• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nederlaget 1864

Oprindelig forfatter SAuken

Det forløb, der førte frem til krigsudbruddet og det danske nederlag i 1864, var endnu langt mere speget end forløbet op til Treårskrigen halvandet årti tidligere. Selv ned i de mindste detaljer har en senere tids historikere svært ved at opnå enighed: Det er omstridt, hvor mange, hvor graverende og overhovedet hvilke fejl den danske regering begik i forløbet op til krigens udbrud, ligesom der henstår tvivl om, hvorvidt en klogere ført udenrigs- og indenrigspolitik overhovedet kunne have reddet Danmark fra krigen. Bedre bliver det ikke af, at væsentlige dele af forudsætningerne for krigsudbruddet skal findes i spillet mellem de europæiske stormagter England, Frankrig, Preussen, Rusland, ja sågar Det Osmanniske Rige, såvel som i den tyske indenrigspolitik.

Heller ikke samtidige betragtere og deltagere havde det nemt. Den britiske premierminister Lord Palmerston er berømt for at have givet Dronning Victoria følgende „forklaring“: „Der er kun tre mennesker, der forstår det slesvigholstenske problem. Den første er prinsgemalen [Albert], men han er død, den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg af det, og den tredje er mig – og jeg har glemt det.“

Visse faktorer kan med forsigtighed nævnes. Den tyske støtte til det slesvigholstenske oprør i 1848 var i væsentligt omfang blevet stoppet på baggrund af pres fra den russiske zar, men Ruslands stilling i Europa var blevet stærkt svækket efter nederlaget i Krimkrigen 1853-1856. Samtidig hermed udløste Otto von Bismarcks stadig stærkere greb om magten i Det Tyske Forbund et behov for en ydre fjende til at samle den offentlige opinion og aflede opmærksomheden fra de indre spændinger.

Annonce

Indenrigspolitisk var situationen i hertugdømmerne aldrig kommet i en rimelig balance efter Treårskrigen. Den nykonservative bølge, der skyllede over Europa i årene efter 1848, tillod ikke, at de givne grænsedragninger blev forandret, og den danske politik i forbindelse med succes i Treårskrigen hjalp ikke, fordi den gav såvel den danske offentlighed som politikerne urealistiske forventninger om landets militære muligheder. Treårskrigen blev betragtet mere som en krig end som en borgerkrig, det var ikke en regional hærstyrke, man havde besejret, men „Tysken“ selv. Derfor blev der ført en alt for selvsikker både indenrigs- og udenrigspolitik. Indenrigspolitisk forsømte man udsoningen med det besejrede tysksindede flertal i hertugdømmerne. Senere genoptog man – i modstrid med indgående traktater efter Treårskrigen – Ejderpolitikken med henblik på en adskillelse af hertugdømmerne, så Slesvig blev integreret dansk, og Holsten blev udelukket af kongeriget – en løsning, alle vidste var uacceptabel for såvel hertugdømmerne som Bismarck. Samtidig førte man en for selvsikker og aggressiv udenrigspolitik over for Det Tyske Forbund, trods en vaklende støtte fra potentielt allierede nationer. Selv efter at krigsudbruddet var en realitet, og Danmarks militære underlegenhed var blevet tydelig, fastholdt man fra dansk side en urealistisk aggressiv politisk linje.

Er årsagerne til krigsudbruddet komplicerede, er krigens forløb til gengæld ganske enkelt og i næsten alle faser bestemt af de tyske-østrigske troppers militære overlegenhed. Efter tilbagetrækningen fra Dannevirke og fjendens efterfølgende operationelt og materielt overlegne indtagelse af den utilstrækkeligt forstærkede Dybbølskanse samt belejringen af Fredericia, var det danske forsvar reelt knækket, og freden måtte indgås på de mest ydmygende betingelser: den betingelsesløse opgivelse af hertugdømmerne. Betegnende nok dukker landsoldaten op igen i en af tidens viser med den mindre selvbevidste titel „Jens er aldrig bange, men der var for mange“, skrevet efter Dybbøls fald i april 1864, og betegnende nok er denne vise i dag totalt glemt.

 „Uebermuth thut selten gut! Beseitigung des Idstedter Löwen durch schleswig-holsteinische Patrioten“. Overmod fører sjældent til noget godt! Fjernelse af Istedløven af slevig-holstenske patrioter, står der triumferende under litografiet af Istedløven, der blev revet fra sin sokkel på Flensborg kirkegård den 28. februar 1864 – en symbolhandling med talrige paralleller før og siden. Tysk flyveblad 1864.

„Uebermuth thut selten gut! Beseitigung des Idstedter Löwen durch schleswig-holsteinische Patrioten“. Overmod fører sjældent til noget godt! Fjernelse af Istedløven af slevig-holstenske patrioter, står der triumferende under litografiet af Istedløven, der blev revet fra sin sokkel på Flensborg kirkegård den 28. februar 1864 – en symbolhandling med talrige paralleller før og siden. Tysk flyveblad 1864.

 Krigen 1864 bød i kraft af fotografiet på en ny form for krigsreportage uden forskønnede momenter. På det tyske fotografi fra 1864 ses den sønderskudte Dybbøl Mølle bag det brandenburgske 12-punds batteri.

Krigen 1864 bød i kraft af fotografiet på en ny form for krigsreportage uden forskønnede momenter. På det tyske fotografi fra 1864 ses den sønderskudte Dybbøl Mølle bag det brandenburgske 12-punds batteri.

