Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med dæmpet elegance - Ludvig Bødtcher

Oprindelig forfatter SAuken

I en lyrisk hilsen til Christian Winther skrev Ludvig Bødtcher (1793-1874) i 1863:

Ak Du! hvem Din Musa blev evig huld,
Hver dristig Bøn tør Du vove,
Din Troskab hun lønner med alt sit Guld
Og sine grønneste Skove!

Men jeg – en utro letsindig Svend,
Hvad Gave vil min kunne sende,
Jeg tidt lod Maaneder, Aar gaae hen,
Og tænkte aldrig paa hende;

Nu mangler mig fast en Sangers Mod,
Naar min Haand vil Harpen tage,
Og dog var hun altid saa himmelskgod,
Og tilgav, og vendte tilbage.

Ludvig Bødtcher var om nogen sin muse utro. I løbet af sit lange liv skrev han kun sjældent og med lange mellemrum. Da hans samlede digte blev udgivet af Johannes Brøndum-Nielsen i 1940, rummede samlingen kun knap 150 digte, og skønt enkelte tekster ikke er taget med hos Brøndum-Nielsen, er det samlede tal næppe væsentligt højere. Til gengæld er produktionen udsøgt og pudset i al sin tilsyneladende ubetydelighed.

Ludvig Bødtcher var søn af Søren Bødtcher, der var forvalter ved Det Laurvigske Jernmagasin og efterhånden en temmelig holden mand. Bødtcher var ungkarl hele livet. I sine studenterdage forlovede han sig rigtignok i hemmelighed med en ung pige, Pauline Paulsen, men hun døde pludseligt, inden hun var fyldt 18.

Annonce

Forholdet mellem fader og søn var køligt, og faderen så ikke med milde øjne på sønnens litterære interesser. I en kortfattet selvbiografisk skitse, skildrer Bødtcher således en – vist sjælden – triumf i den anledning:

Min Fader, en streng Mand, der iøvrigt elskede Holberg og Evald, erfarede min Brøde og passede ogsaa nøje paa mig for at jeg ikke skulde „spilde Tiden“. Som Direktør i „det venskabelige Selskab“, en anseet Klub, overværede han Stiftelsesdagsfesten, og viste os hjemme som sædvanlig de forfattede Sange Dagen efter. Iblandt dem var der især En, som han ikke noksom kunde rose, og da jeg havde læst den og taug, spurgte han spodsk „Naa; hvad siger Du Poet?“ Nu havde jeg tilfældigviis under Tausheds Løfte selv skrevet den, og svarede derfor koldblodigt: „Aah ja, den er ret god“, og skjød den fra mig. „Ret god!“ sagde han vred, „den er min Sjæl ypperlig, det har Alle sagt!“ Her var Fristelsen for stor, og jeg yttrede, at jeg ikke ret vel turde rose den, da den var af mig selv; efter en komisk Pause, sagde han med megen Heftighed: Ja, den er min Sjæl god – alligevel!

Faderen modsatte sig stærkt Bødtchers ønske om at leve som fri skønånd og søgte at få ham i solidt borgerligt arbejde som kontormand i Overformynderiet. Alligevel blev det faderen, som muliggjorde Bødtchers frie liv, fordi han ved sin død i 1824 efterlod en arv, der var betragtelig nok til, at sønnen kunne leve et behageligt ungkarleliv til sine dages ende. Han rejste straks til Italien og forblev der i 11 år. Her plejede han omgang med en række af tidens skønånder, mest fremtrædende Thorvaldsen. Hjemvendt i København fortsatte han sit frie liv til sin død hen ved fyrre år senere.

 Den aldrende Bertel Thorvaldsen skænkede sine værker og sin kunstsamling til byen København, ikke mindst tilskyndet af Ludvig Bødtcher. Thorvaldsens Museum, tegnet af arkitekten Bindesbøll, blev opført 1839-48. Thorvaldsens anmodning til Bødtcher om at blive inspektør ved museet kunne dog ikke lokke ham til at opgive sin frie tilværelse.

