Nemesistanken - Hjemløs og Arvingen

Hjemløs blev offentliggjort løbende i Nord og Syd i årene mellem 1852 og 1857, og den er med sine henved 1000 sider i moderne udgaver (omkring 1600 sider i originalen) en af den danske litteraturs første virkeligt omfangsrige romaner.

Hjemløs er en dannelsesroman, der beskriver den unge og talentfulde Otto Krøyers udvikling gennem tre faser: „Hjemme“, „Hjemløs“ og „Hjem“. Vægten er lagt på hjemløshedsfasen, der fylder 2/3 af bogen. Den er mere beskrevet som Ottos søgen efter skæbne og mening end som hans eksil. Otto bevæger sig fra den intime lilleverden i barndomshjemmet til et langt møde med det fremmede i den omkringliggende verden, først i København, siden under en lang udenlandsrejse i revolutionsåret 1848. Efter udenlandsrejsen vender Otto hjem først til København, hvor han imidlertid hurtigt viser sig ikke at høre hjemme, og siden til sin hjemegn, hvor han besinder sig på et mere ydmygt kald som meningsgivende for sin tilværelse. Men efter kort tid dør han af en skade, han har pådraget sig under en redningsaktion i forbindelse med en brand.

Hjemløs er ambitiøs i sit oplæg. I Otto Krøyers liv tegner den et omfat-tende skæbnemønster, hvor hans jagt på en skæbne, som er værd at have, får ham til at vokse i format. Men samtidig løber hans liv ligesom ud i sandet. Han forbryder sig imod kærligheden i en følt, men samtidig kynisk kærlighedshistorie med småborgerdatteren Pauline, og det kommer i sidste ende til at spærre for fuldbyrdelsen af hans store kærlighed. Han vinder alligevel til sidst en stor skæbne, da han dels går i et med det store projekt, han har hjulpet vennen Peter Krøll med at sætte i værk, dels giver sit liv i forsvar for mennesker, han elsker og også før har beskyttet. Den grundlæggende forestilling i bogen, nemesistanken, formuleres af den idealt sindede verdslige jøde de Castro, som Otto møder under sit ophold i Rom:

(…) den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjælighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. (…) Men jeg har i den moralske Verden aldrig ved Siden af denne Formildelse – som vi fra den menneskelige Retfærdigheds Standpunkt maae kalde det – kunnet opdage det ringeste Vilkaarlige; tvertimod synes mig Alt, hvad der angaaer vor Sjæls Udvikling, Frelse eller Fortabelse, at beroe paa den uhyggeligste Gjengjældelseslov, paa det Ondes Skadelighed for den, der tænker, taler eller handler ondt, og det Godes Gavnlighed. (…) [Verden er] paa det inderligste og fineste gjennemtrængt og gjennemvævet af en moralsk Lov. Vi kunne krænke den, den er elastisk og giver efter; vi kunne trænge den tilbage, men vore Kræfter finde engang et Ophør, og da kaster denne elastiske Magt os igjen tilbage, og vi staae fjernede fra vort Udgangspunkt, med tabt Tid og tabt Kraft og maae søge en ny Kraft og en ny Tid, og denne nye Tid eller dette nye Tidsbegreb er Evigheden. Da aabner selve Livet vore Øine for, hvad der var før Tilblivelsen og er efter Døden. Livet er jo Døden, Livet er jo en vedvarende Omsætning af Timelighed i Evighed eller bør være saa, og vor Sjæls Anliggender afsluttes med Livet.

Det er denne lovmæssighed – gengældelseslov, som den kaldes – der kaster Otto tilbage til hans udgangspunkt, og det er den, der til sidst koster ham livet.

Ved siden af Ottos egen livshistorie spiller også andre litterære ambi-tioner en rolle i romanen. Hjemløs er en samtidshistorisk roman, der med Otto som ledefigur bevæger sig i snart sagt alle miljøer i Danmark og også gennem store dele af revolutionens Europa med fokus på den centrale konflikt mellem Østrig og kejserdømmets italienske lydstater. Højdepunkterne er bogens skildringer af det politiske og kulturelle miljø i København, hvor Goldschmidts talent for satire får lov til at udfolde sig med en bidende karakteristik af bl.a. de nationalliberale førere. Deres idealistiske tale er kun en tynd fernis over en brutal magtvilje, der ser mennesker som brikker i det spil, der skal hjælpe dem selv med at vinde og konsolidere deres magt. Forbundet hermed og tilsvarende bidsk er beskrivelsen af samspillet mellem politiske og personlige motiver på den ene side og den litterære kritik på den anden, hvor den æstetiske bedømmelse af et værk er nøje lagt an efter det billede, kritikeren – af helt andre grunde – ønsker at bibringe offentligheden af dets forfatter.

Samtidig diskuterer bogen vedholdende jødernes stilling i Danmark og Europa. Vi følger den gennem Ottos venskab med den talentfulde musiker Mendoza, hvis tvetydige stilling over for offentligheden markerer sig i, at han af kongen modtager støtte til en stor Europarejse og ved sin hjemkomst vinder en betydelig samfundsmæssig stilling, men alligevel i sin praktiske omgang med menneskene omkring sig mødes af skepsis og mistro. Hans patriotiske sindelag mistænkeliggøres i krigsårenes ophidsede nationalisme.

