Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hjemløshed

Oprindelig forfatter KPMor

Den fornægtede tilværelsesdimension ytrer sig i mange af eventyrene – ligesom i de tre første romaner – som et individs længsel efter at gøre sig fri af givne vilkår, virkeliggøre anede potentialer. Den første gennemspilning af dette motiv i stor skala er læsedramaet Agnete og Havmanden (1834), bygget over handlingen fra folkevisen med samme titel. Hos H.C. Andersen kommer hovedpersonen Agnete til verden, da hendes mor bliver fanget af højvande i Vadehavet, og siden drages hun uimodståeligt mod havets verden, svigter sin vege tilbeder og følger med havmanden til havets bund. Efter syv år vækkes længslen efter hjemmet ved kirkeklokkernes lyd, men da hun vender tilbage, finder hun alt og sig selv forandret. Hun dør på strandbredden, grænsen mellem jord og hav, ude af stand til at vælge den ene frem for den anden verden.

H.C. Andersen, som færdiggjorde dramaet på den første del af dannelsesrejsen, nærede de største forhåbninger, da han sendte det hjem, utvivlsomt fordi han mente at have givet objektiv kunstnerisk form til sin hjemløshedsfølelse. Men det blev hans livs største fiasko, ikke mindst fordi det personlige netop ikke er kunstnerisk forløst. Ikke desto mindre – eller netop derfor – tog han temaet op igen i „Den lille Havfrue“ (1837) – med en markant drejning, som blev konstituerende for længsels- og hjemløshedsmotivet fremover i forfatterskabet. Havfruens længsel fører modsat Agnetes væk fra havets bund og opad mod menneskenes verden. Eller – som det viser sig – mod den sol, hvis blegtlysende cirkel aftegner sig i hendes lille have i dybet. For skønt hun under store smerter gør sig fri af sit havfruevæsen og stiger op på land, så hører hun dog heller ikke hjemme blandt menneskene og svæver da til sidst op i en tredje, højere dimension: den klare sols guddommelige sfære. Denne tredje mulighed, der symbolsk antyder en kunstnerisk – ulegemlig, skriftbundet – eksistensform som svar på hjemløsheden, blev et genkommende motiv.

 På denne collage fra Agnetes Linds Billedbog (1857) har digteren, under den hugorm, han har anbragt til venstre for et titelblad til Eventyr, fortalte for Børn, skrevet: „Her ligger Kundskabens Slange paa Godt og Ondt!“.

På denne collage fra Agnetes Linds Billedbog (1857) har digteren, under den hugorm, han har anbragt til venstre for et titelblad til Eventyr, fortalte for Børn, skrevet: „Her ligger Kundskabens Slange paa Godt og Ondt!“.

„Gaaseurten“ (1838) forlener på lignende vis hjemløsheden med en metafysisk dimension, også her symboliseret ved solen. Den lille, uanselige og fromme ukrudtsvækst vokser uden for det rige herskabs kunstfærdigt anlagte have uden for byen og retter sig opefter mod Guds sol, som kaster sit lys på alle. For Gud eksisterer ingen forskelle, verden er én og hel. Så når den jordiske verden alligevel – med sigende sociale metaforer – er delt i en rig (pragtblomsterne) og en fattig (gåseurten), er det altså ikke Guds værk, men menneskenes. Og eventyrets handling anskueliggør denne sandhed. Som et sendebud fra gudssolen nedstiger lærken til den naturgroede, ydmyge gåseurt frem for til de kunstigt fremdrevne, hovne pragtblomster i haven. Hun bliver lærkens udkårne, og det er ikke tilfældigt, for gåseurten er med sin gule cirkel af støvdragere solens jordiske spejlbillede: „En Morgen stod den ganske udsprunget med sine smaa, skinnende hvide Blade, der sidde som Straaler rundtom den lille gule Sol indeni.“ Men de tankeløse drenge fra det fine hus bryder ud i den gudskabte, uspolerede natur, sætter lærken i bur, skærer den græstørv, gåseurten står i, fri og lægger gåseurten ind til lærken. Selv om gåseurten ofrer sig uselvisk for at lindre lærkens tørst, dør lærken og bliver begravet af børnene, mens gåseurten kastes i støvet.

Annonce

Havfruens og gåseurtens hjemløshed skyldes, at de er bærere af egenskaber, som ikke er indpodet i dem af omgivelserne, men af en guddommelig instans. Denne hævdelse af uskylden og oprindeligheden kulminerer med eventyr som „Nattergalen“ (1844), hvor kunstfuglen ikke magter, hvad nattergalen formår med sin naturgivne stemmepragt, og „Den grimme Ælling“ (1845), hvis biologiske realisme – ællingen, der bliver til en svane – er indfattet i en socialpsykologisk forståelsesramme: Idet den udstødte, foragtede fugl i eventyrets slutning ydmygt bøjer hovedet, ser den i sit spejlbillede for første gang sig selv og sin sande natur med egne øjne. Den medfødte, gudgivne identitet træder i stedet for den socialt tilskrevne.