Den aldrende Bertel Thorvaldsen skænkede sine værker og sin kunstsamling til byen København, ikke mindst tilskyndet af Ludvig Bødtcher. Thorvaldsens Museum, tegnet af arkitekten Bindesbøll, blev opført 1839-48. Thorvaldsens anmodning til Bødtcher om at blive inspektør ved museet kunne dog ikke lokke ham til at opgive sin frie tilværelse.

Bødtcher samlede, som nævnt, først sin poesi til en egentlig digtsamling, da han havde passeret de 60. Først i 1856 udkom Digte, ældre og nyere, og der kom aldrig flere. Samlingen blev dog udsendt i to forøgede udgaver i henholdsvis 1867 og 1870. Efter Bødtchers død blev en række efterladte digte udsendt af Thorvald Smit under titlen Sidste Digte (1875). Trods denne tilsyneladende overskuelighed knytter der sig det problem til digtenes udgivelseshistorie, at det ikke lader sig gøre at etablere en bare nogenlunde dækkende kronologi for digtene. Ud over at en række af digtene kun kendes i manuskript, er de trykte digte offentliggjort så spredt og så drypvis, at det givetvis ikke kan lade sig gøre at etablere en egentlig tilblivelseskronologi eller en meningsfuld udgivelseskronologi for dem: Der er en gruppe enkeltdigte, men et forfatterskab i udvikling er ikke synligt. Digtene må derfor i det væsentlige betragtes som en helhed. En afgørende cæsur kan dog nævnes: Opholdet i Italien. Skønt det er sparsomt, hvad Bødtcher faktisk skriver i Italienstiden, er det tydeligt, at hans digtning efterfølgende har fået en lysere karakter, ofte nærmer den sig ligefrem pastoralens sorgløshed.

Bredden i Bødtchers digte er som hos hans samtidige ganske stor. Forfatterskabet spænder over traditionelle romancer, versfortællinger, lejlighedsdigte og lyriske digte. På samme måde er der også et ganske vidt udtryksregister i digtene, der rækker fra et udspekuleret erotisk vanvidsstykke som romancen „Mundus og Paulina“ (1840) over det heroiske i romancen „Turneringen“ (1839) og det hverdagshistorieagtige i digtkredsen „Fuglen“ (1845) til smigrende hyldest- og hilsendigte til venner og bekendte som Oehlenschläger, Ingemann, Hauch og Winther. Overordnet betragtet er Bødtchers poesi dog lysere og mildere i sin karakter end Aarestrups, Winthers og Paludan-Müllers. Skønt de fin-des, er der færre vanvidsstudier, færre sønderflåede skæbner, færre interessante mørke, erotiske undertoner osv. Ligesom hos Poul Martin Møller er hovedstrømmen i Bødtchers digte udtryk for en poetisk realisme. Men med en vigtig forskel: Hvor Møllers digte er sansede, er Bødtchers sanselige. Sanseligheden er ikke som hos Winther eller Aarestrup især af erotisk karakter, her er den formentlig ret løstlevende Bødtcher ganske tilbageholdende. Men Bødtcher har flyttet forholdet mellem den sansende og det sansede et skridt tættere den sansende. Gengivelsen af fænomenerne er ikke gennemtrængt af subjektivitet som hos Oehlenschläger, men den er heller ikke i samme omfang objektiv som Møllers. Den viser, hvordan en scene gør indtryk på betragteren, den sætter en vekselvirkning i bevægelse mellem sceneriet og betragteren, hvorved såvel betragter som sceneri karakteriseres. Et eksempel kunne være digtet „Himlen aaben“, der blev trykt første gang i 1869, men som kan være skrevet meget tidligere:

Nu endelig fra Himlens Pol
Det blege Graa sig fjerner –
Mig hilser atter Dagens Sol
Og Nattens lyse Stjerner!

Da nys det Høje laa i Skjul,
Og Skyen stod som muret,
Var Jorden lig en fangen Fugl,
Der sad forladt i Buret.

