• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Idealitet og kvindekamp - Mathilde Fibiger

Oprindelig forfatter SAuken

Kan man i Thomasine Gyllembourgs forfatterskab udlæse en diskret overbevisning om kvindens selvstændige betydning ved siden af manden, befinder man sig dog stadig i en tankeverden, hvor der ikke fundamentalt er rykket ved billedet af forholdet mellem kønnene, ligesom der ikke er nogen forestilling om en politisk frigørelse for kvinden. Det forandrer sig hos Mathilde Fibiger (1830-72), hvis debut, Clara Raphael (1851), skaffede hende øjeblikkelig berømmelse, men gjorde hende berygtet på livstid og var med til at ødelægge den skarpt begavede unge piges fremtid. Skønt hun nød betydelige mænds bevågenhed, først Johan Ludvig Heibergs og siden – og mere trofast – både Grundtvigs og Goldschmidts, blev hendes skæbne tung.

Fibigers familieforhold var dramatiske. Hendes far, major Adolph Fibiger, blev i 1830 leder af landets nye militære højskole, men blev allerede fem år senere fyret og forflyttet til Randers, fordi han for åbenlyst havde luftet sine liberale og demokratiske overbevisninger. Denne flytning såvel som de deraf følgende økonomiske vanskeligheder ødelagde forældrenes ægteskab. I 1838 flyttede moderen tilbage til København med parrets børn, undtagen deres ældste søn Axel, og i 1843 blev de lovformeligt skilt. Moderen var nedbrudt og døde året efter, hvorefter hjemmet opløstes. For at kunne klare sig selv blev Mathilde Fibiger privatuddannet som lærer, og i 1849 blev hun ansat som guvernante på Matrupgaard nær Sakskøbing på Lolland. Dér skrev hun manuskriptet til sin første roman, Clara Raphael. Tolv Breve, som hun var selvbevidst nok til at sende til smagsdommeren over dem alle, J.L. Heiberg. Han modtog manuskriptet med overstrømmende interesse, indlod sig i en længere brevveksling med Fibiger og foranledigede udgivelsen af hendes roman, til hvilken han skrev et stærkt rosende forord. Heri fremhæver han bogens „ualmindelige Modenhed i Fremstillingen, Foredraget, Stilen“ og understreger Fibigers ungdom som den forudsætning, værket skal læses ud fra. For det giver fx et helt andet indtryk af Clara Raphaels ønske om at forsage verden og kæmpe for sit ideal, hvis det er et „ældre Fruentimmer“, som skriver på baggrund af skuffede forventninger, end hvis det er en ung pige, der „staaende i den ungdommelige Skjønheds første Blomstring, gjør Afkald paa en Verden, som hun har saa Meget at vente af“.

 Mathilde Fibiger daguerreotyperet i 1853, tre år efter udgivelsen af Clara Raphael. Tolv Breve, der for alvor satte spørgsmålet om (borger)kvindernes frigørelse – emancipation – på den københavnske offentligheds dagsorden.

Mathilde Fibiger daguerreotyperet i 1853, tre år efter udgivelsen af Clara Raphael. Tolv Breve, der for alvor satte spørgsmålet om (borger)kvindernes frigørelse – emancipation – på den københavnske offentligheds dagsorden.

Heiberg markerer en filosofisk uenighed med Fibiger, som „tager Idealet altfor abstract“, men han forvandler sin kritik til ros – igen paa baggrund af forfatterens ungdommelighed: „Men paa disse og lignende Steder i Bogen maa det snarere forundre, at en saa ung Pige allerede er kommen saa vidt med sin Reflexion, end at hun ikke endnu er kommen til Ende med den“.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
: Idealitet og kvindekamp - Mathilde Fibiger i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476745