Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skandalesuccesen Clara Raphael

Oprindelig forfatter SAuken

Clara Raphael, som udkom anonymt den 20. december 1850 med 1851 på titelbladet, diskuterer mulighederne for en kvindelig individuation i et småborgerhelvede. Romanen består af en række breve fra Clara Raphael til veninden Mathilde. Clara er ved romanens begyndelse blevet ansat som huslærer på Lolland, og i brevene herfra beskriver hun sit møde – og sine sammenstød – med de småborgerlige normer i den landlige omgangskreds. Hun ser sin egen stræben efter „Damernes Emancipation“ som noget, der ligger i forlængelse af tidens øvrige rørelser, krigen mod tyskerne og de demokratiske gennembrud. Dem opfatter hun lige meget som politiske og åndelige begivenheder. Clara Raphael selv er stejlt idealistisk, fast besluttet på at kæmpe for sine idealer og aldrig gå på kompromis med dem eller vige fra dem. Hendes grundlæggende problem er den mangel på samfundsmæssige og åndelige muligheder, som samfundet tilbyder kvinderne. Hun føler sig kaldet til at kæmpe for kvindernes frigørelse, men er samtidig grebet af en række andre sager, herunder en glødende patriotisme, der ytrer sig som en entusiastisk opbakning bag krigen i Sønderjylland, og en fritænkerisk kristendomsopfattelse, som kombinerer et opgør med centralt dogmestof med en stor gudsfromhed og en lige så stor agitatorisk vilje. Denne overbevisningskraft hos en kvinde er der imidlertid ikke rum til i en forsnævret åndløs kultur som den, der omgiver Clara Raphael, og først da hun og den lokale baron forelsker sig i hinanden, åbnes der muligheder for hende. Begge skal dog først bringes til at forstå, at deres forbindelse ikke kan være af erotisk karakter, men at de må leve side om side som søskende, for at deres følelser for hinanden ikke skal spærre for Claras store kald som forkæmper for emancipationen og ideen.

 I lighed med flere andre nye bøger udkom en del af oplaget af Clara Raphael i december 1850 i en forlagsindbinding med dekorativ forgyldning. Bogens rygtitel er blot „Heiberg“, svarende til titelbladets oplysning om, at de tolv breve er „udgivne af Johan Ludvig Heiberg“. I det loyale forord beretter han, at bogen er „forfattet af en ganske ung, omtrent tyve-aarig Pige (…) uden at jeg har forandret en Tøddel deri.“ Mathilde Fibigers navn figurerer intet sted i bogen.

I lighed med flere andre nye bøger udkom en del af oplaget af Clara Raphael i december 1850 i en forlagsindbinding med dekorativ forgyldning. Bogens rygtitel er blot „Heiberg“, svarende til titelbladets oplysning om, at de tolv breve er „udgivne af Johan Ludvig Heiberg“. I det loyale forord beretter han, at bogen er „forfattet af en ganske ung, omtrent tyve-aarig Pige (…) uden at jeg har forandret en Tøddel deri.“ Mathilde Fibigers navn figurerer intet sted i bogen.

Clara Raphael er udtalt åndsaristokratisk. Heiberg var ikke blot den rette mand at sende bogen til, fordi han var en central litterær skikkelse, men også – og nok så meget – fordi hans bidende karakteristik af den åndløse spidsborger i „En Sjæl efter Døden“ lurer lige under overfladen i Clara Raphaels bistre portræt af provinsborgerskabet. Romanen er i udpræget grad et ungdomsværk og en roman, som må forstås i sammenhæng med sin tid. For en moderne læser kan den synes sært overskruet, hovedpersonen selv fremtræder urimeligt stejl i sin overmenneskelige idealisme, hendes blik på omverdenen kan synes dømmesygt, og romanens løsning på hendes livsprojekt taget ud af den blå luft. Selvom romanen fik en ny storhedstid i forbindelse med 1970'ernes kvindekamp, har det formentlig meget lidt med kvindefrigørelse at gøre at lade en hovedperson indgå et platonisk ægteskab med en idealt sindet baron, som for øvrigt forbliver på behagelig afstand i krigen, indtil hans egne passioner har lagt sig. På spørgsmålet om ægteskabet blev romanen da også universelt kritiseret af anmelderne. Men gennembruddet i Clara Raphael ligger i selve kravet til emancipationen, i det, at emnet diskuteres med så glødende varme, og i at det forbindes så tæt med nationens andre store spørgsmål.

Romanen var en skandalesucces. Den udløste en storm af støtte- og protestskrifter, som tilsammen danner et levende billede af, hvor stor en rolle litteraturen på dette tidspunkt spillede i den offentlige meningsdannelse. Der blev i løbet af kort tid skrevet hele bøger som reaktion på Fibigers roman, herunder adskillige alternative brevromaner, og Clara Raphael blev hovedstadens centrale samtaleemne. Heiberg meldte sig aldrig igen på banen, og Fibiger selv blandede sig også ganske sent.

Annonce

I stedet for Heiberg indtrådte nu andre af det danske åndslivs centrale personer, som i årene efter skulle komme til at spille en afgørende rolle i Fibigers liv: Hans Egede Schack og især Meir Aron Goldschmidt og N.F.S. Grundtvig. De reagerede hver efter sit mønster karakteristisk på bogen.

Romanen blev anmeldt prominent i den nationalliberale avis Fædrelandet, hvor Schack over to dage (den 8. og den 9. januar 1851) optog hele avisens forside med romanen. Han stiller sig generelt velvilligt an over for romanens stil med særlig fremhævelse af forfatterens evne til at satirisere over middelmådigheden i sine omgivelser. Schack fremhæver det usædvanlige talent, bogen er skrevet med, og udtrykker store forhåbninger for „Forfatterindens Fremtid“, som berettiger til „gode Forventninger“. Schack følger også Fibiger en del af vejen på spørgsmålet om emancipationen, om end han hellere havde set hende angribe „den almindelige philistreuse qvindelige Opdragelse“ end blot udfolde en mere almindelig social satire. Svagere står bogen for ham, når forfatteren i stedet for at kritisere skal udtrykke sine egne holdninger:

Hendes Overlegenhed og Sikkerhed er borte; hun famler i Taage og gaaer i Taaget; ja, hun skifter næsten Natur og forfalder til trivielle Udgydelser om „Sandhed og Oplysning, Menneskers Lyksalighed og Guds Ære“ og anden mere Dyd, som hun med rette vilde gjøre sig lystig over, hvis det f.Ex. var en af Damerne i M.*, der gik til-veirs paa slige luftige Kothurner.

Igen og igen anholder Schack, at romanen falder for sin egen kritik af andres opblæste, luftige taleform (deres „Kothurner“), så snart den udtrykker sine egne ideer. Særligt drejer det sig om forestillingerne om emancipationen, som han finder selvmodsigende, fordi Clara ikke kan finde ud af, om kvinden blot skal have større mulighed for en egen åndelig udvikling, eller om hun også som manden skal have til opgave at udfolde sig udadvendt i samfundslivet. I modsætning hertil opstiller Schack et billede af forholdet mellem kønnene, som søger at fastholde deres selvstændige identitet over for hinanden ved at understrege, at kvinden nok skal kunne virke for ideen, men især skal gøre det i ægteskabet og lade manden repræsentere hende udadtil, som hendes „Forsvar“.

 Modtagelsen af Clara Raphael var iblandet en god portion forargelse og forskrækkelse, som bundede i, at brevromanen rokkede ved dybt indgroede forestillinger om kvindekønnet og kvinderollen. Den satiriske tegning fra Folkets Nisse nr. 52 (1852) af den piberygende forfatterinde til Clara Raphael, lænet op ad sin skrivepult, harcellerer over, at hun har trængt sig ind på et mandligt gebet og frarøvet mandkønnet et dyrebart vedhæng. Piben var ved at få en anden lyd.

Modtagelsen af Clara Raphael var iblandet en god portion forargelse og forskrækkelse, som bundede i, at brevromanen rokkede ved dybt indgroede forestillinger om kvindekønnet og kvinderollen. Den satiriske tegning fra Folkets Nisse nr. 52 (1852) af den piberygende forfatterinde til Clara Raphael, lænet op ad sin skrivepult, harcellerer over, at hun har trængt sig ind på et mandligt gebet og frarøvet mandkønnet et dyrebart vedhæng. Piben var ved at få en anden lyd.

I en lang anmeldelse i Nord og Syd spotter Goldschmidt Heibergs sværmeri for forfatterindens ungdommelige ynde og vælger at „opstille den Sætning, at Forfatteren har intet Kjøn og ingen Alder“. Herudfra roser han ligesom Schack romanens stil. Clara Raphael har „en stor Nøiagtighed i Sproget, en Tankens Selvbevidsthed og bestemte Udtryksmaade, Holdning, Stiil“, og Goldschmidt stiller sig generelt velvilligt an over for romanens litterære fremstillingsform, ja, fremhæver den på bekostning af Carl Bernhard. Til gengæld retter han en række spydige angreb mod de holdninger, som fremsættes i brevene. I det centrale spørgsmål om emancipationen anklager Goldschmidt Clara for at være alt for luftig, og han gør gældende, at den sande frihed for kvinden er „at turde frit vælge den, hendes Hjerte udkaarer, vorde Hustru og Moder“. Inden for denne ramme kan kvindens ånd frit udfolde sig, Goldschmidt forestiller sig endog en udvidelse af dens virkekreds, og den vil blive mødt med respekt af mændene. Baggrunden for Clara Raphaels frihedsprogram – at mændene omkring hende ikke har mødt hende med åndelig interesse – fortolker Goldschmidt med knivskarp spydighed stik mod bogens egen tendens:

Tænker man sig imidlertid staaende udenfor Bogen og betragtende Clara som en virkelig Person, saa falder man paa at troe, at hine „interessante“ Herrer blot ere ironiske imod hende formedelst hendes Stridbarhed og altfor directe Fordringer paa Anerkjendelse. (…) Overhovedet bliver Resultatet, at Clara ikke møder Modstand, Spydighed, Chicane, fordi hun er begavet, men fordi hun vil ansees derfor, fordi hun ikke er mild, fordi der virkelig er saa megen Utaalmodighed eller Intolerance i hendes Begeistring, fordi hun har valgt en lille indskrænket Kreds til Gjenstand for sine verdensreformatoriske Experimenter ligesom Rasmus Montanus.

Grundtvig, som ellers ikke længere deltog i hovedstadens litterære debat, reagerede for én gangs skyld. Om end sent: Først 24. maj 1851 omtalte han Clara Raphael i sit tidsskrift Danskeren. Til gengæld var det med des større entusiasme. Han beskriver i sin artikel, hvordan han har læst bogen i ét stræk, og straks derpå har sat sig til at anmelde den. Ikke blot er „Clara“ en af de få, der kan skrive et læseværdigt dansk, hun er også en skjoldmø, og i artiklens løb ender hun endda i skikkelse af en af Grundtvigs yndlingsgudinder „Idunne“ (der ifølge mytologien er vogter af ungdommens æbler og gift med digtekunstens gud Brage), og Fibiger indsættes dermed i den samme rolle, som Grundtvig i disse år tildeler sin elskede anden kone Marie. Begejstret og under fuldstændig tilslutning erklærer Grundtvig:

„Jeg forstaaer nemlig, saavelsom „Clara“ ved Mennesket baade Mand og Kvinde, skabt i Guds Billede til at følge Sandhed, og til at enes med hinanden om Jorden, for saa desbedre at kunne enes med Vorherre om Himlen“.

Ja, hans pris af hendes menneskelighed når til det punkt, hvor den tillader ham at se tværs igennem deres religiøse uenigheder:

„men da man altid maa være et levende Menneske først, for at blive en levende Christen, saa er Clara aabenbar Guds Rige langt nærmere end baade Præsten, der skrifter, og Frøkenen, der vil omvende hende“.

Til prisen for menneskelighed lægger Grundtvig også en pris for danskhed. Han roser hendes forsvarsvilje og engagement, men finder det samtidig betænkeligt, at hun hænger sit kald op på en tysk gengivelse af en fransk historie, Die Jungfrau von Orleans (1801, Jomfruen fra Orleans), Schillers gendigtning af Jeanne d'Arc-historien, og at hun henfalder til et ufolkeligt snobberi for baronen og hans familie. Trods denne kritik og vist også en vis uenighed, hvad angår spørgsmålet om relationen mellem kønnene, hvor Grundtvig forestiller sig kvindens indgriben i historien som undtagelsen snarere end som reglen, slutter han helhjertet op om forfatteren og bogen, som afslutningsvis beskrives som en læseverdenens „Udkiks-Høi“, som han håber ikke skal „slukkes, før Dansken, altsaa ogsaa Dannekvinden, har „Seier vundet“!“ Selv da Grundtvig senere på året måtte konstatere, at han ikke brød sig meget om „Et Besøg“ (1851), der var et indlæg i Clara Raphael-fejden, fastholdt han sin støtte til Fibiger og opfordrede hende indtrængende til at opsøge sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Skandalesuccesen Clara Raphael i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476746