Nu taler Solen gyldne Ord,
Mens Taagerne sig dele,
Og hvisker til den lille Jord:
„Du hører til det Hele.“

Og løndomsfuld gaaer Nattens Ild
Paa Vandring dybt i Grunden,
Og Stjernens Blink er som et Smil
Med Fingeren paa Munden!

Digtet svæver i mellemfeltet mellem Oehlenschläger og Møller. Genstandenes omrids er mindre klart end hos Møller, og det sansende jeg er langt tydeligere til stede som fortolkende instans og som en, der har noget på spil i landskabet. Men digtet er ikke nået frem til situationen hos Oehlenschläger, hvor den menneskelige stemning og situation dominerer og gennemtrænger landskabet. Personificeringerne af landskabet her er mindst lige så meget beskrivelser af dét, som de er udtryk for betragteren.

En særlig gruppe af digte i forfatterskabet udgør de tekster, der er knyttet til Bødtchers ophold i Italien. Hovedparten af dem er blevet til efter Bødtchers hjemkomst, da han i det hele taget ikke skrev ret meget i Syden, men deres forbindelse til hans mangeårige ophold i Italien er umisforståelig, ikke bare fordi de handler om landet, men nok så meget fordi den oplevelse af landet, der udfolder sig i digtene, har meget mindre af den eksotiske lokalkolorits præg, end der er i de andre digteres gengivelse af italienske scenerier. Bødtcher beskriver landet som en, der er hjemmevant dér, han er nok stadig en fremmed, men han er ikke turist. Det ser man fx i digtet „Nemi (August)“, der indledes således:

Som onde Dunster svæve over Graven,
Saa ruger nu Sirocco over Rom,
Hver Fremmed søger Vandringsstaven
Og iler bort, og Ingen seer sig om.
Den gule Tiber flyder mere guul,
Mens Munkene i lange Rader
Sig krumme i de lumre Gader,
Og glæde sig til Klostrets svale Skjul. –
Kun Romeren er tro sin Helligdom:
Ældgammel Vane lærer ham at taale
Den blege, febersvangre Straale;
Med Barnets Fryd han seer Navonapladsen
Forvandlet kunstigt til et lille Hav,
Hvori han kjører, – henrykt ved Seiladsen;
Om Aftnen staaer han paa Augustus' Grav
Og følger med sit brune Øje
Rakettens Gang i Luften nøje,
Og jubler, og begriber ei,
Hvorfor den Fremmede vel gik sin Vej.

Her beskrives romerens og den fremmedes forskellige reaktioner på sciroccoen. Det er en vind, der blæser fra Afrika, hvor den samler støvpartikler op og kan minde om en sandstorm, men hen over Middelhavet bliver fugtig og tung, hvorfor den skaber en kvælende og ubehagelig luft, når den når de europæiske middelhavslande. Den stemme, som taler i passagen her, betragter byen som en, der kender den. Han er ikke romer, men fremmed, og han ved noget om romeren, som denne selv ikke aner: hans særlige tilpassethed til sciroccoen. Men samtidig har han faktisk befundet sig i Rom under sciroccoen og har kunnet betragte fænomenerne der, selvom den fremmede formodedes at forlade byen i væmmelse. Digtet er rigtignok talt fra Nemi, en lille, kølig bjergby uden for Rom, men det beskriver jegets fortsatte bundethed til byen – også midt under sciroccoen.

Bødtchers italienske digte er præget af en lang række beskrivelser af landets folkeliv, der skildres i al sin varmblodede livlighed. De er også præget af en samhørighed mellem nutid og fortid. Den katolske kirke er kun ret sparsomt til stede i de italienske digte. Til gengæld er de romerske guder levende virkelighed for den, der færdes i Italien. Særligt det italienske landskab og – selvfølgelig – de antikke ruiner er gennemtrængt af dem, og deres levende nærvær afgiver vedblivende betydning til digtene.

