Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Årene i studerekammeret

Oprindelig forfatter SAuken

Grundtvig havde siden sin fars død i 1813 været uden embede. En række kirker i København havde ladet ham prædike fra tid til anden, men efterhånden som blæsten omkring ham tiltog, blev de færre og færre.

Næsten samtidig med udgivelsen af Heimdall meddelte Grundtvig fra prædikestolen i Frederiksberg Kirke, at han nu ikke længere ville prædike, før han fik tildelt et egentligt embede. Det kom imidlertid til at lade vente på sig. Den mere stille periode i de efterfølgende år gav Grundtvig lejlighed til at udfolde sit forfatterskab på anderledes præmisser. Grundtvigs arbejder fra perioden er mere reflekterende og dybtborende end udfarende polemiske, skønt polemikken bestemt ikke er ude af forfatterskabet. I perioden fra 1816 til 1819 skrev Grundtvig så godt som egenhændigt tidsskriftet Danne-Virke, som rigtignok kun udkom fire gange, men hver enkelt årgang fylder op imod 400 sider. I forlængelse af Heimdall formulerede Grundtvig her i en række afhandlinger en midlertidighedstænkning, hvor Gud nok er det sikre grundlag under enhver erkendelse, men det betyder ikke, at mennesket kan nå frem til en fyldestgørende og klar forståelse af sit eget væsen. I stedet forsøger afhandlingerne at placere mennesket i verden og at se, hvordan dets forståelse af evigheden manifesterer sig i åbenbaring, kunst og vidskab (Grundtvigs ord for den disciplin, som forener de adskilte videnskabers bestræbelser til en samlet forståelse). Dermed kan de beskrive den midlertidighed, menneskets timelige forståelse er underlagt, og den bevægelse hen mod erkendelsen af evigheden og dermed af mennesket selv, der kun på begrænset måde er mulig i tiden. Disse tanker lå allerede i kim i „Et Blad af Jyllands Rimkrønike“, men kom med Danne-Virke til større klarhed og til deres mest omfattende teoretiske udfoldelse i forfatterskabet. Tidsskriftet rummede derudover betydelige afhandlinger om en række andre emner væsentligst af historisk art og en række poetiske arbejder.

„Paaske-Lilien“, der blev trykt i andet bind (1817), er tidsskriftets vigtigste digterværk og har siden fået en lang række selvstændige udgaver. Værket består af et rammedigt og et dramatisk optrin. Uddrag fra „Paaske-Lilien“ blev udgivet allerede i Grundtvigs levetid, men det berømteste uddrag, påskesalmen „Påskeblomst! hvad vil du her?“, blev først til mange år efter Grundtvigs død. I „Paaske-Lilien“s første del henvender digteren sig spørgende til påskeliljen for at få svar på den opstandelse, den er tegn på:

Annonce

Bondeblomst! men er det sandt!
Har vi Noget at betyde!
Er vor Prædiken ei Tant!
Kan de Døde Graven bryde!
Stod Han op, som Ordet gaaer!
Mon hans Ord igien opstaaer!
Springer klart, af gule Lagen,
Livet frem med Paaske-Dagen!

Kan de Døde ei opstaae,
Intet har vi at betyde,
Visne maae vi brat i Vraa,
Ingen Have skal vi pryde.
Glemmes skal vi under Muld,
Vil ei Voxet underfuld
Smelte, støbes i det Dunkle,
Og som Lys paa Graven funkle.

Opstandelsen er ikke blot et teologisk, men et eksistentielt problem, fordi menneskets eget liv bliver meningsløst, hvis det kun bevæger sig imod graven. Derfor må digtet søge efter opstandelsens virkelighed dér, hvor den er at finde: i historien.

Digteren lader sig af Saga, historiens muse, bære tilbage til Jesu grav i natten før påskemorgen, for kun dér kan hans spørgsmål afgøres. Ved graven udspilles så det dramatiske optrin inspireret af Shakespeare generelt og åbningsscenen i Hamlet specifikt, skrevet i blankvers og med en typisk shakespearesk billedbrug. En række skikkelser diskuterer, hvem den mand er, der ligger gravlagt bag stenen. Forskellige teorier udkastes. De menige soldater Tiberius og Rufus forstår overhovedet ikke betydningen af begivenheden, men behandler sagen som en spøgelseshistorie. En romersk høvedsmand hævder, let nedladende og uforstående, at Jesus var en interessant jødisk filosof – sådan ca. halvanden gang så klog som Sokrates. En farisæer er klar over, at mere er på spil, men forlader bevidst graven i tide til ikke at se sin egen tro blive overtrumfet af det nye, der er ved at bryde frem. Endelig har den barske veteran Tacitus set tegn, der har overbevist ham om, at den døde virkelig er Guds søn. Da englen kommer, afgøres diskussionen, og kun Tacitus er i stand til at blive stående, henrykket og forfærdet. Dermed er digterens indledende spørgsmål besvaret, og den opstandelse, han spurgte til, viser sig også at have fundet sted i hans eget bryst, således at han med sin nye forståelse ved slutningen af digtet selv kan stå som et tegn på opstandelsen.

I 1817 indgik Grundtvig ægteskab med Lise Blicher (1787-1851), som han havde været forlovet med siden 1811. Sammen fik de tre børn, Johan, Svend og Meta. Deres ægteskab var ikke frugten af glødende kærlighed, og Grundtvigs store forelskelser var rettet imod andre kvinder, særligt førnævnte Constance Leth og hans anden kone Marie Toft, men efter datidens standarder var det i mange år et godt ægteskab, og i overensstemmelse med tidens normer var Lise ham en trofast støtte igennem hans livs mange omslag og strabadser. I foråret 1821 fik Grundtvig endelig fast embede i Præstø, men allerede i efteråret 1822 flyttede han tilbage til København efter at have fået embedet som residerende kapellan ved Vor Frelsers Kirke. Han begyndte nu så småt at føle, at årene i studerekammeret var ved at være forbi, og at han igen var parat til at tage del i samtidens diskussioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Årene i studerekammeret i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476802