Slutresultatet af krigen var altså deprimerende, geografisk og militært såvel som åndeligt. Helstaten mistede ca. 40% af sit areal og ca. en tredjedel af sin befolkning. Danmark var ikke ved 1800-tallets begyndelse en europæisk stormagt, men nok en magt, man måtte regne med, og det var i sig selv en del af baggrunden for krigene med England om den danske flåde i 1801 og 1807. Stadig i 1848 kunne den danske hær i et vist omfang hævde sig, endskønt der skulle en del bevægelser i den europæiske udenrigspolitik til, for at den kunne bryde dødvandet og besejre slesvigholstenernes oprørshær.

Krigen som en overvældende menneskelig og national katastrofe skildres i tredje og sidste del af Christian Richardts (1831-92) digtsamling Nyere Digte (1864), der bærer titlen „Et Aar“. Digtene er skrevet samtidig med begivenhederne og følger optakten til krigen fra december 1863, selve krigen og fredsslutningen; det sidst daterede digt er fra november. Er digtene ikke store kunstværker, så er de dog interessante i deres seismografiske registrering af krigen som et følelsesmæssigt forløb, hvor det hidtidige begreb om danskhed går i opløsning: „Glemme maae vi vore Sange (…) / Glemme „deiligst Vang og Vænge“.“ Chr. Richardt skifter mellem hyldest til de kæmpende og tro på, at Gud vil sikre de danske sejren over uret og overmagt og så de gentagne chok, som krigen afstedkommer. Det første og største, da Dannevirke rømmes den 5. februar 1864:

Dannevirke kun et Skræmsel,
Slænget hen til evig Glemsel!
Villig rømmet! Store Gud!
Ei paa een Nat Danmark fældes,
Men paa een Nat Danmark ældes
Ved et saadant Jammerbud.

Digtsamlingen svinger således mellem stadigt spinklere håb og tiltagende fortvivlelse under påkaldelse af den Gud, der altid har været med Danmark, indtil den slutter i en blanding af lammende desillusion – „Skjoldet revnet! / Volden jevnet! – Meget fristet, Intet evnet“ og insisterende fremtidshåb, knyttet til kræfter i „Dybet af vor Folkeaand.“

Chr. Richardt foregriber med sine digte et omslag i periodens fædrelandssange. Tonen bliver mere sørgmodig end triumferende og udfordrende. Militant og pågående kan den fortsat være, men stadig præget af de realpolitiske begrænsninger, Danmark nu er underlagt. Er der håb og kampvilje tilbage, er det på trods af realpolitikken, snarere end på baggrund af den. Et eksempel kunne være den fynske Mads Hansen, som i sit digt „Vort Haab“ (1870) skriver:

Vi har et Haab, der ej er bygt
paa høje Tal og store Løgne;
paa Sandheds Grund, den simple, nøgne,
det hviler levende og trygt;
det fødtes under Nederlaget,
det viedes i Vaabenbraget,
det næredes af Danmarks Nød.

Vi sætte ej vor Tillid til
Kanoner eller Bajonetter,
ej heller hvad vi selv udretter,
og hvad de store Magter vil;
men Et vi ved, der ej skal kues,
om end vi haardt og længe trues,
og det er Folkets Odelsret.

Hvem skifted Jordens Lande ud?
Har det ej Noget af betyde?
Mon Voldsmænd kan ustraffet bryde
de Grænser, der er sat af Gud?
Er Sprogets Klang og Aandens Mærke
ej Grændsepæle vel saa stærke,
som dem af stene og af Træ.

Jovist – vort Haab er fast og trygt:
lad Tider komme, Tider svinde,
vi slippe det ej nogensinde,
fordi det er paa Sandhed bygt.
Og Haabet er, at Danmarks Lande
til Tungemaalets Skjel skal standesom Grændse for et enigt Nord.

 Helga og Valborg Tofte fra Flensborg stillede op til dette Mindeblad fra 1879 „De sønderjyske Piger“. I egnsdragter ser de forladte og sorgfulde mod det tabte fædreland. Vilhelm Bergsøes ledsagende digt „Ret kan visne, Ret kan ældes“ slutter med håbet om, at „Frihedsbaunen“ måske vil tændes „ved et Solglimt, sendt fra Gud“. Med jordisk våbenmagt lod det sig under ingen omstændigheder gøre.

Helga og Valborg Tofte fra Flensborg stillede op til dette Mindeblad fra 1879 „De sønderjyske Piger“. I egnsdragter ser de forladte og sorgfulde mod det tabte fædreland. Vilhelm Bergsøes ledsagende digt „Ret kan visne, Ret kan ældes“ slutter med håbet om, at „Frihedsbaunen“ måske vil tændes „ved et Solglimt, sendt fra Gud“. Med jordisk våbenmagt lod det sig under ingen omstændigheder gøre.

Hos Hansen træder den realpolitiske vurdering i baggrunden, der er meget gode grunde til ikke at knytte for mange og for høje forventninger til, hvad der kan udrettes med våbenmagt. Landsoldatens karske realisme, hvor man må handle med våben i hånd for at bevare sin ret, er trådt i baggrunden. I stedet er sat en højere, åndelig retfærdighed, som netop er blevet til i nederlagets stund, og hvor det er sprog og ånd, der definerer et lands politiske og geografiske sammenhængskraft. Denne følelse af at have været udsat for et overgreb, der trodsede en højere retfærdighed, holdt sig længe i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Nederlaget 1864 i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476759