Det ser man bl.a. i Bødtchers ubetinget mest berømte digt „Mødet med Bacchus“, hvis første version blev offentliggjort i P.L. Møllers tidsskrift Gæa i 1846, men hvis klassiske form er fra Bødtchers digtsamling i første udgave. Det beskriver jegets møde med en yngling, som måske, måske ikke er vinens og rusens gud Bacchus (Dionysos). Vi møder jeget båret af et æsel på en tur i omegnen af Frascati nær Rom. Landskabet har en pastoral karakter, og æslet bærer ham velfornøjet fremad i et mageligt tempo. De rider op til en lille, gammel by på bjerget, hvor æslet af sig selv standser ved gæstgivergården, osteriet. Da han sætter sig, lægger han særligt mærke til sin sidekammerat, en roligt hvilende yngling af skønhed som en græsk statue og med et arkaisk smil hvilende om munden. Oprømt bestiller jeget straks vin. Ynglingen betragter ham opmærksomt, mens han drikker, men da han priser vinen, afviser ynglingen den som dårlig og tilbyder ham en langt bedre, hvis han blot vil følge med ham. Det gør han og ender i ynglingens hjem, „En Oldtidsrest af Stene“, der stiger de sammen ned i en grotte i bjerget, hvor ynglingens skygge synes gigantisk. Jeget præsenteres for en serie store, rigt udsmykkede egetræsfade, og allerede da yngligen skænker af det første, må han indrømme denne vins overlegenhed. Fra hvert fad skænker ynglingen ham mere vin end fra det foregående, og med rusen stiger også jegets klarsyn. Allerede ved det fjerde fad kan han så godt som se ind på Olympen:

Jeg hørte Vinen suse
som fjerne Harpestrenge;
Det var som drak jeg længe
Og dybt paa Helikon,
Og som Olympens Muse
Begeistrede min Aand;

Jeg jublede og priste
Gud Bacchus i det Høje
Da funklede hans Øie,
Han Rækken oversprang, –
Det Syvende og Sidste
Blev Maalet for hans Gang.

Da jeget drikker af dette sidste fad, beskriver han det, som om hans øjne åbnes helt, skønt han samtidig er sanseløst beruset, og han kan pludselig se, at fadene er blevet til „syv gule Leoparder“, der ligger med forpoterne over kors. Også ynglingen selv forandrer sig:

Da skued jeg bedøvet
Til Ynglingen med Smilet,
Han stolt paa Thyrsus hviled,
Hans Blikke vakte Gys, –
Jeg tumlede i Støvet
Og stammed „Dionys!“ —

Hvorefter han vågner i skoven med sit trofaste æsel stående over sig. Han forsøger at udlægge det hele som resultatet af en for stor rus, men en „dæmpet Latter“, der lyder fra skoven omkring ham, og synet af noget, der ligner en bukkefod, hensætter ham i en „panisk Skræk“, som først forlader ham, da han, så hurtigt som æslet kan bære ham, er kommet tilbage til kultiverede områder. Herefter lever oplevelsen i ham som en sød gåde, men guden ser han aldrig igen, for „Sligt kun een Gang skeer“.

Ligesom Henrik Hertz' Svend Dyrings Huus og Christian Winthers „Bægeret“ befinder „Mødet med Bacchus“ sig i et svært definerbart rum et sted mellem det naturlige og det overnaturlige. Digtet rummer begge fortolkninger sideløbende. Det brud i fortællingen, der sker, idet jeget først erkender ynglingens guddommelige identitet og derefter vågner i skoven, kan være begge dele. Det kan være sindets overbelastning i mødet med Bacchus, eller det kan være en besvimelse udløst af den beruselse, der efterhånden er steget til bedøvende højder. Forløbet kan være et reelt møde med en gud, men det kan også bare være en fantasi udløst af den meget stærke rus. De to fortolkninger spiller også sammen. Rusen bliver guddommelig af karakter gennem sammenføringen med Bacchus, mens det berusende ved den sublime oplevelse i mødet med guddommen understreges af den alkoholomtågede tilstand, jeget befinder sig i.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Med dæmpet elegance - Ludvig Bødtcher i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476711