Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Politik, ide og virkelighed hos Fibiger, Schack og Goldschmidt

Oprindelig forfatter SAuken

Goldschmidts vidtforgrende anmeldelsesvirksomhed kom ikke blot til at omfatte Fibigers Clara Raphael, men også Schacks Phantasterne. Han var ved udgivelsen af Schacks roman netop selv blevet færdig med udgivelsen af Hjemløs, og på baggrund af sin kritik i romanen af den liberale presse for at være partisk farvet, giver det god mening, at han gik overordentlig forsigtigt til værks, da en repræsentant for denne fløj udgav et vægtigt værk. Men skønt han finder den ros, romanen er blevet mødt med i offentligheden, berettiget, og skønt han også for egen regning fastholder bogen som et betydeligt værk og opregner en række fremragende træk ved den, er han bestemt ikke enig. Han er relativt tilbageholdende i forhold til Schacks nationalliberale anskuelser og nøjes med at bemærke, at Phantasterne er udtryk for, hvordan de nationalliberale føler, at de er nær ved at have nået deres mål, fordi romanen taler om, „at Lykken er at opnaae gjennem passiv Lydighed mod de Høierestaaende; rolig Embedsvirken.“ Dermed viser den sig solidarisk med magthaverne og systemet i modsætning til den oppositionelle oprørsvilje, som prægede de nationalliberale blot nogle år tidligere.

Denne indvending er imidlertid en pligtdans fra Goldschmidts side. Den egentlige uenighed ligger et andet sted: I selve forståelsen af, hvad poesi og litteratur er. Om de mest ekstreme punkter i Conrads delirium skriver Goldschmidt:

Under Læsningen (…) kan det næppe feile, at man pludselig gjør det Spørgsmaal: Er dette Poesi? – Poesien er ifølge sin Natur symbolsk: Den ene Persons Attraa, Villie, Følelse, Skjæbne afspeiler utallige Andres eller har idetmindste en enkelt Side, der er et blankt Speil. Her er en Særegenhed, dreven til det Yderste, til en Udstrækning, hvor vel de Fleste ere saa lykkelige ikke at kunne følge med. Saasnart Noget unddrager sig den almindelige Bevidsthed og ikke igjen nærmer sig os ad en anden Vei (…) ophører det at være Poesi, men kan da udmærke sig enten som noget Factisk, Oplevet, som „confessions“, eller som Bilag til en videnskabelig Afhandling. Det her Beskrevne ligger udenfor den æsthetiske Dom, og for ret at bedømme det maa man spørge en Læge, som har iagttaget den Slags Folk, der formedelst en vis Last (…) ere komne i Delirium.

Formuleringen griber det centrale modsætningsforhold imellem Goldschmidt og Schack og udtrykker samtidig, hvordan de skriver på baggrund af et fælles udgangspunkt. Goldschmidt har svært ved at anerkende vanvidsstudierne i Schacks roman, fordi de mangler poesi, hvorved han mener, at der mangler et centralt symbolsk punkt, der lader historien spejle ikke blot de handlende personers individuelle historie, men en almen menneskelig situation. Heri ligger en fundamental modsætning imellem de to forfattere, der griber helt tilbage til Schlegels modsætning af det objektive og det interessante. Hvor Goldschmidt stræber efter det objektive, det almene og med nemesistanken forsøger at formulere en lære om en almen harmonis manifestation, dér søger Schack ind i et patologisk studium, hvori problemstillingen bliver så individuel, at den kun har gyldighed for den eller de involverede. Goldschmidts indvending afspejler de to forfatteres meget forskellige bud på en besvarelse af tidens fundamentale spørgsmål om forholdet mellem ideal og virkelighed. For Schack er idealet en fare, fordi tendensen til at se mønsterdannelser, hvor der ingen er, forleder mennesker og fører dem bort fra en realistisk og mere rimelig stillingtagen til den konkrete virkelighed, der omgiver dem. For Goldschmidt indskrænker Phantasternes tilgang synsfeltet så meget, at romanens virkelighedsbillede ikke får det væsentlige med, nemlig den betydning, der viser sig i de jordiske begivenheders tilsyneladende vilkårlighed, og som begrunder og forklarer dem.