Netop denne evne til at se tingene, som de virkelig er, udsættes i „Sneedronningen“ (1845) for et djævelsk angreb. Kay får en splint af troldspejlet i øjet og mister sin barnlige evne til umiddelbart at kunne skelne smukt fra hæsligt, godt fra ondt, og han ender i den forførende snedronnings dødsenskolde univers, hvor selvet stivner. Derfor magter han heller ikke – i modsætning til havfruen og ællingen – at kæmpe sig frem til forløsningen ved egen kraft. Den kraft besidder til gengæld den uskyldige, selvopofrende Gerda, som efter mange prøvelser til sidst trænger ind i snedronningens slot, får isen til at smelte og Kay til at græde splinten ud og genvinde sit oprindelige syn.

Disse eventyrs ophøjelse af uskylden og oprindeligheden til myte kom imidlertid ikke til at stå alene. Ligesom harmonien var vanskelig at opretholde i de tidlige romaner, sådan svinger de 156 fortællinger, som det samlede eventyrværk udgør, mellem indbyrdes uforenelige tilværelsestolkninger. Ganske vist indledte H.C. Andersen i 1846 manuskriptet til Mit eget Eventyr uden Digtning – den biografi, der i 1847 kom til indgå i hans samlede værker på tysk – med at anskue sit liv som et eventyr, digtet af den gode Gud, en fortolkning, der senere blev overført næsten ordret til Mit Livs Eventyr. Men karakteristisk nok digtede han i det samme tidsrum (kunstner)eventyret om „Skyggen“ (1847), hvor oprindelighedsmyten bliver vendt på hovedet. Eventyret handler om en lærd, verdensfjern ung mand, der på sin rejse i det varme Syden en nat tror at se poesiens jomfru på genboens altan, og i stedet for selv at undersøge sagen sender han sin skygge derover. Skyggen kommer ikke tilbage, men vokser sig stærk og opsøger efter en rum tid den lærde, som skriver, uden at nogen gider læse ham. Og til sidst tager den livet af sin troskyldige, tidligere herre og vinder prinsessen og det hele kongerige. Den kropsløse skygge har sin magt i kraft af den viden, den erhverver om de gode borgeres skjulte, unævnelige liv ved at lure ved deres nøglehuller.

Hvor truslen mod uskylden kommer udefra i langt de fleste eventyr, er den i „Skyggen“ en oprindelig side af den unge lærde herres personlighed. Eller – som eventyrets fortæller ironisk påstår om skyggens forstillelsesevne: „jo, Skyggen var overordentlig godt klædt paa, og det var just det, som gjorde at den var ganske et Menneske.“ I dette eventyrs univers findes intet oprindeligt, intet ægte, kun falskhed, dobbelttydighed. Denne indirekte anklage er imidlertid ikke blot rettet udefter mod et hyklerisk, dobbeltmoralsk samfund, men potentielt også mod selve eventyrets fundament: uskylden. For det andersenske eventyr er fuldt af sprækker i form af villet underfundighed, men også af fortalelser. Det sidste gælder situationen, hvor den uskyldige, fromme og – i modsætning til pragtblomsterne – angiveligt ikke spor selvoptagne gåseurt bliver lærkens udkårne:

Halv undseelig og dog inderlig fornøiet saae den til Blomsterne inde i Haven; de havde jo seet den Ære og Lyksalighed, der var vederfaret hende, de maatte jo begribe, hvilken Glæde det var; men Tulipanerne stode nok engang saa stive som før, og saa vare de saa spidse i Ansigtet og saa røde, for de havde ærgret sig. Pionerne vare ganske tykhovedede, bu! det var godt, at de ikke kunde tale, ellers havde Gaaseurten faaet en ordentlig Tiltale. Den stakkels lille Blomst kunde nok see, at de vare ikke i godt Humeur, og det gjorde den saa inderligt ondt.

Den egentlige kilde til gåseurtens fryd er en alt andet end selvforglemmende bevidsthed om pragtblomsternes ærgrelse og misundelse, så ordene om, hvordan de andres dårlige humør gør den stakkels lille blomst inderlig ondt, er rent hykleri. Ikke så meget fra gåseurtens side som fra den fortæller, der solidariserer sig med den „stakkels lille Blomst“. Den barnlighed og uskyld, der gang på gang direkte eller indirekte fungerer som eventyrets moralske målestok, er her dybt anfægtet. Ikke fordi eventyrets fortællerinstans selv befinder sig hinsides uskyldstilstanden, men fordi den vampyragtigt suger troværdighed af det barnligt-fromme, dækker sig bag uskyldens plankeværk. Det var denne latente dæmoni, som H.C. Andersen gav synlig skikkelse i „Skyggen“ og i den gruopvækkende fortælling om „De røde Skoe“ (1845), hvor Karen får hugget fødderne af som straf for sin forfængelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Hjemløshed i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 30. marts 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476690