Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gennembruddet - romanerne Improvisatoren, O.T. og Kun en spillemand

Oprindelig forfatter KPMor

H.C. Andersens produktivitet i de tidlige år var omfattende, for han ville være digter og måtte derfor vinde sig et publikum for at sikre udkommet. Så han forsøgte sig flere genrer. Ud over Fodreise og Skyggebilleder blev det således til fem digtsamlinger: Digte (1830), Phantasier og Skizzer, Vignetter til danske Digtere (1832), Aarets tolv Maaneder, Tegnede med Blæk og Pen (1833) og Samlede Digte (1833). Han gav sig også i kast med en historisk roman, Christian den Andens Dverg, som dog forblev ufuldført. Større, men også skiftende held havde han med at skrive for Det Kongelige Teater, hvor han i 1829 debuterede med vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn (1829). I perioden fra foråret 1830 til foråret 1833 indleverede han yderligere syv stykker, dels originale, dels nogle mere eller mindre frie bearbejdninger.

Den heftige aktivitet gav bagslag. Både publikum og digter følte, at han gentog sig selv, var kørt fast. I H.C. Andersens øjne bestod løsningen dog ikke i at opgive skriveriet, men i at slippe væk fra alle dem, der ikke forstod ham og hans kunst. Det lykkedes. I april 1833 fik han et toårigt, kongeligt rejsestipendium og drog af sted mod Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien. Den indsigt, H.C. Andersen vandt i sit eget væsen og kunstnergemyt på rejsen, ikke mindst under opholdet i det i alle måder hede Syditalien, forløste billeddannende evner i ham, som skulle komme til at udgøre selve vækstgrundlaget for hele hans modne produktion. Det var dog først, da H.C. Andersen i august 1834 var kommet hjem til de kolde mennesker i det kolde Nord, at Sydens varme blev omsat i den vældige billedrække fra Italien – dets landskaber, monumenter, kunst og folkeliv – som romanen Improvisatoren (1835) er. Den blev ganske vist påbegyndt i Rom den 17. december 1833, men på det tidspunkt var planen langt mere beskeden: en novelle. Men da han efter hjemkomsten satte sig til skrivebordet, fuld af længsel efter det tabte „Paradiis“, „Skjønhedens, Hjertets og Kunstens Hjem“, voksede stoffet til en stor roman.

Romanen handler ikke kun om en kunstners udvikling, men er et afgørende moment i sin digters egen kunstneriske forvandling – og en utopi om et liv, hvori kunst og kærlighed lod sig forene. I lighed med den måde, hvorpå han kunstnerisk havde udnyttet kærlighedsforliset med Riborg, vendte han savnet af Sydens varme til en produktiv kraft. Improvisatoren former sig som en dobbelteksponering: Erfaringerne fra digterens hidtidige liv i Danmark og hans oplevelse af den italienske natur og kultur løber sammen og danner et univers, hvor etaperne i den italienske hovedpersons indre søgen anskueliggøres symbolsk af hans rejseruter i hjemlandet.

Annonce

Improvisatoren er en klassisk dannelsesroman efter det mønster, som Goethe grundlagde med sit romanværk om Wilhelm Meister. Dannelsesromanens emne er individualismens kerneproblem: balancen mellem individets søgen efter sit eget og samfundets modsatte krav om de mange individuelle viljers indordning i fællesskabet. Dannelsesromanen er derfor bygget op omkring den krise, der opstår, idet det unge frihedshungrende (mandlige!) individ træder ud af barndommen og skal finde sig til rette på egen hånd i en verden, der ikke føjer sig efter individets vilje. Dermed tvinges hovedpersonen til at udforske både denne verden og sig selv, og processen bringes først til ophør, når han evner at fortolke sin personlighed og sit liv som led i en orden, der er af både social og åndelig karakter.

Romanen former sig derfor som en langstrakt selv- og omverdenserkendelse, og i denne proces dannes personligheden. Det betyder, at romanen spænder over groft sagt to dimensioner: det mentale kaos, som det søgende individ befinder sig i, og så den orden, som foreligger forud for og uafhængigt af individet – og som det i handlingens løb skal afdække. Den sidste dimension repræsenteres i dannelsesromanen af en fortæller, der bagudskuende beretter om sin vej til det afklarede stade, som han i fortællende stund befinder sig på. I Improvisatorens indledning kan jegfortælleren, den modne, afklarede Antonio, således fremlægge romanens program og definere dens konflikt: „sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op, som Urt, og voxte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede.“ Denne forfængelighed er knyttet til det improvisationstalent, Antonio besidder fra barnsben, og som i hans ungdom ytrer sig i en uerkendt konflikt mellem kunstnerambition og kærlighedssøgen.

