket bedre end nogen anden og af denne dybe forståelse udfolder han en hel verdensopfattelse, som andre mennesker så kan leve inden for. Dette er den indlejrede fortolkning af digterens rolle i Nordens Mytologi, hvor asalærens tilblivelse beskrives som resultatet af en gammel, åndrig digters søgen efter harmonien bag verdens tilsyneladende uorden.

Den unge Grundtvigs stil er tydeligt romantisk præget med en billedverden, som blandt andet kredser om tusmørket og natten, der opfattes som den tilstand, hvor solens alt for brændende lys er gået bort, og man derfor kan åbne øjnene og skue dybere. Hans naturbeskrivelser er fulde af besjælinger, så naturen opfattes som en levende, åndelig organisme. Samtidig skriver han med hyppige lån fra de ældre sprogkilder, han forholder sig til, og bruger med forkærlighed norrøniserende sprogelementer. Også hans verseformer bærer hyppigt præg af den oldnordiske litteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Det romantiske ungdomsforfatterskab i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476796