• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Corsaren

Oprindelig forfatter SAuken

I skolen på det Westenske Institut mødte han læreren og forfatteren V.A. Borgen, der skolede ham i litteraturen; men samtidig tog iværksætterdrømmene form, og efter at have bestået filologikum i 1837, udgav han sit første blad, Nestved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende, der to år senere fusionerede med et andet lokalblad under navnet Sjællandsposten. Oprindelig var bladet tænkt som et litterært organ, men da aktuelt lokalstof var en mangelvare, var den journalistiske karriere pludselig i fuld gang. Goldschmidt modtog sit første sagsanlæg i 1840 for udokumenterede beskyldninger, forlod derfor Næstved og stiftede samme år Corsaren. Med bladets anti-royalistiske linje vandt Goldschmidt stigende popularitet hos oppositionen, og følgelig blev han inviteret som taler ved det store folkemøde ved Skamlingsbanken i juli 1844. Men mødets klare nationale program blev for meget for ham, og han indledte sin tale med det spontane udbrud: „Jeg er en Jøde, hvad vil jeg mellem jer?“. Udbruddet blev mødt med en del undren, ikke mindst fra P.L. Møller, der senere hen fik en uddybende forklaring i Goldschmidts Livs Erindringer og Resultater (1877):

Det lod til at være som en ny Verden for ham, at Nogen, der ved tilsyneladende frit Valg ikke havde anden Opgave og Fremtid end en literær eller æsthetisk, for Alvor led under at være ved Fødselen udelukket fra Embeder, fra Valg til Stænderne, fra Hær og Flaade, fra Borgervæbningen ud over Lieutenant o.s.v., og endnu mere lyttede han, da jeg klagede over det Tilsvarende og Værre, at samme Tilsidesættelse og Fjendtlighed var i Samfundet, i Husene og paa Gaderne (…) Han gjorde ingen Indsigelse og afbrød mig ikke; kun engang imellem indkastede han et enkelt Ord eller Udraab, som man rager op i en Kulild for at faa den til at blusse paany. Endelig tog han Hat og Stok og sagde, idet han gik: Med saadanne Følelser skriver man en Roman.

Denne opfordring besvarede Goldschmidt i 1845 med udgivelsen af En Jøde (1845), og da han året efter udsendte et bind Fortællinger, var grunden lagt til en litterær karriere; sideløbende blev Corsaren fortsat udgivet, dog med et voksende antal gæsteskribenter, heriblandt P.L. Møller, hvad der til stor fortrydelse for Goldschmidt udløste den lange strid med Kierkegaard.

 Den sene enevælde under Frederik den 6. havde effektivt blokeret for en egentlig politisk debat, og Christian 8. havde ikke løsnet grebet synderligt. I Corsaren nr. 50 fra 1841 kommer frustrationerne over, ikke magthaverne, men den manglende politiske offentlighed til udtryk i tegningen af ,Oppositionspressen og Folket“.

Den sene enevælde under Frederik den 6. havde effektivt blokeret for en egentlig politisk debat, og Christian 8. havde ikke løsnet grebet synderligt. I Corsaren nr. 50 fra 1841 kommer frustrationerne over, ikke magthaverne, men den manglende politiske offentlighed til udtryk i tegningen af ,Oppositionspressen og Folket“.

Corsaren blev endeligt afhændet i 1846, men Goldschmidts journalistiske ambitioner var stadig nærværende, og efter en inspirationsrejse gennem Europa påbegyndte han udgivelsen af Nord og Syd (1847-1859). Her var Corsar-tidens satire trådt i baggrunden til fordel for mere nøgternt, oplysende stof om den politiske situation i Danmark og i udlandet. Politisk set forholdt bladet sig kritisk til nationalliberalismen, og i et skæbnesvangert øjeblik sluttede redaktøren pagt med de konservative. Selvom Goldschmidt hurtigt erkendte fejltagelsen, var lavinen allerede udløst, og de personlige angreb begyndte. Den unge socialist Frederik Dreier beskrev således Goldschmidt som en politisk vendekåbe i bogen M.A. Goldschmidt, et Litteraturbillede (1852). Forfatterskabet fortsatte dog uanfægtet: 1853-1857 udgav Goldschmidt løbende romanen Hjemløs i Nord og Syd, og i denne periode opstod hos ham nemesistanken – troen på, at man straffes for sine forseelser i dette liv, at livet går op – der kom til at præge den resterende del af forfatterskabet. Litterært set var 1860'erne en frugtbar periode med Fortællinger og Skildringer I-III (1863-1865), hvor det tredje bind er romanen Arvingen (1865). Senere helligede Goldschmidt sig et videnskabeligt studium af nemesisbegrebet, som blev fremlagt i Livs Erindringer og Resultater (1877). Derudover er bogen en genfortælling af journalisten og forfatterens eget livsløb frem til 1846, hvori han ikke mindst forsvarer sig mod Kierkegaards tidligere angreb.

Annonce

Corsaren var en revolution i den danske presseverden. Goldschmidt udgav det satiriske ugeblad i 1840'ernes anspændte politiske situation, hvor et stigende krav om parlamentarisme kæmpede imod en enevælde, der nok var blevet mildnet noget efter Christian 8.s tronbestigelse, men ikke var indstillet på at vige, og som fastholdt sine magtmidler inklusive censuren. Den gennemgående tone i Corsaren var så fræk og pågående i sin satire, personligt og især politisk, at bladet igen og igen blev konfiskeret af censuren, og satiren var bidsk i så mange retninger, at dens eget ståsted kom til at ligge ved siden af – eller til venstre for – alle etablerede strømninger. De holdninger, Goldschmidt lod komme til udtryk i Corsaren, var radikalt demokratiske med vedblivende beskydning af det etablerede samfund og af stort set alle prominente personer i det danske kultur- og samfundsliv.

 Kongemagtens politiske kontrol begrænsede sig ikke til censuren, men tog også korporlige midler i brug som her på en tegning fra Corsaren 1842, hvor Københavns Politis enlige repræsentant effektivt svinger staven og rydder gaden.

Kongemagtens politiske kontrol begrænsede sig ikke til censuren, men tog også korporlige midler i brug som her på en tegning fra Corsaren 1842, hvor Københavns Politis enlige repræsentant effektivt svinger staven og rydder gaden.

Goldschmidt udtænkte og søsatte satirebladet sammen med flere andre, bl.a. Poul Chievitz, men da allerede det tredje nummer blev konfiskeret og redaktionen truet med alvorligere sanktioner, tabte de andre redaktører modet, og Goldschmidt måtte fortsætte udgivelsesarbejdet alene. Det foregik med censuren som fast modspiller, og Goldschmidt måtte igennem hele sin redaktørtid gemme sig bag stråmænd, der måtte skiftes ud, efterhånden som de blev pådømt censur. Trods sine stråmænd blev Goldschmidt også selv dømt, måtte i 1843 tilbringe nogle dage i fængsel for sine skriverier (han blev idømt 24 dages fængsel, men det er usikkert, hvor mange han faktisk sad) og blev underlagt en personlig censur, der først blev lettet efter systemskiftet.

Corsaren blev en udpræget skandalesucces. Skønt den blev mødt med forargelse, vakte den også en kolossal nysgerrighed, og blev læst med overvældende interesse, fordi man både var nysgerrig efter, om man selv blev ramt, og ikke ville gå glip af fornøjelsen, når det var modparten, det gik ud over. Ugebladet kom samtidig til at fungere som talerør for Goldschmidt, der også kunne offentliggøre en lang række artikler om seriøse emner i Corsaren; ugeskriftets popularitet skaffede ham også betydelige indtægter. Men Corsaren føltes efterhånden også som en spændetrøje for Goldschmidt, der trættedes af evig og altid at skulle være vittighedsmager og vedblivende at skulle være kritisk og satirisk. Medvirkende til denne træthed var, at Goldschmidt i 1846 blev involveret i en strid med Søren Kierkegaard, den såkaldte Corsar-fejde (se Kritik af den lidenskabsløse samtid).

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Corsaren i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476753