Trods det store anlæg og trods mange vellykkede enkeltelementer mærkes den langstrakte udgivelsesproces tydeligt på Hjemløs. Den sammenhængskabende komposition i romanen er for svag til at holde de mangfoldige sidemotiver sammen til en helhed, så det skelet, der skal bære fortællingen, nogle gange vises for tydeligt frem, når Goldschmidt skal have sin store bog til at makke ret, og de enkelte sidemotiver tiltrækker sig så stor selvstændig interesse, at man ofte glemmer den formodede hovedlinje i romanen for dens ide- og samfundsdebat.

Det er først med sin efterfølgende roman, Arvingen (1865), at Goldschmidt får form, tanke og indhold til at gå op i en højere enhed. Romanen er med endnu større konsekvens end Hjemløs skrevet på baggrund af nemesistanken, men denne gang er der balance mellem elementerne.

Romanens fortæller, Axel, vokser op som søn af en godsejer, omgivet af tjenestefolkenes ærefrygt, fordi han er „Arvingen“. Denne titel angiver romanens skæbnemønster, fordi Axel ikke blot er arvingen, men skal udvikle sig til at blive arvingen. Som det gjaldt for de romantiske helte, gælder det for ham, at der danner sig et skæbnemønster om ham, men det danner sig af realistisk beskrevne, jordiske begivenheder uden at behøve hjælp af højere, overnaturlige magters fremtræden på scenen. Axel viser sig igennem bogen at være eller blive „Arvingen“ på flere forskellige måder.

I banal forstand er han herregårdens arving. Men også dette kompliceres, fordi gården ved grådige menneskers bedrag imod faderen fratages familien. Faderen dør, nedbøjet af sorg, men inden da har han pålagt Axel at gå til den mand, der har overtaget godset. Ikke for at stævne ham for en jordisk ret, men „paa sine egne og sine Børns vegne“. Manden får spasmer og synes at skulle kvæles ved budskabet. Da han mange år senere dør, viser det sig, at han har testamenteret gården tilbage til Axel, der således alligevel bliver gårdens arving, og at faderen altså alligevel ved at stævne bedrageren har formået at overlade gården til sin søn. Budskabet når Axel godt halvvejs inde i romanen, midt under en stor udenlandsrejse, men han vender ikke umiddelbart hjem, og skæbnen har da også en videre udvikling i vente for ham.

Som stor skoledreng i København fatter Axel kærlighed til nabodatteren Astrid, og hun til ham, men da hans formueforhold ændrer sig til det værre, bliver de flået fra hinanden, uden at kærligheden mellem dem nogensinde er blevet erklæret. Han erfarer siden hendes forlovelse med en svensk baron, Panin, og det driver ham i armene på en kvinde, han ikke elsker, Sofie, med sorg og bitterhed til følge. Skønt årsagen til Astrids ægteskab er, at hun har overtaget ansvaret for sin afdøde søsters to børn, har både hun og Axel syndet imod kærligheden, og deres forening kan kun blive midlertidig. Panin afslører sig som en grusom bedrager, der vil sælge sin kone, beholde hendes børn og selv gifte sig mere fordelagtigt. Det lykkes Axel at forpurre planen og befri Astrid og hendes børn, men belastningen og sindsbevægelserne har slidt Astrid op, og hun dør efter kort tid. Inden er dog kærligheden imellem dem blevet erklæret, og de er – i det mindste i ånden – ægtefolk ved hendes død. Samtidig har hun overladt ham børnene, og han drager ved romanens slutning hjem som arving til hendes ansvar for deres lykke.

Men ikke kun deres lykke. For Astrid har med sit væsen og sine overbevisninger sat et endnu dybere spor på ham. Hun har overladt ham en aristokratisk bevidsthed om ansvaret for de mennesker, der er givet i hans varetægt, børnene og de folk, der er afhængige af gården. Over for dem har han arvet et ansvar både fra faderen og fra Astrid. Han er blevet arvingen. Romanens afsluttende afsnit opsamler hele dens formål med Axel:

Hun har givet mig min Mission: De Børn, hun kaldte sine, og for hvis Skyld hun dog egenlig døde, skulle opdrages til det Maal, hun anviste, til engang at træde frem imellem en Befolkning, som er afhængig af dem, og dog fri, som igjennem dem fornemmer Autoriteten og Respecten for høiere, aristokratiske Naturer og derved, istedenfor misundelig at trykkes, løftes til selv at stræbe opad. Naar jeg da engang efter at have arbeidet ydmyg og anstrengt i det Enkelte, efter at have saaet og plantet, fører de to Børn som Voxne ud paa Altanen og siger til Befolkningen: Se, her ere mine Arvinger, Eders Førere, Eders Venner, og Alle kjærlig hilse dem, saa vil der være Fryd om hendes fjerne Grav i Ehden, og hun selv vil smile til mig fra sin Himmel – ak, med det Smil jeg aldrig glemmer.