Korvetten Galathea forankret ud for Konstantinopel (Istanbul). Klip i hvidt papir, formentlig fra H.C. Andersens ophold i Konstantinopel på den store orientrejse 1840-41, skildret i rejsebogen En Digters Bazar. Galathea gjorde en række togter i Middelhavet, før den i 1845-47 på Christian 8.s ordre blev sendt til „de ostindiske og navnlig de nicobariske Øer, over hvilke Vi have Højhedsret.“ Formålet var videnskabelig undersøgelse; desuden skulle ekspeditionen overdrage kolonierne Tranquebar og Frederiksnagore i Indien til briterne.

.

Brev fra H.C. Andersen på brevpapir, der bl.a. viser banegården i Dresden. Brevet er skrevet umiddelbart efter hans første jernbanerejse den 10. november 1840 og afspejler hans fascination af det, han siden kaldte „Dampdragen“. Han skriver blandt andet: „Her er jeg i Leipzig, boer i Stadt Rom og har en udsigt over hele Jernbane-Gaarden, hvor Troldvognene rulle til Magdeburg og Dresden. Jeg har i Dag for første Gang i mit Liv kjørt med Dampvogn, 16 Miil i omtrent 3 1/2 Time, jeg er ganske henrykt, o havde dog De og alle der hjemme været med! nu veed jeg hvad det er at flyve! Nu kjender jeg Trækfuglenes Flugt, eller Skyens naar den jager hen over Jorden.“

.

Afsøgningen af verden for stof og incitamenter førte H.C. Andersen ud på talrige rejser indenlands og udenlands. I juni 1870 skrev han til vennen J.P.E. Hartmann under et af sine mange herregårdsbesøg: „Idag endeligt er der Sommer i Luften, Myg i Luften, Træthed i Lemmerne og Længsel i Tankerne efter at flyve hen over den udstrakte Sø for at naae fremmede Lande og der længes efter igjen at komme tilbage. Jeg er bestemt født under et Himmeltegn, som kan kaldes Perpendikelen: jeg maa altid være igang, frem og tilbage: „tik! tak!“, til Uhret staaer, og jeg ligger der.“

I denne præcise selvkarakteristik er rejsen som fysisk bevægelse gjort til ét med digterens labile gemyt: den rastløse og evigt nysgerriges ubestemte higen efter et andet sted, angsten for at gro fast og gro til, fraværet af blivende sociale og mentale holdepunkter. Men også en higen efter svar på livets grundspørgsmål. Pendulsvingningerne – længslen væk fra det kendte mod det ukendte, længslen tilbage igen og den fornyede udlængsel – danner selve grundrytmen i H.C. Andersens kunstneriske virke. Forfatterskabets mange genrer, eksperimenterelysten, de hyppige spring i synsvinkel, stil og toneleje – alt har perpendiklens insisterende uro i sig.

Denne uro er ophøjet til kompositorisk princip i hans rejseskildringer, hvor rejsens kronologiske fremadskriden er omvundet med konkrete situationer og billeder: møder med mennesker, kunst, bygningsværker, rejseoplevelser, landskaber. Mest radikalt er denne mosaik-teknik praktiseret i Skyggebilleder og de stort anlagte En Digters Bazar (1842) og I Sverrig (1851), mens I Spanien (1863) og især Et Besøg i Portugal 1866 (1868) nærmer sig den traditionelle rejsebeskrivelse.

H.C. Andersens rejsebeskrivelser er alle brogede friser, hvor synspunktet konstant veksler mellem den rejsendes indre og omverdenens fænomener. I En Digters Bazar er rejsens to første etaper gensyn, først med Tyskland, siden med Italien. Men den rejsende er fuld af mismod, og omverdenen er, trods alle seværdigheder, præget af forgængelighed. De tyrolske bjerge tager sig i hans øjne ud som en gigantisk kirkegård, Rom emmer af forfalden fortid, og hvor Vesuv var i udbrud første gang, han i 1833-34 besøgte Napoli, er den nu indhyllet i tåge. Tilsvarende ligger Den Blå Grotte på Capri, det lysende vidnesbyrd om det åndeliges nærvær i jordelivet, utilgængelig i det oprørte hav. Verden er udslukt og åndsforladt, digteren skranter.

Men da samme digter omsider bryder op fra det sfinxforladte Italien og dampskibet sætter kurs mod Grækenland, afløses dødens kulde af forårets varme, og den uigennemtrængelige materielle verden bliver transparent. Bag skyerne, der stadig omgiver Vesuv, er vulkanen trods alt i live: „det brænder derinde i Bjerget, det brænder dybt under Havet, som brænder midt i vort Skib og midt i mit Hjerte; Alt er Vulkaner!“

Ilden lutrer ham, og den vokser i styrke, da han overskrider sin europæiske kulturs grænser og vover sig ind i Orientens rige og kontrastfyldte islamiske kultur. Han er henrevet og kan ikke få nok. Skildringerne bliver mere og mere sansemættede, livet omkring ham udfolder sig intenst og totalt, og alle disharmonier, alle dualismer ophæves som i dette øjebliksbillede fra det travle Bosporusstræde: „Den hvide, slanke Minaret, den, der i Virkeligheden pegede mod Himlen, og den, der paa Vandfladen pegede nedad, syntes at sige: see ikke blot Livet i Solglandsen omkring Eder, see det oven over, i de jagende Skyer og flygtende Fugle, see det i Vrimlen paa Vandet mellem de to Verdenslande.“ Præcis i skæringspunktet mellem hinsideslængsel og udlængsel, minaretens himmelstræben og vandfladens jordbundne kraftlinjer, befinder den altsansende digter sig, opslugt, saligt nærværende her, hvor himmel og jord går i ét. Men da kursen så atter går mod nord og gennem Europa langs Donau, toner erindringsbilleder af det danske landskab stadigt stærkere frem for digterens indre øje, indtil det fremmedartede helt fortoner sig. Rejsen har ikke ført den rejsende videre, den synes at være én stor kredsgang, en parentes. Uforløst, uforandret ensom vender digteren tilbage.

En Digters Bazar former sig som en tur gennem et broget marked, hvor alt imidlertid er nøje tilrettelagt af en fortæller. Den oprindelige rejses oplevelser er stiliseret. Alt bliver til fortælling. Og billede. Det intense nærvær, som læseren kan opleve under læsningen, forudsætter et fravær, en kunstnerisk distance, som på den ene side gjorde det muligt at skabe et levende univers på papiret, og på den anden side efterlod den skrivende selv skæbneløs og tom.

Den kunstneriske enhed af fortælling og billede, som er kernen i den andersenske rejseskildring, har sin særlige udtryksform i genrebilledet, som han allerede eksperimenterede med i sine tidlige fortællende digte, Skyggebilleder, Billedbog uden Billeder og – som nævnt – romanerne. I I Sverrig (1851) danner de koncentrerede genrebilleder med deres element af fortælling tilsammen et broget billedforløb, som træder i den episk fremadskridende handlings sted. På den måde bliver rejseskildringens hovedperson den rejsendes seismografiske sind, hvori verden har trykket sig ind som uudslettelige billeder, glimt fra en verden og et gemyt i konstant bevægelse. Men som det fremgår af En Digters Bazar, der jo ender i en verden, hvor alle vulkaner er udslukte, så truer forankringen i det subjektive den forestilling om en højere orden, som gennemstrømmer store dele af forfatterskabet.

Netop tvivlen på en sådan guddommelig sammenhæng tog H.C. Andersen op i det stort anlagte Ahasverus. Et dramatisk Digt (1848). Værket er en slags rejseskildring, for så vidt som det følger hjemløshedens og tvivlens inkarnation, den evige jøde, op gennem kristenhedens blodige historie. Den bevidsthedshistoriske rejse ender med Columbus' opdagelse af Amerika, der for digteren var det afgørende epokeskift i tvivlens historie. For opdagelsen af den nye verden er det moment, hvor det for første gang bliver klart, at tvivlen nok udspringer af en trods mod det guddommelige, men netop derved er den i pagt med de guddommelige planer: Tvivlen er drivkraft i historiens trinvise bevægelse frem mod en bevidstgørelse af „Verdens-Aanden“. Tvivlen er nok plagsom, men også nødvendig og i den forstand opbyggelig.

Netop verdensånden er hovedanliggendet i opdagelsesrejsen til broderlandet Sverige: I Sverrig. H.C. Andersen var helt fra de unge år dybt inspireret af H.C. Ørsteds naturfilosofiske enhedstænkning og hans forestilling om den harmoniske forening af det gode, det sande og det skønne. En forening, som er betinget af åndens eller fornuftens universelle tilstedeværelse. Denne fornuft er ikke en indviduel egenskab, men selve forudsætningen for, at mennesket kan sanse og tilnærmelsesvis forstå fænomenernes verden som en lignelse, som både digtning og videnskab besidder nøglen til. For tro og viden er, som det siges i rejsebogens centrale filosofiske kapitel „Tro og Videnskab“, ikke hinandens modsætninger, men udslag af én og samme ånd: „den mindste lille Blomst prædiker fra sin grønne Stilk, i Videnskabens Navn: Udødelighed (…) Livets Disharmoni ligger i, at vi kun see en lille Deel af vor Tilværelse.“ Ånden findes ikke blot i den ydre natur, men også i menneskets eget sanseapparat. „I alle vore Sandser er en saadan guddommelig Gjennemstrømning i vort hele Væsen, en Stræben efter det Harmoniske, som det viser sig i alt det Skabte, selv i Luftens Pulseslag, synliggjorte i Klangfigurer.“ Den moderne videnskab, som gør, at digteren kan se orden, hvor der tilsyneladende hersker kaos, er derfor ikke en trussel mod troen, men dens bekræftelse: „Just ved at vandre med aabne Øine paa Videnskabens Vei see vi Forkyndelsens Herlighed (. ) Videnskaben er som en chemisk Prøve, der siger at Guldet er ægte.“

I I Sverrig konfronteres den rejsende overalt med forgængeligheden. Dødens vidnesbyrd gennemtrænger landskaberne og den historie, de er forbundet med. Rejsen former sig derfor som en én lang dialog mellem tvivl og tro, hvor udødelighedshåbet knyttes stadigt tydeligere til kunsten – det skønne. For skønhedssansen er ikke tillært, altså et spørgsmål om smag og konvention, men indpodet i menneskets sanseorganer af ånden eller Gud: „Opfattelsen af Skjønheds-Harmonien er et Instinkt i os, den ligger i vort Øie og i vort Øre, disse Broer mellem vor Sjæl og det Skabte om os,“ hedder det i „Tro og Videnskab“. I det efterfølgende kapitel „I Skoven“ beskrives det, hvordan denne indpodning eller indstrømning finder sted: „Som Sollyset strømmer hen over Jorden og over de udstrakte, eensomme Skove, saaledes strømmer Guds Aand over Mennesket og ind i Mennesket.“ Denne indstrømning slår om i en udstrømning, der er ét med selve den digteriske udfoldelse: „Ideer og Tanker udfolde sig fra Sjælens Dyb, det uendelige, uudtømmelige (…) I Skovnaturen her, paa den lange, eensomme Vei gjennem den bliver der just Færdsel paa Tankens Landevei gjennem vort Hoved. Underlige, rige Caravaner drage forbi fra Digternes Værker, fra Erindringens Hjem, og nye, som Øieblikkets Omgivelse føder.“

Her sætter H.C. Andersen ord på den sammensmeltning af fortælling og billede – af de fortællinger, som knytter sig til en given svensk lokalitet, og så det umiddelbart sansede og oplevede – som er grundformlen for rejsebogens skildringer, og som fandt sit mest prægnante udtryk i genrebillederne. Og samtidig giver han sin forklaring på, hvorfor digtningen tillægges rollen som formidler af den ånd („den usynlige Traad“), som er i alt – og til hvis evige eksistens udødelighedshåbet er knyttet. Det håb, som i I Sverrig er modgiften mod forgængelighedens og glemslens massive tilstedeværelse.

I romanen „At være eller ikke være“ (1857) om Niels Bryde, der bekender sig til et materialistisk livssyn, blev forholdet mellem tro og videnskab endnu en gang taget op, ikke kun som en diskussion og tilbagevisning af det, H.C. Andersen betragtede som tidens grasserende materialisme, men også og især som et forsøg på psykologisk at udrede, hvad der driver til et menneske til gudsfornægtelse: egensind og selvoptagethed. Begge gør én blind for den sande virkelighed.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Mellem tro og tvivl - rejseskildringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig