Dette udaterede silhouetklip, hvor figurer (en columbine og en harlekin) springer ud af digterens hoved – en figur fra nakken er gået tabt – er formentlig et selvportræt.

.

Det ældst kendte papirklip fra H.C. Andersens hånd er fra 1822. På bagsiden er noteret „1822“ og „Kbh.“. Måske er soldaten én af de figurer, han lavede til sit hjemmelavede teater, den er i hvert fald enestående for H.C. Andersens klip ved også at have en særlig rygside.

.

I foråret og sommeren 1822 havde H.C. Andersen under pseudonymet Villiam Christian Walter uden held forsøgt at skabe sig en forfatterbane med Ungdoms-Forsøg, der bestod af tre dele: en „Prolog“, som i en letgennemskuelig allegori skildrer digterens kaldelse som dreng, fortællingen „Gjenfærdet ved Palnatokes Grav“ og sørgespillet „Alfsol“. Det sidste blev indsendt til Det Kongelige Teater og refuseret, men Knud Lyne Rahbeks sønderlemmende responsum mundede ud i en opfordring til, at man forsøgte at finde ud af, „hvad af dette besynderlige Hoved med Dannelse kunde blive.“

I årene på latinskolen var det discipel Andersen strengt forbudt at digte. Men lysten og evnen overvintrede. Så kort efter studentereksamen forsøgte han igen, denne gang under eget navn, med den anarkistisk-overstadige Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, som udkom den 2. januar 1829. Fodreises unge fortæller-jeg beretter om, hvordan han nytårsaften 1828 bliver besat af Satan, som indblæser ham „den syndige Tanke at blive Forfatter“. Han drager straks af sted for at finde en poetisk tumleplads og søger derfor væk fra København og ud mod det i poetisk forstand ubetrådte Amager. De velkendte lokaliteter er imidlertid kun stationer på en indre rejse, hvor broer af sjælelig og kunstnerisk art krydses.

Fodreises handling er forlagt til netop det tidspunkt, hvor en gennemgribende omvæltning finder sted i tid og rum: årsskiftet. Her, hvor det velkendte gamle er ved at gå under og det nye endnu ikke trådt endegyldigt frem, begiver jeget sig ud på en rejse, som skal afprøve fantasiens muligheder. I denne digteriske proces, som nærer sig af det uafgjortes åbenhed og frihed – og som derfor balancerer på kanten mellem det værende og det kommende, det virkelige og det forestillede, det endelige og uendelige – bliver Fodreise til. Eller rettere: Fodreise er selve denne proces.

Ved fantasi-rejsens begyndelse stilles den nyvakte poet over for valget mellem to muser: en frodig amagerkone, (snus)fornuftens og den klassiske dannelses solide repræsentant, og en bleg, venlig kvinde, fantasiens skrækromantiske inkarnation. Poeten vælger den sidste, og den forsmåede amagerkone spår i sin vrede, at hans bog vil blive forkastet som vås. Spådommen opfyldes til sidst, for så vidt som en anmelder i skikkelse af en græsselig havmand forhindrer digteren i at sejle over til Saltholm med den bastante begrundelse, at han jo har kaldt sin bog Fodreise til Østpynten af Amager og derfor ikke kan tillade sig at gå videre: „“Deres hele Reise (…) er et Chaos af forvirrede Ideer, opkogte Reminiscenser og i det høieste et mislykket Eventyr; var det endda en mislykket Roman, men et Eventyr er en Chimære, som ikke existerer i Livet.““

Fra begyndelse til slutning henviser Fodreise på denne måde til sig selv. Den er et stykke litteratur, der handler om både selve det at skrive og det, der kommer ud af det: litteratur. Det myldrer med citater fra dansk og europæisk litteratur i en overdådig og respektløs mønstring af traditionen, som demonstrerer den skrivendes omfattende belæsthed og samtidig ironisk undergraver forestillingen om dannelse som et pensum. Fantasien sprænger alle normale kategorier. Den rækker fra det mindste til det største, fra havets bund til himmelrummet, fra fortiden til en fremtid med dampdrevne luftskibe anno 2129. Trafikken af genfærd, søvngængere, talende dyr og ting er tæt, og fortælleren render ikke uden grund rundt med den tyske romantiker E.T.A. Hoffmanns Djævelens Eliksir (1815, da. 1920) i lommen, når han støder frem mod fantasiens og eksistensens yderste grænse, mod det gådefulde på én gang dragende og skræmmende.

Rejsens grundrytme viser sig at være en del af livets kosmiske grundrytme: Det gamle års død er betingelse for det nye, ligesom døden er det grundvilkår, som den skrivende spiller fantasien op imod. Jegets kredsen om ophørets absolutte grænse, om det u(be)skrivelige, kulminerer, da dødens store ekstrapost kort før bogens slutning i kapitel tretten gør holdt foran poeten. Døden tilbyder ham at komme med på vognen, men han betænker sig så længe, at hanen galer. Vognen med de døde forsvinder og overlader ham til sine refleksioner over, om han har valgt forkert. Af denne uafklarede, men også digterisk frugtbare mellemtilstand fremstår bogens afsluttende tilkendegivelse: „Aanden som lever og virker i os er det [Eventyret] saare meget beslægtet; kunde vor Sjæl med alle sine Følelser og Ideer levende afpræge sig paa Papiret, da vilde man faae det underligste Eventyr, der endnu var læst. Fryd og Smerte, Fornuft og Vildfarelse danne de store Capitler og gjennem det hele gaaer der, som i Eventyret, en uudgrundelig Traad.“

Her tages der utvetydigt parti for eventyret og fantasien som erkendelsesvej, så havmanden får svar på tiltale. Poesiens opgave er at overskride den konventionelle dannelse og nærme sig den skjulte åndelige sammenhæng – den uudgrundelige tråd – ved at sende den digteriske forestillingsevne på sondering i den menneskelige sjæl.

Dette dristige program blev videreført i H.C. Andersens første egentlige rejseskildring Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc, i Sommeren 1831 (1831), men i mærkbart modificeret form. For den ustyrlige fantasi måtte konfronteres med virkeligheden for ikke at æde sig selv op. Hvor verden i Fodreise er kastebold for den suveræne fantasi, så er fantasien i Skyggebilleder anderledes forpligtet. Den er her ikke ensbetydende med uhæmmet fabuleren, men med indlevelse. Formlen er enkel. Digterens følsomme hjerte registrerer den gudskabte virkelighed og formidler indtrykkene til andre:

jeg vil aabne mit Hjerte og vise der den brogede Række Billeder, Reisen fremtryllede. Vi spænde ingen Lagen ud paa Væggen, det gjør saa megen Uleilighed, vi have de hvide Blade i Bogen, her staae nu Billederne, rigtignok kun med løse Træk, men man husker paa, det er jo ogsaa kun Skyggebilleder af Virkeligheden.

I denne programerklæring spiller fortælleren på en af den europæiske kulturs grundmyter, Platons såkaldte hulelignelse, som anskueliggør forestillingen om, at den verden, der er tilgængelig for sanserne, kun er en uegentlig, afledt virkelighed. En skygge af det egentlige, som mennesket i bedste fald kan tilnærme sig. I formidlingen af disse skyggebilleder må digteren imidlertid tage billeder, metaforer i sin tjeneste. Ordbilledet er ikke et blot fysisk fænomen – et lydmønster eller kruseduller på papir – for det er også bærer af en betydning, der (kan) vækkes i modtagerens bevidsthed. På den måde viser ordbilledet ud over sin egen fysiske fremtrædelsesform mod en uhåndgribelig verden hinsides det fysiske – den, som fortælleren i Fodreise kalder „den uudgrundelige Traad“. Digteren slår et kighul i den massive forgængelighed, og igennem det kan han – og læseren – ane en højere virkelighed.

Når den digteriske fantasi kan bygge bro til det metafysiske, beror det på, at den ikke er en rent individuel evne, men en universel kraft, som ytrer sig i og gennem digteren. Den symboliseres ved Harzboernes „Wunderbluhme“: „jeg følte den voxe i mit Hjerte, Englene havde lagt Frøet der, da jeg endnu slumrede i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft, Phantasien, denne Livets herlige Blomst udfoldede sig mere i mit Hjerte, og jeg hørte og saae en ny og større Natur om mig.“

Rejsens møder med landskaber, stæder, personer og kulturudtryk bliver på den måde led i en personlig overskridelse af det foreliggende, en dannelsesproces, hvori digteren forvandles. Som kunstner, vel at mærke. Fortællerens modtagelige hjerte er ved rejsens begyndelse et kærlighedssåret hjerte på flugt fra smertens kilde ud i den store, herlige verden, hvori hjertet kan spejle sin smerte. Det gælder ikke mindst den storslåede natur: „Vi gik langs med den høie Fjeldskrænt, og saae ned i Dalen, der laae mig som et mægtig Billede paa mit eget Hjerte, stille og dunkel med den brusende Flod, medens Solen skinnede varmt og smukt oven over, paa de bølgende Kornmarker og paa Veien, hvor Børnene legede og tumlede sig.“ Hvad der ikke blev til elskov, afføder altså i stedet en billeddannelse, hvori det sansede landskab glider i ét med følelsernes uhåndgribelige former. I løbet af rejsen forvandles hjertet således fra at være hjemsted for kærligheden til at blive „Digterens Skizzebog“, som det hedder i slutkarakteristikken af Skyggebilleder. Med denne tilbagetrækning fra det levede liv til kunstens gebet griber rejsebogen afklarende tilbage til den begivenhed, som har afstedkommet den rejsendes smerte, og som ifølge Levnedsbog gør den unge poet til ægte digter: den ulykkelige kærlighed til Riborg Voigt.

Borer man lidt i Levnedsbogs selvmodsigende fremstilling af kærlighedshistorien, bliver det dog tydeligt, at den vege elsker Andersen slet ikke vil pigen, men den ulykkelige kærlighed, der kan levere brændstof til digter Andersen. I Levnedsbogs slutning tilstår han det åbent: „jeg begik virkelig en Synd imod hende ved altfor tydeligt at pege paa hende. Men min Poesie havde faaet en ganske anden Characteer, ligesom mit hele Væsen.“ Han sigter her til den digtsamling, kærlighedsforliset gav inspiration til, Phantasier og Skizzer (januar 1831). I Skyggebilleder, der udkom godt otte måneder senere, har H.C. Andersen konsekvent nok ladet hjertets snoede rejse kulminere i mødet med den store tyske romantiske digter Ludwig Tieck, som indvier sin unge digterkollega med et kys på panden. Hermed markerer H.C. Andersen ungdomsforfatterskabets stærke inspirationen fra den tyske romantik, men samtidig også, at elskeren havde forvandlet sig til blåstemplet digter. For stedse, skulle det vise sig.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Rejse og dannelse - Fodreise og Skyggebilleder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig