Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Phantasterne - dannelsesroman og karakterstudie

Oprindelig forfatter SAuken

En radikalt ny forståelse af forholdet imellem fantasi og virkelighed repræsenterer Hans Egede Schack (1820-59). Han var uddannet jurist og nåede at få en for sin unge alder betydelig karriere i politik og i embedsværket, før han døde efter mange års tiltagende sygdom. Hovedparten af hans forfatterskab er af politisk-praktisk karakter, og hans skønlitterære forfatterskab indskrænker sig til romanen Phantasterne (1858) og to ufærdige arbejder, Privatkomedien og Sandhed med Modification. Til gengæld er Phantasterne et hovedværk i samtidens litteratur og indtager en central rolle i forløbet fra romantikken til det moderne gennembrud.

Phantasterne, der udkom under forfatternavnet E.S., er en dannelsesroman og en karakterstudie. Bogen undersøger et bestemt anlæg i den menneskelige psyke, evnen og tilbøjeligheden til at fantasere, og derfor er hele dens handling bundet til de forskellige figurers individuelle udvikling. Hovedpersonen og fortælleren Conrad har levet store dele af sit ungdomsliv i romantiske drømmerier om storhed, rigdom, heltegerninger, magt og anerkendelse. Under et ophold hos hans overspændte tante Therese tilføjes disse fantasier en dominerende erotisk dimension. I Conrads efterfølgende tid som juridisk student oplever han først fantasierne som en hjælp, fordi de tillader ham at forskønne og oplive den kedsommelige beskæftigelse, men de tager magten fra ham, og han isoleres socialt og går fagligt i stå.

 Hans Egede Schack ca. 1854, tre år før sin forfatterdebut med Phantasterne. Han deltog i Treårskrigen og havde været politisk aktiv allerede fra studenterårene også som skribent, blev medlem af Den Grundlovgivende Forsamling, siden af Folketinget 1850-53, hvor han bevægede sig fra Bondevennerne til De Nationalliberale. I 1853 afslog han at genopstille. Han slap dog ikke det politiske, men hans videre virke var embedsmandens: I 1854 blev han først landstingssekretær, året efter sekretær for konsejlspræsidenten (statsministeren).

Hans Egede Schack ca. 1854, tre år før sin forfatterdebut med Phantasterne. Han deltog i Treårskrigen og havde været politisk aktiv allerede fra studenterårene også som skribent, blev medlem af Den Grundlovgivende Forsamling, siden af Folketinget 1850-53, hvor han bevægede sig fra Bondevennerne til De Nationalliberale. I 1853 afslog han at genopstille. Han slap dog ikke det politiske, men hans videre virke var embedsmandens: I 1854 blev han først landstingssekretær, året efter sekretær for konsejlspræsidenten (statsministeren).

Kun med den største viljesanspændelse og kun ved at opgive enhver interesse for andet end den konkret foreliggende arbejdsopgave lykkes det ham trods talrige tilbageslag at løsrive sig fra sine drømmerier og tage en embedseksamen, som bliver mådelig, da han må udkæmpe den sidste kamp med sine fantasterier ved selve eksamensbordet, men som han selv er overmåde tilfreds med. Fra da har fantasilivet mistet sin tiltrækning for ham, og han kan trods sin ringe eksamen gøre en glimrende karriere i embedsværket og til sidst – uden at stræbe efter det – vinde den samfundsmæssige anerkendelse, han drømte om i sin ungdom. Blidere følelser føres ind i hans liv gennem den spanske prinsesse Bianca, som er immigrant og demokrat. Han fremstår derfor ved romanens afslutning som en afbalanceret personlighed, der har adgang til sin fantasi, uden at den har magten over ham. Voksenlivet har opfyldt hans ungdoms drømme om social anerkendelse og ægteskab med en kongedatter, men på andre vilkår, end han selv havde regnet med, og kun fordi han opgav enhver drøm om disse ting.

Annonce

Som kontrastfigurer til Conrad står hans to venner Christian og Thomas, med hvem han lever sit fantasiliv i ungdommen. Christian, ungdomsfantasteriernes ledende kraft, er så fanget i sin drømmeverden, at han kun lige akkurat får sin studentereksamen, og efterfølgende forsvinder hans jurastudium længere og længere bort. Samtidig bliver hans fantasiverden stadig mere besættende, indtil han udskilles af enhver normal menneskelig sammenhæng og på et sindssygehospital drømmer sig til at være Kristus. Thomas var i ungdommen aldrig rigtig i stand til at deltage i fantasterierne, fordi han med sin praktiske jordbundethed hele tiden faldt nedenud af dem. Men han har lært af dem. Han gennemløber vel ikke nogen stor og prangende udvikling, men det går ham godt og solidt på en folkelig facon, han får arbejde som forstmand og avancerer langsomt, men sikkert op gennem systemet. Fantasien sætter ham i stand til at deltage i og bidrage til samtaler, hvor man ikke ville forvente det af en mand med hans samfundsmæssige stilling. Således spejler de to venner de centrale træk i Conrads personlighed.

Fantasteriernes karakter er ikke ånds- og socialhistorisk tilfældig. Ud over at være udtryk for almindeligt snobberi stammer de grundlæggende fra de foregående årtiers litteratur og fra den aktive politiske offentlighed, der omgav Schack. Den tidligere litteratur er inddraget i en række aspekter fra heroiske eventyrdrømmerier om et feudalt liv med heltebedrifter og krigserobringer over erotisk farvede tableauer og mere mørke og „interessante“ scenerier og figurer til skrækromantiske volds- og dødsfantasier. Ved siden af de romantiske fantasterier står drømme, som især den aseksuelle Christian inkarnerer, om deltagelse og hæder i det borgerlige, politisk-samfundsmæssige liv som repræsentant for en fremstormende borgerlig frihedsbevægelse. I romanens beskrivelse af det politiske liv udfoldes ganske vist en del parodi, og Schack benytter lejligheden til at udfolde sit talent for satire over netop denne type forherligende og stærkt partiske avisreferater. Men det meste af komikken – og i Christians tilfælde: tragikken – er i modsætningen mellem fantastens opskruede selvbillede og hans ynkelige virkelighed. I brugen af de foregående generationers litteratur derimod spiller parodien næsten hovedrollen, så de romantiske og interessante figurer og scenerier ved små drejninger gøres til genstand for latter og underforstået kritik. Dette falder så igen tilbage på fantasterne selv, men ikke før den parodierede litteratur er nedbrudt til lattervækkende ruiner. Således fx i følgende passage, hvor den unge Christian har drømt sig til at være den interessante helt Valfred, der normalt er tavs i selskaber:

Kun naar indholdsrige Samtaler mellem de aandrigste Mænd og Kvinder i Selskabet komme paa Bane, træder han stundom ufrivillig nogle Skridt nærmere, og naar da Samtalen har naaet et vist Punkt, udbryder han i et eller andet dybttænkt Spørgsmaal, hvortil Samtalen giver Anledning: – „Ja, hvad er Livet!“ – „Ja, hvad er Døden!“ – „Er Livet maaske ikke en stedsevarende Død?“ – „Ja, hvad er vel Sandhed?!“ – Saadanne ere de Udbrud, hvormed han forbauser Alle; hvorpaa han igjen taus som før trækker sig tilbage. Samtalen standser, og han gaaer bort med Æren som den, der med sine faa Ord snart har truffet, hvad de Andre forgjæves søgte, snart har vist dem det Tomme i al deres Søgen.
(…) „Men hvorfor vil Du være saadan tungsindig?“ afbrød Thomas. „Der er jo slet ikke noget Fornøieligt ved det.“
„Fornøieligt!“ svarede Christian, „nei, det er der tilvisse ikke. Men det er interessant.“
„Naa ja,“ svarede Thomas, „det kjender jeg nu ikke saa nøie til.“

Fra at være en spændende, tiltrækkende og farlig egenskab ved en person og et elegant litterært stilmiddel, er det interessante nedsunket til banalitet. Litterært kluntet i den måde, hvorpå Valfreds pseudodybsindigheder røber forfatterens, Christians, ungdommelige selvoptagethed. Og samtidig aldeles ufarlig, fordi Valfreds rolle socialt er alt andet end fyldt af en halvt skjult forlokkende attraktion: Man ser den grusomme scene for sig, hvor nogen faktisk i et selskab forsøgte at gøre som Valfred.

Litteraturhistorisk mest karakteristisk er måske romanens beskrivelse af fantastens bevidsthed og dermed af forholdet mellem idealitet og virkelighed. Vennernes fantasteri er psykologisk begrundet. Det gør dem fri af deres begrænsede drengeverden og sætter dem i stand til at indtage høje poster, få stor magt, vælde og rigdom og gennemleve spændende eventyr. Men det bringer dem også ud af kontakt med deres omverden og gør dem ude af stand til at reagere fornuftigt og sammenhængende på de situationer, de i virkeligheden er i, endsige forstå dem i sig selv.

 Nytorv ca. 1860. Husrækken, der befinder sig over for Domhuset, blev opført efter branden i 1795 og har været en del af Søren Kierkegaards daglige udsigt. I det femte hus fra venstre boede Adam Oehlenschläger i en kort periode 1848-49, hvor han delte adresse med hele tre nøglepersoner i det politiske røre: C.C. Hall, A.F. Tscherning og Hans Egede Schack.

Nytorv ca. 1860. Husrækken, der befinder sig over for Domhuset, blev opført efter branden i 1795 og har været en del af Søren Kierkegaards daglige udsigt. I det femte hus fra venstre boede Adam Oehlenschläger i en kort periode 1848-49, hvor han delte adresse med hele tre nøglepersoner i det politiske røre: C.C. Hall, A.F. Tscherning og Hans Egede Schack.

Dermed har Schack taget endnu et skridt ad den bane, H.C. Andersen bevægede sig på. Som hos Andersen spilles der på modsætningen mellem en banal omverden og en original fantasiverden, men i modsætning til hos Andersen er det tydeligvis drengenes og ikke den omkringliggende verdens problem. Hos Andersen skulle man rigtignok le af den forbløffende evne til at få ligegyldigheder til at blive fascinerende, men samtidig er det en langt mere skøn og omfattende virkelighed, der manifesterer sig i fantasien, og den giver et mere sandfærdigt billede af mennesket, end den ikke-eventyrlige virkelighed, der hører borgersamfundet til. De unge mennesker i Phantasterne er ikke udvalgte til en stor skæbne, men derimod indlejret i en almindelig og konkret virkelighed. Den eneste vej frem i verden går igennem en rolig verdensforståelse og en beslutsom og konkret arbejdsmæssig indsats, og hengivelsen til fantasien er en fare for mennesket, medmindre den holdes i forstandens stramme tøjler, fordi den ikke giver indsigt i, hvad et menneske er, og hvordan virkeligheden hænger sammen.

Samtidig er det unægtelig Schacks mangfoldige fantasi i beskrivelse af fantastlivet, der er det egentligt tiltrækkende ved Phantasterne. Conrads nøgterne opstigning gennem embedsværket og hans altid rolige og velovervejede optræden i politiske og organisatoriske spørgsmål er uden selvstændig dramatisk energi, og læserens interesse flytter sig næsten uvægerligt til de mindre afklarede bifigurer, Conferentsraaden og Excellencen, og til hele spillet internt i magtapparatet. De mest forrygende passager i bogen er da også nogle af de mere fantastiske udflugter i fantasiens rige, de tre drenge gennemfører, særligt rejsen til Afrika, Conrads kønsombyttende seksuelle fantasier og Christians avisreferat fra det fiktive hyldestmøde, der er blevet gjort til hans ære. I det hele taget åbner fantasteriet igen og igen for, at Schack kan udfolde sig beskrivende og fortællende. Samtidig er selve den fantasirigdom og den analyse af et sygt sind, Schack udfolder i Conrads kamp for selvkontrol, ikke bare udtryk for romanens centrale bevægelse, men afgørende for de mest skarpsindige, velgennemførte og underholdende passager i bogen. Phantasterne henter sin litterære styrke fra interessen for fantasierne, mindre fra interessen for det virkelige, nøgterne liv.

Et modgående spændingsforhold i romanen er, at dens slutning i én central forstand er mislykket på sit mest vellykkede punkt. Romanens satiriske og parodiske nedbrydning af fantasteriet er så gennemgribende og skarpt ført, at det er svært at lade sig overbevise om alvoren, når Conrad til sidst skal ud af sin udtørrede tilstand og genvinde sin fantasi og adgangen til blødere følelser. Skønt det givetvis er Schacks mening at bevæge ham videre til en balance på netop dét punkt, er det svært for læseren at skulle tage den fantasikraft alvorligt, hvis latterlighed er blevet demonstreret så eminent veltalende over så mange sider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Phantasterne - dannelsesroman og karakterstudie i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476751