Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skandale uden succes - Minona

Oprindelig forfatter SAuken

Heiberg havde sat Fibiger i kontakt med forlæggeren C.A. Reitzel, og han havde også udgivet hendes anden roman, men han døde i juni 1853. Hans arvinger ville ikke vise Fibiger den tillid, hun forventede, og krævede at få manuskriptet til gennemlæsning, inden de påtog sig at trykke hendes tredje roman, Minona. Det krænkede Fibiger, som henvendte sig til Goldschmidt for at få hjælp til at finde en ny udgiver. Der udspandt sig en længere brevveksling imellem dem, hvoraf desværre kun Fibigers del er velbevaret. Af den fremgår det, at Goldschmidt muligvis var interesseret i en mere end venskabelig forbindelse imellem dem, og at hun vist var så tæt på at hengive sig til ham, som hun nogensinde var med nogen mand. Men til en forbindelse kom det ikke, skønt nok til et nært venskab. Han var hende behjælpelig med udgivelsen og med forhandlingerne med den nye forlægger Andreas Høst, og i december 1853 kunne Minona så udkomme – efter tidens vane med det efterfølgende år på titelbladet.

Minona er uden tvivl forfatterskabets litterære hovedværk. Fibigers liv og skæbne er vel i det hele mere bevægende end hendes værker, og derfor har behandlingen af hendes forfatterskab haft en tendens til at samle sig om den receptionshistorisk vigtigere, men litterært svagere debutroman. Springet imellem de to romaner er stort. Minona er en så imponerende præstation af en kun 23-årig forfatter, at man fra et litterært synspunkt må ærgre sig over, at Fibiger aldrig fik adgang til for alvor at indfri de løfter, hendes rige og indlysende talent afgiver i udviklingen fra Clara Raphael til denne sidste roman.

 Kvindefrigørelsen fik høj prioritet i det moderne gennembrud. I Vilhelm Møllers portrætartikel af søstrene Ilja og Mathilde Fibiger, fra Illustreret Tidende den 30. juni 1872, fremstilles de som tilhørende ikke blot „de ædleste, men ogsaa til de betydeligste Naturer, som i den senere Tid ere fremtraadte her i Landet“.

Kvindefrigørelsen fik høj prioritet i det moderne gennembrud. I Vilhelm Møllers portrætartikel af søstrene Ilja og Mathilde Fibiger, fra Illustreret Tidende den 30. juni 1872, fremstilles de som tilhørende ikke blot „de ædleste, men ogsaa til de betydeligste Naturer, som i den senere Tid ere fremtraadte her i Landet“.

Hovedhandlingen i Minona er en incesthistorie. De to søskende Viggo og Minona Aagesen har været adskilt det meste af deres liv. Forældrene blev skilt, da deres ægteskab var præget af gemytternes uoverensstemmelse. Fejlen i ægteskabets indgåelse var faderens, fordi han forlovede sig på baggrund af en flygtig forelskelse og, da den havde fortaget sig, giftede sig af pligtfølelse, skønt han kendte sin forlovedes menneskelige begrænsninger. I ægteskabet gjorde moderen derfor hjemmet utåleligt for faderen og søgte med alle midler at skille ham fra deres søn, Viggo, og da parrets andet barn, Minona, blev født, fandt faderen derfor en barnepige til hende, Helene, som helt overtog ansvaret for hende. Mellem faderen og barnepigen udviklede der sig en uegennyttig kærlighed, mens afstanden mellem forældrene blev stadig større grundet moderens aggressive jegvilje. Ved den uundgåelige skilsmisse og det efterfølgende ægteskab mellem faderen og Helena fulgte den da fjortenårige Viggo med moderen, mens den langt yngre Minona blev hos faderen og hans nye kone. Viggo tror sin mor uskyldig, skønt han selv efter skilsmissen har fået hendes selvoptagede hjerteløshed at føle inden hendes tidlige død. Dermed får de to børn så forskellige udgangspunkter, som samfundet overhovedet kan give dem. For Viggo er pligtfølelsen og loyaliteten de centrale værdier i familielivet, mens det for Minona er kærligheden og den gensidige respekt mellem parterne.

Annonce

Efter faderens død ankommer Viggo af pligt til hans og Helenes hjem for at tage ansvar for sin søster. Han er fuld af en indgroet modvilje mod såvel faderen som Helene, men han overvindes af de to kvinders hjertevarme og fatter en dyb og gengældt kærlighed til Minona, som de begge først sent forstår er en kærlighed mellem elskende og ikke mellem søskende. Gennem Viggos pligtfølelse lykkes det dem at rive sig løs af hinanden, men prisen er høj – i sidste ende dør hun af sorg og længsel, mens han for sin egen part mister evnen til glæde, skønt ikke evnen til at dele andres glæde.

Som kontrastfigurer til Minona har Fibiger indsat to andre kvindeskikkelser, som inkarnerer og uddyber forskellige sider af hendes væsen: Den forstødte herregårdsfrøken Tyra Falk manifesterer hendes passion og præstedatteren Virgine hendes opofrende kærlighed. Tyra har fulgt kærligheden og sit hjerte og sat sig op imod samfundets og familiens forventninger til hendes valg af ægtemand. Hun fødte sit barn uden for ægteskab, men barnet døde, og hun venter nu på, at hendes elskede skal vende tilbage. Da han svigter, begår hun selvmord, og den frygtelige oplevelse af dette selvmord er med til at knuse Minonas livsvilje. Virgine er den altopofrende, blide kvinde, hvis skæbne bliver heroisk og tragisk på en langt mindre opsigtsvækkende måde end Tyras. Hun hjælper og støtter alle undervejs i forløbet og fatter selv efter Minonas død en brændende kærlighed til Viggo, som dog ikke ænser hende. Hun resignerer dog uden at gå til grunde, for hendes tro hjælper hende, og hun forbliver det ydmyge og opofrende væsen, hun alle dage har været.

Minona har fortsat den højt opskruede tone fra Clara Raphael, og den er som debutromanen blottet for ironisk distance til denne tone. Til gengæld magter Fibiger nu en langt større og mere omfattende komposition, hvor kontrastfigurer og bihistorier kaster lys over hovedforløbet. Og hun magter i langt højere grad at træde analyserende på afstand af sine figurer, også dem, hun har sympati for, end hun gjorde i debutromanen.

Det er tydeligt i Minona, at både Grundtvig og Goldschmidt har haft indflydelse på Fibiger. Grundtvig er citeret en lang række gange igennem bogen, og hans indflydelse på Fibigers forståelse af kristendommen er tydelig. Minonas holdning til kristendommen er langt venligere end Clara Raphaels. Fibiger kommer Goldschmidts kritik i møde ved et langt mere nuanceret billede af forholdet mellem den kvindelige stræben og det omgivende samfund. De centrale kvindeskikkelsers skæbner står meget forskelligt i forhold til samfundet. Kun Tyra Falk er entydigt og berettiget i opposition til samfundets normer, og skønt romanen deler hendes synspunkter, viser den også de radikale konsekvenser af dem. Helene er godt nok i sit kærlighedsvalg i opposition til samfundet, men hun finder stadig sin plads i det. Virgine finder helt uden opposition på plads i samfundet, men er ikke derfor betragtet som åndeligt fattig eller uinteressant. Selv Minona lærer trods store omkostninger at bøje sig for samfundsnormen, og det i sammenhængen interessante er, at heri gør hun ret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Skandale uden succes - Minona i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 31. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476748