Jødespørgsmålet - En Jøde

Goldschmidts skønlitterære debut blev udløst af hans forargelse over den almindelige behandling af jøderne i Danmark. En Jøde blev påbegyndt i 1843 og udkom i 1845, altså da Goldschmidt var 25 år gammel. Romanen vakte stor opmærksomhed og blev hurtigt oversat til flere sprog. Blandt andre Kierkegaard læste den med glæde, ganske kort før Corsar-fejden skilte ham og Goldschmidt.

Romanen skildrer den unge jøde Jacob Bendixens problemer med at finde sin plads i det danske samfund. Han er splittet: På den ene side er han dybt forbundet med sine jødiske rødder og nærer en indgroet mistænksomhed over for danskerne som følge af barndommens forfølgelser og spot. På den anden side er han forelsket i det danske og ønsker at blive accepteret. Den megen hån, han tidligere er blevet mødt med, og hans nærtagenhed i den anledning, betyder, at han dels reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt på den spot, han stadig kan møde, og også ofte ser forhånelser, hvor der ingen er, eller har svært ved at lade andres velvilje tælle for velvilje og ikke nedladenhed. Romanen er allerstærkest i skildringerne af dette psykologiske kompleks, hvor den knivskarpt holder balancen mellem samfundskritik og psykologisk karakteristik. Disse vanskeligheder lader sig i sidste ende overvinde af Bendixens talentfuldhed, af hans egen gradvise frigørelse fra de jødiske miljøer og af hans møde med mere fordomsfri venner i studentermiljøerne. Men da raceforskellene i sidste ende betyder, at han mister sin forlovede, den kristne Thora, hvis navn patetisk-ironisk er identisk med den jødiske helligskrift, brister det for ham, og han vender sig i formørket had bort fra det kristne samfund og overtager den mest foragtede jøderolle, samfundet overhovedet kan tilbyde ham: ågerkarlens. Han, der hele tiden har kæmpet imod at blive låst fast i kulturens vrængbillede af en jøde, ender som selvsamme vrængbillede.

En Jøde er en imponerende debutbog, og trods sit stærke engagement forfalder Goldschmidt aldrig til forsimplende forklaringer. Alligevel havde han i en vis forstand snydt på vægten. Jacob Bendixen knækkes ikke alene af samfundets kulde og sit eget vanskelige sind, men også af ubegribeligt uheldige begivenheder, som om skæbnen griber ind imod ham uden anden dybere forklaring, end at tingene skal gå galt. Goldschmidt betegnede selv senere denne sammenhængsløst onde skæbne som en „Uordenstro“. Dette problem rådes der bod på i Goldschmidts anden roman, Hjemløs.