Det tidligt forældreløse, romerske underklassebarn Antonio optages i den fornemme borghesiske familie og bliver sat i Jesuiterskolen i Rom. Antonio er en talentfuld improvisator (dvs. en kunstner, der improviserer både tekst og melodi til de sange, han fremfører, ofte med emner foreslået af publikum). Som 16-årig forelsker han sig i den unge tiljublede sangerinde Annunziata, men han må flygte, da han ved et uheld sårer sin skinsyge medbejler, officeren Bernardo. Fejlagtigt tror Antonio, at Annunziata elsker rivalen. På sin flugt ender den kyske Antonio i Napoli, hvor han med nød og næppe undgår at få taget sin dyd af den gifte og svulmende fru Santa, og hvor han overser en notits i avisen om, at Annunziata er i byen, fordi han kun er optaget af avisens rosende omtale af hans egen optræden som improvisator. Nogle dage senere forulykker han i en båd ud for Capri og vågner op i en klippegrotte, hvor alt indbefattet hans eget legeme er lysende blåt. I en båd roet af en gammel mand og med en underskøn, purung blind pige, Lara, som passager, bringes han frelst ud af grotten, men uden at kunne forstå betydningen af det, han har oplevet.

Resten af romanen handler om Antonios opklaring af grottegåden. Efter seks lange, bitre år i Rom, hvor opdragerne gennemtrumfer hans uddannelse og dannelse, får han lov at rejse frit og søger nordpå til Venedig, som synes ham at være dødens by. Efter års pause optræder Antonio atter som improvisator. Emnet er imidlertid ikke som tidligere ham selv, men nogle omkomne fiskere og deres nødlidende efterladte. Og idet han hyldes for sin nye, omverdensvendte kunst, forvandler Venedig sig for ham til en feverden, ligesom han selv bliver en anden. Det viser sig på to ledder. For det første genser han den fordums elskede, nu døende Annunziata og indser sin fejltagelse. For det andet forelsker han sig i venetianerinden Maria, der ligner den blinde Lara til forveksling. Efter en tur nordpå til det forfaldne Verona og det kolde Milano, hvor han genser og forsones med Bernardo, haster Antonio tilbage til Maria, som han tror død og frier til i febervildelse. Men da han vågner op, erkender han, at Maria er Lara, der er helbredt for sin fysiske blindhed, sådan som han nu selv er blevet det for sin åndelige. Et par år senere kan den lykkelige ægtemand da med barn og hustru gense grotten og omsider erklære dens gåde for løst: „Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordelivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.“

Improvisatoren blev H.C. Andersens gennembrud som forfatter. Ikke bare i Danmark, hvor han fik både gode anmeldelser og hjertelige, private tilkendegivelser, men også i det store udland – først og fremmest i Tyskland, hvor den udkom allerede i april 1835, og Sverige, hvor den udkom 1838. Og han var ikke sen til at følge successen op med yderligere to romaner, begge henlagt til samtidige, danske miljøer: O.T. (1836) og Kun en Spillemand (1837). Ingen af dem deler imidlertid Improvisatorens optimisme, når det drejer sig om hovedpersonens overvindelse af indre og ydre forhindringer, for begge er båret af en determinisme, som modsiger selve dannelsesideen.

I O.T. lykkes det nok hovedpersonen Otto Thostrup at begå sig i de højere kredse. For han besidder den åndens adel, som ifølge romanen er den sande adel – et synspunkt, som ofte fremføres i forfatterskabet, mest markant i romanen De to Baronesser (1849), hvis to kvindelige hovedpersoner trods deres lave herkomst indtræder i den gamle fødselsadel som levende dementier af den udlevede feudale tænkemåde. I modsætning til de to kvinder magter Otto imidlertid ikke at gøre sig fri af sin sociale fortid. Da han som ung erfarer, at det OT, han som barn fik tatoveret på skulderen, ikke kun står for hans forbogstaver, men også Odense Tugthus, hvor han blev født, skurer han tatoveringen af med en mursten. Såret efterlader imidlertid et ar, ikke blot på skulderen, men også i sjælen. Som Otto selv formulerer det i romanens første del: „Bogstaverne ere borte og dog synes jeg at see dem i det dybe Ar. Et Kainsmærke staaer der endnu.“ Og skønt han ved romanens slutning elsker og genelskes af den adelige Louise, magter kærlighedslykken ikke at udslette mærket i psyken.

Kun en Spillemand har to hovedpersoner, der kender hinanden som børn: fattigmandsbarnet Christian, hvis musikalske talent opdages, men ikke understøttes, og den jødiske Naomi, som optages i en rig, adelig familie – og som Christian elsker. Mens Christian må give afkald på både kunstner- og kærlighedsdrøm og leve som ludfattig spillemand, færdes Naomi i de højeste europæiske kredse. Deres veje krydses i romanens slutning, hvor hun i sin fornemme ekvipage passerer Christians begravelsesfølge – uden at vide, hvem der ligger i kisten. Former deres skæbner sig således så forskelligt, som tænkes kan i det ydre, er det romanens beske pointe, at de begge ender i den samme tomhedstilstand. Naomis privilegerede liv fylder hende med livslede, Christian kompenserer for sine jordiske nederlag med en resigneret himmelvendthed, der af fortælleren afsløres som et selvbedrag. Nede under resignationen lurer skuffelsen og fortrædeligheden. Naomi og Christians skæbner dementerer enhver forestilling om, at mennesket ad viljens vej kan forme sit liv, sådan at evner udfoldes og længsler indfries.

Blot et par år efter Improvisatoren skrev H.C. Andersen således en roman, der vrangvendte troen på menneskets evne til at vokse og sejre ved egen kraft. Denne svingen mellem uforenelige modsætninger kendetegner hele forfatterskabet, der i vidt omfang lægger sig i forlængelse af biedermeierkulturens forestillinger om dannelse og en metafysisk orden, der skjult ytrer sig i fænomenernes mangfoldighed. Men som altså også i nogle tekster overskrider enhedskulturens selvforståelse og lader meningsløsheden skinne igennem.

I O.T. formulerede H.C. Andersen et program, der ikke blot omfatter de tre første romaner, men også søger at forsone stærke modsatrettede kræfter:

Vor Fortælling er intet Phantasiebillede, men Virkeligheden vi leve i, Blod af vort Blod og Kjød af vort Kjød. Vi skulle see vore Dage, vor Tids Mennesker. Dog er det ikke blot Hverdagslivet, ikke blot en Dvælen ved Overfladens Mosarter; det hele Træ, fra Rødderne til de duftende Blade, ville vi beskue. Den tunge Jord skal trykke Roden, Hverdagslivets Mos og Bark binde sig om Stammen, de stærke Grene brede sig ud med Blad og Blomst, medens Poesiens Sol skinner ind imellem dem og viser Farver, Duft og qviddrende Fugle.

Realismen viser sig i romanernes indgående skildringer af miljøer og standstyper, med et nøgleord i tiden: deres lokalkolorit. Gang på gang afbrydes handlingen af det, H.C. Andersen selv – med et andet af tidens begreber – kaldte genrebilleder: konkrete situationer fra hverdagslivet. Men realisme-ambitionen rækker videre, ned under overfladen til ellers mørkelagte sociale og psykiske dimensioner: „den tunge Jord“. Det gælder ikke mindst Kun en Spillemand. Portrættet af Christians gudfar – voldtægtsmand og senere selvmorder – er en af de mest indgående skildringer af den interessante, dæmoniske karaktertype i en dansk sammenhæng. Naomi, der følger sine seksuelle tilskyndelser og samtidig insisterer lidenskabeligt på retten over sin egen krop og sit eget liv, byder på et tilsvarende facetteret og avanceret portræt af en interessant kvindelig personlighed. I disse to figurer overskrider H.C. Andersen tidens dyrkelse af det erotiske som en ren, opadstræbende lidenskab – og det officielle kvindeideal. Dristigt åbner han læserens øjne for den menneskelige seksualitets natside, der også optræder i den barske skildring af den godhjertede prostituerede Steffen-Karreet, som hjælper Christian. Hun ender med at drukne sig, og Christian må hjælpe til med at hugge hendes lig fri af isen i Nyhavn. Natsiden findes ikke kun i den menneskelige psyke, men også som en uomgængelig social realitet.

H.C. Andersens realisme er således nok et eksempel på den poetiske realisme, men den bevæger sig undertiden hinsides det poetisk forsonende. Det gør den imidlertid ikke til en art naturalisme, der forstår verden ud fra dens iboende fysiske og sociale love. Romanernes overordnede forklaringsramme er metafysisk. Hverdagsvirkeligheden skal – som overalt i biedermeiertidens kunst – forstås fra et synspunkt hinsides de jordiske vilkår. Men læser man romanerne i kronologisk rækkefølge, synes det stadigt vanskeligere for H.C. Andersen at få poesiens sol til at gennemlyse hovedpersonernes skæbne. Indimellem ligner den metafysiske overbygning en besværgelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus P. Mortensen: Gennembruddet - romanerne Improvisatoren, O.T. og Kun en spillemand i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=476688