Annonce

Forskellen på de to forfatteres positioner træder tydeligt frem i de to citater fra Hjemløs og Phantasterne, som er citeret i det foregående. Afstanden er snublende kort mellem de sammenfatninger af forholdet mellem livet og døden, hvormed de Castro afslutter sin forklaring af nemesistanken, og de pseudodybsindigheder, hvormed Christian lader Valfred bryde ind i samtalen og sætte alting på plads. Hvor den ene ser et forklaret idealitetsskær i tilværelsen, er den anden selvoptaget og tåbelig.

En tredje position i dette felt indtager Mathilde Fibiger. En sammenhængende ideologisk og politisk stillingtagen findes ikke i Minona, men kun i det tidligere forfatterskab og især i Clara Raphael, men her er det desto mere markant. Clara Raphael rummer en brændende insisteren på idealet. Romanen er åndsaristokratisk, og den hævder, at virkeligheden skal formes efter idealet og kun kan have værdi, hvis dette sker. Enhver blot jordisk interesse er dømt til at være udtryk for en reduceret spidsborgerlighed, og det jordiske må aldrig få lov til at stå i vejen for idealiteten. Romanens forkætrede slutning er den indlysende konsekvens af dens radikale udgangspunkt, fordi selv den ægteskabelige kærlighed mellem mand og kvinde opfattes som en forstyrrende og truende faktor, der drager det ideale i mennesket ned.

Set med eftertidens øjne synes forskellen mellem de tre positioner mindre radikal, og såvel Schack og Fibiger som Goldschmidt hører udpræget til i deres tid. Phantasterne er en dannelsesroman fuldt på linje med Hjemløs og Arvingen. De deler idealet om, at målet for personlighedens udvikling er at blive et aktivt handlende individ i et samfund, som fundamentalt set er indrettet til menneskets bedste. De tre romaner er fælles om en politisk interesse, som er ny i forhold til de foregående års politiske diskretion. De er enige om at vise deres hovedpersoner ind i et aktivt engagement i samfundet, selv om Schacks vurdering af det politiske felts muligheder er mere positiv end Goldschmidts. De er også enige om at opfatte den færdige dannelse som en forening af sans for den omgivende virkelighed og et blik for dét, som rækker ud over den. De er ikke enige om vægtningen af de to, men det er en uenighed, som eksisterer på baggrund af en fælles forudsætning.

Denne i sidste ende venlige udveksling mellem virkelighed og idealitet genfinder man i Clara Raphael. Trods romanens stejle idealitetsdyrkelse, der langt overgår Goldschmidts, er den alligevel stærkt optaget af politiske forhold og af, at mennesker skal opnå bestemte ting i det jordiske liv. Clara og baronen må ganske vist give afkald på almindelig ægteskabelig lykke, men det er netop for at kunne virkeliggøre idealet.

Trods forskelligheden er der altså også et klart fællespræg mellem de tre vigtigste nye forfatterskaber i perioden 1848-70. De søger trods alt alle i retning af en harmoni af idé, politik og virkelighed, der vel nok kan udfordres eller trues af forstyrrelser i samfundet eller i individet selv, men som med en naturlovs nødvendighed til sidst finder balancen. Selv når Goldschmidt i En Jøde lader sin hovedperson ende i en blindgyde, er det på baggrund af en bevidsthed om idealets sandhed, og han fastholder ikke splittelsen mellem det udskudte individ og samfundet, men skriver sig frem til en ligevægt i individet og imellem individ og samfund. Der er an afgrundsdyb forskel mellem denne balancefilosofi og de splittelses- og sammenbrudsromaner, man finder i den efterfølgende generation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Politik, ide og virkelighed hos Fibiger, Schack og Goldschmidt i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476757