Senromantik og ny realisme - Vilhelm Bergsøe

Årene mellem nederlaget i 1864 og Georg Brandes' hovedstrømningsforelæsninger i 1871 udgør et vakuum i den danske litteraturhistorie. De ældre strømninger er uden fremtidsrettet kraft, de nye er endnu kun i deres vorden. En del betydelige forfattere fra den foregående periode skriver fortsat, især H.C. Andersen, Chr. Winther og Goldschmidt, men ingen af dem angiver nye retninger. Karakteristisk nok bliver den vægtigste nye forfatter, Vilhelm Bergsøe, efter ganske kort tid overhalet af udviklingen og kommer – skønt hans forfatterskab rummer adskillige selvstændige elementer – ikke til at spille nogen hovedrolle i den danske litteraturs historie.

Vilhelm Bergsøe (1835-1911) var oprindelig zoolog med speciale i insekter og var på vej til at udfolde en betydelig karriere, da en øjensvaghed, der nærmede sig blindhed i perioden mellem 1866 og 1875, og en plagsom gigtsygdom satte hans videnskabelige karriere i stå. I stedet lykkedes det ham at diktere sine store romaner, Fra Piazza del Popolo (1866), Fra den gamle Fabrik (1869) og I Sabinerbjergene (1871). De suppleres af flere mindre romaner samt en række fortællinger. Derudover skrev og offentliggjorde Bergsøe også såvel lyriske som fortællende digte, hvori inspirationen fra bl.a. Christian Winther og Henrik Hertz er tydelig. De forekommer dog betydeligt mere tungbenede end forgængernes smidige og mangfoldige poesier.

I en bredere offentlighed var han fra udgivelsen af Fra den gamle Fabrik til sin død en overordentlig læst og elsket forfatter. Men som litterær skikkelse blev han voldsomt begrænset af litteraturhistoriens bevægelser: Han kom hurtigt på kant med det moderne gennembruds mænd og placerede sig til højre for dem i tidens litterære fejder. Han blev dermed marginaliseret rent litterært, og det er væsentligst hans store debutroman, der stadig læses.

Bergsøes skriveform er i vidt omfang inspireret af Goldschmidt: Et ophold i selskab med Goldschmidt i Rom 1862 var en medvirkende faktor til, at Bergsøe overhovedet begyndte at skrive. Han har meget af Goldschmidts internationale orientering, og Goldschmidts nemesistanke genkendes i Bergsøes forkærlighed for at lade tilsyneladende tilfældige begivenheder danne et sammenhængende fortolkningsmønster. Samtidig rummer hans arbejde et element af social realisme. Der er intet pittoresk ved Fra Piazza del Popolos skildring af Københavns fattigkvarterer under koleraepidemien i 1853; den lyser af forfærdelse og indignation. Denne realisme udmærker romanen frem for dens umiddelbare forgængere, men den hviler ikke på noget nyt kunstnerisk fundament i forhold til dem, og derfor kom den – rimeligt eller urimeligt – til at fremtræde forældet, da det moderne gennembrud netop forandrede fundamentet for kunsten.

Bergsøes hovedværk Fra Piazza del Popolo er med litteraturhistorikeren Lars Peter Rømhilds ord „en rammefortællingskreds der bliver til en roman“. Bogens rammehandling udspiller sig blandt skandinaverne i Rom med et enkelt fransk indslag. I bogens begyndelse kidnappes den unge læge Verner og for at fordrive ventetiden, mens han er borte, indlader de tilbageværende sig på at fortælle og læse historier for hinanden. Det lykkes efter nogle dages fangenskab for Verner at undslippe, og de to sidste historier er dels hans beretning om sit fangenskab og sin flugt, dels en beretning fra Leon de Ville, en franskmand, han undervejs har befriet fra en levende begravelse i en gammel romersk sarkofag. Disse to historier forbinder sig med dem, det tilbageværende selskab har fordrevet tiden med, til en samlet fortælling, der har den unge Verner som den centrale figur. Historierne afdækker tilsammen baggrunden for hans forældreløse opvækst, og de beretter hans liv fra en ungdom i overflod, men uden social og personlig balance, over et brat formuetab og en dyb social og menneskelig fornedrelse til hans genrejsning som et stadig ungdommeligt overmodigt, men nu balanceret og fornuftigt menneske. Samtidig fører historien på nutidsplanet ham sammen med sin tabte ungdomselskede, som hans egen formørkede natur samt en led italiensk pengemands intriger har revet fra ham.

Fra Piazza del Popolo svarer godt til sin placering som overgangsroman. Handlingen er lagt de 5-6 år bagud, der bringer den på afstand af krigsbegivenhederne og nederlaget, og det eneste genkendelige spor, den rummer af konflikten, er, at den sympatiske fremmede i skandinavernes flok er franskmand og ikke tysker. Kompositorisk er den et senromantisk arbejde med store, slyngede former, med en mangfoldighed af forskellige stemmer og en ikke-lineær fremstillingsform. Fra Piazza del Popolo henholder sig stadig til et dannelsesbegreb, der blot få år efter skulle blive heftigt angrebet og undergravet, men den gør det parallelt med en intens dyrkelse af afvigende og ekstreme sindstilstande. Dermed står romanen på grænsen af det moderne gennembrud, selvom den aldrig når ind i det, og selvom Bergsøe kom i opposition til Brandes og hans ligesindede.